Vaccination

Der er udgået ædlere værker fra Johannes Ewalds lyre end det lejlighedsdigt, som ovenstående vers danner optakten til. Det fremkom 1769, og anledningen, der kan forekomme lidt komisk, var at arveprins Frederik, kongens 16-årige halvbroder, var blevet vaccineret mod kopper. Egentlig var der dog god grund til at hylde prinsen, der lod sig bruge som prøveklud for en omstridt og ikke ganske ufarlig metode, som derigennem fik blåt stempel og øget udbredelse.

Koppeepidemier var ikke ualmindelige på de tider, de krævede tusinder af dødsofre og efterlod andre tusinder frygteligt vansirede. Nu havde man opdaget, at når der indpodedes smitstof fra en koppepatient i et sundt menneske, så blev den pågældende nok angrebet, men sygdommen fik et mildt forløb og efterlod immunitet mod senere smitte. Sådan plejede det i hvert fald at gå, men somme døde under kuren, der derved kom noget i miskredit. Omkring år 1800 udvikledes en ny og mindre risikabel metode med smitstof hentet fra dyr. 1810 blev der i Danmark indført tvungen vaccination af alle børn.

Blandt de allerførste, som - sikkert under passende skrålen - måtte underkaste sig den nye bestemmelse, var undertegnedes tipoldefar. Den originale attest eksisterer ikke mere, men - som det fremgår af billedet - findes der en kopi, udfærdiget af distriktslægen i Ebeltoft 1817. Anledningen var, at det unge menneske nu skulle konfirmeres. Engang senere i livet har han haft brug for attesten - fremgår det af en påtegning. Den er dateret 8. april 1837, ti dage før hans bryllup.

Koppeepidemier hærger stadig, men her i landet er sygdommen sjælden, takket være de trufne forholdsregler. At den stadig forekommer, har vi netop dette efterår set et eksempel på.

ADAM OG EVA
Karen Frifelt

Buraimi-oasen ligger små 200 km fra kysten bag vældige strækninger af rødgule ørkenklitter. Området er delt - den ene halvdel hører til sultanatet Muscat og Oman, hidtil et lukket land for fremmede, den anden til sheikedømmet Abu Dhabi, der gennem sine olierigdomme er i færd med at gøre springet fra middelalder ind i det 20. århundrede. Oasen er fra gammel tid kendt for sine gode vandforsyninger. I stenbyggede underjordiske kanaler af ukendt alder ledes vandet stadig fra bjergene ind til landsbyerne og fordeles over de omkringliggende haver, hvor især daddelpalmer, bananplanter og grøntsager vokser frodigt. På sletten mellem landsbyerne plukker kameler og gedeflokke i de tornede akacier og tamarisker, og i kanten af oasen eller lidt ude i ørkenen ligger beduinernes sorte telte.

Det er ikke usædvanligt i nærheden af teltene og deres brønde at finde sandet overstrøet med både tre- og firetusindårige potteskår, mens der på højderne omkring ligger gravhøje og, gemt i sandet, hustomter af soltørrede lersten. Hele oasen er fyldt med disse spor af en fortidsbebyggelse, der har været lige så betydelig som de byer, olieindustrien nu fremkalder.

Inde i oasen, på sletten langs bjergene, findes på en kilometerlang strækning grupper af runde storstensgrave, alle plyndrede, de fleste næsten udslettede. Et af disse gravanlæg er udgravet af den danske Bahrain Ekspedition - eller som den hedder hernede: Abu Dhabi Ekspeditionen - og resultaterne er bemærkelsesværdige.

Bygningen, der har haft en diameter på 12 meter, kan trods sin ødelagte tilstand rekonstrueres med nogenlunde sikkerhed som vist på her afbildede model, hvor taget dog er udeladt; det har formodentlig været af kuppelagtig konstruktion. De indre mure, af brudsten, har haft den dobbelte funktion at danne skillerum og at støtte den indad-hældende ydermur. Denne er cirkelrund og noget af et kunstværk, idet den er opbygget af meterhøje, omhyggeligt tilhuggede og nøjagtigt afpassede sandstensblokke. I de to største blokke er indhugget døråbninger, en mod nord og en mod syd, ikke beregnet til at gå oprejst igennem, men nok til at klare de gentagne gravlægninger (fig. 1).

På dørstenene er der tillige i lavt relief indhugget billedscener, hvor både dyr og mennesker optræder. På norddøren ses et løvepar med en gazelle imellem sig, og over dem forekommer to grupper, hvoraf den ene viser en elskovsscene, mens den anden forestiller et æsel med rytter fulgt af en gående person.

Omkring syddøren er de rigeste og bedste fund fremdraget: stenkar og især lerkrukker; der er fundet skår af flere hundrede, måske en antydning af, at her er hovedindgangen. Desværre er facaden på den nederste del af dørstenen så ødelagt, at ethvert spor af relieffer er tabt, men over døren står - forekommer det én - hovedpersonerne i denne billedverden: menneskeparret hånd i hånd under Omans hellige dyr, oryxen, antilopen med de lange svagt buede horn. Før stenen knækkede, har der været to oryxer, en på hver side, men selv som brudstykke af et hele er det et magtfuldt relief.

Det er en primitiv kunst uden mange enkeltheder, men hvad enten det virkelig er myten om Adam og Eva i sin ældste udformning eller blot en lokal fantasi, så er disse billedsten bemærkelsesværdige i kraft af deres alder og den omstændighed, at de findes her, uden for, men midt imellem tre af oldtidens største kulturriger (fig. 2).

Keramiken daterer graven til omkring midten af 3. årtusinde før Kristus. På den tid lod byen Ur sine konger begrave i hele underjordiske sale udstyret med ufattelig rigdom, mens man i Ægypten var begyndt at rejse pyramider over sine fyrster. I det selskab er det svært for Buraimigraven at hævde sig, men også her har det krævet et organiseret og velhavende samfund at forme og rejse de tunge blokke. Det er næppe sket med stenredskaber alene. Kobber var kendt, og der er al grund til at tro, det var nær for hånden, i Omans bjerge. Antagelig var det grundlaget for velstanden, for den handel, der forbandt Oman med Mesopotamien og - hvem ved - Ægypten.

Stenrelieffer er ikke almindelige på den tid. Indusriget har ingen, og i Mesopotamien kendes de ikke så tidligt, men i Ægypten findes de. Og nu altså i Oman, på vejen mellem kulturrigerne (fig. 3).