Uro

Min interesse for uroer blev vakt ret tilfældigt. En nabo havde fra en tur i omegnen hjembragt en uro, et smukt og særpræget eksemplar af dens mest almindelige type: halmkronen. Det havde været godt høstvejr det år, strået var stærkt og gyldent, som det skal være for at give kønne, holdbare uroer. Nu hang den lille tingest og drejede rundt for åbent vindue.
En hastig undersøgelse af emnet viste, at det ikke havde været behandlet på dansk, bortset fra spredte oplysninger i fagskrifter. Ville man have noget at vide, var der altså ikke andet at gøre end at begynde fra bunden. En efterforskning blev da startet - først på lokalt plan, siden - i samarbejde med Nationalmuseet - ud over hele landet. En moderne »uromager«, Chr. Flen- sted i Knarreborg, gjorde os den tjeneste at skyde penge i foretagendet, som derved fik et langt større omfang, end det ellers havde været muligt. Spørgelister blev sendt ud, og svarene indløb i en jævn strøm; supplerende besøg blev foretaget. Meddelelserne var ofte kortfattede, men ind imellem var der grundige beskrivelser af modeller, materialer og fremgangsmåde ved fremstillingen - næsten glemt lærdom hentet frem af erindringens dyb. Nogle havde fundet morskab af at genoplive uroformer, de havde kendt i deres barndom. Karakteristisk er det, at det er gammel viden, man på den måde kommer i besiddelse af, ikke de gamle uroer selv; de eksisterer ikke mere, eller i hvert fald kun i ganske få tilfælde. Strå er et let forgængeligt materiale, og der går ikke mange år, før en halmkrone er trist og grå som et stråtag på indersiden. Så smides den væk, og man laver sig en ny.

Af det indsamlede danske uro-materiale udgør halmkronen langt den betydeligste del, og man må forbavses over den fantasi og kombinationsevne, der er lagt for dagen. Og flid! Meget arbejde, megen tålmodighed skulle der til, inden de sære pyntegenstande fandt deres plads under loftet, over bordet eller i et vindue.
Stort set samler halmkronerne sig om to typer. Den ene - den almindeligste - består af flere, større og mindre, flettede »himle« i vandret ophængning, pyntet med stumper af farvet glanspapir, garn eller bånd. Denne form er indtil for ca. femten år siden fremstillet i stort tal af Niels Nielsen i Hammel, der havde lært kunsten som tjenestedreng i Skødstrup ved Århus - og som iøvrigt har givet sin erfaring videre til medlemmer af sin familie. Det er en uroform med rige variationsmuligheder. Den anden almindelige halmkronetype er bygget op af større og mindre dobbeltpyramider i sindrig ophængning; også den er pyntet - med farvet papir, tøjstumper eller flettede halmruder. Et sønderjysk pragteksemplar af denne type er i 1950'erne fremstillet
af murer Herman Holm, Sofiedal ved Fårhus, der havde opskriften fra sin bedstefar; men samme halmkrone kendes fra Djursland (Fig. 1).

Foruden disse to hovedtyper forekommer en del varianter, hvor kvadrater, pyramider, flettede ruder med videre er samlet med stor opfindsomhed.
Hvorfra stammer nu denne halmtradition? I sin oprindelse kan den være et simpelt udslag af menneskers spontane aktivitetstrang. Strå var et materiale, som de fleste havde ved hånden i det førindustrielle samfund. Enhver, der har ventet på den næste vogn under hjemkørsel af korn fra marken, ved, hvor let et strå former sig til en eller
anden figur under legende hænder.
Med risiko for at komme ud på gyngende grund har man lov til at overveje, om halmkronen, der især blev ophængt ved juletid, skulle have forbindelse med den gamle skik at sove i julehalm. Skomager Magnus Lund i Nyker på Bornholm, født omkring 1845, har fortalt, at i hans hjem i Åker sogn plejede børnene at tilbringe julenat i »julehalm«, som var strøet på gulvet i stuen juleaften. Bag denne skik, der er velkendt i svensk overlevering, men sjælden i dansk, må ligge en forestilling om at efterligne Jesus-barnets fattige leje i krybben i Bethlehem. Den norske etnograf Lily Weiser Aall, der har behandlet et stort norsk uromateriale, er ikke fremmed for den tanke, at der kan være en forbindelse mellem denne nordiske sædvane og julens lille halmkrone (fig. 2).

Der foreligger en del vidnesbyrd om, at der til halmuroen har været knyttet visse overtroiske forestillinger. Ved juletid var det nødvendigt at have en uro hængende.
I højtiden måtte der ikke arbejdes, intet hjul måtte bevæge sig; men den fuldstændige ro varslede ondt - og så var det godt at have en uro, den var altid i bevægelse, og intet menneske kunne gøres ansvarlig. En kone (født 1820) fra Råby nord for Randers fjord havde sin uro hængende året rundt; blev den for gammel og faldt ned, blev en ny straks hængt op, for uroen skulle være der, om alt skulle gå godt og rigtigt til. Den kunne beskytte mod ildsvåde og »onde øjne«, og farende folk, der kom til døren og bad om en almisse, opgav slette hensigter, når de så uroen hænge i loftskrogen. En anden kone, i Randers, havde også en uro: en fugl bundet af strå; den var god for fred i huset.
Af sidstnævnte eksempel fremgår det, at halmkronen, skønt sikkert den almindeligste, dog ikke var den eneste uroform. Urofugle - ophængt enkeltvis eller i grupper - kunne, som i ovennævnte tilfælde, være af strå, men de kunne også være skåret i træ. I Dansk Folkemuseum findes en fugl syet af læder eller skind, og samme sted kan man se en fugl, fra Reersø, fremstillet af en torskepandeknogle med indsatte vinger og hale af foldet papir. En anden type fiskebensuro bestod af sammenflettede torskeknogler, men den kendes kun fra beskrivelse, endnu er det ikke lykkedes at finde frem til mennesker, der kan efterlave den. Den kendte slange, klippet af papir eller karton, der anbragt på en strikkepind løber rundt og rundt over den varme kakkelovn eller radiatoren, er også en uro og skal medtages her for fuldstændigheds skyld, skønt den hører til en sidegren af familien.
Bag navnet »vejrfisk« gemmer sig en lille uro med særlig funktion. Fru Christine Hougaard, der har leveret den til dato bedste oplysning herom, fortæller i sine erindringer (manuskript på Ebeltoft Museum), at hun har kendt vejrfisken fra sine bedsteforældres hjem på øen Hjelm i Kattegat, Efter en storm kunne man undertiden på stranden finde en to kvarter lang, ålelignende fisk, den blev tørret og ophængt i en snor under loftsbjælken inde i stuen. »Hovedet vendte altid mod det hjørne, vinden kom fra«, siger fru Hougaard, »jeg har ikke set, når den drejede sig, men jeg har set, at den havde drejet sig alt efter vindens retning — det lyder måske utroligt, men rigtigt er det«. Vejrfisken kendes også fra Læsø, hvor fiskerne brugte den, og på Grønland har den tørrede panserulk været ophængt som vejrfisk indtil vore dage. løvrigt er det for få oplysninger, vi har om dette mærkelige »instrument«. Hvorpå beroede det, at en tørret fisk kunne vise vindretning - ophængt inde i en stue?
Ingen har mig bekendt givet en troværdig forklaring, og det har endnu ikke været belejligt at foretage en efterprøvning. Men de gamles lærdom plejede nu ikke at være helt ved siden af.

Selv om der i uro-sagen er rettet henvendelse til langt over 1000 mennesker rundt om i landet, er det - når det kommer til stykket - kun en flygtig kontakt, man har med de kilder, der endnu ligger inde med kundskab om dette emne fra etnologiens overdrev. Når de rigtige tråde knyttes, vil mange huller i vor viden stadig kunne fyldes. Vi vil fremdeles holde blikket fæstet på uroen med dens snoreværk og mærkelige himstregimser i evig, lydløs bevægelse (fig. 3).