Velsignet være dit minde

Den som ranne vil vor Dyne / af vor Seng, vi hviler i / Alle lader han sig syne / obenbar for Røveri.

Af Anders Bæksted

Bodel Andersdatter bestilte verset sat på den gravsten, som hun lod hugge for sin i 1711 afdøde mand, for sig selv og for sin nulevende 2. ægtefælle. Den står ved våbenhuset til Taarnby kirke pa Amager, men er for resten kun eet eksempel blandt mange på, at man fandt det rimeligt at give udtryk for nogen skepsis til efterkommeres pietet for ens hvilested i det uvisse åremål mellem døden og dommedag. Her og der kan man i byens blanke trappesten endnu finde spor af indskrift og rester af evangelister, foran kirkedøren slider århundreders skiftende moder af sko og støvler nu en gammel adelsmand, nu en gejstlig eller borgerlig ned til flad ukendelighed og glemsel. I den kønne empiregård i Stege, hvor Møns Museum har til huse, er altanen lavet af en stor gravflise, i Idum sogn ved Holstebro blev en anden meget praktisk brugt som snild forlængelse af en komfurplade, der fandtes for lille. Man kan komme ud for så meget, når man har øjnene med sig. Kustode Madsen bragte i 1930'rne en gravsten til museet i Næstved, en af de ganske almindelige, temmelig små, hvide marmorfliser med sortmalede bogstaver:
DENNE GRAV GIEMMER DE IORDISKE LEVNINGER AF DEN KIÆRE HUSTRUE OG MODER osv. Dødsåret. og dermed så nogenlunde indskriftens datering, er 1839 Men hverken indskrift eller årstal var synlig, da Jens Madsen gjorde sit fund, thi så meget hensyn var der dog vist, at bagsiden blev vendt fremad, da marmorpladen blev anbragt i et gårdpissoir i Torvestræde. Hvordan den er kommet der, vides ikke, kun at den var der. Nu star den renset i museets kirkesal, let læselig med sine sorte bogstaver, slutningen af indskriften lyder: (Fig. 1)

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst.

Meget er gået tabt i tidens løb, frost og fødders trin må dele ansvaret med graveres lille forretningssans eller gratis velvilje mod folk, der havde brug for en sten af passende størrelse til praktisk formål. Noget var vel heller ikke bedre værd, andet savnes, som havde nogen historie. Mest forsvandt nok, spredtes over byen og i dens nybygninger, når kirkegården omkring kirken nedlagdes som gravplads. I Slagelse vil den sentimentale rejsende forgæves søge digteren, lægen, menneskevennen Frankenaus gravsten, hvor H. C. Andersen bad til Gud, om beskedenhed og berømmelse. Den, med mange andre, skulle vel have været bevaret. Det går lidt bedre nu; nu indrettes, det gælder både by og land, gerne et hjørne af kirkegården som lapidarium. opbevaringssted for i hvert fald de mere særprægede og betydningsfulde ældre mindesmærker fra hjemfaldne og sløjfede grave.

Sten er stærkere end træ, gravstenenes typer og typiske indskrifter kender vi, formodentlig, til fulde fra| tidlig middelalder til vore dage. Det ligger meget usikrere med gravminderne af træ, af hvis oprindelige mængde netop så meget er bevaret, at vi med sikkerhed kan vide, at de har været almindelige. De vigtigste typer er gravtræet, der efterlignede den liggende, hvælvede eller flade ligstens form, og gravrammen, den rektangulære bjælkeramme, og for deres historie har Kaj Uldall gjort rede i en afhandling (Fra Nationalmuseets Arbejdsmark, 1931). Men antallets forhold til antallet af gravstene lader sig ikke udregne, træ kan rådne og formuldes af orme, det kan langt lettere end stenen tildannes og anvendes på hundrede måder: det kan også brænde i ovnen.

»Vi ska' udvide Aanden«, sagde Storm Petersen, »vi ska' gaa paa Moseummer«. Det er heller ikke dumt at kigge i de gamle museumsprotokoller, når man kan få lejlighed til det: Randers Museums protokol for året 1901: Kjøbt en Samling af 6 Styk Ligtræer stammende fra Vissing Kirke, men i de sidste 50 Aar været benyttede som Bundbræder i en Alkove Seng i samme Bye. (Fig. 3)

Billede

Fig. 2. Jørgen Sonne: En ligfærd. 1859. I forgrunden en grav med gravtræ.

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst.

Samtlige seks stykker foreligger i museet, åbenbart i så god stand, som de var i ved overtagelsen.

Først to pragtstykker, der ikke har lidt synderligt, to træplader, o. 115 x 28 cm, så at sige ens med deres barokenglehoved over 2 x 2 korslagte lårknogler, som havde hver plade dækket en firbenet person, Jesusmonogram der slynger sig om timeglas og dødningskal, hertil 11 korte linjers indskrift. Kun indskrifternes indhold er forskelligt, det ene siger: DV HAFVER FORVENT MIND KLAG TIL EN DANDS DV HAFVER AFDRAGET MIN SEK OC GIORDE MIG MED GLED PSL 30: - Billedskæreren har: klage, hvor datidens bibeludgaver har: graad, det tyder på, at han skar efter hukommelsen. Pa det tilsvarende stykke læses, og denne gang nøje efter tekstens ord: IEG VIL VNDERVISE DIG OC VISE DIG VEIN SOM DV SKALT VANDRE OC IEG VIL HAFVE RAD HOS DIG MED MET ØYE. Der er ikke blevet plads til at notere, at citatet er Ps. XXXII, 8. Men det var for resten heller ikke nødvendigt i en tid, hvor alle godtfolk naturligvis kunne Davids psalmer så at sige udenad.

De to gravtræer fortæller intet om de døde, sandsynligvis har mindesmærkerne været suppleret med mere personlige indskrifter, måske netop dem på tre af de andre bundbrædder fra samme seng, tilskårne stumper af en gravramme eller to.

Først et plankestykke, ca 114 cm langt og omkring en halv snes cm bredt. Der læses tydeligt nok: (her hvile)R SL. KATRINE MARINE VLDRICKSDATER SOM DØDE D(en --).

Tilsvarende på et andet stykke: ( -- ) SL. IAHAN HENDRICK VLDRICKSEN SOM D(øde -- ).

Indskriften på det tredie stykke er både forstødt og ormædt og på sine steder vanskelig at læse med sikkerhed. Men der kan næppe stå andet end: -- 9(?) IVNNI 1670 OC DØDE I SET ALDERS 16 (aar -- ?).

Man bliver nysgerrig, man vil gerne vide mere, men mange muligheder er der ikke, kirkebogen giver kun en fattig hjælp. I dens fortegnelse over begravede læses: 1669. Den 9 Maij Catrine Leutenant Uldrichs daatter. - Hendes unge broder finder vi, som ventet efter gravrammens indskrift, året efter, 1670, 15. juni: Johan Leutenant Uldriches. - Men længere kommer vi heller ikke ved kirkebogens hjælp, med mindre man da synes at kende familien bedre, når man får at vide, at: Karen Jensd. som tiente Leutenant Uldrich -, blev begravet 21. april 1669, altså et par uger før datteren Katrine. Hvem løjtnant Ulrik var, som søgte Guds hus i Vissing, kan i hvert fald ikke ses af kirkebogen, hverken hans bryllup eller død eller børnenes dåb er noteret der. Og blandt adskillige befalingsmænd af navnet Ulrik, som Hirsch anfører i den store fortegnelse over danske officerer, lader ingen sig med bestemthed udpege som den rette. Sandsynligvis kan videre arkivstudier kaste mere lys over familien, men det må vente til bedre tider, thi der er endnu et stykke af sengebunden tilbage, en stor tynd træflage, 115 x 42 cm, med indskrift og simpel omramning i lavt relief, forstødte kanter og afsavet underkant, for passende længdes skyld, dog ikke værre end at indskriftens 17 linjer lader sig læse: HERVNDER (H)VILER ÆRLI(G) OC NV SALIGE MAND DETLEF WITØFT FORIGE FORVALTER OFVER FRISENVOLD OC LØYSDROP GODS. BARENFØD I HOLSTEN VDI GETDROP SOGEN I OSDROP BY BODE I VISING OC DØDE DER. DEN 26. APRILIS ANNO 1697. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4. Tegning: E. Skov og J. Aarup Jensen.

Holstenerens fødested hedder nu Ostorff i Gettorf sogn ved Eckernförde. Og skønt han døde langt fra sit fødested, og hans gravtræ blev skjult, først under sengehalmen, siden i et museum, finder Vorherre ham vel til sin tid såvel som løjtnantens unge børn (og Karen pige med). Thi også hans kristelige begravelse står indført i kirkebogen: 1697. Den 5 Maij. SI. Ditlev Vithøfft i Vissing an. æt. 69.