Trukket på land

Og det må siges, at det er gået tilbage for forrige århundredes Per Nilen med sandjollen. Hans forfædre var vikingerne, de berømte eller berygtede – deres omdømme er afhængigt af tid og sted. Gulvsand var ikke deres mål i livet, og det var ikke joller, de besang, men skibe, der bar deres besætning rundt i verden, dels på handelsfærd, dels på røvertogter, oftest vel begge dele i forening efter tid og lejlighed. Sommetider samledes dengang flåden for at stævne mod fælles mål. Ikke kongens flåde; nej, den var sammensat af storbøndernes egne skibe, der hver især var under kommando af sin ejer.

Også vikingen trak – ikke sin jolle, men sit langskib på land. Men hvor og hvordan?

For nogen tid siden meddeltes det til Nationalmuseet, at der ved Harre Vig nord for Skive var fundet et par skibssætninger. Det var nu ikke helt rigtigt – det var bedre endnu. Nede på stranden, under klinten, kun en halv snes meter fra vandkanten, dér hvor Harre Nor går over i Harre Vig, lå – og ligger stadig – to hustomter. Væggene markeres af 50 cm høje jordvolde. Længden er 25 m. Husene er, som planen viser, af oval form. Begge er åbne i den ene ende – den ende som vender ud mod vandet.

Her har man kunnet synge om at trække sit skib på land, for det, vi har med at gøre, er grundvoldene til to bådeskure, to »naust« (udtales »nøst«, det oldnordiske ord for bådeskur). Anden fornuftig forklaring kan næppe gives på de to hustomter. Så afsides, uden for vej og sti, lægger man ikke beboelseshuse og slet ikke så tæt ved, og med åben gavl ud mod vandet.

En mindre gravning afslørede hverken kulturlag, særligt gulvlag eller stolpehuller; kun de jordbyggede vægge liggende direkte på gammel strandbred, der aldrig har været dyrket. Een eneste genstand blev fundet; en 10 cm lang jernnagle af den sædvanlige slags, der kendes fra skibe. Tolkningen »naust« synes hævet over enhver tvivl. (Fig. 2, fig. 3)