Veje fra øst
Hvad har Østens riger betydet for os? Man tænker vist strax på flygtige beretninger om Aladdin, 1001 Nats Eventyr o.l., og dog har vi i længst forsvunden tid stået i lære bos Orientens kulturfolk. Det fik vidtrækkende betydning. Landbruget, et bærende erhverv, stammer derfra, metalhåndværket ligeså. De er i al fald håndfaste og vejer til. Men kan et så fjernt sted som en lille ø i Den persiske Bugt have noget berøringspunkt med vor egen fortid? Det var værd at efterprøve. Man taler undertiden smukt om, at menneskeslægten er én, og dog kan der mangle kontakt steder nok på jordkloden.
Af Ole Klindt-Jensen
Lad os se på et gravfund fra Bahrain - den omtalte lille ø. Det blev udgravet af den danske arkæologiske ekspedition i 1954 og publiceret i KUML samme år. Det er ikke noget fyrsteligt udstyr, men en krigers barske redskaber: et jernsværd med lige hjalte og afsluttet foroven med en ring, samt en jernkniv, desuden en bronzestang og en fajanceperle. Den sidste skal vi vende tilbage til.
Vi kender sværdformen fra den danske jernalder, fra mosefund nedlagt i yngre romertid. Fæstet afsluttes også her i en ring, og hjaltet er en lige stang. Det er et særpræget våben, og det skulle være mærkeligt, om der ikke på en eller anden måde var en forbindelse.
Hvis vi forfølger formens udbredelse, viser det sig, at den optræder i temmelig mange fund fra slutningen af det 2. årh. e.Kr. og fra det 3. årh. i Mellemeuropa. Romerriget lå med sin faste forsvarslinje fra Donauområdet over til Rhinens munding. Tusinder af soldater var stationerede i kasteller herude. Både i kastellerne og hos de frie folk nordfor træffer vi sværd med ring. I Ungarn ligger disse sværd i et miljø, der omfatter andre nyheder, der alle stammer fra den nordlige Sortehavskyst: ejendommelige bæltespænder (nogle af karneol), mangekant—perler og brocher med omslået fod, vidnesbyrd om friske forbindelser med Sydrusland. Der er grund til at sætte denne kulturstrøm i forbindelse med den romerske kejser Marcus Aurelius' traktat med de østlige folk i sen del af 2. årh. e.Kr. Grænserne åbnedes nu for fredelige handelsmænd. (Fig. 1)
Fig. 1. Kortet viser udbredelsen af sværdene med ringen. Ved Donau-udløbet den nyåbnede handelsvej i sen del af 2. årh. e.Kr. Handelsscenen i Syrien: Damascus var et vigtigt centrum for handel mellem Persien (hvor løvedrabet foregår) og Romerriget. Kamelkaravanen drager mod Bahrain. I nord ses et angreb på den romerske befæstningslinje, limes, og ved Elben er der udveksling af handelsvarer, bl.a. et ringsværd.
Ud over Sydrusland og i det sydlige Sibirien er den videre udbredelse af sværdene med ringen. Det er tydeligt nok herfra, at de spredes til Mellemeuropa. Måske er de danske sværd nået frem ved handel, måske er de røvet under overfald på de romerske befæstninger. Vi har i al fald kun så få af dem, at der ikke er grund til at regne med, at sværdene fremstilledes her i landet.
I Persien var sværdtypen udbredt. På et sassanidisk sølvkar ses en konge, der fælder en løve med sådan et våben. Til Bahrain er moden vel nået ad karavanevejen.
Men nu fajanceperlen i Bahraingraven! At smykke sig med en perle er tilsyneladende umandigt, og vi må åbenbart søge en anden forklaring på dens tilstedeværelse. Her er igen en række grave i Sydrusland og Mellemeuropa, som hjælper til at forklare perlens anbringelse. Det er almindeligt at finde en perle ved håndtaget af et tveægget sværd. Oprindelig har den vel været forbundet med fæstet eller med skedens munding, men kun sjældent findes forbindelsen bevaret. Ikke uden grund tolkes perlen som et magisk vedhæng; den skulle hjælpe krigeren til sejr. Denne skik optræder ligeledes i romersk jernalder, men den bliver først rigtig populær i hunnertiden. Da træffes en sådan stor perle ved de fornemme mænds sværd, under fæstet, ikke blot i Sydrusland og Sydsibirien, men også i Mellemeuropa og helt op i Skandinavien.
Lad os vende tilbage til udgangspunktet. Bahrain og Danmark. Man siger, at verden er blevet mindre og mindre. Man kan flyve til Bahrain på et par dage. Men var den særlig meget større dengang? Næppe. På hesteryg kan turen gøres rapt, og det blev den, da de romerske kejsere og de hunniske herskere regerede.
