Var det en yndig tid?

Vi studsede lidt, da vi første gang afdækkede en grav med to lig på Slusegårdgravpladsen, men fandt ingen anledning til at spinde en historie ud af det. Skeletterne lå ret lavt nedgravet, og der var et sværd imellem dem. Kort tid efter stødte vi igen på en grav med flere lig, to voksne og et barn. Nu blev det mistænkeligt. En tredje og en fjerde grav gjorde os sikre på, at der måtte være en sammenhæng. De få oldsager viste et ensartet præg. Den sidste af de fire grave var særlig mærkelig: Barneskelettet manglede kraniet. Det voksne skelet havde hovedet liggende påfaldende langt fra kroppen, den højre arm var bøjet unaturligt om, så den lå hen over venstre skulder. Den ene fod var tydeligt brækket om.

Vi mindedes et træk, som havde foruroliget os i den første af gravlægningerne. Vi kunne ikke erkende det ene ligs kranium, og selv om knoglerne var stærkt forvitrede, så var det dog påfaldende, at tandemaljen manglede, for den er den mest holdbare del af skelettet og skulle i hvert fald kunne påvises. Det var ikke til at bortforklare. – Her i det nye fund gentog tilfældet sig altså. Vi tilkaldte nærmeste læge. Han kom – noget foruroliget – men til sin lettelse kunne han konstatere, at patienterne var 1800 år gamle. Der var ikke tvivl om, erklærede han, at hovederne var hugget af både barnet og den voksne og i det sidste tilfælde lagt pænt tilbage lidt for langt fra rygsøjlen (fig. 1).