Vibjergensere

Den sidstnævnte - domkirken - har, som man vil erindre (Skalk 1969:6), sin egen sørgelige historie; den blev for hundrede år siden nedrevet til grunden og fornyet, således at der af det oprindelige stenhus fra 1100-årene kun er fundamenterne og krypten tilbage. Til disse jordnære levn er man da henvist, hvis man vil den gamle bygning på nærmere hold, og der er spørgsmål nok, som trænger sig på, for i virkeligheden er det ikke så forfærdelig meget, man ved om kæmpekirkens opførelsesteknik og bygningshistorie. Et holdepunkt har vi dog: det vides, at der i 1100-tallet bestod en nær forbindelse mellem gejstligheden i Viborg og Lund, og det er sikkert forklaringen på den iøjnefaldende lighed mellem de to byers katedraler - ikke blot i selve planløsningen, men også i mange arkitektoniske træk. Hvor dybtgående overensstemmelsen er, bekræftedes for nylig gennem en undersøgelse, en nyopmåling af krypten, foretaget af Roni Wallin og undertegnede; den viste - eller sandsynliggjorde i hvert fald - at der ved opførelsen af de to kirker er anvendt samme måleenhed, nemlig den franske kongealen (46,6 em). Visse problemer vedrørende kryptens fundamentering blev ved samme lejlighed taget op til undersøgelse gennem en mindre udgravning uden for kirken. Den gav de ønskede oplysninger, men det vil vi forbigå her og i stedet vende opmærksomheden mod et par særdeles vigtige fund, der så at sige blev givet os i tilgift.

Udgravningen foregik umiddelbart øst for koret, og da man fra utallige kirkegårdsudgravninger ved, at netop denne plet af tidligere tiders mennesker var meget eftertragtet som hvilested, kom det ikke som nogen særlig overraskelse, at der viste sig mange spor af gravlægninger. I de øvre lag var gravene stærkt forstyrret og uden karakteristiske detaljer, men længere nede var ødelæggelsen mindre fremtrædende, og her fremkom - mere eller mindre fuldstændigt - seks grave: fire stenkister og to jordgrave. Kisterne, der stod uoverdækket (låget har muligvis været af træ), var sat af flade granitfliser i kalkmørtel, nydeligt efterpudset med en kost, hvis spor endnu stod tydeligt. I stenrammen var der indrettet niche til ligets hoved - et træk, der daterer til 11-1200 -årene. Den nordligste kiste, der strakte sig uden for udgravningsfeltet, blev ikke undersøgt, men i de andre var der velbevarede skeletter, de lå med hænderne fromt samlet over maven, og et af dem - det eneste, som var helt ubeskadiget - havde i munden en lille flad sten, der muligt har skullet gøre det ud for en oblat. I de øvre lag af den uforstyrrede grav fandtes spredte knogler af yderligere to personer, og i nabokistens niche, der var påfaldende stor, lå et ekstra kranium - et ejendommeligt fund, der blev endnu mærkeligere derved, at der i højre øjenhule var anbragt et forstenet søpindsvin. Desværre var der intet i kisterne, som kunne røbe identiteten af de gravlagte, men en undersøgelse foretaget på Anthropologisk Laboratorium i København har vist, at de tre hovedpersoner alle er mænd, og det i forbindelse med den fine placering ved korets østende gør det nærliggende at gætte på gejstlige standspersoner - dog næppe biskopper, snarere kannikker ved det middelalderlige domkapitel.

Men nu de to jordgrave? De lå dybere end stenkisterne og var beskadiget ved anlæggelsen af disse, men forstyrrelsen har kun i ringe grad berørt skeletterne, der sås at ligge med armene - ikke samlet over maven, men strakt ned langs siden. I den sydlige jordgrav fandtes spor af en helt formuldet trækiste, der har været sammenholdt med jernnagler, og mellem den dødes knæ lå - til udgravernes glæde og overraskelse - en lille arbejdsøkse af jern. Et fund af helt anden art, men mindst lige så bemærkelsesværdigt, blev gjort umiddelbart syd for øksegraven: en skarpt- tegnet rille i undergrunden, som efter fyldens beskaffenhed næppe kan være andet end væggrøften fra en træbygning. Rillen kunne følges fra udgravningsfeltets kant, over en strækning på halvanden meter hen til gravene, hvor sporet tabte sig i det almindelige roderi. Bygningen, hvis form en senere undersøgelse forhåbentlig vil kunne klarlægge, kan med sikkerhed siges at være fra før stenkirkens tid. At jordgravene må være ældre end kisterne, som er gravet ned i dem, er indlysende (fig. 1) (fig. 2). Der knytter sig væsentlig interesse til dateringen af disse gamle anlæg, som altså er ældre end kirke og kister, men hvis alder vi iøvrigt ikke kender. Kan de være fra førkristen tid? At gravene rummer hedenske træk (armstillingen, jernøksen) er ubestrideligt, men et religionsskifte er en langsommelig proces, og det skete, at gammel gravskik til præsteskabets forargelse slap gennem nåleøjet. Skeletternes orientering giver heller ingen vejledning: hedninger såvel som kristne begravede deres døde med hovedet i vest. Man skulle synes, at øksen kunne afgøre spørgsmålet, men desværre er den af en ukarakteristisk type, som med nogenlunde lige sandsynlighed kan placeres i vikingetiden eller den tidlige middelalder. - På samme vis savner også træbygningen et ståsted. Om den er en tidlig trækirke eller et anlæg af hedensk oprindelse, lader sig slet ikke afgøre.

Det fingerpeg, som navnet Viborg giver om stadens forhistoriske herkomst, har fundene forlængst bekræftet, så hverken teoretisk eller praktisk skulle der være noget til hinder for, at det nu afdækkede kan være byens hedenske gravplads, som ikke tidligere har været kendt. Den fortsatte undersøgelse vil forhåbentlig kunne afklare spørgsmålet, for det er en sag af betydelig interesse og med vide perspektiver for Viborgs topografi og historie. Vibjerget, byens berømte oldtidshelligdom, er desværre endnu ikke med i billedet. Om dets funktion og beliggenhed har de to i jordgravene antagelig vidst mere end vi.