Vibæk Mølle

Altså netop møllens 200års fødselsdag!

Opmålingen af møllen fandt sted, fordi Nationalmuseets Mølleudvalg ønskede møllen nøjagtigt undersøgt, før man - under ingeniør Anders Jespersens ledelse - gik i gang med en fredning og restaurering af den. Elektriciteten har jo efterhånden fuldstændig udkonkurreret de gamle vind- og vandmøller, og hvert år forsvinder nogle af dem. Af de ni møller, der har været i og ved Sønderborg by, er nu kun en bevaret. På Als var endnu for 20 år siden fire vandmøller. Nu var kun Vibæk mølle i en sådan stand, at man kunne tænke på atter at bringe den i orden. Det meget store stuehus, der ligger ualmindelig smukt, er særdeles velbevaret, og selve stuehuset stod helt, selv om det skæmmedes af en nyere overbygning med bliktag. Opmålingen og undersøgelsen viste, at størstedelen af maskineriet var velbevaret. Kun det store vandhjul og gravhjulet var bortrådnede. En restaurering ville ikke være umulig. Møllens ejere, fru A. M. Christensen og fru M. D. Bonefeld, stillede sig meget imødekommende, og en fredningsdeklaration blev udarbejdet og godkendt af alle parter. Nationalmuseets Mølleudvalg påtog sig at restaurere vandmøllen, der derefter blev fredet. Ejendomsforholdet berørtes ikke, og ejendommens forpagter, N. Madsen, kan fortsat udnytte ejendommen som hidtil, ja han kan nu selv male sit korn til mel!

I foråret gik så håndværkerne i gang. Det var på mange måder et uvant arbejde. Bortrådnede dele af bindingsværksstolperne skulle erstattes med nyt, uden at det brugelige ødelagdes. Sydsiden blev rettet lidt op, men er dog stadig meget skæv. Taget og den nyere overbygning blev taget ned, og møllen fik stråtag igen, vinduerne blev taget ud, og i stedet indsattes dels nogle gamle luger, dels enkelte nye. Resultatet blev over al forventning. Møllen fremtræder nu, som den kendtes fra gamle billeder, med lave bindingsværksvægge og højt stråtag, med skæve mure og de fremgravede, oprindelige, toppede sten hen til indgangen (fig. 1).

Hvorfor valgte man nu netop Vibæk mølle?

For det første, fordi den endnu var så velbevaret, at det var muligt at restaurere den. For det andet, fordi det er af betydning at få bevaret en alsisk mølletype. Der er nemlig stor forskel på de enkelte mølletyper. Den tekniske opbygning af værket varierer fra landsdel til landsdel, og også i mølletyperne kan man følge kulturpåvirkninger. Vibæk mølle er således, rent teknisk, nærmere i slægt med visse hollandske og frisiske møller end med de nørrejyske.
For det tredje, fordi man på forhånd kendte en del til møllens historie. Allerede før man fandt indskriften på kvisten, kendte man en indskrift på en af hovedbjælkerne, der så således ud:

Der var altså tale om en runeindskrift, og i oversættelse betyder det: Hans Myller af Feberbjerg har bygt den myl for Iørgen Krack a Kiestina Mari Jørgens Ao 1756.
Vi kender således bade årstallet for opførelsen, bygmesteren og ejeren. Desuden kendes en del gamle papirer fra møllen, hvorved man kan få endnu flere oplysninger. Endnu er jagten på de gamle papirer, der har gemt sig flere steder, ikke afsluttet, og endnu er de fundne papirer ikke alle tydet, men det er dog lykkedes at få opstillet en fuldstændig ejerliste for Vibæk mølle fra 1756 til i dag. Og det har vist sig, at Vibæk mølle er endnu ældre, end indskrifterne lader os vide. 1756 er den blot blevet flyttet til et bedre sted ved Vibækken, før har den ligget længere oppe, og her kan vi følge den tilbage til 1710. Af og til har det så knebet med vand i bækken, og i 1835 fik mølleren kongelig tilladelse til også at bygge en vindmølle. Også denne mølle er bevaret nogenlunde, selvom dens ydre er stærkt medtaget, og i denne omgang har det ikke været muligt at restaurere også den. Måske kan det lykkes både at finde ud af endnu mere om den gamle mølle, og at få vindmøllen gjort i stand.

Den 14. juli 1957, netop året efter, at møllens fødselsdag opdagedes og 201 år efter dens første indvielse, trak formanden for Nationalmuseets Mølleudvalg, direktør Johs. Brøndsted, stigbordet op, og det store vandhjul satte sig atter i gang,