Vejen over engen

Der kendes her i landet omkring et halvt hundrede stenbyggede veje, der med større eller mindre sikkerhed kan antages at være bygget i oldtiden. Oftest går vejene over sumpet terræn, for i oldtiden byggede man kun vej, hvor det var nødvendigt for at færdsel overhovedet kunne finde sted, eller på steder, hvor naturforhold eller bebyggelse indsnævrede vejen til et enkelt spor. Brede bælter med mange hjulspor var sikkert det, man normalt forstod ved vej.

Blandt de stenbyggede veje indtager oldtidsvejen i Broskov en særstilling. Dels er stenene usædvanligt store, dels er de lagt med stor omhu således, at mellemrummene blev så fa og så små som vel muligt. Vejen ligner således en kæmpemæssig mosaik, men brikkerne er vel at mærke brugt, som naturen har formet dem, uden tilhugning. Et par spydspidser, fundet på vejen, angiver dens alder til omkring 3-400 efter Kristus, tiden for de store folkevandringer.

Nær vejens nordlige ende er der en 15 meter bred og 1 meter dyb sænkning, antagelig vadestedet gennem det datidige åløb. Stenene her er særligt store, flere er meterlange, og stenlaget er så tæt, at det de fleste steder ikke er til at stikke et knivsblad ind imellem stenene. Ved opbrydning af den dybestliggende vejbanesten sås det, at vejen her var fundamenteret med svære sten, lige så store, som dem i vejlaget. Vejbanestenene hviler således på fundamentet, at de bliver presset mod vest. Selv om opbrydningen var af for begrænset omfang til at give fuld sikkerhed, ser det ud til, at vejen – i hvert fald inden for sænkningen – er bygget fra vest mod øst. Fundamentets formål er så dels at afbalancere vejbanestenene, dels at tvinge dem mod de forud lagte.

Oldtidsvejen er således et stykke vejbygningskunst, der vidner om håndelag og erfaring hos dem, der byggede, og ingeniørskoling hos den, der konstruerede den. Indtil videre er Broskovvejen enestående som vejbygningsværk herhjemme. I sin konstruktion skiller den sig klart ud fra de tidligere undersøgte oldtidsveje. Det er værd at bemærke, at man i romerske byer – således i selve Rom og i Pompeji – finder veje af selv samme udseende. Også i danske landsbyer fra romersk jernalder kan man finde stenlægninger, gadestykker, der på lignende måde er sammenpasset af større sten. (Fig 2, fig. 3)