Velsignet være dit minde

Bodel Andersdatter bestilte verset sat på den gravsten, som hun lod hugge for sin i 1711 afdøde mand, for sig selv og for sin nulevende 2. ægtefælle. Den står ved våbenhuset til Taarnby kirke pa Amager, men er for resten kun eet eksempel blandt mange på, at man fandt det rimeligt at give udtryk for nogen skepsis til efterkommeres pietet for ens hvilested i det uvisse åremål mellem døden og dommedag. Her og der kan man i byens blanke trappesten endnu finde spor af indskrift og rester af evangelister, foran kirkedøren slider århundreders skiftende moder af sko og støvler nu en gammel adelsmand, nu en gejstlig eller borgerlig ned til flad ukendelighed og glemsel. I den kønne empiregård i Stege, hvor Møns Museum har til huse, er altanen lavet af en stor gravflise, i Idum sogn ved Holstebro blev en anden meget praktisk brugt som snild forlængelse af en komfurplade, der fandtes for lille. Man kan komme ud for så meget, når man har øjnene med sig. Kustode Madsen bragte i 1930’rne en gravsten til museet i Næstved, en af de ganske almindelige, temmelig små, hvide marmorfliser med sortmalede bogstaver:

DENNE GRAV GIEMMER DE IORDISKE LEVNINGER AF DEN KIÆRE HUSTRUE OG MODER osv. Dødsåret. og dermed så nogenlunde indskriftens datering, er 1839 Men hverken indskrift eller årstal var synlig, da Jens Madsen gjorde sit fund, thi så meget hensyn var der dog vist, at bagsiden blev vendt fremad, da marmorpladen blev anbragt i et gårdpissoir i Torvestræde. Hvordan den er kommet der, vides ikke, kun at den var der. Nu star den renset i museets kirkesal, let læselig med sine sorte bogstaver, slutningen af indskriften lyder: (Fig. 1)