Vel kaldes det tilsammen Limfjorden

Denne fjordens fiskerigdom har igennem hundreder af år været afgørende for kulturudviklingen i Nordjylland, og den har haft virkninger endnu videre omkring, så vist som der herfra skete en betydelig eksport af saltsild, først og fremmest til Hansestæderne langs Østersøkysten. Efter at sildefiskeriet i Øresund og dermed Skånemarkedet ved middelalderens udgang havde tabt sin betydning, var Limfjorden det danske riges vigtigste fiskevand lige til det tidspunkt, hvor en forbedret teknik muliggjorde et virkeligt havgående fiskeri. Det er derfor med fuld ret, at Arent Berntsen i sin beskrivelse fra 1656, »Danmarks og Norges frugtbare Herlighed«, nævner den som rigets fornemste, mest fiskerige fjord, hvor der ikke alene fordum bjergedes overdådig sildefangst, men denne endnu »så rundeligen vanker, at dermed fast ej alene det ganske land for en billig værd bespises, men endog deraf mange skibsladninger til omliggende lande forhandles«. Endnu i 1816 kunne en forfatter fastslå, at »hvo, der har gæstet denne provins uden at se Limfjordens fiskerier, har kun lidet set og kender ikke Jyllands herligste klenodie«.

Sin særlige betydning har Limfjorden haft lige fra den danske befolknings ældste tider. Vidnesbyrdene herom ligger arkiveret i fjordområdets mange køkkenmøddinger, hvoraf en (ved landsbyen Ertebølle) ligefrem har givet navn til et afsnit af oldtiden. Limfjorden var – dengang som nu – ikke en fjord, men et sund, dog betydelig bredere end i vore dage og med hundreder af større og mindre øer. Senere lukkede sundet sig imidlertid vestpå og blev til en virkelig fjord, og sådan har det været indtil 1825, da havet atter brød igennem. Hvornår tillukningen skete, kan ikke siges med sikkerhed, men da den græske købmand og opdagelsesrejsende Pytheas på Alexander den Stores tid – altså ved begyndelsen af vor jernalder – foretog en rejse langs den jyske vestkyst til Limfjorden, synes denne endnu at have været åben mod vest. Han beretter om, hvordan rav og martørv skylledes op på kysten, og hvordan de nærboende thyboer, teutonerne, kom og købte martørven til brændsel.