Vikinger fra uvant synsvinkel

Ingen tør udelukke, at de sagn om konger og helte, som Lejres berømmelse bygger på, kan indeholde kerner af sandhed, men som helhed må de anses for utroværdige. Kun én ting i det hele væv tør man for alvor fæste lid til, nemlig selve hovedsagen, at kongerne har boet her. Set på baggrund af, hvad fund og mindesmærker fortæller om stedets betydning i den sene oldtid, er der ingen grund til at betvivle, at det har sin rigtighed. Lejres problemer har tidligere været behandlet her i bladet (1958:2 og 4, 1963:1), hvorfor vi som optakt til omtalen af nye udgravninger kan nøjes med en kort beskrivelse koncentreret om selve kernepunktet. Vi befinder os en mils vej vest for Roskilde, på bakken mellem to åer: Kornerupåen og den nu udtørrede Lejre Å. Fra vort høje stade ser vi over mod landsbyen Lejre, som med sine kønne stråtækte gårde nok er værd at betragte, men som ligner alt andet end en forhenværende hovedstad. På selve marken, hvor vi står, ligger synligt to oldtidsminder. Det ene er en gruppe mandshøje bautasten, de sørgelige rester af landets største skibssætning, det andet en stor høj, som ved udgravning for ti år siden afslørede sin jernalderherkomst, og som for så vidt meget vel kan være bygget for en af Lejrekongerne. Omkring disse to, højen og skibssætningen, har udgravningerne afdækket en udstrakt vikingegravplads, hvor der i årenes løb er fremdraget adskillige bemærkelsesværdige fund. Rige grave og fattige grave ligger her side om side i skøn og tiltalende forening, men dette gravpladsens demokrati har sin begrænsning: En slave har fået hovedet kappet af for at følge sin herre i graven, og et sted ligger en velvoksen mand helt sammenkrøllet i den alt for lille grav, hvor man har kulet ham ned.

September 1968 blev arbejdet genoptaget efter en flerårig pause. Muldlaget, der her på stedet er meget tykt, blev fjernet over et passende område; først når denne traditionelle indledningsakt er tilendebragt, kan man danne sig et overblik over det forestående arbejde, idet gravene så fremtræder som mørke områder i den lyse undergrund. Erfaringen har vist, at jo lysere en grav tegner sig, jo mere kan man vente sig af den; den lyse farve betyder nemlig, at gravfylden er godt blandet op med undergrundsmateriale, med andre ord at graven er dyb, men dybe grave og velstående folk hører sammen, eftersom det kostede penge at få graverkarlene til at lægge kræfterne i. Efter undersøgelsen af to mørke grave fulgte en lys nr. 3. Den var som ventet temmelig dyb. Da bunden nærmede sig, dukkede skelettet op, desværre kun mådeligt bevaret. Omkring bækkenregionen lå, her som så ofte, jernkniv og bæltespænde, men ved venstre skinneben, lige under knæet, glimtede det gyldent, og det samme gentog sig ved højre knæ. Metallet lå indlejret i lag af dårligt bevaret organisk materiale; det måtte langsomt klædes af, hvilket for en del foregik på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Resultat: to ens sæt af rigt dekorerede spænder og beslag i guldbelagt bronze samt dele af en dertil hørende læderrem – kort sagt: resterne af den dødes højst seværdige strømpebånd.

(Fig. 2 + 3 + 4).