Uro

Min interesse for uroer blev vakt ret tilfældigt. En nabo havde fra en tur i omegnen hjembragt en uro, et smukt og særpræget eksemplar af dens mest almindelige type: halmkronen. Det havde været godt høstvejr det år, strået var stærkt og gyldent, som det skal være for at give kønne, holdbare uroer. Nu hang den lille tingest og drejede rundt for åbent vindue.
En hastig undersøgelse af emnet viste, at det ikke havde været behandlet på dansk, bortset fra spredte oplysninger i fagskrifter. Ville man have noget at vide, var der altså ikke andet at gøre end at begynde fra bunden. En efterforskning blev da startet – først på lokalt plan, siden – i samarbejde med Nationalmuseet – ud over hele landet. En moderne »uromager«, Chr. Flen- sted i Knarreborg, gjorde os den tjeneste at skyde penge i foretagendet, som derved fik et langt større omfang, end det ellers havde været muligt. Spørgelister blev sendt ud, og svarene indløb i en jævn strøm; supplerende besøg blev foretaget. Meddelelserne var ofte kortfattede, men ind imellem var der grundige beskrivelser af modeller, materialer og fremgangsmåde ved fremstillingen – næsten glemt lærdom hentet frem af erindringens dyb. Nogle havde fundet morskab af at genoplive uroformer, de havde kendt i deres barndom. Karakteristisk er det, at det er gammel viden, man på den måde kommer i besiddelse af, ikke de gamle uroer selv; de eksisterer ikke mere, eller i hvert fald kun i ganske få tilfælde. Strå er et let forgængeligt materiale, og der går ikke mange år, før en halmkrone er trist og grå som et stråtag på indersiden. Så smides den væk, og man laver sig en ny.

Af det indsamlede danske uro-materiale udgør halmkronen langt den betydeligste del, og man må forbavses over den fantasi og kombinationsevne, der er lagt for dagen. Og flid! Meget arbejde, megen tålmodighed skulle der til, inden de sære pyntegenstande fandt deres plads under loftet, over bordet eller i et vindue.
Stort set samler halmkronerne sig om to typer. Den ene – den almindeligste – består af flere, større og mindre, flettede »himle« i vandret ophængning, pyntet med stumper af farvet glanspapir, garn eller bånd. Denne form er indtil for ca. femten år siden fremstillet i stort tal af Niels Nielsen i Hammel, der havde lært kunsten som tjenestedreng i Skødstrup ved Århus – og som iøvrigt har givet sin erfaring videre til medlemmer af sin familie. Det er en uroform med rige variationsmuligheder. Den anden almindelige halmkronetype er bygget op af større og mindre dobbeltpyramider i sindrig ophængning; også den er pyntet – med farvet papir, tøjstumper eller flettede halmruder. Et sønderjysk pragteksemplar af denne type er i 1950’erne fremstillet
af murer Herman Holm, Sofiedal ved Fårhus, der havde opskriften fra sin bedstefar; men samme halmkrone kendes fra Djursland (Fig. 1).