Væk altsammen

Domkirken er det lysende midtpunkt blandt alle disse levn – og til levnene må den regnes, skønt den eksisterer endnu. Den kirke, som idag hæver sine to tårne dominerende over byen, er i alt væsentligt en kopi, en efterligning af en ældre kirke, der har delt skæbne med alle de andre kirkebygninger, som arkæologerne nu graver ud. Historien er velkendt, men kan dog være værd at genopfriske – om ikke for andet, så som et slags hundredeårsminde over fadæsen – vel den største, som danske kulturhistorikere har begået til dato.

Viborg blev bispestad ved slutningen af vikingetiden; som sådan havde den krav på en domkirke, og denne stod færdig sidst i 1100-tallet efter at have været under opførelse i et halvt hundrede år. Den store romanske stenbygning, viet til Vor Frue, var en treskibet korskirke med krypt og to hovedtårne. Den var bygget af granit og en af Europas største bygninger af dette materiale – men netop materialet blev dens ulykke, for det viste sig lidet modstandsdygtig mod de brande, som en ublid skæbne senere hjemsøgte den med. Den første – så vidt vi ved – indtraf 1501 ved et lynnedslag, men selv om skaden var stor, synes væsentlige dele af bygningens indre dog at være reddet. 1567 gentog ulykken sig og med nogenlunde samme resultat. En tredje brand fandt sted sommeren 1726 – og denne gang uden formildende omstændigheder. Som tidligere var det tagkonstruktion og tårne, der brændte først, men et af spirene faldt så uheldigt, at det slog hul på en hvælving, derved kom ilden ned i kirken, hvis indre raseredes slemt. At en stor del af byen samtidig blev lagt i aske, gjorde ikke sagen bedre. Viborg var i bund og grund ruineret, hvilket kom til at præge genopbygningen.

En tysk bygmester, Claus Stallknecht, fik til opgave at genopføre domkirken. Han gjorde det hurtigt: 1730 – kun fire år efter branden – stod bygningen færdig, men den havde ringe lighed med den oprindelige romanske kirke. Stallknecht genopbyggede i sin egen tids stil, som man gjorde det dengang; det gamle var noget, man fandt sig i, fordi det nu engang var der, og i øvrigt tilslørede mest muligt under puds og hvidtning. De nævnte dæklag tjente dog i dette tilfælde også et andet formål, nemlig at skjule de meget svære skader bygningen havde fået under branden, og som ikke blev udbedret, undtagen hvor det var absolut nødvendigt, for at bygningen kunne hænge sammen. Stallknechts kirke var i næsten bogstavelig forstand en kalket grav. Til hans undskyldning tjener, at de pengemidler, man stillede til hans rådighed, var overmåde små. (Fig. 2)