Vejen over engen

Billedet på modstående side er en invitation, en opfordring til Dem om at lægge vejen forbi - og ikke bare forbi. Oldtidsvejen i Broskov, som blev færdigudgravet sidste efterår, er et fortidsminde af de sjældne, og det bør ikke ligge upåagtet i sin eng. (Fig. 1)

Af Georg Kunwald

Billede

Fig. 1. Tegning: Jens Aarup Jensen

Der kendes her i landet omkring et halvt hundrede stenbyggede veje, der med større eller mindre sikkerhed kan antages at være bygget i oldtiden. Oftest går vejene over sumpet terræn, for i oldtiden byggede man kun vej, hvor det var nødvendigt for at færdsel overhovedet kunne finde sted, eller på steder, hvor naturforhold eller bebyggelse indsnævrede vejen til et enkelt spor. Brede bælter med mange hjulspor var sikkert det, man normalt forstod ved vej.

Blandt de stenbyggede veje indtager oldtidsvejen i Broskov en særstilling. Dels er stenene usædvanligt store, dels er de lagt med stor omhu således, at mellemrummene blev så fa og så små som vel muligt. Vejen ligner således en kæmpemæssig mosaik, men brikkerne er vel at mærke brugt, som naturen har formet dem, uden tilhugning. Et par spydspidser, fundet på vejen, angiver dens alder til omkring 3-400 efter Kristus, tiden for de store folkevandringer.

Nær vejens nordlige ende er der en 15 meter bred og 1 meter dyb sænkning, antagelig vadestedet gennem det datidige åløb. Stenene her er særligt store, flere er meterlange, og stenlaget er så tæt, at det de fleste steder ikke er til at stikke et knivsblad ind imellem stenene. Ved opbrydning af den dybestliggende vejbanesten sås det, at vejen her var fundamenteret med svære sten, lige så store, som dem i vejlaget. Vejbanestenene hviler således på fundamentet, at de bliver presset mod vest. Selv om opbrydningen var af for begrænset omfang til at give fuld sikkerhed, ser det ud til, at vejen - i hvert fald inden for sænkningen - er bygget fra vest mod øst. Fundamentets formål er så dels at afbalancere vejbanestenene, dels at tvinge dem mod de forud lagte.

Oldtidsvejen er således et stykke vejbygningskunst, der vidner om håndelag og erfaring hos dem, der byggede, og ingeniørskoling hos den, der konstruerede den. Indtil videre er Broskovvejen enestående som vejbygningsværk herhjemme. I sin konstruktion skiller den sig klart ud fra de tidligere undersøgte oldtidsveje. Det er værd at bemærke, at man i romerske byer - således i selve Rom og i Pompeji - finder veje af selv samme udseende. Også i danske landsbyer fra romersk jernalder kan man finde stenlægninger, gadestykker, der på lignende måde er sammenpasset af større sten. (Fig 2, fig. 3)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

Billede

Fig. 3. Ingen billedtekst.

Kun omtrent halvdelen af oldtidsvejen i Broskov er nu synlig. Resten - således også den omtalte store sænkning - er dækket af en yngre stenvej. Hestesko tabt på vejen viser, at denne vej er fra middelalderen, fra tiden omkring 1300, Erik Menveds tid. Oldtidsvejen var antagelig overgroet og glemt, da man påny byggede vej på dette for vejføringen gunstige sted. Da ca. halvdelen af vejen var bygget, stødte man på den gamle vej. Arbejdsplanen blev så ændret, idet man lod den nye vej dreje af for derved at udnytte oldtidsvejen som fundament. I bygningsformen er der stor forskel mellem de to stenveje. Middelaldervejen er en pakning af store og små sten mellem hinanden.

På to steder er middelaldervejen afbrudt af vadesteder, uregelmæssige lag af sten dynget ud i det daværende åløb, som altså må have haft to grene. I det største af disse vad fandtes en lille guldspiral, vel en del af et smykke. Tabet blev nok begrædt, men hesteknogler, bl.a. kraniedele og tænder, tyder på, at langt alvorligere uheld kunne indtræffe ved passagen af vejstykket.

Så snart vejene når fast mark, er de ikke længere udbygget i sten. Det var unødvendigt. Men i Storkeskoven, nord for engen, kan vejenes videre forløb følges i form af hulveje i bakkefaldet. Tre vejgrene, hver med to spor, løber sammen ud for stenvejene. Hulvejene er opstået gennem en vekselvirkning mellem færdselen og vejrliget; hjulene skar sig ned i jorden, og regnvandet skyllede det opkørte materiale bort. Lignende hulveje fandtes sikkert også i syd, men er her udslettet ved markarbejdet.

Stenvejene i engen og hulvejene i skoven er nu fredede. En sti fører dertil fra Broskovsiden. Stedet er nok et besøg værd.