
Værdifuldt supplement
Et nyfund af guldbrakteater omfattende hele to af de sjældne hængesmykker blev for et halvt års tid siden omtalt i Skalk (1965:6). Vi resumerer:
Af Elisabeth Munksgaard

Brakteaten er en skandinavisk smykkeform fra tiden omkring 5.- 6. århundrede efter Kristus. Skønt nordisk i hele sit væsen må den være opstået ved efterligning af indførte romerske medailloner, men den afviger fra forbillederne ved kun at have præg på den ene side. De to nye brakteater blev fundet på halvøen Kitnæs i Roskildefjorden, ikke langt fra Jægerspris. De har forskelligt stempel, men motivet er for begges vedkommende et mandshoved over et firbenet dyr, og i det ene tilfælde er det tydeligt meningen, at billedet skal forestille en rytter. En afsøgning, som Nationalmuseet lod foretage på findestedet, gav intet resultat.
Alt dette skete sidste år. Siden har den lokale befolkning holdt stedet under opsigt, og i april i år, da biavler Poul Larsen fra Jægerspris gik over området, glimtede det igen i sandet. Nationalmuseet blev atter tilkaldt, og under museumsinspektør Vebæks ledelse blev et område af stranden gravet op og jorden gennemskrabet og sigtet. Resultatet, som overtraf alle forventninger, var 15 nye brakteater og det overdådigt udstyrede smykke, hvis billede ses over disse linjer. Senere er endnu en brakteat kommet til, så at det samlede antal nu er 19 (se bladets bagside). Der er altså tale om en ikke helt ubetydelig tilvækst til de knapt 300 danske brakteater, vi kendte i forvejen. Man kan undre sig over, at alle disse herligheder er kommet til at ligge i strandkanten ved Roskildefjorden, men formodentlig er de skredet ud fra den ovenfor liggende brink, hvor de i sin tid må være gravet ned.
Skønt der er 19 brakteater, er der kun tre præg; hele samlingen er nemlig fremstillet med tre stempler. To af dem kendte vi allerede efter det første fund, og det nye, som er kommet til, er ikke meget anderledes, også det er en variation af motivet med mandshovedet over dyret. Forøvrigt er dette tredje præg slet ikke så nyt for os, det findes på en brakteat, som i 1817 blev fundet ved Hjørlunde i Nordsjælland, i fugleflugtslinje kun 10 kilometer fra Kitnæs.
Spændet – nålen, fibulaen, eller hvad man nu vil foretrække at kalde det store smykke – er trods sin pragt og sin håndværksmæssige kvalitet en temmelig klodset prydelse. Materialet er bronze, som man dog ikke ser meget til, da den er helt ompakket med guld. De indlagte sten er glas og halvædelsten af endnu ikke fastslået art; det hvide materiale er bestemt som muslingeskal. Stykket er sikkert fremstillet i Norden, udsmykningen er den nordiske dyreornamentik i dennes allertidligste stadium.
Så underligt det end lyder, er det første gang i Danmark, brakteater er fundet ved planmæssig arkæologisk udgravning. Undersøgelsens værdi indskrænkes naturligvis noget ved, at genstandene ikke er fundet der, hvor de fra først af blev lagt i jorden, men under alle omstændigheder er 15 brakteater på een gang ingen dårlig begyndelse for de professionelle skattegravere. I artiklen om de to først fundne brakteater bemærkede vi, at »naturens muntre søn er stadig den bedste finder«. Måske bør man overveje at tage denne pessimistiske påstand op til revision.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749)
Udgave: Skalk 1966:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





