Verdenshistorie i ler

Da man i 1935 gravede grunden til »Gutenberghus« i København og kørte den overflødige jord ud til en opfyldning i Sydhavnen, blev man – i sidste øjeblik – opmærksom på nogle brokker af brændt ler med figurer i. Det viste sig at være stumper af forme til kakler – altså ikke det, der nu om stunder kaldes »kakler«, for det er flade, bemalede fliser, men rigtige kakler med figurer i højt relief – den slags, man murede kakkelovne op af.

Nøjagtigt hvor gravkoen havde taget den kostbare mundfuld, kunne man ikke få at vide, og endmindre ved man, hvor det gamle kakkelmagerværksted har ligget, eller hvem kakkelmageren var. Til gengæld kan værkstedet tidsfæstes ret nøje, for dekorationerne er i overdådig renaissancestil, og en enkelt helt bevaret form må stamme fra 1550erne.

Den forestiller en mand – eller snarere en mandsling – med for lange ben og for stort hoved. Han bærer fjerprydet baret og en udpolstret kåbe, der er lige så bred, som den er høj; men selv om figuren er pudsig, er den ikke uden værdighed. Et skjold, der læner sig op ad hans højre ben, bærer Sachsens våben, og en kort inskription siger: HERCI HANS, hvilket er nok til at bestemme manden som en af reformationstidens mest kendte og omtalte fyrster – hertug Johan Frederik den Højmodige, forhen kurfyrste af Sachsen.

Det var ret almindeligt, at berømte mænd blev afbildet på kakler; men at netop Johan Frederiks billede – for portræt kan man næppe kalde denne karikatur – lod sig mangfolddiggøre i København, havde ganske særlige årsager. Han var i alle gode lutheraneres øjne den gode lutheranske fyrste. Han havde været Martin Luthers landsherre, ven og beskytter, og han havde medvirket til den første udgave af bibelen på tysk. Over for kejser Karl d. 5., der ville genrejse den katolske kirke og udvide kejsermagten, stod han som et bolværk. Man beundrede ham i hans storhed, og man fulgte ham med sympati, da han blev et offer for borgerkrige og politiske intriger.

Der gik et sus af forargelse gennem den lutheranske verden, da det rygtedes, at Moritz af Sachsen – en halvfætter til Johan Frederik og selv lutheraner – var gået sammen med kejseren om at knuse den store kurfyrste. En Judas – det var, hvad man kaldte Moritz. Johan Frederik rejste en hær, foretog et felttog ind igennem sin halvfætters lande og trak sig atter tilbage. Det var i foråret 1544.

En søndag formiddag, da Johan Frederik stod med hæren i byen Mühlberg ved Elben, gik der rygter om troppebevægelser på egnen. Kurfyrsten lod sig ikke bringe ud af fatning. For det første troede han, at det var Moritz, der rørte på sig, og ham havde han allerede slået én gang. For det andet var det søndag, og han ville i kirke. Medens han sad og lyttede til en – sikkert meget lang – prædiken, indløb den ene melding efter den anden – mere og mere foruroligende. Da gudstjenesten endelig var forbi, stod det klart, at det var kejseren selv, der i en aldeles ubegribelig fart havde ført en kæmpehær af ungarske, italienske og spanske soldater op fra Sydtyskland og nu stødte frem mod hjertet af Sachsen. Ved hans side var Ferdinand Alvarez, hertug af Alba – manden, der mange år senere skulle indskrive sit navn i Europas historie, da han forgæves søgte at undertrykke Nederlandene med grumhed og terror. Om natten havde de overskredet Elben, og nu styrede de lige løs på Mühlberg. (Fig. 1)