Vor tabte rundkirke

Som hovedstad i grænselandet fik Slesvig en særlig betydning. Den havde kongsgård og et betydeligt antal kirkelige stiftelser samt et borgerskab med tilbøjelighed til at blande sig i rigets anliggender. Knud Lavard gjorde meget for byen, og hans død blev af slesvigerne hævnet gennem drabet på kong Niels. Endnu en konge, Erik Plovpenning, måtte lade livet her, og i de hyppige fejder mellem konger og hertuger spillede byen en vigtig rolle. Med krigen 1864 gled Slesvig ud af Danmark, men ikke af danske historikeres bevidsthed. Ved de store udgravninger, som nu finder sted, har »Afdelingen for middelalderarkæologi« ved Århus universitet sidste sommer deltaget med et hold.

Genstanden for Århusgruppens undersøgelser var en af landsdelens interessanteste og mest gådefulde bygninger, en nu sløjfet rundkirke. Skt. Mikaelis, som bygningen hed, lå oprindelig lidt uden for byen, men blev senere opslugt af denne. Første gang den omtales er i slutningen af 1100-årene, den var da tilknyttet Slesvigs benediktinerkloster, som i modsætning til de fleste andre klostre husede både munke og nonner. Livet i den fromme stiftelse formede sig netop på det tidspunkt meget uheldigt. 1192 fandt biskoppen det nødvendigt at sætte munkene på porten, de kom til Guldholm og senere til Ryd, men nonnerne blev, omend kun nogle år endnu, så flyttedes også de andetstedshen. Klosteret nedlagdes, men kirken videreførtes som sognekirke. Under renæssancen vågnede de lærdes interesse for den runde bygning, der middelalderen igennem havde ført en ret upåagtet tilværelse (fig. 1).