Veje fra øst

Lad os se på et gravfund fra Bahrain – den omtalte lille ø. Det blev udgravet af den danske arkæologiske ekspedition i 1954 og publiceret i KUML samme år. Det er ikke noget fyrsteligt udstyr, men en krigers barske redskaber: et jernsværd med lige hjalte og afsluttet foroven med en ring, samt en jernkniv, desuden en bronzestang og en fajanceperle. Den sidste skal vi vende tilbage til.

Vi kender sværdformen fra den danske jernalder, fra mosefund nedlagt i yngre romertid. Fæstet afsluttes også her i en ring, og hjaltet er en lige stang. Det er et særpræget våben, og det skulle være mærkeligt, om der ikke på en eller anden måde var en forbindelse.

Hvis vi forfølger formens udbredelse, viser det sig, at den optræder i temmelig mange fund fra slutningen af det 2. årh. e.Kr. og fra det 3. årh. i Mellemeuropa. Romerriget lå med sin faste forsvarslinje fra Donauområdet over til Rhinens munding. Tusinder af soldater var stationerede i kasteller herude. Både i kastellerne og hos de frie folk nordfor træffer vi sværd med ring. I Ungarn ligger disse sværd i et miljø, der omfatter andre nyheder, der alle stammer fra den nordlige Sortehavskyst: ejendommelige bæltespænder (nogle af karneol), mangekant—perler og brocher med omslået fod, vidnesbyrd om friske forbindelser med Sydrusland. Der er grund til at sætte denne kulturstrøm i forbindelse med den romerske kejser Marcus Aurelius’ traktat med de østlige folk i sen del af 2. årh. e.Kr. Grænserne åbnedes nu for fredelige handelsmænd. (Fig. 1)