Trindøkser

I den gamle kystskrænt ud mod det forhenværende sund, nu Melby Enghave, blev i sommer gjort et oldtidsfund. Historien om, hvordan det kom for dagen, er i sit forløb næsten klassisk: Et par drenge gravede hule i skrænten. Et godt stykke nede i sandet stødte de på menneskeknogler, et helt skelet, men uden at ane, hvad det var, de havde fundet, fortsatte de arbejdet og nåede at grave brystkasse, bækken og det meste af armene bort, før fundet af kraniet fik sagens sammenhæng til at gå op for dem. Et nedgravet lig! Kunne det være en myrdet person? Politiet blev tilkaldt - og distriktslægen, de synede skelettet og de flintafslag, som var fundet i jorden omkring det og skønnede, at dette faldt uden for deres embedsområde; en eventuel morder måtte for længst have unddraget sig den jordiske retfærdighed. Nationalmuseet, som nu blev alarmeret, var betydelig mere interesseret. Fundets beliggenhed i en gammel strandvold kunne tyde på, at man stod over for en grav fra ældre stenalder, og da sådanne er yderst sjældne, var der god grund til at tage fat, hvor drengene slap. Vi gik altså igang med at afdække de sørgelige rester, som viste sig at være endnu sørgeligere end ventet, idet en ældre forstyrrelse uden for drengenes huleudgravning havde ødelagt det meste af skinnebenene. Tilbage af den hårdt prøvede skeletmand var - stort set - kun lårbenene og hovedet.

Hvis det havde været det hele, ville fundet nok hurtigt være blevet lagt til side, men det var det heldigvis ikke. Da der blev gravet ned omkring kraniet, som endnu lå på plads med kun ansigtet frilagt, kom overraskelsen. Tæt op ad hovedet lå to stenøkser, side om side, men med æggen vendende hver sin vej. At økserne hører til manden, er der ingen tvivl om, de er gaver, han har fået med sig, og det er jo ikke så usædvanligt i en oldtidsgrav. Det mærkelige er øksernes art; de er ikke af flint, men af den noget sjældnere grønsten og i øvrigt af den type, som kaldes trindøkser på grund af den trinde, nærmest pølseagtige form. Trindøksen er fundet i grave - men i Sverige, aldrig før i Danmark. Herhjemme kender vi den kun fra løsfund og bopladser. Sjældent er fundet i hvert fald, hvad man så ellers kan sige om det.

En grav med en karakteristisk oldsagsform - oven i købet i to eksemplarer - skulle normalt være let at placere i tid og kultur, men denne danner en undtagelse. Det forholder sig nemlig sådan, at flere af de stammer, som til forskellige tidspunkter befolkede stenalderens Danmark, har brugt trindøksen. Første gang, den dukker op, er i midten af ældre stenalder, og den fortsætter perioden ud, hovedsagelig knyttet til »Ertebøllefolket«, et jæger- og fiskerfolk, som fortrinsvis holdt til ved kysterne; dets bopladser er fundet i stort tal på Øerne og i Øst- og Nordjylland, derimod aldrig i Vestjylland.

Omkring år 3000 før Kristi fødsel begynder agerbruget at vinde indpas i Danmark. Det anfægter ikke i særlig grad kystbefolkningen, som med indgroet mistillid til alt nyt fortsætter sin hidtidige levevis en god stund endnu - dog altså uden trindøksen, som nu er erstattet af andre økseformer. De første århundreder af agerbrugets tidsalder synes at have været relativt fredelige, hvilket var heldigt for det nye erhverv, der derved fik mulighed for at konsolidere sig. Prøvelserne kom omkring midten af yngre stenalder i skikkelse af en række indvandrerfolk. Fra syd, op gennem Jylland, rykkede enkeltgravsfolket frem, men helt uafhængigt heraf blev landets nordlige og østlige egne samtidig invaderet af »grubekeramikerne«, som kom østfra, fra Sverige. På det tidspunkt dette skete, lå de sidste af de gamle Ertebøllejægere antagelig i deres grave; i hvert fald var det på deres territorium, grubekeramikerne slog sig ned, og det er ikke så mærkeligt, for også de var kystboer med jagt og fiskeri som hovederhverv - hvilket ikke har forhindret dem i lejlighedsvis at holde husdyr, navnlig svin, som det fremgår af fund på svenske bopladser, ja måske har de endogså drevet lidt agerbrug. Man har villet forklare grubekeramikernes gæsteoptræden på de danske kyster ved at antage, at de har drevet flinthandel; Danmark havde jo det eftertragtede råstof, som der var mangel på i andre egne af Skandinavien. Det får nu være, vi nøjes med at notere os, at også grubekeramikerne kendte trindøksen.

Er den døde i Melbygraven en grubekeramiker eller en Ertebøllemand? Begge muligheder foreligger, og begge er spændende, for af Ertebøllefolkets grave kendes kun nogle få og af grubekeramikernes slet ingen på dansk jord. Visse træk ved øksernes overfladebehandling og deres placering nær hovedet taler for, at graven er grubekeramisk, men det alene er et for spinkelt grundlag at afgøre sagen på.

Vort sidste håb er de naturvidenskabelige dateringsmetoder, men af disse har pollenanalysen vist sig uanvendelig i det foreliggende tilfælde, og tilbage er nu kun kulstof 14-metoden. For at bruge den er det nødvendigt at ofre en del af skelettet, og det kan først ske, når anthropologerne er færdige med deres undersøgelser. En dag vil - forhåbentlig - geigertællerens tikken afsige den endelige dom.