Var det en yndig tid?

Og der var ikke en, der drømte spor om kamp og strid, det var en yndig tid. Utrætteligt har Ole Klindt-Jensen, Egon Hansen og en skare af Pedersker-arbejdsfolk i sommer fortsat undersøgelsen af Slusegårdpladsen, den store bornholmske jernaldergravplads, som allerede flere gange har været omtalt i Skalk. I de 350 grave, som foreløbig er afdækket, er der ikke bare smukke og indtagende fund. Der er også dystre spor i sandet.

Af Ole Klindt-Jensen

Vi studsede lidt, da vi første gang afdækkede en grav med to lig på Slusegårdgravpladsen, men fandt ingen anledning til at spinde en historie ud af det. Skeletterne lå ret lavt nedgravet, og der var et sværd imellem dem. Kort tid efter stødte vi igen på en grav med flere lig, to voksne og et barn. Nu blev det mistænkeligt. En tredje og en fjerde grav gjorde os sikre på, at der måtte være en sammenhæng. De få oldsager viste et ensartet præg. Den sidste af de fire grave var særlig mærkelig: Barneskelettet manglede kraniet. Det voksne skelet havde hovedet liggende påfaldende langt fra kroppen, den højre arm var bøjet unaturligt om, så den lå hen over venstre skulder. Den ene fod var tydeligt brækket om.

Vi mindedes et træk, som havde foruroliget os i den første af gravlægningerne. Vi kunne ikke erkende det ene ligs kranium, og selv om knoglerne var stærkt forvitrede, så var det dog påfaldende, at tandemaljen manglede, for den er den mest holdbare del af skelettet og skulle i hvert fald kunne påvises. Det var ikke til at bortforklare. - Her i det nye fund gentog tilfældet sig altså. Vi tilkaldte nærmeste læge. Han kom - noget foruroliget - men til sin lettelse kunne han konstatere, at patienterne var 1800 år gamle. Der var ikke tvivl om, erklærede han, at hovederne var hugget af både barnet og den voksne og i det sidste tilfælde lagt pænt tilbage lidt for langt fra rygsøjlen (fig. 1).

Billede

Fig. 1. Skelet af en voksen person. Det afhuggede hoved er lagt på plads, men lidt for langt fra skuldrene. Højre arm, der må have været brækket i skulderledet, er på en mærkelig måde vredet ind over kroppen. Mellem venstre arm og brystkassen ligger et lille lerkar.

Et par dage efter opdagedes det savnede barnekranium (eller var det et andet barns?) i en grube for sig sammen med et par lerkarskår.

Vi gjorde regnskabet op: Fire lavtliggende grave med to-tre lig i hver grav, tre afhuggede hoveder og vidnesbyrd om andre sørgelige tildragelser.

For hærdede arkæologer er der intet makabert i et udgravet skelet. På dem gør en benrad snarest et æstetisk indtryk. Man drøfter tændernes bevaringstilstand, kraniets form og nikker bifaldende til det regelmæssige mønster af hvide knogler fra en granvoksen mand, en oldtidskæmpe.

Men sådanne hovedløse skeletter med armbrud var nu ikke så hyggelige at se på. Sammen gav de et alt for tydeligt billede af drab og brutalitet. Intet for den sentimentale tankegang, ingen yndige perspektiver.

Vi kiggede de allerede fundne kranier efter for at se, om de viste tilsvarende vidnesbyrd. Vi havde allerede tidligere bemærket, at et af dem havde en rustplet i siden. Nu rensede vi det og bragte det til røntgenfotografen, der uafviseligt afslørede, hvad vi tænkte os: Manden havde fået en svær pilespids af jern lige ind i hovedet, et stykke under det højre øje. Den var gået ind skråt oppefra. Dette kranium stammede ganske vist fra en senere tid end de førnævnte, men hvorfor ikke vente slig voldsdåd senere? Man genskaber sig let den skæbnesvangre stund, da pilen kom hvinende ned, det tunge fald af den ramte. - Der er dog et forsonende moment. Vor gamle bornholmer mødte faren ansigt til ansigt med fjenden. Han fik våbnet ind forfra (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Røntgenbilledet giver forklaringen på rustpletten i kraniets ansigt: En pilespids af jern sidder indboret over ganen.

Skalk har tidligere fortalt om krigeriske begivenheder på Bornholm. Intet under - en buket af den bjergsomme øs rigdomme var nok værd at plukke, selv om man satte livet på spil i et overfald. Våben hørte til de frie mænds påklædning og til deres risiko.

De skæbnesvangre begivenheder, vi har set aftegnet i gravene, sværdoddens hug i halsen, pilens flugt mod hovedet, røber jerntidens vilkår med egen ætsende styrke.