Trelleborg

Stednavnet Trelleborg fik interesse og aktualitet ved opdagelsen af vikingeborgen ved Slagelse. Ved den lejlighed blev navnet underkastet en indgående undersøgelse af Gunnar Knudsen, der tolkede det slet og ret som "Trællenes borg", en borg der på en eller anden måde har relation til trælle, ejes af dem, tjener til ophold for dem, er bygget af dem eller lignende. I den seneste tid er interessen for navnet genoplivet gennem artikler af Axel Steensberg og Nils Lunn i sidst udkomne numre af henholdsvis Budstikken og Kumi. Steensberg mener, at det er vikingehusenes karakteristiske stolpeomsætning (tralværk), der har givet borgen navn. Lunn slutter sig i hovedsagen til denne teori. men mener ud fra militærtekniske betragtninger, at det navngivende tralværk må være voldens palisader. Til disse nyere tydninger kommer en ældre, der antager, at "Trojaborg" er den oprindelige form af navnet, der altså skulle have rod i den homeriske sagnverden.

Af Henrik Herschend

For at dømme mellem disse forskellige muligheder kan det måske være af interesse at se, hvordan spørgsmålet om Trelleborgens tilblivelse tager sig ud set fra en retshistorisk synsvinkel.

Lorens Fröhlichs romantiske Dannevirkebillede i vore bedsteforældres "Fabricius' Danmarkshistorie" gengiver et efter 1864 særligt tillokkende folkeligt sagn om hele folkets medvirken til Dannevirkes rejsning. På nordisk grund findes der dog ingen historisk bekræftede vidnesbyrd om befæstningsarbejder udført som pligtarbejde af landets befolkning, og set i retshistorisk belysning må det indrømmes, at en sådan pligt heller ikke kan antages før efter Valdemarernes tid, og at det frivillige bidrag må anses for stridende mod tidens opfattelse af den frie borgers stilling i samfundet, naturligvis bortset fra en akut nødsituation.

Som allerede udgraverne kunne fastslå, har Trelleborg ved Slagelse krævet "en talrig og velskolet arbejdsstab", dog næppe mere end få hundrede mand, i en kortere periode, og ved tiden omkring år 1000 har det for kongemagten ikke været vanskeligt at skaffe fornøden arbejdskraft i dette omfang fra trællenes kreds. At trælle betyder den dag i dag at udføre hårdt, legemligt arbejde for andre og det kan anses for givet, at dette typiske trællearbejde har ligget ganske uden for, hvad ledingsopbuddets astadsmænd endsige hirdens udvalgte bondearistokrati har haft pligt eller lyst til. Dette fremgår klart af en gennemgang, som pladsforholdene her ikke tillader, af ledingsreglernes og vederlovens udformning og forudsætninger, jfr. også at visse vanærende forbrydelser på landskabslovenes tid ligefrem blev straffet med arbejde som træl for kongen. "Arbejdet adler" er en senere tids opfindelse, og det er langt fra, at trælle satte sig et af den ærekære kriger misundt, pragtfuldt monument. Man kommer vist sandheden nærmere, når man går ud fra, at den fri mand tværtimod meget skulle have sig frabedt selv en mistanke om at have lagt ryg til et sådant trælleværk.

Arbejdets udførelse af lokale bønder som "innæ", dvs. ydelser i forbindelse med kongens befordring og ophold rundt i landet, ville også ligge helt uden for, hvad dette begreb havde mulighed for at hjemle, og "innæ" er sammen med ledingstjenesten de eneste kendte former for personlige arbejdsbyrder i forhold til samfund og kongemagt, selv så sent som på landskabslovenes tid, og dette gælder også i forhold til gårdsæder og landboer.

Trelleborg viser bl.a. ved sin udadvendte forsvarskarakter, at den ikke har været anvendt af trælle, men det er i virkeligheden utænkeligt, at anlæg af denne type kan være udført af andre end trælle. Hvis navnet stammer fra opførelsestiden, synes andre tolkningsmuligheder derfor at kunne opgives, eller i al fald kun al burde tillægges subsidiær værdi. Kort sagt, disse "offentlige arbejder" udført af en for egnen imponerende samling trælle er simpelthen fuldstændig logisk og naturligt blevet kaldt trælleborge.

Fortolkningen giver endelig også en naturlig forklaring på, at navnet har holdt sig så almindeligt ved den senere middelalders hoveriprægede borgarbejde. Ganske vist forsvinder nemlig det retlige begreb træl i det 13. århundredes slutning, men de trælse arbejdspræstationers arvtagere træller uanfægtet videre uden hensyn til, om der også har været "trallet" til arbejdet og aldeles uden kendskab til Homers Troja.
(Fig. 1).

Billede

Fig. 1. Ingen figurtekst