Tvende bekendte ældgamle guldhorn

Der er skrevet tusindvis af sider om guldhornene: Tykke bøger, tynde bøger, lange og korte artikler. Alligevel er emnet ikke udtømt; der er stadig uprøvede muligheder, som kan bringe os den rette tolkning nærmere, og helt afhøstet bliver denne ager vel aldrig. I det følgende vil vi kort opridse fundets historie, samle og bedømme det kildemateriale, som vi nu efter hornenes forsvinden må øse vor viden af, danne os et billede og prøve at tolke det. Hvad det sidste vanskelige punkt angår, har vi mange forgængeres teorier at bygge på.

Det første horn – det lange guldhorn, som det almindeligvis kaldes – blev fundet 1639 i et vejspor ved landsbyen Gallehus, fire kilometer nordvest for Tønder. Som danefæ blev det overgivet til kongen, Kristian den 4., som lod det gå videre til sin søn, den »udvalgte prins«. Denne gav hornet en plads på sit flittigt benyttede skænkebord, hvor det blev til glæde for mange, men mest for hoffets læge, den oldkyndige Ole Worm. »I prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin«, fortæller han om sit første møde med guldhornet i et brev til en ven.

Worm tog sig på at skrive en bog om hornet. »De aureo cornu« (Om det gyldne horn) udkom allerede 1641 – to år efter fundet – og er i nogen grad et hastværksarbejde, hvilket har sin årsag i, at en anden af tidens lærde mænd, dr. Henrik Ernst i Sorø, havde kastet sine øjne på hornet, så det gjaldt for Worm om at komme først. For en bedrevidende eftertid er bogens lange og lærde fortolkning af fundet uden interesse, men beskrivelsen af fundforholdene og af hornet selv er af største værdi, idet den rummer næsten hele vor viden om den nu tabte skat. Det kobberstik, som følger med bogen, er den eneste eksisterende afbildning af hornet, som med sikkerhed kan siges at have haft det originale guldhorn som model.

Det korte guldhorn – således kaldet, fordi den tynde ende af hornet er afbrækket og mangler – kom for dagen 1734 få skridt fra det sted, hvor det lange horn var fundet 95 år tidligere, og som dette liggende tæt under jordoverfladen. Også det nye fund kom i kongens besiddelse og fandt således sammen med forgængeren, der på det tidspunkt var havnet i det kongelige kunstkammer. Der eksisterer flere beskrivelser og tegninger af det korte horn, men billederne er gennemgående af ret ringe kvalitet. Langt det bedste er en udtegning af hornets billedudsmykning, som skylder arkivar i rentekammeret J. R. Paulli sin tilblivelse.

Tyveriet og tilintetgørelsen af de »tvende bekendte ældgamle i Holsten(!) fundne guldhorn«, som det hed i politiets bekendtgørelse, maj 1802, bragte på én gang helt nye problemer ind i guldhornsforskningen. De gamle tegninger og beskrivelser, som allerede dengang var forældede og trængte til fornyelse, blev på én gang vigtigt kildemateriale, og der er blevet ledt flittigt i arkiver, biblioteker og museer for om muligt at forøge dette stof. Det havde været uvurderligt, om der havde eksisteret afstøbninger af de to horn, og helt uden holdepunkter var forhåbningerne i den retning ikke. Den førnævnte dr. Ernst i Sorø var af prinsen blevet lovet en kopi af det lange horn støbt i bly, men muligvis er det blevet ved løftet, i hvert fald er blyhornet aldrig dukket op. På et senere tidspunkt blev hornene imidlertid kopieret, endda hele to gange. Det ene sæt kopier blev sendt til Rom, men nåede aldrig frem, idet skibet forliste ved Korsika. Det andet sæt var bestemt for en professor i Dresden, og hvordan det er gået med dem vides ikke. Muligheden foreligger, at de en dag kan dukke op, og andre kopier, som vi intet kender til, kunne måske også tænkes at komme for lyset, men vi kommer ikke videre med guldhornssagen ved at klynge os til disse spinkle håb. Vi må nøjes med det kildemateriale, vi har; det er ikke for godt, og i hvor høj grad tør vi stole på det?

På forhånd er vor tiltro til gamle tegningers pålidelighed ikke stor, og hvad det lange guldhorn angår har Worm selv ytret en vis utilfredshed med sin kobberstikkers arbejde. »Jeg havde gerne ønsket, at denne udmærkede mand havde drejet dette guldhorn så ofte i sine hænder som jeg«, sukker han i et brev til en professorkollega. En tilsvarende kritik er på et senere tidspunkt fremført af præsten Jørgen Sorterup, men det er værd at bemærke, at det er mod figurernes »længde og bredde, placering og indbyrdes afstand«, indvendingerne rettes, ikke mod deres holdning, lemmernes stilling eller motivets hele art; på disse punkter kan tegningen antagelig anses for nogenlunde korrekt, hvad man da også får en vis bekræftelse på, når man sammenligner de to horns figurmotiver, som har mange gengangere med mulighed for gensidig kontrol. Når det kniber lidt med proportionerne i det wormske guldhornsbillede, hænger det sammen med den anvendte gengivelsesteknik, som i virkeligheden er et kompromis mellem to forskellige tegnemetoder. Man ønskede at vise både hornets form og samtlige billeder, og det kræver i virkeligheden to tegninger, nemlig dels en perspektivisk gengivelse af hornet set fra en bestemt synsvinkel, dels en plantegning af hornets udfoldede overflade. Men man har altså ment, at det kunne være nok med ét billede, og det har man så indrettet efter formålet. Det viser hornet set fra siden med bagsiden klippet op og bøjet ud til siderne som et par vinger – det sidste dog naturligvis kun på papiret. En rigtigt udfoldet billedring skal – som dr. S. A. Andersen har påpeget – have en længde, der er lidt mere end tre gange ringens diameter, men Worms ringe er kun to gange diameteren. Ikke underligt, at der er blevet trængsel, da figurerne således skulle stuves sammen på to tredjedele af den oprindelige plads. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)