Vejen til Øm

Til venstre for byens tage rager et tårn i vejret. Det er Skanderborg, slottet, der gav navn til byen, som efterhånden voksede op om det. Gennem nogle hundrede år var det kongernes yndede opholdssted. Valdemar Sejr, Frederik d. 2., Christian d. 4. har med deres nærværelse kastet glans over stedet, og den kullede greves banemand Niels Ebbesen fik tidsnok lært det at kende. Nu er der af borgen kun tårnet og en enkelt fløj tilbage.

Ovre ved slottet ligger den skovbevoksede Æbelø; men øen, der indtager en så central plads i billedet, er Kalvø. Den har historien leget med.

16. februar 1165 blev et nyt klostersamfund oprettet. Det udgik fra Vitskøl kloster i Himmerland, der selv, blot syv år i forvejen, var udskilt fra det nordsjællandske Esrom kloster - Cistersienserordenen, der kun var 20 år gammel på dansk grund, tog med nidkærhed konkurrencen op med de sorte benediktinermunke, hvis klostre lå spredt over landet.

Det kneb for den lille flok munke at finde blivende sted. Først slog de sig - med Århusbispen Eskils velsignelse - ned i Sminge ved Silkeborg, men stedet viste sig uegnet. Eskil døde kort efter (på vendertog), men hans efterfølger bisp Sven indvilgede i at »antage sig den lille hjord og sørge for græsning til den«. Han flyttede munkene fra Sminge (vistnok samme år, som de var kommet dertil), og med selve kong Valdemar den Stores billigelse lod han dem overtage et misrøgtet benediktinerkloster i Venge nord for Skanderborg, efter at de tre derværende munke og deres abbed var sat på porten.

Denne overdragelse faldt imidlertid en fornem dame, fru Margareta, slemt for brystet. Hun havde planer om at oprette et nonnekloster i Venge og gjorde derfor efter bedste evne munkene livet surt. De holdt stand i tre år; så flyttede de på kongens og bispens tilskyndelse »sig selv, og alt hvad de ejede, over til en ø, som hedder Kalvø, hvor de sorte munke, som tidligere havde bo der, rømmede pladsen for dem«. Med sig bragte de det tre år gamle lig af bisp Eskil - klosterets stifter.

Atter her overtog gråmunkene altså boet efter de sorte - og endnu engang gik det galt. Øm klosters krønike, der er bevaret til nutiden, og som er vor livsalige kilde til viden om disse ting, fortæller: »Da de havde dvælet en tid lang på øen, plagede af mange vanskeligheder og farer - thi overfarten var såre besværlig, så at der stundom hengik en uge, stundom en halv måned, hvor ingen kunne komme til eller fra, fordi uvejr eller is hindrede færdselen, og der ingen bro kunne bygges - søgte de sig et nyt sted at flytte hen«. Stedet blev Øm, og her ved Mossøens nordbred voksede Øm kloster op - det hvis ruiner i dag hører til landets største historiske seværdigheder. Her fandt de blivende sted, men ikke den fred, som sjælene higede efter, for retten var hos de stærkeste, og til dem hørte munkene ikke.

Det var i 1172 munkene rejste fra Kalvø efter at have boet der i fire ar. De nåede at bygge sig huse »eller rettere hytter«, og de købte sig græsning til ni svin i Bostorp skov, »og den kan aldrig sælges for deres skyld, som skal passe på øen«. Munkene beholdt altså ejendomsretten over Kalvø og fik den endda stadfæstet af paven, som i et brev nedkalder »den almægtige Guds og hans hellige apostle Peder og Povls vrede« over enhver, som vover at anfægte den.

Ved udgravninger, som i ny tid er foretaget på Kalvø, er der fundet rester af en frådstenskirke, men intet af selve klosteret. Ovenfor den halvø, som på billedet ses at skyde sig ud i søen, har man fundet levninger af et andet kloster - Ring kloster, et nonnekloster under benediktinerordenen. Det nævnes første gang 1203, og det er uvist, om det eksisterede, da de grå munke 30 år forinden gæstede Kalvø på deres tornefulde vej til Øm.