Vandvejen

Esrum Kanal blev anlagt i 1802-05 under ledelse af oberst og ridder Diederich Adolph v. der Recke, der havde fostret ideen og fået kongen til at financiere projektet med 60.000 rigsdaler. På den tid var det en udbredt opfattelse, at mange af landets transportproblemer bedst kunne løses ved, at man gravede kanaler, sådan som de siden middelalderen havde gjort og stadig gjorde i Tyskland, Nederlandene, Frankrig og England. Den ansete professor i statsøkonomi Chr. Olufsen foreslog således i 1807 anlagt en kanal tværs igennem Sjælland fra København til Korsør. Tanken var ikke så skør, som vi kan synes i dag. Selv om byggeriet af chausséer var begyndt, havde Danmark endnu ikke et ordentligt vejsystem. Al transport over land, navnlig af massegods, var besværlig og dyr. De penge, der investeredes i kunstige vandveje, ville forrente sig godt takket være de langt lavere transportomkostninger.

Da riget fattedes penge, blev de fleste kanalprojekter lagt i mølpose for

aldrig siden at komme frem igen. To af dem, der gennemførtes, fik varig betydning. Omkring århundredskiftet lod staten grave en otte kilometer lang kanal fra Odense Fjord ind til den fynske hovedstad, som dermed blev en havneby. Samtidig fik Næstved Susåen uddybet og reguleret, så den kunne befares af pramme, og der anlagdes en udhavn ved Karrebæksminde. Det vakte byen til live efter hundrede års dvale, men Næstveds drøm om at blive en virkelig havneby realiseredes dog først i 1930’erne, da der gravedes en ny kanal og anlagdes en havn ved selve byen.

Der var planer om at udbygge Gudenåen med søer og bifloder til et stort kanalsystem, men det blev kun til, at en 30 kilometer lang strækning af åen blev gjort sejlklar for pramme af tre fods dybtgående og efterdags kaldtes Silkeborgkanalen. Fra et senere tidspunkt stammer Frederik den Syvendes Kanal ved Løgstør. Den var en smutvej uden om den besværlige Løgstør Grund, der delte Limfjorden i to halvdele, indtil man fra ca 1900 blev i stand til at vedligeholde en sejlrende i fjorden.

Men tilbage til det nordsjællandske. Formålet med den ni kilometer lange Esrum Kanal var at udnytte brændselsreserverne i de kongelige skove på egnen, først og fremmest Gribskov. Københavns forsyning med brændsel var et problem, fordi brændselet skulle hentes langvejs fra og følgelig blev dyrt (Fig. 2). Skovene omkring Esrum Sø kunne levere 5000 favne brænde om året, men hvis det skulle transporteres 40-50 kilometer over land til hovedstaden – ad usle veje eller veje der endnu ikke var anlagt – ville der løbe alt for store omkostninger på.