Vel kaldes det tilsammen Limfjorden

Denne fjordens fiskerigdom har igennem hundreder af år været afgørende for kulturudviklingen i Nordjylland, og den har haft virkninger endnu videre omkring, så vist som der herfra skete en betydelig eksport af saltsild, først og fremmest til Hansestæderne langs Østersøkysten. Efter at sildefiskeriet i Øresund og dermed Skånemarkedet ved middelalderens udgang havde tabt sin betydning, var Limfjorden det danske riges vigtigste fiskevand lige til det tidspunkt, hvor en forbedret teknik muliggjorde et virkeligt havgående fiskeri. Det er derfor med fuld ret, at Arent Berntsen i sin beskrivelse fra 1656, »Danmarks og Norges frugtbare Herlighed«, nævner den som rigets fornemste, mest fiskerige fjord, hvor der ikke alene fordum bjergedes overdådig sildefangst, men denne endnu »så rundeligen vanker, at dermed fast ej alene det ganske land for en billig værd bespises, men endog deraf mange skibsladninger til omliggende lande forhandles«. Endnu i 1816 kunne en forfatter fastslå, at »hvo, der har gæstet denne provins uden at se Limfjordens fiskerier, har kun lidet set og kender ikke Jyllands herligste klenodie«.

Sin særlige betydning har Limfjorden haft lige fra den danske befolknings ældste tider. Vidnesbyrdene herom ligger arkiveret i fjordområdets mange køkkenmøddinger, hvoraf en (ved landsbyen Ertebølle) ligefrem har givet navn til et afsnit af oldtiden. Limfjorden var - dengang som nu - ikke en fjord, men et sund, dog betydelig bredere end i vore dage og med hundreder af større og mindre øer. Senere lukkede sundet sig imidlertid vestpå og blev til en virkelig fjord, og sådan har det været indtil 1825, da havet atter brød igennem. Hvornår tillukningen skete, kan ikke siges med sikkerhed, men da den græske købmand og opdagelsesrejsende Pytheas på Alexander den Stores tid - altså ved begyndelsen af vor jernalder - foretog en rejse langs den jyske vestkyst til Limfjorden, synes denne endnu at have været åben mod vest. Han beretter om, hvordan rav og martørv skylledes op på kysten, og hvordan de nærboende thyboer, teutonerne, kom og købte martørven til brændsel.

Fra oldtidens slutning har vi i limfjordsområdet to markante mindesmærker: vikingebyen på Lindholm høje ved Nørresundby og militæranlægget Aggersborg nord for Løgstør, begge bærer vidnesbyrd om fjordens betydning som farled. Det er stadigt usikkert, om gennemsejlingen var åben eller lukket vesterud. Utvetydigt siger de middelalderlige kilder det ikke, men den omstændighed, at de bruger betegnelsen fjord, taler snarest for den sidste antagelse. Krønikeskriveren Snorres beretning om Harald Hårdrådes togt i Limfjorden fik i slutningen af forrige århundrede mange lærde mænd til at skrive frem og tilbage om spørgsmålet. Snorre fortæller, hvordan Harald med få skibe hærger øst i fjorden, men overraskes af Svend Estridsen, der med en stor flåde lægger ind gennem løbet ved Hals. »Limfjorden er sådan, at indløbet er som en smal elverende, men når man kommer ind i fjorden, er den som et stort hav... Hvor den er bredest, kaldes den Lusebrei (Løgstørbredning). Her findes der et smalt ejde længst inde i vigen mod vest ved havet. Derhen roede Harald og hans folk om aftenen. Om natten, da det var blevet mørkt, lossede de skibene og trak dem over ejdet, og alt det havde de klaret før dag, og de havde gjort skibene i stand for anden gang«. Ved daggry styrede de nordpå langs Jyllands vestkyst uden for den forfølgende danske flådes rækkevidde.

Det, man især fæstede sig ved, var, at det ville være utænkeligt, at kong Haralds skibe skulle være trukket over tangen ved Agger. Og dog var en sådan fremgangsmåde almindelig kendt og anvendt på denne tid, ikke blot som her i en nødsituation, men den indgik normalt i nordiske søfarendes, vikingers som købmænds, daglige tilværelse. Den flade strækning mellem Agger og Harboøre var utvivlsomt lettere at passere end mangt et slæbested, som Harald Hårdråde havde været ude for på sine togter ad de russiske floder til Sortehavet.

Selv om fjorden var lukket mod vest, kan den derfor godt have været den »alfarvej mod England«, som Hugo Matthiessen kalder den i sin bog om Limfjorden, og at den virkelig havde denne betydning, er der mange vidnesbyrd om. 1085 samler Knud den Hellige sin flåde ved Vestervig for at drage mod England, ved Vestervig lå Jyllands nordligste bispedømme, til det engang i 1100-tallet flyttedes til Børglum, og i limfjordsegnene fandtes kirker, hvis kult og byggeskik havde nær tilknytning til engelsk fromhedsliv.

I løbet af middelalderen blev fartøjerne tungere og mere dybtgående, og nu blev det umuligt for dem at sætte over Aggertangen (Fig. 1). Samtidig skete der en tilsanding af farvandet ud for Løgstør, som medførte en delvis afspærring af fjordens vestlige del. De berygtede Løgstør grunde lå som en vældig barre, der tvang dybtgående fartøjer til at stoppe op. Skulle forsyninger længere vestpå, måtte de omlades i store pramme, til skuderne selv kunne flyde over. I 1636 stævnede kongen »menige stænder på Limfjord boendes oven Løgstør grunde« til Viborg for at høre deres mening om, hvorledes grundene kunne fjernes, så skibe på 100 læster eller derover ulosset kunne passere, men hverken dette eller senere forsøg gav noget resultat. Først da man i årene 1856-61 gennemførte gravningen af »Frederik den Syvendes kanal«, der førte sejladsen sønden om det spærrede område, kom man ud over vanskelighederne. I dag har denne kanal ingen betydning, idet man år 1900 førte sejlrenden direkte gennem grundene og holdt den åben ved sandsugere og muddermaskiner (Fig. 2).

Fra 1736 har vi en beskrivelse af fjorden, hvor 28 fiskere fra Nibe giver en forbavsende klar karakteristik af forholdene: »Løgstør grunde gør ligesom skel imellem tvende fjorde, thi derpå falder et meget grundt vand, og derfor ikke kan flyde uden små fartøjer med nogen ladning over dem op til Thisted og de andre købstæder der ovenfor beliggende. Vel kaldes det tilsammen Limfjorden fra Hals tønder (sømærker) og langs op igennem landet forbi Lemvig til Harboøre; men fjorden vesten for Løgstørs grunde er snart som et hav at regne imod fjorden østen for grunden og ud til Hals, -- hvor fjorden ikkun falder ganske smal. Og deres fiskeri både af ål og sild vesten for Løgstørs grunde er snart ikke lig det fiskeri, der falder her neden og østen for, thi der fiskes aldrig en ål her i Nørlå eller såkaldte Nibe fjord af den art og natur som vesten for Løgstør i bredningen. Vores almindelige og meste sildefiskeri, som kaldes fuldsild, er ikke heller af den art og natur, de sild er af, som fiskes deroppe i fornævnte bredning med deres sildevåder, ikke heller gives de på tider, her fiskes sild«.

Fiskerne har i deres indlæg fremhævet forskellen på de to fjordområders karakter både med hensyn til naturforhold, fiskebestand og fangstmåder. Også for fiskeriet spillede de nævnte sandgrunde en vigtig rolle. De dannede nemlig en sokkel, som spærrede for det tungere, saltholdige vand, der fra Kattegat trængte ind i fjorden. Det gjorde sig mærkbart helt til Løgstør, men i Vestlimfjorden kom det ikke ind, og hele området her blev derfor brakvand, hvor ål og »gråfisk« (aborre, gedde, helt m.fl.) holdt til, mens silden var den dominerende i Østlimfjorden, hvor den havde sine gydepladser først og fremmest i Nibe bredning. Det er denne kønsmodne sild, fiskerne betegner som fuldsild. De sild, der forcerede sandgrundene og fiskedes med landdragningsvåd i Vestlimfjorden, var næsten alle tomsild, altså sild, der havde gydt i Nibe bredning.

Limfjordens utallige krinkelkroge og dens opdeling i et brakvands- og et saltvandsomrade bevirkede, at fiskebestanden i fjorden fik en rigdom og en variation, som intet andet dansk farvand kunne opvise magen til. Det er naturligt, at dette tiltrak sig opmærksomheden, og at der blev rift om fjordens bredder og fiskegrunde. Et tydeligt udtryk herfor har man i den tætte krans af klostre, som i middelalderen anlagdes umiddelbart ud til fjorden, og som i konkurrence med fjernereliggende søsterinstitutioner erhvervede sig rådighed over fiskeriet gennem gaver og mageskifter. På grund af klosterreglernes bestemmelser om fastespiser var det af vigtighed at sikre sig forsyning af fisk til eget brug, men den målbevidste erhvervelse af gods lader ane, at man ikke har overset den økonomiske fordel ved fiskeriet.

Gejstlighedens dominerende stilling ved Limfjorden tog en brat ende med reformationen, og det blev kongemagt og adel, der delte byttet. Kronen havde et stort behov for saltsild til proviantering af de kongelige slotte og af orlogsskibene. Derfor fandtes der i lange perioder kongelige saltere ved Limfjorden, til hvem fiskerne på bestemte dage var pligtige at aflevere deres fangster. Denne måde at skaffe sild på kaldtes kongskøb. Når kongens flag vajede fra toldboden, betød det, »at ingen den dag måtte købe sild eller dermed bruge nogen handel, førend kongelig majestæts salter havde købt så mange, som han kunne regere og flaget var taget ned«, som det oplyses i en retssag fra Nibe i 1647.

En sådan ordning var utvivlsomt nødvendig, for selv om kongen ved kirkegodsets inddragelse var blevet største parthaver ved fjorden, varede det ikke længe, før hovedparten af godset ved mageskifte eller afståelse var kommet på adelens hænder. Og adelen var i lige så høj grad som den katolske gejstlighed i sin tid interesseret i fjordens fiskegrunde. Fra gammel tid gjaldt der en regel om, at fiskerettigheden ud for ens jordbesiddelse gjaldt til midtstrøms. Bestemmelsen var ganske vist udformet med henblik på åer og ferske søer, men de adelige godsejere søgte med alle midler at få den overført på Limfjorden for derved at gøre sig til eneherrer over fjordens fiskegrunde. Der lever endnu ved Limfjorden et minde om dette, idet det fortælles om herren til Økloster (Oxholm), at han havde fået ret til fiskeriet ud for sit gods så langt ud i fjorden, han kunne gå. Han anbragte sig så i vandet mellem to både forsvarligt tøjret til dem med et reb under armene og begav sig ret ud i fjorden uden at synke, lige meget hvor dybt vandet blev. Det er karakteristisk, at fortællingen er henlagt til Oxholm, hvor Levitzou'erne gennem lange tider førte en hårdhændet fiskeripolitik.

Fæstebønderne havde ingen mulighed for at sætte sig op mod denne politik. Da nogle af Sebberklosters bønder i Valsted i 1740erne forsøgte det, måtte flere af dem gå med skubkarren på Bremerholm. Deres husbond slap dog heller ikke fra sagen uden skrammer. For åbenbare urimeligheder og overtrædelse af kongelige forordninger om fiskeriet blev han idømt en bod på 6000 rigsdaler. Det var et for datiden vældigt beløb.

Når godsejerne ikke fik held i deres bestræbelser på at gøre sig til herrer over fjordens fiskeri, så skyldtes det modstand fra anden og mere slagkraftig side. Landets regering, der i princippet gik ind for det almene bedste, kunne ikke tillade, at jordejerne rundt om fjorden teede sig på den, fuldstændig efter forgodtbefindende. Limfjorden skulle være et frit farvand, hvor særinteresser ikke måtte lægge sejladsen hindringer i vejen; hvordan skulle det ellers gå med de egne, der lå fjernest fra indløbet? Og ingen måtte forhindres i at udnytte fjordens rigdomme. Dette udelukkede dog ikke, at der ved privilegier og undtagelsesbestemmelser, der først og fremmest kom godserne til gode, gjordes kraftige indhug på rettighederne.

Regeringens syn deltes helt og fuldt af de frie borgere i købstæderne langs fjorden, som følte sig truede i deres interesser af godsernes eneret. Dette kommer veltalende til orde i et dokument, som i 1741 sendtes til rentekammeret, hvor man netop da forberedte en kommission, der skulle skaffe orden i de brogede forhold, som århundreders skik og brug og modstridende interesser havde fremkaldt. I skrivelsen, der er affattet af borgerne i Nibe, hedder det blandt andet: »Den allernådigst udgangne forordning angående fiskeriet i Limfjorden af 2. januar 1740 er så nådig og tillader alle og enhver uden forskel at nyde og bruge fiskeri i Limfjorden indtil begge land, så vidt sandet og vandet går. Desuagtet findes her dog nogle proprietærer ved Limfjorden boende, der ikke har undset sig for ved deres og deres fuldmægtigers udstedte plakater at lade på tinge og ved kirkestævne for kort tid siden forbyde, at ingen må bruge nogen slags fiskeri på grundene eller i det almindelige sejldyb, som støder ud for deres grunde, alt under navn af, at det er deres ejendelsfiskeri, aleneste på det fundament, at deres ejendelsmarker, enge og høholme er beliggende langs ved Limfjorden og er deres indelukket, grøftet og indgærdet ejendel. Hvilket ingenlunde med rette kan sættes i parallel med vandet, hvis grøft og gærde såvelsom den skabning og velsignelse, der findes i vandet, drives af den nådige Gud ved ebbe og flod hver 6 timer frem og tilbage, og derfor strømmen og vandet med den velsignelse, deri findes, hans majestæt og ingen anden tilhører«.

Et langvarigt og meget indgående kommissionsarbejde førte i 1750 til, at der udsendtes en forordning om fiskeriet i Limfjorden. Den må betragtes som den første virkelige fiskerilov i Danmark, idet der her for et stort samlet vandområde var taget hensyn til alle sider af fiskerierhvervet. Forordningen er et tydeligt bevis på, hvor vigtigt fiskeriet i fjorden var. Først i 1888 - mere end hundrede år senere - fik man en lov, der omfattede hele det danske fiskeri.

Den del af limfjordsfiskeriet, der voldte kommissionen størst besvær, var bundgarnssætteriet efter sild i Nibe bredning. Det havde gennem generationer været hovedfiskeriet, hvor de største udbytter hentedes hjem, og hvor derfor alle, der havde mulighed for at gøre sig gældende, søgte at få indpas. Store økonomiske interesser var bundet i grunde og redskaber, og bredningen var så tæt besat med garn, at ganske nøje regler måtte følges for at undgå konflikter. Alligevel førtes der i fisketiden år efter år processer i mængde ved de lokale retsting (Fig. 3). Tingbøgerne fra Nibe birk vrimler med sådanne sager, hvor beretninger om hug og slag, ulovligt optagne garn, fjernede bundgarnspæle, ulovligt sætteri o.s.v. tydeligt afspejler den interesse, alle omkring bredningen boende havde i sildefiskeriet.

Egentlig kan hele Nibes opkomst fra en lille bondeflække til købstad forklares ved sildefiskeriet. Ikke for intet hænger der i byens kirke en model af en sildekåg i stedet for det traditionelle danske kirkeskib. Sildekågen er skænket til kirken i 1703 af Jens Jensen Hurtigkarl, der var boelsmand og bartskærer, men i lighed med næsten alle andre af byens indvånere især gav sig af med fiskeri. Går man Nibe kirke nøjere efter, viser hovedparten af dens øvrige inventar sig at stamme fra personer, som i første fjerdedel af 1700-tallet drev fiskeri og salteri. Netop disse år var gunstige for byen, der takket være sildefiskeriet voksede i velstand og selvbevidsthed. Et synligt udtryk herfor fik man i 1727, da kongen tildelte den købstadsprivilegier. Nibe opnåede derved, hvad den længe havde tilstræbt, og det har været en triumf først og fremmest overfor konkurrenten Ålborg. Længe havde den ladet Nibe føle sin overmagt, hårdest og mest vilkårligt den dag i 1676, da Ålborgs borgere med borgmestre og rådmænd i spidsen hærgende for frem i Nibe og med våben i hånd tvang næsten hundrede af dens unge folk i tjeneste i den kongelige flåde, sådan at Ålborg selv gik fri. Intet under, at byen efter et sådant overgreb måtte føle trang til at hævde sig. Købstadsrettighederne gav den rygstød, og med fiskerikommissionens forordning befæstedes stillingen yderligere.

Kommissionen havde også et andet problem at tumle med, som ikke var let at løse. Det angik ålefiskeriet i Vestlimfjorden. Hertil anvendtes et lille våd, der betjentes fra to både hver med en besætning på to mand. Våddet blev lagt ud i en halvcirkel af den ene båd, og når det blev draget ind igen, stod en mand i hver båd og »pulsede« i vandet med en lang stage, som i enden var forsynet med en drejet, klokkeformet træklods. Denne »pulsning« skete for at skræmme ålene i våddet. Fiskemåden er gammel i Vestlimfjorden, og mange anså den for skadelig. Man mente, at pulsningen ødelagde fisk og fiskeyngel (Fig. 4, Fig. 5).

På højst dramatisk vis har Hugo Matthiessen udmøntet skiftende tiders udtalelser om pulsestagens virkninger. Han skriver således: »I det ydre så den ret beskeden og uanselig ud ..., men der boede en djævel i dens krop; thi når en før karl af al sin kraft drev denne kølle lodret ned mod vandskorpen, splintredes denne med et øredøvende knald, en høj vandstråle, der i nattemørket lyste som sølv, slyngedes plaskende op i vejret, og med voldsom fart fór en skinnende luftblære ned mod fjordbunden, hvor den virkede som en bombe. Smældet var så stærkt, at det kunne høres 1/4 eller l/2 mil over søen, og slagne af rædsel fløj fiskene ud til siden og ind i det udspændte garn«.

Med en sådan opfattelse af pulsvådfiskeriet var det ikke mærkeligt, om fiskerikommissionen alvorligt overvejede helt at forbyde det ved forordningen i 1750. Når det ikke skete, skyldtes det udelukkende hensynet til de såkaldte »havgasser«, hvormed mentes befolkningen i de to sogne Agger og Harboøre. De var på denne tid i alvorlig nød. Havet gnavede bestandig af kysten, og havrendinger og sandfog lagde agre og huse øde. I matrikelsforretningen af 1683 findes en beskrivelse af landsbyen Sønder Ålum i Agger sogn. Her siges det, at mange huse er dækket »fast helt med sand, så at regnen og vandet ikke kan løbe væk, men bliver stående i husene. Ellers har der for nogle år siden været temmelig megen agerjord til denne by, men den er bleven ødelagt af sandflugt, så at der nu findes store høje og sandbjerge på agrene, dog findes nogle beboere, som af mangel på fiskeri betjener sig af nogen jord mellem klitterne og sandbjergene, hvilken jord de af mangel på agerbrugsredskaber behandler med spade« (Fig. 6).

Hvis man beskar disse havboers fiskeri, ville man tage eksistensgrundlaget fra dem. Ganske vist drev de fiskeri i Vesterhavet med torskekroge, men deres største og bedste fortjeneste havde de utvivlsomt i den del af sommeren, hvor de lå på ålefiskeri i Limfjorden. Ved midsommertid drog alle bådføre mænd fra de to sogne ind i fjorden og spredte sig viden om langs kysterne af Vesthimmerland, Salling, Mors og Thy, hvor de år efter år mødte op hos de samme bønder og tingede sig logi mod en andel i fangsten. I modsætning til det hårde liv på havet var dette næsten som en ferietid at regne. Thylands gamle topograf, Knud Aagaard, fortæller 1802, at »imens dette ålefiskeri varer, lever Aggerboerne hos bønderne deres bedste liv, da fisk ellers hjemme er deres meste føde«. Det samme er sagt på en anden måde af herredsfogeden i Thisted (Fig. 7). I et surt opstød, han fremkommer med i 1806, hævder han, at »ålefiskeriet har ingen gavnlig indflydelse på landets indbyggere. Aggerboerne og de fra Harboøre anser den tid, da ålefiskeriet går for sig, som deres karneval; de frådser da til det umådelige, skyller gammelt øl og brændevin i sig som vand og fordriver den meste tid med søvn og ladhed« (Fig. 8).

Pulsvådfiskeriet blev da bevaret, men kraftigt beskåret, idet det alene blev tilladt for de to havsognes beboere. Fra 1761 blev det påny tilladt for alle om fjorden boende, men længe blev forestillingerne om dets skadelighed ved at leve. Da man kort efter år 1900 arbejdede med forslag til en ny fiskerilov, var de gamle anskuelser stadig rådende. Havbiologen C. G. Joh. Petersen tog sig da på at undersøge sagen, og hans resultater fortjener at anføres for at afbalancere de ældre meninger. Om den luftblære, der af Hugo Matthiessen beskrives som en bombe, siger han: »Jeg kan oplyse, at denne stråle kun går få alen ned i vandet; thi dykkere, over hvis hoved jeg har »pulset« på 3 favne vand, har erklæret, at de vel kunne høre slaget, men ikke se noget til »strålen«. Om nogen ødelæggelse af bundens dyreliv kan der derfor ikke godt være tale, og selv om luftboblerne gik helt til bunds, forstår jeg alligevel ikke, hvorledes de skulle kunne forårsage nogen skade derved. Nej pulsningens skadelighed måtte snarere søges i, at den forøger den uro og jagen om med fiskene, som våddene altid medfører«.

Denne beretning kan passende afsluttes med en omtale af de begivenheder, som satte punktum for Limfjordens tusindårige tilværelse som fjord. Den forholdsvise stabilitet, som havde hersket i hele denne periode, ændredes voldeligt den dag i 1825, da Aggertangen sprængtes. Det havde ikke manglet på advarende tegn. Værst var det gået ud over Agger sogn. Mange af dets landsbyer forsvandt i havet, først Bollum og Nabe i 1700-tallet, derefter Toft og Nørre og Sønder Ålum i begyndelsen af forrige århundrede. Sognekirken kom bestandigt nærmere kysten. St. St. Blicher har beskrevet den i dens sidste fase: »Jeg har set ødelæggelsen. Kirkegården var nu kun nogle få skridt fra havbrinken. Ligkister og gamle grave stak ud deraf, og en bleget hovedskal keg op mod dagens lys; tvende hud- og kødløse ben dinglede ud over klinten som til en ny vandring efter den lange hvile«.

Selve gennembruddet af tangen skete med dramatisk kraft. Det blæste hårdt om natten til den 3. februar, men løjede af mod morgen. Ved middagstid tog vinden fat igen og voksede bestandig i styrke. »Langs den smalle landstrimmel gik havet over på mangfoldige steder, men 3 timer efter solens nedgang på alle punkter. Vandets højde steg frygtelig - stormen af sydvest tog til - og omtrent i 6 timer var vandet vokset indtil 4 alen over sædvanlig højde og gik som en rivende strøm over landstrimlen samt anfaldt og bortskyllede landet ... Langs den smalle landstrimmel er beboernes ejendomme aldeles ødelagte, overfyldte indtil flere alens tykkelse med havgrus, sand og sten ... Hidtil har de fleste haft 1 a 2 køer og i det mindste 10 får hver, hvilket for så fattige familier var en betydelig årlig hjælp til deres familiers underhold og børns opdragelse. Nu er deres ejendomme aldeles ødelagte, fiskeriet ved det salte vands indtrængen i fjord og sø forstyrret, deres huse tildels omstyrtede, til dels beskadigede, og ingen evne har de til at gå så hårdt stød af skæbnen i møde«.

Ja havboerne fik det første hårde stød, men virkningerne af havets gennembrud forplantede sig ned igennem fjorden og havde fattigdom og forvirring i følge ialtfald i en overgangsperiode, til forholdene faldt i lave i et nyt leje. Størst var virkningerne naturligvis i Vestlimfjorden, hvor fiskebestanden havde tilpasset sig det brakke vand. Gennem den nybrudte kanal søgte saltvandsfiskene ind i fjorden og fangedes her og der i fiskeredskaberne, men mere mærkede man sig de utrolige mængder af gopler, »marskvalpe og mandædere«, som man aldrig før havde set på disse kanter, men som nu skylledes ind og fyldte garnene. Foruroligende var det også, at »gråfiskene« dræbtes af det indstrømmende saltvand, så at de flød rundt med bugen i vejret eller lå opkastede på stranden i hundredevis af læs. Mange fiskearter forsvandt fuldstændigt fra bredningerne og de større fjordstrøg. Andre som ål, ørred, smelt og helt tilpassede sig de nye forhold, selv om de ikke fandtes i så store mængder som tidligere.

Det er forståeligt, at fjordbefolkningen, der havde indrettet arbejdsformer og redskaber efter fjordens gamle forhold, måtte blive hårdt ramt. Det krævede brud med tilvante forestillinger og penge til fornyelse og ændring af fiskeredskaber at indrette sig efter den nye situation. Det første kunne være svært nok, men at skaffe kapital, om man ingen havde, næsten umuligt. I beskrivelsen af Thisted amt fra 1842 afspejles vanskelighederne, men der skimtes også en lysning i forholdene. Det hedder om fiskeriet, at det før gennembruddet var en hovednæringsvej. »Nu er dette fiskeri tildels gået tabt, og mange familier er derved bragt til bettelstaven ... Mange husmænd, især i Ørding og Øster Assels sogne gør sig en fordelagtig indtægt ved flynderfiskeriet om sommeren. Det er en stor herlighed for egnen, som nu savner anden fisk til husholdningen«.

I Østlimfjorden troede man i første omgang at skulle slippe med skrækken. Tilsyneladende påvirkedes sildefiskeriet i Nibe bredning ikke af gennembruddet. I 1828 havde man et endog særdeles rigt sildefiskeri, men fra 1829 og århundredet ud var nedgangen stor og permanent. Fra Nibe lød jammeren højt, og byen ramtes usædvanligt hårdt, fordi den helt havde satset på fangsten af sild og tilvirkningen af fangstudbyttet. Mange af de rige købmænd, fiskeriudredere og sildesaltere gik fallit. Byens rådhus blokeredes for lange perioder af ejendele, der var stillet til tvangsauktion. En almindelig armod bredte sig overalt i befolkningen. Mange fiskere søgte i disse år at afhænde deres bundgarn, eller de flyttede med familier og udstyr til andre egne af landet, hvor fiskeriet kunne give en tålelig tilværelse. Kendskabet til sildebundgarnet spredte sig på denne måde til en række pladser på Jyllands østkyst, hvor nibefiskere slog sig ned.