Typehuset på Trelleborg

Nedenfor vises Trelleborghusets grundplan, sådan som den tegnede sig i jorden. (Fig. 1) Af husene selv var der intet levnet. Sporene indskrænkede sig til aftryk i lergrunden af den jordgravede del af stolper og vægplanker. At rekonstruere et helt hus med udgangspunkt i disse underjordiske spor måtte selvsagt være et dristigt foretagende, men forsøget blev - heldigvis - gjort. »Til anskuelse og også som grundlag for fortsat videnskabelig diskussion« rejstes i 1942 ved Trelleborg et hus i fuld størrelse. Husets bygmester var C. G. Schultz, som med henblik på denne opgave foretog grundige studier i de ældste bevarede tømmerbygninger i Norden - 1100- og 1200-tallets norske stavkirker.

C. G. Schultz' Trelleborghus blev en monumental bygning med høje vægge og en vældig, spåntækt tagflade, som dels hvilede på ydervæggene, dels på sideåse, der blev understøttet af fire svære stolper i husets tværskillerum. Tagfladerne er rette, medens selve tagryggen som følge af de buede langvægge er hvælvet. Den ydre stolpehulrække tolkedes som spor af en svalegang, som havde omsluttet huset på alle sider, og som skulle beskytte de jordgravede vægge mod fugtighed. Svalegangen udgik fra stavvæggenes øvre del og blev ikke sat i forbindelse med tagopbygningen. Thi en af forborgens hustomter var øjensynligt uden yderstolper, og heraf sluttede man, at svalegangen ikke havde haft nogen konstruktiv funktion i huset; dette kunne stå også uden støtte af svalegangen.

I betragtning af, at C. G. Schultz måtte operere med en lang række ukendte faktorer, var hans Trelleborghus en fremragende præstation. At der i et så omfattende forehavende, som begyndtes på bar bund, måtte forekomme fejl og forkerte tolkninger, er vel indlysende, men dette forringer ikke forsøgshuset på Trelleborg. Allerede ved sin tilstedeværelse er huset et stærkt incitament for forskningen, og det har da også fremkaldt en livlig debat. (Fig. 2)

Den første bredside blev rettet mod det af Palle Lauring og A. Hoff-Møller i 1952. Især måtte svalegangen stå for skud. De to kritikere gjorde gældende, at det måtte være urigtigt, når huset var rekonstrueret med hjørnestolper i svalegangen, thi efter sporene i jorden manglede de fleste huse i borgen tydeligvis hjørner i den ydre hulrække. Dette kuldkastede efter deres mening hele svalegangsteorien. I stedet forestillede de sig, at den ydre stolperække havde tjent til at fastholde et rammeværk omkring en tørvevæg, som havde udfyldt hele mellemrummet mellem de indre og ydre vægspor. Også taget havde muligvis været belagt med græstørv. (Fig. 3)

I 1957 fulgte et andet forslag. Forstmanden Johan Larsen forkastede ligeledes svalegangen. Yderstolperne har været lavere, siger han, og de har direkte understøttet spærene, som var ført ud over den indre væg. Til stabilisering af konstruktionen har der ligget et vandret tømmerstykke, et »tværtræ«, som har forbundet spærfod og yderstolpe med den korresponderende stolpe i indervæggen. Denne stive opbygning overflødiggør tagstøtter inde i huset, og Johan Larsen forestiller sig derfor, at de svære stolper i skillevæggene kan have båret en loftetage.

Gamle læsere af Skalk vil erindre en velillustreret gennemgang af disse rekonstruktionsforslag i hæfte 3 for 1960. Til denne må de læsere henvises, som kunne ønske at sætte sig nøjere ind i debatten. På dette sted vil vi nøjes med ovenstående korte referat, thi i årene siden disse indlæg fremkom, er et nyt materiale kommet til, som på ret afgørende vis har forrykket grundlaget for Trelleborghusets rekonstruktion.

(Fig. 4)
(Fig. 5)

Hvor vi tidligere måtte »nøjes« med Trelleborgs egne 31 langhuse, har vi nu - takket være C. G. Schultz' undersøgelser af tilsvarende anlæg i Jylland og på Fyn - fået kendskab til tre andre lignende ringborge: Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro og Nonnebakken i Odense, og herved er tallet på huse af Trelleborgtypen bragt op på 111. På Nonnebakken, der nu er bebygget, har man endnu ikke opnået noget virkeligt kendskab til husene, men både på Aggersborg og Fyrkat er udgravet talrige hustomter, som i hovedtrækkene svarer nøje til Trelleborghuset. Afvigende træk forekommer dog også, og det er ved hjælp af disse, at vi kan revidere forestillingen om husets udformning.

Aggersborg- og Fyrkathuset er - bortset fra hovedmålene - så at sige identiske. Udgravningsvilkårene var imidlertid bedst på Fyrkat, og vi vil derfor i det følgende tage vort udgangspunkt i Fyrkathuset.

Vi kan da notere, at det jordgravede tømmer på Fyrkat i almindelighed forekom spinklere end det tilsvarende tømmer på Trelleborg. Endvidere at Fyrkathuset ikke har haft stavvægge, men jordgravede dobbeltstolper, mellem hvilke et udfyldningsmateriale har været fastholdt, måske hovedsagelig vandretliggende tømmer (bulplanker). Dette er måske nok den mest iøjnefaldende forskel fra Trelleborghuset, men dette træk er i virkeligheden af underordnet betydning for forståelsen af husets konstruktive opbygning. Langt vigtigere er i så henseende observationerne omkring yderstolperne. Disse har på Fyrkat haft aflangt tværsnit parallelt med væggene, hvor Trelleborgs var anset for runde, og - hvad der især bør bemærkes - de stod med en svag skråretning ind mod huset (ca 70°), hvor udgravningen af Trelleborg havde vist lodrette stolper. Dertil kommer, at yderstolperne på Fyrkat i reglen var sat dybere ned i jorden end vægstolperne. På Trelleborg havde man konstateret det modsatte dybdeforhold. Endelig bør det nævnes, at mens Trelleborghusets yderstolper altid står ret ud for de dybt nedgravede vægstolper, står Fyrkathusets ud for mellemrummene.

Ud for dørene i langvæggene fandtes på Fyrkat små udbygninger - våbenhuse eller bislag - bygget af spinkle materialer. Sådanne påvistes hverken på Trelleborg eller Aggersborg, men lejlighedsvis forekommende stolpehuller på de »rigtige« steder taler dog for, at også disse borge har haft bislag på husene. Måske vil de komme for dagen ved fremtidige undersøgelser.

Medens forhold som det uens vægmateriale meget vel kan forklares som lokale variationer i hustypen, måtte det umiddelbart undre, at Fyrkats yderstolper stod skråt op mod huset. Dette betød nemlig, at de har tjent til aflastning af trykket fra husets tag - altså netop den funktion, som Schultz og Nørlund for Trelleborgs vedkommende havde afvist på det bestemteste. På baggrund af den påfaldende nøje overensstemmelse mellem Fyrkat- og Trelleborghusets planform måtte en så væsentlig konstruktiv forskel synes ejendommelig og urimelig.

Det er da nærliggende at opkaste det spørgsmål, om sporene af yderstolperne på Trelleborg var tolket rigtigt ved den første udgravning og søge dette besvaret ved fornyet undersøgelse på voldstedet. En orienterende gravning blev foretaget i 1963. Da denne gav løfterige resultater, trådte Carlsbergfondet til, således at genudgravningen kunne fortsættes i noget større omfang i denne sommer.

Vanskelighederne ved en sådan udgravning ligger lige for: Trelleborg var ved den store undersøgelse i 30eme blevet totalt udgravet. Hvert eneste påvist stolpehul var tømt for sit indhold af mørkere jord, og for at markere hustomterne var de udgravede huller udstøbt med beton, ofte endda efter af de var blevet uddybet til frostfri dybde. Den nye undersøgelse måtte derfor i første omgang koncentreres om huller, som ikke var blevet lokaliseret ved den tidligere udgravning. Man kunne håbe, at de større erfaringer, som var vundet ved udgravningerne af de jyske vikingeborge, ville sætte os i stand til at påvise sådanne huller og konstatere, om de forsvundne stolper havde stået lodret eller skråt.

Her måtte det hus i forborgen, som manglede yderstolper, tildrage sig opmærksomheden. Thi såfremt yderstolperne på Trelleborg, ligesom på Fyrkat, havde støttet hustagene, var det utænkeligt, at et enkelt hus af typen skulle være uden dem. Ved forsigtig snitgravning lykkedes det da også med fuld sikkerhed at fastslå tilstedeværelsen af huller fra yderstolper i dette hus. Om stolperne i disse havde stået lodret eller skråt, kunne ikke afgøres med bestemthed, selv om der nok var antydning af skråretning i et par af dem. Derimod var det hævet over enhver tvivl, at yderhullerne som hovedregel var dybere end de korresponderende væghuller - altså et Fyrkat-træk - og dette gav os mod til at forsøge en genudgravning af stolpehuller, som var ud støbt med beton.

Resultaterne heraf var over al forventning gode. Det viste sig nemlig, at yderhullerne i adskillige tilfælde havde haft større udstrækning i husets længderetning end konstateret ved den første udgravning, og ved at grave et stort hul ved siden af stolpehullet og forsigtigt arbejde sig ind mod det fra siden, kunne man sådanne steder »fange« det yderste, urørte parti af hullerne i lodret snit. Overalt hvor dette blev gjort, konstateredes det, at stolpehullets dybeste punkt lå længere ude fra husvæggen end tidligere erkendt, og i mange huller kunne man med fuld sikkerhed påvise, at den stolpe, som havde stået heri, havde haft en skråretning svarende til den på Fyrkat iagttagne. Endvidere var det sine steder tydeligt, at stolpen ikke har haft det tidligere formodede runde tværsnit, men - atter som på Fyrkat - har været aflang og smal.

(Fig. 6)

Man kan spørge, hvorledes det kunne gå til, at disse forhold ikke blev iagttaget ved den første udgravning. Dette er i virkeligheden ikke så mærkeligt. For Poul Nørlund og hans medarbejdere var opgaven først og fremmest at få orden i de tusinder og atter tusinder af stolpehuller, som aftegnede sig i Trelleborgs undergrund. Allerede dette var en stor arkæologisk bedrift. Hullerne tegnede sig som mørke pletter i den lyse lerbund. Det var muldjorden fra borgpladsen, som var sunket ned i dem, efterhånden som stolpeenderne i jorden var rådnet bort. Det måtte da synes nærliggende at udgrave hullerne ved at tømme dem for deres indhold af muldjord. Herved skulle man kunne få et aftryk af den forsvundne stolpe. Da det ydermere viste sig, at tømningen af hullerne tilsyneladende gav et ret præcist indtryk af stolpernes form og dimensioner, blev hele Trelleborg udgravet på denne måde.

Metoden er da også nogenlunde pålidelig, når stolperne har stået lodret i jorden, og undergrunden er stiv. Hvad man ikke dengang kunne vide, er, at den ikke slår til over for huller, der har en svag skråretning. I sådanne huller vil der i reglen ske en vis sammenskridning, og det er den sammenskredne grube, som fyldes med muld. Dette er årsagen til, at man i de færreste tilfælde erkendte yderhullernes fulde dybde ved tømningen, og at de smalle plankehuller fremtrådte som rundagtige aftegninger på leroverfladen.

Til yderligere belysning af problemet kan det nævnes, at også på Fyrkat antoges hullerne i begyndelsen at være lodrette. Fra min egen notesbog fra 1952, da jeg bistod C.G. Schultz med udgravningen af de første huse, kan jeg referere en kategorisk bemærkning om, at der ikke var antydning af skråretning i yderhullerne. Først det følgende år, da Schultz under indtryk af et fund af krumhuse med skråstivere i Wahrendorf i Westfalen gav sig til at udgrave Fyrkats yderhuller ved snit fra siden, kom hullernes svage skråretning for dagen.

Ved de nye undersøgelser på Trelleborg har vi udelukkende betjent os af snitgravning. Det har været vort held, at tømningen af hullerne i sin tid er foretaget med stor forsigtighed, således at kun selve den nedsunkne muld er fjernet. Derfor er de yderste dele af hullerne, i hvilke det omliggende ler fortrinsvis er trængt ind, i reglen ikke rørt. I særlig gunstige tilfælde var det muligt at erkende den forsvundne stolpes skråretning ved snitgravning fra begge sider ind mod den betonklods, som markerer stolpen. Det skal imidlertid ikke nægtes, at sporene hyppigt var yderst svage, og snitgravningen forudsatte en god portion arkæologisk indlevelse og kendskab til jord hos de deltagende arkæologer. Det subjektive skøn, som altid vil være en alvorlig fejlkilde ved vurderingen af så uklare forekomster, har vi overalt forsøgt at begrænse mest muligt ved at foretage indbyrdes uafhængige opmålinger af aftegningerne, hver gang der var bortgravet få centimeter jord i snittene. I de fleste tilfælde har vi iøvrigt bevidst undladt at snitte hullerne helt igennem; det vil således til enhver tid være muligt at efterprøve vore resultater.

Særlig interesse knytter der sig til de huller, som på en eller anden måde er blevet helt fyldt med undergrundsmateriale i stedet for med muld, og som derfor ikke blev fundet ved udgravningen i 30erne, idet de jo ikke gav sig til kende ved afrensningen af lerets overflade. Her yder Trelleborg usædvanligt gode betingelser, idet vi jo ved, at hullerne skal være der, såfremt der ikke er yngre forstyrrelser på stedet. Det var instruktivt at se, hvor svagt aftegningerne af sådanne huller kan fremtræde, og vi noterede med interesse, at et sådant næsten usynligt hul kan ligge i en jordbund, hvor talrige andre huller træder klart og tydeligt frem. Man skal altså vogte sig for at udnævne ethvert slip i en væglinie til en dør!

Efter dette lille udgravningstekniske sidespring kan vi vende tilbage til spørgsmålet om Trelleborghusets udseende. Det er indlysende, at såvel stolpernes skråretning som påvisningen af yderstolper på det »nøgne« hus i forborgen må have konsekvenser for vor opfattelse af den ydre stolperækkes rolle i huset. Men hvorledes? For at kunne besvare dette spørgsmål har jeg allieret mig med en skarpsindig arkitekt, Holger Schmidt, som siden 1960 har deltaget i arbejdet på Fyrkat og Trelleborg, og det forslag, som skal opridses her, er på alle væsentlige punkter udformet af Holger Schmidt.

Lad os først se, hvad der kan anvendes fra de ældre rekonstruktionsforsøg. Fra C. G. Schultz' hus kan vi overtage husets stavvægge og væsentlige dele af tagkonstruktionen, hvis to sideåse må betragtes som en rimelig løsning af tagets understøtning; dog bør de muligvis suppleres af en rygås. Også de fire kraftige stolper inde i huset, som direkte eller indirekte har understøttet sideåsene, opfatter vi som en realitet. På Fyrkat er hullerne efter disse stolper påfaldende dybe, ofte omkring een meter, og de må derfor antages at have spillet en væsentlig konstruktiv rolle i huset. Derimod må vi selvsagt forkaste svalegangen, og de lodrette gavlfelter lader sig næppe opretholde. Ved svalegangens forsvinden mister de høje langvægge - over tre meter - deres berettigelse. Vi tror, at Trelleborghuset har været væsentlig lavere.

Fra Laurings og Hoff-Møllers græstørvshus har vi så at sige intet at hente. Et sådant hus hører næppe hjemme i vikingetidens trærige Danmark. At mellemrummet mellem væggen og de ydre stolper ikke kan have været udfyldt med græstørv, fremgår allerede af husenes indbyrdes beliggenhed på Fyrkat (se ovenstående tegning) (Fig. 8), og det kan tilføjes, at de muldmængder, som 16 græstørvshuse ville have efterladt, heller ikke er til stede på Fyrkats borgplads.

Fra Johan Larsens tværtræ-hus overtager vi den vigtige iagttagelse, at der er indbyrdes korrespondance mellem yderstolperne på husenes langsider. Heraf kan man slutte, at disse på en eller anden måde har stået i forbindelse med tagspærene. Selve tværtræ-konstruktionen må derimod falde bort, idet yderstolpernes skråstilling medfører, at den afstivende funktion, som var tillagt tværtræet, udøves af jordbunden selv.

Efter således at have hentet en række vigtige konklusioner fra de tidligere rekonstruktionsforslag, må vi, for at huset kan blive komplet, søge nye løsninger på to væsentlige forhold: yderstolpernes forbindelse med væg og tag samt taggavlenes udformning.

Yderstolperne peger, som vi har set, indad mod væggen, men hvor på denne har de ramt? Som man vil huske - og som man kan få bekræftet ved at kaste endnu et blik på grundplanerne side 20 - er der en karakteristisk forskel mellem Trelleborg- og Fyrkathusene: i førstnævnte er yderstolperne anbragt lige ud for de dybt nedgravede vægstolper, i sidstnævnte derimod som hovedregel ud for mellemrummene mellem dem. Denne forskel får sin forklaring, hvis man antager, at skråstolperne ikke har ramt selve væggen, men derimod den vandrette bjælke, som har afsluttet den foroven. Dette såkaldte hammerbånd må i Fyrkat have været kilet ned mellem dobbeltstolperne, mens det i Trelleborg var vægplankerne, som var kilet op i hammerbåndet. Fyrkat-hammerbåndets stærkeste sted lå i mellemrummet mellem vægstolperne, og her var det derfor naturligt at placere skråstolpen. På Trelleborg, hvor hammerbåndet var ensartet i hele sit forløb, har man været frit stillet, og her har man valgt at anbringe skråstolper ud for vægstolper, hvilket var den konstruktivt naturlige placering.

Eftersom vi både kender afstanden mellem yderhuller og væg og yderhullernes skråretning, skulle det herefter være muligt at udregne væghøjden i Trelleborghuset. Det viser sig imidlertid, at den, såfremt yderstolperne har været rette, må have ligget mellem tre og fire meter. Dette er urimeligt meget, og man må derefter overveje, om yderstolperne har været krumme, således som det f.eks. kendes fra udgravning af huse fra germansk jernalder i den frisiske marsk.

I de frisiske tomter er der øjensynlig anvendt krumvokset tømmer. På Trelleborg og Fyrkat har fremgangsmåden antagelig været en anden. Her må man hæfte sig ved yderhullernes smalle, aflange form. Det tømmer, som har stået heri, var ikke stolper, men planker, ofte kun få centimeter tykke. Sådanne planker kan bøjes, og det er et hovedpunkt i Holger Schmidts rekonstruktionsforslag, at man ved husets opførelse har udnyttet den midlertidige spænding, der opstår ved bøjning af planker, til at skabe et stærkt, men spinkelt tag. Yderstolperne anses for at være tagspærene selv, som altså er forlænget ud over hammerbåndene og ført helt ned i jorden. Taget bliver da ikke blot hvælvet på langs, men også buet på tværs - en tagform der iøvrigt kendes fra samtidige gengivelser af huse på mønter og billedsten, og som går igen på det her afbildede husformede pragtskrin fra Kammin. (Fig. 9)

Også ved gavlene står yderstolperne skråt, og heraf må man kunne drage den slutning, at taggavlene ikke har været lodrette, men skrå (afvalmede). Også her vil det være en rimelig løsning at forestille sig, at spærene er bøjet over hammerbåndene og ført ned i jorden.

Holger Schmidts rekonstruktion af Fyrkathuset, der - som vi har set - i sin opbygning er så at sige identisk med Trelleborghuset, er gengivet næste side. (Fig. 10) Med velberåd hu har vi undladt at gengive konstruktive detailler. Der er endnu mange punkter, der kræver yderligere gennemarbejdelse, og meget som vi står usikre overfor. Dette gælder ikke mindst spærenes forhold til grater, åse og hammerbånd. At forslaget skulle være det sidste ord i Trelleborg-debatten, tror hverken Schmidt eller jeg. Men det skulle bl.a. have sin styrke deri, at det ikke kræver een stolpe mere eller mindre end påvist i jorden, og at det giver en acceptabel forklaring på hvert eneste hul.

Dernæst må det fremhæves, at løsningen er udformet med særlig hensyntagen til den spinkelhed i tømmerets dimensioner, som blev iagttaget på Fyrkat, og som vi mener at have fået bekræftet ved eftergravningen på Trelleborg.

Disse spinkle dimensioner er af grundlæggende betydning for forståelsen af Trelleborghuset. Fra andre udgravninger ved vi, at man i vikingetiden kunne bygge lige så store eller endnu større langhuse uden at afstive væggene med ydre støtter. Når disse alligevel findes i Trelleborghuset, må årsagen søges i bygmesterens ønske om at bygge stort uden at ødsle med tømmeret. Ved at bøje planke-spærene og føre dem ned i jorden blev man i stand til at anvende langt spinklere tømmer overalt i huset, end hvis vægge og indre stolper alene skulle have båret det vældige tag. Ved så store byggeforetagender har det været nødvendigt at økonomisere med materialerne. Johan Larsen har påvist, hvorledes man har kunnet benytte tømmer af normaldimensioner og finde anvendelse for så at sige hver flis.

Trelleborghuset har sine konstruktive forudsætninger i vikingetidens almindelige langhus, således som det blev bygget af bønder og stormænd. Men ved sin strenge geometriske form, den mageløse akkuratesse i udførelsen og ikke mindst ved sine dristige konstruktioner fremstår Trelleborghuset dog som et selvstændigt værk. Det markerer et højdepunkt i vikingetidens rige træbygningskunst.

Tegning: Holger Schmidt, Hans Berg, Magnus Petersen.

Litt. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1942. - Nordiske Fortidsminder IV, 1948. -Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1952 og 1957.