Troldmandstasken

Vor viden om den ældre bronzealders kultur i Danmark er egentlig meget ensidig. Vi kender mere end to et halvt tusind gravfund; men kun yderst få bopladser, og den eneste hustomt, der er fundet, er udgravet under en gravhøj og synes snarere at have forbindelse med gravlægningerne end at være rester af et beboelseshus. Det er altså ikke ganske ubegrundet, når man har fremført den påstand, at vi næsten er tvunget til at betragte bronzealderens samfund med bedemandens øjne.

Af Ebbe Lomborg

Billede

Trods denne ensidighed har en række af fundene – og ikke mindst de velbevarede egekistegrave – glimtvis gjort os tidens mennesker og deres levevis meget nærværende. Detailler, som for eksempel klædedragten, dens fremstilling og måden, den blev båret på, er det muligt for os at studere, ja selv en så speciel ting som tidens hårmode har vi fået indblik i. I så henseende er disse fund enestående – ikke blot i Danmark, men i hele Europa.


Det er netop en ganske lille detaille i påklædningen, vi skal se på i det følgende: mandsdragtens bæltetaske. Egentlige lommer er et ukendt begreb i oldtidens dragt. Man har hjulpet sig ved at bære sine småting i bæltet – til tider anbragt i en lille pose eller taske. Således også i ældre bronzealder.


Det første og hidtil bedst bevarede fund af denne art blev gjort i 1845 på Hvidegårdens mark ved Kongens Lyngby. En gårdejer var ved at sløjfe en gravhøj, midt i højen stødte han på en stenkiste, og da han løftede en af dens dæksten for at kunne kigge ned i den, så han noget brunt tøj og mente at skimte et sværd. Omgående blev der sendt bud til Museet for nordiske Oldsager (det nuværende Nationalmuseum), samtidig med at graven blev tildækket og sat under bevogtning, for at alt kunne forblive urørt. Museet mødte mandstærkt op: inspektøren etatsråd Thomsen, assistenterne Herbst og Strunk samt regimentskirurg Ibsen. Sidstnævnte stod for konserveringen af de fundne sager. De blev efter en foreløbig behandling på stedet ført til museet, hvor den endelige undersøgelse fandt sted (Fig. 1). En så eksemplarisk behandling fra alle sider er kun blevet få af datidens oldtidsfund til del.


Udgave: Skalk 1966:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.