Vejgudinderne

Det ene af lerkarrene blev fundet som en mængde stærkt forbrændte skår, mørnede og medtagne i overfladen, i en lille brandplet mellem aske og hvide benstumper. Op ad gravens ene side lå et lille lerkar, og tæt ved det fandtes rester af en stor bronzekedel, som næsten var gået til grunde i bålets hede. Men det var skårene, som stjal billedet. De lod sig samle til en lille skål, 17,5 cm bred over randen.

Trods overfladens medtagne tilstand kunne alligevel nogle figurer og rækker af romerske bogstaver iagttages. Billedfremstillingerne er opdelt i to vandrette bælter med en bort foroven. Under borten ses tre figurgrupper med henholdsvis to, tre og fire kvindeskikkelser i lange gevandter. Ved hver gruppe står et ord: BIVIE, TRIV. og QVADRV. I det nederste bælte ses motiver fra den senklassiske kunst: små dansende drenge og amoriner vekslende med firføddede dyr, antagelig forestillende den ægyptiske hermelin, som bærer artsnavnet Ichneumon. (Fig. 1)

Amoriner, ægyptiske hermeliner, romerskrift er jo emner, som lå uden for den nordiske pottemagers normale fremstillingskreds, og det er da også ganske klart, at den lille skål er et romersk produkt. Tilmed kan den stedfæstes af pottemagerstemplet CERIALIS under karranden. Denne mester virkede i Rheinzabern i landskabet Pfalz mellem 150 og 200 e.Kr. Her fremstillede man de smukke hårdbrændte terra sigillatakar, hvis blanke teglrøde yderside blev prydet med sigilfigurer. Ved karrets formning pressedes nemlig det våde ler ind i en modelform, som havde reliefmotiverne indstemplede i indersiden.

Af største interesse er det i foreliggende tilfælde, at vi her for første gang har en samlet fremstilling af et kultisk motiv, vejgudinderne i funktion.

Hvad er vejgudinderne? I nordisk mytologi kender vi dem ikke. Derimod finder vi i 2. og 3. århundrede e.Kr. spor af deres dyrkelse i rhinegnene i de to provinser Øvre- og Nedregermanien. Befolkningen var her under romanisering. Muligvis har vi ældre keltiske - eller fælles indoeuropæiske - guddomme for os; måske er der tale om græsk-romersk påvirkning, f.eks. fra de »lares«, som beskyttede Roms veje. I hvert fald rejste det jævne folk, soldater, veteraner, almuens kvinder, især i Øvregermanien små altre og kapeller ved vejknudepunkterne og ofrede ved dem til vejenes magtfulde beskytterinder for at sikre sig uhindret og lykkelig rejse. Indskrifter er endnu bevaret fra sådanne altre. »Biviae« hed de to gudinder, som anråbtes ved et bivium, hvor to veje skiltes eller mødtes. »Triviae« hed de tre, som værnede knudepunktet trivium, hvor en vej stødte til to andre. Endelig er »Qvadriviae« korsvejenes beskytterinder. Hvem tænker iøvrigt i dag på, at ordet triviel stammer fra det romerske trivium? Hvor vejene mødtes, blomstrede pølsesnakken. (Fig. 2)

Fra dansk område kendtes tidligere fem terra sigillatakar, to af dem med mesterstempel. Til det lige beskrevne sjette kommer endnu et syvende, fra Møllegårdsmarkens grav 797. Her stod et smukt »fynsk« hankekar med brændte ben. Uden om karret lå der sort båljord med flere brændte ben, og her fandtes også rester af en lille bronzekedel samt smuldret grus af et grønligt glasbæger. Ind mellem disse dele lå mange skår af et provinsialromersk sigillatakar, som har kunnet sammensættes nogenlunde trods afformning i bålvarmen. Karret er profileret som et bæger, et kuglerundt legeme på en lille ringfod. En jagtscene er hovedemnet. En glubende hund springer i strakt løb til venstre, en firbenet Nimrod, som forfølger en lille yndefuldt tegnet hjort. Dens omrids skimtes på den modsatte side af karret, selvom det netop her har lidt en del skade. Der skelnes også andre motiver, springende delfiner, vin- og vedbendløv. Det provinsialromerske bæger har ikke hidtil været kendt i Norden. Egentlig er bægeret fra grav 797 ikke typisk terra sigillatakeramik. Lermasse og overfladebehandling er karakteristisk nok, men reliefferne er »påmalede« med fedt ler og derefter fastbrændt med karsiden i pottemagerovnen. Denne sene form for relieffremstilling kalder man barbotine-dekoration. Også dette fynske kar har set dagens lys i Rheinzabern o. 200 eller lidt senere.

For den absolutte datering af den yngre jernalders danske oldsager har de fremmede lerkarprodukter en ikke ringe betydning. De er derfor velkomne - som de var det dengang, da de ypperlige varer kom som hilsener fra en højerestående kultur, som i rigt mål lod sine produkter strømme mod nord. (Fig. 3)