Urnes-portalen

Umiddelbart venter man jo ikke at møde kunstneriske frembringelser af højeste klasse i en lillebitte og afsidesliggende norsk bygd. Den uforberedte må tabe vejret, når han runder hjørnet af den lille, kønne, men på ingen måde prangende trækirke og får øje på portalen, som sidder i kirkens nordvæg, hvor den virker en smule umotiveret, fordi den ikke oprindelig hører til der. Det er lidt af en gåde, hvorfor den ældre, nu forsvundne kirkebygning, som portalen må være lavet til, har haft et så pragtfuldt udstyr, som vel næppe blev en hvilken som helst landsbykirke til del. Hvad vi står overfor, er den gamle nordiske dyreornamentik i et sidste glansfuldt højdepunkt, som kun Osebergfundets udskæringer formår at overtrumfe. At Urnesportalen aldrig har været i jorden, men altid frit fremme i dagslyset, gør mødet med dette vikingemesterværk endnu mere forunderligt. Det er velbegrundet, når man har kaldt dyreornamentikkens sidste fase for Urnesstil.

På et tidligt tidspunkt af jernalderen begynder man her i Norden at anvende dyrefigurer dekorativt, og gradvis udvikler der sig en fladedækkende ornamentik. Det er egentlig mærkeligt, for bortset fra slangen er der ikke mange dyr, der har krop til ornamenter. Planteriget, som byder på ganske anderledes muligheder, blev udnyttet i rigt mål senere hen; men vore barske jernalderforfædre foretrak altså dyrene.

Omkring år 500 er den nye stil etableret, men menneskenes evige trang til fornyelse lader den ikke stå stille, ustandselig må den ændre og udvikle sig. Dette er ingen simpel proces, for udviklingen foregår under et stadigt bombardement af fremmede påvirkninger, som splitter dens harmoniske forløb op i sideløbende grupper og grene. At beskrive dette kortfattet lader sig ikke gøre, men nok at fremhæve visse hovedtræk. I den første lange tid, indtil vikingetiden omkring år 800 sætter ind, finder en stiliseringsproces sted; de i begyndelsen let kendelige dyr forvandles lidt efter lidt til rene ornamenter. Midtvejs i denne udvikling, omkring 600-årene, optræder det karakteristiske bændeldyr med bagudbøjet hoved, som huskes fra Skalks tidstavle.

Det ufordærvede dyr trænges nok i baggrunden, men det udryddes ikke. I 800-årene dukker det op i det lille gribedyrs grinagtige skikkelse og blæser nyt liv i de efterhånden lidt sløve ornamenter. Det slår de særeste knuder på sig selv, hager sig fast overalt. Det ligner intet, vi før har set, men i sit følge har det mere traditionelle dyrevæsener, og det bliver dem, der viderefører slægten efter gribedyrets alt for tidlige død. Vi er nu fremme i 900-årene, kong Gorms tid. På et lille sølvbæger, som blev fundet i den nordlige Jellinghøjs gravkammer, og hvis ornamentik er gengivet i forsidebilledet, ser man en af disse nye fremtoninger i tvillingudgave. Et andet og mere stateligt dyr, der ofte afbildes kæmpende med en slange, møder vi prægtigt fremstillet på den store Jellingsten, og dette motiv, det store dyr og slangen, bliver bærende i Urnesstilen, som nu følger, og som afslutter hele det lange forløb.

Den gamle hedenske ornamentik fik ikke længe lov at boltre sig i den nye tids kirker. Kristendommen havde selv sin dekorative kunst med sig, den romanske stil, hvis ranker og bladværk nu tog fladerne i besiddelse. I Urnes mødes dyret og slangen i et sidste storartet opgør. Den nordiske dyrestil har levet i mere end et halvt årtusinde. Her dør den, men den dør med manér.

For nylig er udkommet »Vikingetidens kunst« af Ole Klindt-Jensen og David M. Wilson. I videnskabelig form behandler den dyreornamentikkens problemer.