Voldsom Død

(Fig. 1). (Fig. 2). Det er Vædebrofundets veldækkede bord, der her fremvises - ikke det hele, for så var den i forvejen makabre opdækning blevet langt græsseligere, men et udvalg. Sidste sommers udgravning løste ikke knuden op. Det er stadig uvist, hvorfor man engang i tiden kort efter Kristi fødsel har udlagt i snesevis af lig i mosen ved Mossø, og hvorfor man har givet dem våben og lerkar med sig. Offerplads? "Kirkegård" for krigens eller pestens døde? Eller måske en normal begravelsesplads blot anlagt på uvant sted? Vi ved det stadig ikke; men gravningen i 1958 har trods alt givet os en bredere baggrund for bedømmelse af situationen.

Af Harald Andersen

Billede

Fig. 1. Ingen figurtekst

Billede

Fig. 2. Ingen figurtekst

Ved opgravning af et område på 5x11 m omkring det bedste af foregående års prøvehuller blev dynger af menneskeben bragt for dagen. Det er vanskeligt at afgøre, hvor mange personer benhoben fra dette felt repræsenterer, men skønsmæssigt vil man anslå 15—20. I en bækkenknogle sås et rundt hul, som kan skyldes et spydstik, og et kranium havde issen kløvet af et skarpt hug, som den pågældende næppe har overlevet; i hvert fald stod såret frisk og uden tegn på heling. En lignende, dødbringende læsion havde et af de kranier, som under krigen blev opgravet i den nærliggende tørvegrav. Oldsagsfundene lå spredt mellem skeletdelene: Et par spydspidser og en kniv af jern, et knækket pileskaft, en mærkelig træskovl eller -skuffe og ret store mængder af skår, der lod sig samle til mere eller mindre fuldstændige lerkar, hvoraf nogle ses afbildet her.

Fundets oldsagsformer er de samme, som vi møder i tidens grave (hvor dog træ sjældent er bevaret). De forholdsvis mange knoglelæsioner peger imod, at voldsomme tildragelser er gået forud for ligenes henlæggelse i mosen, men om de er udtryk for andet end normal ufredelighed er svært at sige. En væsentlig mangel ved fundet — en mangel, som må søges afbødet ved senere udgravning — er det, at næsten alt det fundne er skyllet rundt af vand. Det er Illerupåen, der har dette på samvittigheden. Undtagelsen fra reglen er to lerkar, samt enkelte menneskeben, som blev fundet i et tilsyneladende uforstyrret moselag over det omskyllede lag. De må sikkert være yngre end fundets hovedmasse, og vi må da antagelig gå ud fra, at sagerne ikke er kommet i mosen eengang for alle, men som resultat af flere nedlæggelser.

Det står enhver frit at prøve disse nye iagttagelser på de ovennævnte teorier eller på helt nye muligheder. Udgraverne forekommer det tvivlsomt, om man på foreliggende grundlag tør foretrække det ene for det andet. Men det er vigtigt, at et i sin art enestående fund ikke forbliver uopklaret. Muligheden for at føje et nyt træk ind i det store billede må ikke forspildes. Et sted i mosen ligger løsningen, og vi vil fortsætte med at lede.

Billede

Fig. 3. Vædebrofundets hidtil bedste stykke, skjoldet, som blev fundet under prøvegravningen i 1957 er nu færdigbehandlet på Forhistorisk Museums konserveringsanstalt. Skjoldbulen, der har dækket håndtaget mangler, og skjoldet har et hak i randen, men ellers er det helt og velbevaret. En mindre reparation i den ene ende har en oldtids-konservator ansvaret for.

Træhåndtaget er uhyre spinkelt, men forstærket med et jernstykke. Ved den ene ende har randen syninger, og den ene halvdel af skjoldet er dækket med rækker af huller, hvis mening er usikker.

Under behandlingen på laboratoriet viste det sig, at skjoldet var malet. Ved undersøgelse af malingen vil det antagelig kunne fastslås, hvilken farve skjoldet bar haft.