Udstyr

Det kan være svært for nutidsmennesker at forstå, at en ekstra dyne eller to skulle give en pige bedre chance for et godt giftermål, men sådan var det, og det hænger i nogen grad sammen med hele datidens samfundsstruktur, som vi derfor indledningsvis vil ofre et par ord. Inden udskiftningen af landsbyjorden omkring år 1800 boede de fleste danskere i landsbyer, hvor gårdene var tæt sammenbyggede, og hvor befolkningen levede i et meget nært fællesskab og var meget afhængige af hinandens hjælp. Dette for eksempel når der skulle bygges og klines, når store mængder uld skulle kartes, eller – i visse egne af landet – når humlen skulle pilles. Så gik alle landsbyens unge sammen i en gård og arbejdede for husmoderen, som til gengæld trakterede »gæsterne«. Den indbyrdes hjælp trådte også i kraft, når der var sygdom eller uheld på en eller anden måde.

I dette samfund levede ofte tre generationer under samme tag. De gamle var måske gået på aftægt, men de kunne alligevel være med i det daglige arbejde – gammelmor passede de små samtidig med, at hun holdt rokken igang. Manden og konen i huset havde en ret skarp arbejdsfordeling, hans domæne var marken og dyrene, hendes det indendørs samt malkning og pasning af fjerkræ. Indendørsarbejdet bestod ikke blot i madlavning og rengøring (den blev der måske ikke altid gjort så meget ud af), men også i tilvirkning af stoffer og beklædning. Denne side af arbejdet var i virkeligheden af største vigtighed, ikke alene for familiens medlemmer, men også for tjenestefolkene, idet en del af deres løn kunne bestå i så og så mange alen vadmel eller hørlærred. løvrigt kunne pigerne have en bid af hørmarken som deres egen og fik da fri en uges tid, så at de kunne tage hjem til forældrene for at gøre hørren i stand til vævning. Tjenestepiger skulle jo også have udstyr!

Det er netop udstyrets betydning, der her skal ses lidt nærmere på. Vel havde vi ikke som i Sverige en lov der påbød, at en pige ved giftermål skulle have en medgift, men i praksis fik hun det i reglen, så det kunne i virkeligheden komme ud på et. Havde en pige ingen medgift, var det sværere for hende at finde en ægtemand – eller rettere sværere for hendes forældre.

I dag er det at gifte sig et spørgsmål om gensidige følelser, men dengang var ægteskab en økonomisk forbindelse to familier imellem. Det kan lyde lidt kynisk, men man må huske, at samfundet ikke som i dag var opbygget med et socialt »sikkerhedsnet«, så det var af allerstørste vigtighed at sikre børnenes fremtid økonomisk. Rede penge havde man ikke mange af, men hjemmegjorte produkter kunne gøre det ud for det samme, og derfor fik medgiften karakter af »udstyr«. En forudseende mor begyndte på en datters udstyr, allerede medens denne var ganske lille. Så ville pigens chancer være større, og hvilken mor ville ikke gerne, at det skulle gå børnene lidt bedre, end det var gået hende selv.

Blev en pige ikke gift, tegnede tilværelsen sig mindre lys for hende. I de sluttede, til dels selvforsynende, familier var der lige som ikke rigtig plads for enlige kvinder. Disse kunne blive væve-, spinde- eller sypiger, eller de kunne friste en tyendeagtig tilværelse hos familien. Nogle blev privatlærerinder, men det var fortrinsvis døtre fra højere sociale lag end bondestanden. Udstyret – grundlaget for et godt ægteskab – havde sin absolutte mission.

Udstyrskisten stod i den fine stue, øverstestuen, og kom der kvindelige gæster, var det ikke ualmindeligt, at de blev budt op for at beundre dens indhold. Hver datter skulle helst have sin kiste. I Sønderjylland, hvor man lagde stor vægt på ting, der »tog sig ud« og viste, at man kom af godtfolk, har vi eksempler på, at kisterne ikke alene stod langs væggene, men også i en række midt på gulvet (Fig. 1, Fig. 2)!