Trukket på land
Per Nilen han trækker sin jolle på land -- Siden oldtids dage har en del af landets befolkning delt sin tilværelse ligeligt mellem vand og land, som verslinjen antyder. Den danner indledningen til en sang fra forrige århundrede, hvis hentydninger vel dengang blev forstået af tilhørerne; nu virker den som helhed temmelig »apokryf«. Kun så meget forstås umiddelbart, at det drejer sig om en mand, der graver sand, vel til at strø på gulvet i kroens slyngelstue. - Ak ja, det kan jo blive småt for enhver, som nogen siger uden større medlidenhed, når de hører om én, det er gået tilbage for. (Fig. 1)
Af Ramses
Fig. 1. Tegning: Jens Aarup Jensen.
Og det må siges, at det er gået tilbage for forrige århundredes Per Nilen med sandjollen. Hans forfædre var vikingerne, de berømte eller berygtede - deres omdømme er afhængigt af tid og sted. Gulvsand var ikke deres mål i livet, og det var ikke joller, de besang, men skibe, der bar deres besætning rundt i verden, dels på handelsfærd, dels på røvertogter, oftest vel begge dele i forening efter tid og lejlighed. Sommetider samledes dengang flåden for at stævne mod fælles mål. Ikke kongens flåde; nej, den var sammensat af storbøndernes egne skibe, der hver især var under kommando af sin ejer.
Også vikingen trak - ikke sin jolle, men sit langskib på land. Men hvor og hvordan?
For nogen tid siden meddeltes det til Nationalmuseet, at der ved Harre Vig nord for Skive var fundet et par skibssætninger. Det var nu ikke helt rigtigt - det var bedre endnu. Nede på stranden, under klinten, kun en halv snes meter fra vandkanten, dér hvor Harre Nor går over i Harre Vig, lå - og ligger stadig - to hustomter. Væggene markeres af 50 cm høje jordvolde. Længden er 25 m. Husene er, som planen viser, af oval form. Begge er åbne i den ene ende - den ende som vender ud mod vandet.
Her har man kunnet synge om at trække sit skib på land, for det, vi har med at gøre, er grundvoldene til to bådeskure, to »naust« (udtales »nøst«, det oldnordiske ord for bådeskur). Anden fornuftig forklaring kan næppe gives på de to hustomter. Så afsides, uden for vej og sti, lægger man ikke beboelseshuse og slet ikke så tæt ved, og med åben gavl ud mod vandet.
En mindre gravning afslørede hverken kulturlag, særligt gulvlag eller stolpehuller; kun de jordbyggede vægge liggende direkte på gammel strandbred, der aldrig har været dyrket. Een eneste genstand blev fundet; en 10 cm lang jernnagle af den sædvanlige slags, der kendes fra skibe. Tolkningen »naust« synes hævet over enhver tvivl. (Fig. 2, fig. 3)
Fig. 2. I den islandske lovbog Grågås finder man følgende bestemmelse; » … Skibsstyreren kan hegne sit skib med græstørv og sten og foretage det arbejde på jordejerens grund på et sted, hvor der hverken er ager eller eng.« - Sådan ligger jo netop de to skure ved Harre Vig. De er dog næppe bygget for tilfældigt passerende skibe; snarere hører de, som sagt, til gårdene.
Fig. 3. Her er det norske Tuneskib sat på bedding i et af Harrebjergskurene.
Hvem har de tilhørt? Sikkert gårdene yderst på Harrebjerg. Og det er måske ikke tilfældigt, at de ligger på hver side af skellet mellem de to gårde, der vel har eksisteret allerede i vikingetiden, selv om det ikke er bevist.
Nu løb vikingetiden igen i pennen helt af sig selv. De to naust kan nemlig dårligt være fra nogen anden periode, senest da fra tidlig middelalder, fra før det tidspunkt, da Limfjordens vestlige udløb sandede til. Senere end da har der ikke været brug for skibe på et par og tyve meters længde på dette sted. Det er jo havgående skuder på Gokstad-skibets størrelse, der har været trukket på land her i vintersæsonen, og de har været helt ubrugelige til det jollefiskeri og det sandgraveri, Per Nilen måtte tage til takke med i Limfjorden efter nævnte naturkatastrofe.
Her har man i hine tider, da kæmper drog ud til fjenders mén, kunnet se et par af de ledings-skibe, der engang forgæves ventede på Knud den Hellige. Han havde som bekendt besluttet » … at gøre et tog til Angelsaxernes land for ved tapper krigerdåd at fri deres folk fra det uværdige trældoms åg - eller dog i det mindste øve og opdrage krigernes sind ved nattevagt, ængstelse, sult, tørst og anden møje, at dog ikke som hidtil deres syndighed skulle trives i letsind… «. Knud selv kom ikke, og den lange ventetid uden mulighed for udfoldelse af nævnte letsind, de andre prøvelser ufortalte, udløste oprøret, der endte med mordet på Knud i Sct. Albani kirke i Odense.
Snart efter sandede fjorden til, og siden er ingen langskibe set i de farvande.
