Våbenfundet i Ejsbøl Mose

Et areal på 831 m2 er indtil nu blevet undersøgt, og mere end 2000 oldsager fremdraget. Fundet omfatter våben og andet militært udstyr fra 4. årh. efter Kristi fødsel.

Mosen var dengang åben sø, og tingene er kastet ud i vandet fra østbredden. Forinden er de blevet voldsomt ødelagt: brændt, sammenbøjet, forhugget eller revet itu. Endelig er mere end 3000 håndstore sten dynget ud over pladsen.

Fundet er vidnesbyrd om jernalderens offerskik, ifølge hvilken sejrherren efter vel overstået kamp matte ofre sit krigsbytte til de guder, der havde stået ham bi. (Fig. 1) (Fig. 2)

Beslægtede fund
Fire store mosefund af samme art som Ejsbølfundet fremkom i midten af forrige århundrede ved Thorsbjerg og Nydam i Sønderjylland, Vimose og Kragehul på Fyn. Henved 8000 oldsager blev opgravet af disse moser, men om udgravning i moderne, videnskabelig forstand var der ikke tale. Fundsammenhængen blev splittet ad, og vi ved om disse gamle fund kun, at tingene må være ofrede, men ikke, om der er tale om enkelte store offerhandlinger eller om en række småofre i den lokale helligmose. De mange oldsager fortæller os derfor kun lidt om jernalderhærenes udrustning, sammensætning og herkomst.

I 1950 blev der - i Illerup ådal ved Skanderborg - lejlighed til igen at udgrave et stort mosefund. Det lykkedes her at påvise tre-fire hinanden følgende ofringer i mosen. I modsætning dertil synes der i Ejsbøl kun at være tale om een vældig offerhandling.

Oldsagerne (Fig. 3)
SVÆRDENE er lange, tveæggede og spidse. Et par er forsynet med fabrikantstempel og stammer utvivlsomt fra udenlandske værksteder. Sværdene er ofte voldsomt sammenbukkede og forhuggede. Fæsterne er gerne brækket af, og dele af dem findes spredt omkring. (Fig. 4)

SPYD- og LANSESPIDSER kendes i mange variationer. Kastespydene havde slanke spidser med modhager; lanserne kraftige, bajonetlignende blade. Af stagerne er kun bevaret rester i jernspidsernes døller, - i reglen forkullede. (Fig. 5)

EN ROMERSK SØLVMØNT bærer Faustina d. Yngres portræt. Hun var gift med den filosofiske kejser Marcus Aurelius (død 170). Mønten er da ældre end fundet og også stærkt slidt. (Fig. 6)

PILESPIDSER er, hvad der er igen af bueskyttens udstyr. Nogle har former som brede knivblade, andre som lange syle, der nok kunne gennemtrænge selv ringbrynjens jernnet. (Fig. 7)

KNIVENE har kraftige eenæggede blade. Et universalredskab for soldaten, lige brugbart ved måltid og i kamp. (Fig. 8)

SKJOLDBULER kaldes de hvælvede jernbuler, der har dækket udskæringen i skjoldbrædtet, hvor håndtaget har siddet. Skjoldet selv er borte; det er sikkert blevet brændt. Et halvt hundrede håndtag af jern og bronze er derimod fundet. (Fig. 9)

REMSPÆNDER og rembeslag hører også til den elementære soldaterudrustning. Mange er af bronze og sirligt ornamenteret. (Fig. 10)

BIDSLER MED KÆDER af blank bronze og mundbid af jern er blandt fundets bedste stykker. Der er ialt seks hele hovedtøjer af denne slags og 20 dele deraf. Også bronzebeslag til sadler viser, at beredne krigsfolk indgik i den overvundne hær. (Fig. 11)

Mosen
- i oldtiden en sø, i dag en eng med græssende køer. Tegningen viser udgravningsfeltet og fundene deri (Fig. 12) (Faktaboks 1)

Som man ser, fordeler genstandene sig forskelligt over pladsen, men de supplerer hinanden og udgør - taget under eet - dele af en hel hærs udrustning. Mange af tingene er som nævnt revet itu før udkastningen fandt sted, og brudstykker af samme ting kan findes spredt over store områder, f.eks. samhørende skår af eet lerkar, dele af samme sværdfæste og brudstykker af een tøjlekæde. Oldsagernes placering i forhold til hinanden og i forhold til mosens forskellige lag tyder således på, at de mange genstande på een gang er blevet kastet ud i søen.

Offer?
Mosefundenes tolkning bygger på følgende: Tingene er for voldsomt ødelagt til, at det alene kan skyldes brugen i kamp. De er udkastet i åben sø, og der er dynget sten ud over dem. Hvorfor? Et par af findestedsnavnene - Vimose og Thorsbjerg - antyder pladsernes hellighed i hedensk tid.

Hos nogle klassiske forfattere findes der beskrivelser af barbarernes offerskikke. Cæsar fortæller (i 1. århundrede før Kristus) om gallerne, at de før de går i slag lover kampbyttet til krigsguden. »Efter sejren ofres de fangne dyr, og det øvrige samles på eet sted. I mange stater kan man se sammendyngede hobe af sådanne ting på hellige steder«. Og kirkefaderen Orosius beretter (i 5. århundrede efter Kristus): »Da fjenden (kimbrerne) havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt krigsbytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden. Hestene nedstyrtedes i dybe gruber, og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede«.

Derfor må vi mene, at mosernes våbendynger er krigsbytteofre - vidnesbyrd om en tid, hvor kamplykke måtte betales dyrt og kontant. (Fig. 13)

Tiden
Det 4. og 5. århundrede er folkevandringernes tid. Under presset fra de omboende folk bryder det romerske verdensrige sammen, og på imperiets ruiner lægges grunden til nye stater, der endnu præger vore dages landkort. I Sydskandinavien sætter et folk, danerne, sig fast, og landet får navn efter dem. Mosefundene må ses på baggrund af sådanne fejder, der når Norden som dønninger fra de store opgør i Europa.

Udgravningen
Den systematiske udgravnings mål er i videst muligt omfang at bevare billedet af fundet i mosen. Derfor blotlægges fundlaget varsomt i sammenhængende flader, der fotograferes og tegnes, nummereres og beskrives, før nogen ting fjernes fra det sted i jorden, hvor den er fundet. Mere end 8000 genstande - oldsager, sten, knogler og grenstykker - er indtil nu nummereret og indmålt.

Samtidig studeres mosens tilgroningshistorie nøje, idet jordlagene i de lodrette snitvægge tegnes og beskrives. Serier af jordprøver, der udtages af disse vægge, vil gennem mikroskopisk analyse kunne afsløre, hvordan bevoksningen i og om mosen gradvist har ændret sig, og ved hjælp af andre jordprøver, der tages ved de enkelte oldsager, vil disse nøje kunne placeres i billedet.

Hele dette arbejde har måske nok mere lighed med arbejdet i en moderne fabrik end med romantisk skattegravning, men kun gennem en ganske fast arbejdsrytme bliver alle de forhold tilgodeset, der sikrer os fuld viden om fundet. (Fig. 14) (Fig. 15) (Fig. 16)