Vendila

Nu hedder det Vendsyssel, men i gamle dage hed det Vendel. Alle har ment, at dette Vendel altid, hentydede til landskabet. Men nu har vi i fem år gravet på Lindholm Høje ved Nørresundby. En kæmpemæssig gravplads var det oprindelige objekt, senere kom den tilsvarende by i søgelyset. En stor by, liggende over flere tønder land, i tid spændende over ca 500 år. Endnu har vi kun set mindre dele af den, men allerede nu kan vi sige, at den må være opstået omkring år 600, og at den på grund af sandflugt, og måske også af andre årsager, gik til grunde omkring 1100, eller i årene derefter.

Af Thorkild Hamskou

Er det mærkværdigt, at arkæologen, stillet over for et så uventet og imponerende mindesmærke, søger at få det identificeret? Hvad er det for en by, skulle den dog ikke være nævnt i kilderne? Han læser opmærksomt, og se, det er slet ikke så ganske givet, at Vendel altid er identisk med vort Vendsyssel. Lad os røbe det med det samme: det er meningen her at føre sandsynlighedsbevis for, at også byen på Lindholm Høje har heddet Vendel, at den altså har båret samme navn som landskabet.

Ynglingasaga har vi overleveret i Snorris Heimskringla. En del af handlingen foregår omkring år 700 og beskriver stridigheder mellem den svenske kong Ottar og den danske kong Frode, endende med den sidstes sejr. Den svenske flåde, skriver Snorre, løber ind i Limfjorden og hærger "á Vendli", d.v.s. i Vendel. Da der ligger ca 500 år mellem Snorre og de omhandlede begivenheder, har man altid kastet tvivl på Snorres meddelelse og anset det nævnte Vendel for at være Vendel i Uppland, Sverige, hvor Ottar havde hjemme. Her - i det upplandske Vendel - var et kongesæde, og her er senere fundet berømte, rige grave. Når Snorre da nævner Limfjorden og det jydske Vendel, har man ment, at han har henlagt begivenhederne netop hertil, fordi han ikke har haft kendskab til 600-tallets svenske Vendel, men nok til det jydske Vendel=Vendsyssel. Meddelelsen om Limfjorden har man da ganske simpelt anset for Snorres eget påhit.

Men nu er der kommet en stor by i Limfjordsområdet, byen på Lindholm Høje. Og hvis man da i det hele taget tør bygge historie på Snorres Ynglingasaga, forekommer det mere naturligt at tage det for gode varer, som han har skrevet. Man undgår at gøre vold på teksten. Der kan have været udmærket grund for svenskerne til at løbe ind i Limfjorden og hærge i Vendel, byen på Lindholm Høje. Hvis de ikke netop ville til Vendel by, hvorfor skulle de da vove at trænge sig ind i den smalle Limfjord, hvor man havde let spil med en indtrængende, fremmed flåde. Havde det været landskabet Vendsyssel man var ude efter, havde man nok fundet et knapt så farligt sted at gå i land. Ynglingasagas Vendel synes altså at have ligget ved Limfjordens bred. Måske byen på Lindholm Høje?

Snorre er ikke den første, der nævner Vendel ved navn. Allerede Adam af Bremen omtaler den i sit skrift fra ca 1070 om de hamburgske ærkebispers historie. Adam har den uvurderlige fordel at være samtidig med de forhold, han skriver om. Og han beskæftiger sig, i væsentlig grad ovenikøbet, med de geografiske forhold. Det er ganske vist ikke sikkert, han selv har været i Danmark, men hvis ikke, har han i hvert fald sin viden fra stedkendte folk, bl.a. Svend Estridssøn. Adam skulle altså have alle betingelser for at sidde inde med gode oplysninger. Men han skriver desværre ikke altid så klart, som man kunne ønske sig, og tilføjelser i senere afskrifter gør ikke sagen bedre. Det kan ofte være svært at afgøre, om Vendel er en by eller det skal opfattes som hele vort nuværende Vendsyssel. Hvis man da i det hele taget vil lægge vind på Adams oplysninger er der ikke andet at gøre, end at kaste alle forudfattede meninger overbord og prøve at fange, hvad Adam mente og forbandt med navnet Vendila, som hans latiniserede form lyder.

Bedst er det at tage et par- eksempler. I III bog, cap. 77 fortælles om bispeindvielser, som ærkebiskop Adalbert foretog: …… til Danmark indviede han da ni: Ratolt til Slesvig, Oddo til Ribe, Christian til Århus, Heribert til Viborg, munken Magnus og Alberick til Vendel, munken Eilbert til "Farria" (ukendt) og Fyen, Vilhelm til øen Sjælland og Egino til provinsen Skåne.

Her melder usikkerheden sig ved to navne: Slesvig og Vendel. Den nuværende by Slesvig var, da Adam skrev, næppe grundlagt, om den da overhovedet eksisterede. Adam kan da have ment landskabet Slesvig, eventuelt Hedeby, der i visse kilder kaldes for Slesvig. Men den gik just tilgrunde på denne tid. - Og hvad er Vendel? Er det en by, han mener, eller er det hele Vendsyssel?

Senere afskrivere har følt sig beføjede til at bringe klarhed over sagerne ved at skrive: byen Slesvig, Ribe, Århus og Viborg og øen Vendel, men disse B-manuskripter, som man kalder dem, udgør kun en lille gruppe. Alle de øvrige afskrifter nævner navnene uden klassificering. - Her kan man lige gøre opmærksom på, at denne afskriver-tilføjelse stammer fra en tid, da Slesvig var blevet en by, og da byen på Lindholm Høje ikke længere eksisterede. Men hovedsagen er, at vi faktisk er lige vidt, hvad forståelsen af Vendelnavnet angår.

Den samme bispeindvielse omtales i IV bog, cep. 2: …… snart efter indviede han til Ribe Oddo, til Århus Christian, til Viborg Heribert og til Vendel Magnus .... og det er værd at bemærke, at ingen senere afskrivere har føjet artsbetegnelserne til disse stednavne. Stilistisk skulle man altså her opfatte Vendel på linie med de øvrige byer. Det samme gælder IV bog, cap. 5. Her står der om øen Sjælland: ... mod vest har den Jylland, byerne Århus, Ålborg og Vendel. - Igen må man stilistisk opfatte Vendel på linie med de to andre, d.v.s. som by. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1. Skibssætninger på Lindholm-gravpladsen.

Et klart udtryk for at Vendel skal opfattes som landskabet
har vi imidlertid i Adams IV bog, cap. 16: …… Den første af
dem (øerne) er Vendila i indløbet til dette hav. Den anden Mors, den tredie Thy...

Men lige så utvetydig er IV bog, cap. 33: Indskiber man sig i Ålborg eller i Vendila i Danmark kommer man på een dag over havet til Wig, en by i Norge ……. Her kan Vendila kun være et bestemt punkt, som må ligge i Ålborgs umiddelbare nærhed. Ellers mister denne distanceopgivelse enhver mening.

Og her er vi nok ved sagens kærne. Vendila hos Adam betyder både en by og et landskab. Landskabet må være det nuværende Vendsyssel, og byen - den lå altså i nærheden af Ålborg. Men lige over for Ålborg lå jo byen på Lindholm Høje. Den havde ganske vist set sine bedste dage på Adams tid og var på vej ned ad bakke, samtidig med at Ålborg, så vidt vi da kan se af fundene, var en relativt ny by i udvikling. Fra Ålborg kendes ikke fund ældre end fra 1000-årene, men da havde Lindholm Høje-byen eksisteret i flere århundreder. På et naturligt overfartssted var den vokset op. Her måtte varerne til vort Vendsyssel naturligt udskibes. Her krydsede landtrafikken og søtrafikken hinanden. Kom man sydfra og skulle over fjorden nordpå, var her det smalleste overfartssted, hvor bekvemme åmundinger på begge sider af fjorden afgav gode landingsmuligheder for færgefarten. Byen på Lindholm Høje må have været en naturlig markedsplads og distributionscentrum for varer til landskabet Vendel.

Udgravningerne er endnu ikke så omfattende, at der kan gives et fuldstændigt billede af byens udvikling og udseende. En snes hustomter er foreløbig undersøgte, 7 brønde, en stump træbrolagt gade, værksteder, udhuse, en badstue og diverse affaldshuller. (Fig. 2) Vi skal næppe forestille os byen som en storstad. Den største betydning har den sikkert haft som overfartssted og vel lige så meget som markedsplads i forbindelse med sejladsen på fjorden. Skulle man nævne en nutidig parallel i nabolaget, måtte det blive en by som Hjallerup. Hvem kender ikke Hjallerup marked, der havde specialiseret sig på heste. Kendte, må man hellere sige, for nu fører det en hensygnende tilværelse. Til daglig var Hjallerup ikke forskellig fra så mange andre småbyer i Vendsyssel. Men i markedstiden ....! Mon man ikke skal forestille sig, at Lindholm Høje-byens tilværelse har formet sig på nogenlunde samme måde. Stilfærdigt færgested i det daglige, og i markedsperioderne en summende heksekedel af tilrejsende fra hele oplandet. Handel har dog ikke været dens eneste næringsvej. Der er jo også fundet marker deroppe, så landbrug har man altså også drevet.

Billede

Fig. 2. En hustomt fra de genfundne by. Vægriller og stolpehuller trækker omridset op.

Omkring år 1100 eller i årene derefter går byen til grunde. Der kan være flere årsager dertil, men der er i hvert fald een håndgribelig, og det er en overhåndtagende sandflugt, der har været med til at umuliggøre eksistensen heroppe på højdedraget. Hvorom alting er, den yngste sikkert daterede genstand fra Lindholm Høje er en mønt fra Vilhelm Erobrerens tid - helt præcist fra året 1087. (Fig. 3) (Fig. 4) Den danner afslutningen på en kontinuerlig række oldsager, der begynder småt omkring år 600, og som har sit tyngdepunkt i 8., 9., og 10. århundrede. Enkelte genstande kan udmærket være yngre end nævnte mønt, men vi må sikkert regne med, at byen ganske nedlægges engang i første halvdel af 1100—tallet. En enkelt mønt fra 1200-tallet står isoleret og kan næppe tages som bevis for byens senere eksistens.

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst

Billede

Fig. 4. Beboerne i byen på Lindholm har drevet landbrug; men sandflugten dækkede markerne. Her er sandet gravet væk og agerer lagt blot.

Men tilbage til bisperne, der blev indviede af ærkebiskoppen Adalbert i Bremen. Dette kunne han gøre, fordi han allerede i 1053 havde erhvervet sig en pavebulle, der gjorde ham til pavens legat og vikar for hele Norden, Island, Grønland og Finland indbefattet. Derved fik han ret til, både for sig selv og sine efterfølgere, at ordinere bisper; ikke blot til det egentlige ærkebispedømme, Bremen, men også i hele dettes vidtstrakte vikariat. Det var denne ret, han benyttede sig af omkring år 1060, da han indviede bisper til Ribe, Århus, Viborg og Vendel. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Ingen billedtekst

Magnus var den første biskop i Vendel. Om hans virke vides intet, men for emnet her er det også kun af betydning, at han er bisp i Vendel. Han kom af dage ved en drukneulykke, og Adam kalder også hans efterfølger, Alberick, for biskop i Vendel. Han er biskop i ca 20 år til omkring 1085, da han øjensynligt efterfølges af en vis Henrich, som er kendt fra Ælnoths biografi over Knud den Hellige fra 1120. Her fortælles, hvorledes Vendelboernes oprør mod kongen slog ud i lys lue, så han måtte flygte fra kongsgården Børglum, og hvorledes han under flugten modtoges af biskop Henrich på dennes gård ikke langt fra Aggersborg. Det var den flugt, der endte med, at kongen blev dræbt den 10. juli 1086 i Sct. Albani kirke i Odense. Men udover at Henrich ejede en gård i nærheden af Aggersborg, formodentlig i det nuværende Beistrup, fortælles der intet nærmere om hans titel eller hans område. Vi ved heller ikke nøjagtigt, hvornår han dør, men så vidt vi kan se, efterfølges han af Ketil. Hvis der da ikke har været andre bisper ind imellem, som vi ikke kender, må det formodes, at han har levet i en anselig årrække, vel til omkring år 1100 eller senere, for efterfølgeren Ketil dør ikke før år 1134. Han faldt i slaget ved Fodevig den 4. juni. (Fig. 6) (Fig. 7)

Billede

Fig. 6. Ingen billedtekst

Billede

Fig. 7. Ingen billedtekst

Ketils navn kender vi flere steder fra, og det er højst bemærkelsesværdigt, at han har forskellige stednavne heftet til sit navn. Han har ganske tydeligt flyttet bispesædet. Dels kaldes han Vendilensis, dels Vestervigcensis. Under sin regeringstid har han altså forlagt bispesædet fra Vendel og er flyttet til Vestervig. Det kunne næsten tyde på, at sandflugten på Lindholm Høje, alias Vendel, har gjort tilværelsen så ganske uudholdelig, at bispen har måttet flytte. Det passer i hvert fald godt med udgravningsresultaterne. Som en ekstra grund til at flytte havde han også, at den hellige Thøgers levninger blev skrinlagte i Vestervig i året 1117. Men det fjerne Vestervig var ikke noget for hans efterfølger, Sylvest eller Self, som han også hed. I Roskildekrøniken står der nemlig: "Self Vandalensium in loco Ketelli subrogatur". Han får altså den gamle titel igen, og deraf må vel udledes, at han er flyttet tilbage. Inden han dør i 1140 er han dog blevet bisp i Børglum: "Sylvester Burgalensis Episcopus". Og fra da af blev Børglum sædet for de nordenfjordske bisper lige til reformationen. Som allerede anført: det vi skal hefte os ved, er at bispesædet skifter sted fra Vendel til Vestervig til Børglum, netop på den tid, da Lindholm høje-byen ophører at eksistere. Indicierne for at just denne by har heddet Vendel, og at den har været Vendsysselbispernes første sæde, er efterhånden så vægtige, at de nærmer sig beviset. Længe sad bisperne ganske vist ikke her. Børglum, den fordums kongsgård, blev efterfølgeren.

Men historien er længere endnu. Traditionen om Vendel som bispeby har været levende omtrent til vor egen tid, omend den har ført en upåagtet tilværelse.

Den 14. september 1388 fødtes i landsbyen Salling på Fyen en dreng, der i dåben fik navnet Claudius Claussøn Swart. Senere kaldte han sig Claudius Clavus Niger, for han bleven lærd mand, der havde fået sin opdragelse i Sorø kloster. Men de stiIle boglige sysler synes ikke at have passet hans livlige fynske gemyt. Han rejser udenlands, til Italien, hvor han som den kundskabsrige mand får adgang til de højeste kredse, han kom i forbindelse med kardinalen Orsini og den pavelige sekretær. Denne sidste fortæller i et brev, at han har modtaget Claus Clausson og skriver om ham, at han er "…… en mand af gothisk nationalitet,
som har gennemrejst en stor del af verden. En mand mod en skarp forstand, men noget ubestandig." (Fig. 8)

Billede

Fig. 8. Fund fra byen på Lindholm

I det ældste danske litteraturleksikon, Scriptores Danici, forfattet af Lyskander (1558-1624) omtales han som: "…… en meget lærd filosof og matematiker, højst navnkundig ved sit kendskab til mange ting, sine lange rejser ….. han har efterladt et helt og fuldstændigt kort over Danmark, udført efter den danske konges befaling." Formodentlig er det Erik af Pommern, der hentydes til. Han var i hvert fald i Venezia 1424 og kan der have truffet den danske lærde.

Hvorom alting er, Clavus tegnede i 1427 et kort, der har udøvet sin indflydelse helt op til omkring 1700. Selv om hans kort viser stærk afhængighed af de gamle Ptolemæus-kort, indeholder det alligevel meget nyt. Han skriver selv i indledningen til
kortets tekst, at han har ved ”…… omhyggelig tegning, såvel som ved skriftlig optegnelse, søgt at give efterverdenen et tro billede af de mig ved selvsyn nøje bekendte lande, som var Prolemæus, Hipparch og Marinus ukendte". (Fig. 9) (Fig. 10) (Fig. 11) (Fig. 12)

Billede

Fig. 9. Clavus 1427

Billede

Fig. 10. Navneliste til Clavus’ kort

Billede

Fig. 11. Ortelius o. 1580

Billede

Fig. 12. Garhard Mercator 1607

På Clavus-kortet ser vi for første gang den skandinaviske halvø, Island og Grønland afbildet; iøvrigt skal vi ikke her komme ind på kortets overlevering, dets fortrin og dets fejl, men udelukkende hefte os ved to punkter. Det ene hedder Burglanensis civitas og det andet Vendesisel civitas. Hvor har han Vendesisel civitas fra? Antagelig fra Sorø kloster, hvor han jo havde fået sin opdragelse. Man må have lov til at antage, at man i klostrene kendte rækkerne af de danske bisper og deres bispesæder. I Sorø kloster kan Clavus have hørt om byen Vendel som bispesæde, men da Vendel-navnet på Clavus' tid forlængst var ændret til Vendsyssel, blev det naturligt på hans kort til byen Vendesisel. Så kan man jo spørge, hvorfor han afsætter en allerede forsvundet by. Det er svært at svare på. Men er det ikke menneskeligt, og altså også tilgiveligt, om han over for sine højkirkelige italienske venner ønskede at give Jylland så mange bispesæder som muligt?

Og fra Clavus-kortet vandrede bispestaden Vendel over på senere kort. Merkator, Ortelius, og hvad alle de andre kartografer hedder, alle har de på deres kort "byen Vendsyssel". (Fig. 13) (Fig. 14)

Billede

Fig. 13. John Speede 1626

Billede

Fig. 14. Corens og Mortier o. 1700

Først med der selvstændige danske kartograf Marcus Jordan forsvinder bispesædet Vendel fra kortene. Og dog kan en vis Jonas Koldinggensis skrive i sin Danmarksbeskrivelse fra 1594, at i Vendsyssel er der fire byer, Vensilia, Skagen, Hjørring og Sæby, medens han i samme åndedræt tilføjer, at Vensilia og Børglum er det samme, nemlig bispesædet i Vendsyssel.

Men deri har han ikke ret. Vensilia (Vendel) har været en selvstændig by. Med den viden, vi nu har, må vi tro, at det er dens rester, vi nu graver frem på Lindholm Høje.