Tran til Anholts lamper

1866 lod Nationalmuseet pladserne undersøge, men først i de senere år er man for alvor blevet klar over, hvad det drejer sig om. Som bekendt blev Danmark flere gange i løbet af yngre stenalder invaderet - således fra Sverige omkring periodens midte. (Fig. 1). Indvandrerne - grubekeramikere har man kaldt dem efter deres karakteristiske lertøj - kom fra kystegne og bosatte sig i kystegne. Den danske befolkning var på det tidspunkt veletablerede bønder, de kunne med nogen ret føle deres territorium krænket, så det var måske meget fornuftigt af de nyankomne at holde sig i periferien. Hovedgrunden var dog nok, at indvandrerne ikke var bønder, men fangstfolk, der for en stor del hentede deres føde i havet. Anholt har budt dem udmærkede betingelser - og i tilgift al den flint de kunne ønske sig til fremstilling af deres redskaber. Hvordan de i deres skindbåde har fundet ud til den ensomme ø er et åbent spørgsmål, men at de har været her er sikkert; det er grubekeramikernes karakteristiske redskaber, man finder ved stenrevlerne, og mængden viser, at helt ubetydelig kan bosættelsen ikke have været. (Fig. 2). Faktisk hører pladserne her til de rigeste, disse stammer har efterladt sig her til lands.

Det kan skyldes, at øen, ud over de omtalte goder, havde noget, som må have gjort den særdeles tiltrækkende netop for disse mennesker, nemlig mængder af sæler i havet ud for kysterne. De store havpattedyr, hvis fangst var grubekeramikernes speciale, er nu mindre almindelige i danske farvande, men i stenalderen synes bestanden at have været stor, og det er sandsynligt, at de små Kattegatsøer - dengang som senere - var yndede tilholdssteder for flokkene. På den lillebitte Hesselø, beliggende nord for Sjælland, er der fundet sælknogler i stort tal sammen med grubekeramiske sager. Knoglefund i større mængde kendes endnu ikke fra Anholt, men vi ved, at sælerne har ynglet her, og vi har fremragende oplysninger om, hvordan sæljagter foregik senere, i historisk tid. Er det urimeligt at ofre et par sider på øen og på det mærkelige erhverv, som - bortset fra Grønland - forekommer fremmed for vore kyster?

(Fig. 3)

Der ligger en ø i Kattegat,
den Ligger så ganske alene.
Det er da kun en liden klat
en bunke sand og stene.

Det lille vers siger i al sin primitivitet det væsentlige om Anholt, blot kan man ikke helt tilslutte sig sidste linje, for øen er trods sin lidenhed udstyret med en ejendommelig og afvekslende natur af stor skønhed. Den er en halv snes kilometer på den længste led og højest mod vest, hvor et moræneaflejret bakkedrag hæver sig indtil 48 meter over havet. Den østlige, flade del er det, som kaldes Ørkenen, den er stærkt præget af flyvesandsbanker, der tidligere vandrede for vinden, men som nu er tilgroet og bragt til ro. En vigtig del af Ørkenen er Sælhøjene (Sællehewn), her ud for har sælerne fra Arilds tid haft deres leje- og barselsplads, som de dog nu har opgivet. Efter sigende var det englænderne, som under besættelsen af øen 1809-14 skræmte dyrene væk med deres skyderi.

Øens beboere har tidligere drevet landbrug, men det er nu opgivet til fordel for fiskeriet, der iøvrigt altid har været hovederhverv. I det lille isolerede samfund med så få naturlige ressourcer var sælfangsten en kærkommen indtægtskilde. Geografen A. Berntsen fortæller 1656 i sin »Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed«, at øens største næring var strandfiskeriet »og i synderlighed de mangfoldige sælhunde, de der fange og dræbe, hvortil landet egner sig meget med de vidtstrakte rev og sandgrunde, der undertiden er ganske tørre. På hvilke indbyggerne er tilrede, når vandet siden falder, og stiller sig mellem stranden og dem, og da med store køller på en tid kan dræbe nogle snese, af hvis spæk og skind de gør sig god fordel. Sælen kan med sin agterdel gøre sådanne slag og stød, at jægeren, hvis han ikke passer på, ofte må se sig strakt til jorden. Sælen derimod er sådan et hårdt bæst, at han aldeles ikke lader sig overvinde, med hvor store hug han end tærskes, såfremt hovedet ikke rammes, som han derfor så længe som muligt holder fri. Dog tilsidst hjælper det ham ikke, eftersom dette folk er så øvede, at de sjældent fejler deres sigte«. Dette er den ældste nu kendte beskrivelse af sælfangsten på Anholt. Den giver et klart billede af en fangstmetode, som sikkert har urgamle rødder.

I sin Peder Paars retter Holberg grimme beskyldninger mod Anholts beboere, der, som han siger, »lever kristeligt og nærer sig af vrag«; men han får svar på tiltale af Frederik Rostgaard, ejer af godset Anholt, som i en indberetning ca. 1720 fremhæver, at øens hovederhverv er småfiskeri og undertiden sælhundefangst, hvorved vinterføde kan indkøbes fra Grenå og Ebeltoft. - Af den årlige fangst kunne der, meddeler en lidt yngre kilde, udvindes syv-otte tønder tran.

»Når præst og foged holder sammen, er det forbi med Anebuen (Anholtboen)«, sagde man - men det gjorde de heldigvis ikke altid, hvad vi har en beretning om fra midten af 1700-årene: Præsten Perle og fogden Visborg var ikke gode venner, og værre blev det, da fogdens drenge brød ind hos kirkeværgen, mens denne var til alters, og stjal kirkens der forvarede andel af trannen. Sagen blev indanket for øens ejer, der holdt rettergang med det resultat, at fogden blev afsat. Forgæves søgte den dømte at formilde godsejeren med følgende rimede replik: »På jorden der træde jeg må til min død, endskønt den mig brænder som gloende rød«. Hvortil herren svarede: »Du kan jo svale dine fødder i tran«.

En slags fredning af sælerne blev praktiseret. Skydning under enhver form var forbudt, og om sommeren måtte man ikke dræbe dem, kun om vinteren var det tilladt at nedlægge et bestemt antal. I tidsskriftet »Iris og Hebe« (aprilnummeret for 1801) har præsten Lorenz Bynck nedfældet sin indgående viden om de anvendte fangstmetoder. (Fig. 4). På øens nordstrand, fortæller han, har sælerne gennem århundreder haft deres leje, hvor de barslede og gav die til deres yngel. I liggetiden var al færdsel her forbudt, og fra juledag, hvor erfaringsvis en stor mængde sæler havde samlet sig for at barsle, var hele stranden fredlyst. Kyndelmisse dag (2. februar) gik jagten ind, da begav fogden sig ud til lejet ledsaget af tre gårdmænd alle medbringende en kølleformet prygl af træ med et krogformet jernspiger i den tykke ende. Hvor dyrene skulle søges, var der ingen tvivl om, det markeredes tydeligt ved mængden af måger og rovfugle, der forhåbningsfuldt kredsede over stedet i forventning om smuler fra sælernes måltid. Man sneg sig frem mod vinden, idet sælens lugtesans er bedre end dens syn, og kunne nu, fra kanten af klitterne, kigge ned på lejet, hvor de lysegule sælunger lå, seks-syv skridt fra havstokken, i dyb søvn, udstrakt på ryggen som sovende småbørn. Ingen af de gamle var at se, men det var også ungerne, man var interesseret i. Med øvede øjne udså man sig byttet, der af alder skulle være fire-fem uger, hvor det sortblommede netop kan skimtes under de gule mælkehår; så var spækmængden passende, og på den anden side ungen ikke så stor, at man kunne risikere, den stak til havs med moderdyret. Nu lod en af gårdmændene sig glide ned ad skrænten. Som et firben mavede han sig hen til den udvalgte unge, hævede sin prygl og dræbte den med et slag over snuden, hvorefter han huggede jernspigeret i dyret og tiltrådte tilbagetoget slæbende den blodige sæl efter sig. Ingen af de sovende unger reagerede, ejheller under de påfølgende drab. De døde dyr blev gravet ned i klitterne. - Hver fjerde eller femte dag drog tre mænd ud. Således hele februar måned igennem indtil begyndelsen af marts.

I slutningen af liggetiden parres eller, som anholterne sagde, kreatures sælerne under stort postyr på grund af hannernes kamp om hunnerne. I denne periode var det tilladt at nedlægge et par hanner, som gik uden om det almindelige regnskab; pengene, som kom ind for dem, blev brugt til fælles indkøb af brændevin - af bedre eller ringere kvalitet alt efter byttets huld. At dræbe sovende unger var, som det fremgår, en forholdsvis let sag, men at nedlægge voksne, tilmed stærkt ophidsede, hansæler krævede omringning og kamp, så her måtte alle mand af hus. Denne tur havde dog også et andet formål, nu blev nemlig alle de døde sælkroppe gravet op, læsset på vogne og kørt til fogdens gård, hvor de blev parteret - én del til godsejeren, en anden til bønderne og præsten - og sluttelig afkogt. Udbyttet, trannen, anvendtes til belysning (hvis man da ikke foretrak at lægge selve de rå spækstykker i lampen), og det overskydende blev solgt. De afkogte kroppe benyttedes til hønsefoder, af skindene forarbejdedes tobakspunge, som fiskerne afhændede i Helsingør.

Allerede dengang - 1801 - var efter Byncks mening bestanden i stadig aftagen. I hans tid var det almindeligt, at der nedlagdes 40-50 unger pr sæson. Da trannen fra en unge omtrentlig kunne fylde et anker, får vi herigennem en forestilling om udbyttets størrelse.

Det næsten menneskelige, der kan være over sælernes fremtoning, måtte, i en tid hvor overtroen florerede, naturligvis sætte sig spor i form af sagn om havfruer og havmænd. Af sådanne er der flere på Anholt. En underfoged, som en aften gik langs stranden, traf på en havmand, som han først tog for en sæl og ville dræbe, men før han vidste af det, var han bastet og bundet med usynlige bånd og strikker. Han læste og bad, alt det han vidste, men måtte stå der indtil sol gik op. Så gik havmanden i søen, og fogden slap fri. - På stranden ved Bræde bro lå en stor sten, hvor man oftere har set en havfrue sidde og kæmme sit lange hår. - En anden havfrue (eller var det måske den samme?) blev flere gange set af to mænd, som færdedes på stranden. Første gang troede de, det var en sæl, og listede sig på vanlig vis nærmere for at slå den; men da det kom til stykket, kunne de ikke, for den så dem så bedende i øjnene, og de syntes, at den havde menneskeansigt. De var flere gange i lag med den, og den lignede da også et menneske på forkroppen, men havde dog en lang hale, som den slog op om ryggen og skulderen, så den hang ned på brystet.

Den som i tusmørket skjuler sig i en klit ved Flakket, hvor man endnu kan være heldig at møde sæler, undrer sig ikke over disse gamle sagn eller over, at de har kunnet opstå. Der er en særlig vild stemning over den kilometerlange øde strand, hvor bølgernes drøn er den eneste lyd i den tiltagende skumring, som lyses op af hvide skumbræmmer mod sandrevlerne. Pludselig dukker et par mørke hoveder op midt i brændingen; det er spejderne eller fortroppen for den flok af sæler, som holder til i farvandet omkring Anholt. Føler de sig trygge, kan den tyste tilskuer i klitten iagttage deres elegante krumspring i det rette element. Nu følger resten af flokken efter, og snart er de alle samlede på det lave vand inden for brændingen, hvor de helt har mistet den lette ynde, der kendetegnede vandpantomimen. Bredbovede maver de sig ind til natteleje på stranden, hvorfra de tidligt om morgenen bryder op. For et par år siden kunne man tælle en flok på ca. hundrede hoveder. Året efter var der langt færre, sidste år igen mange.

Grubekeramikernes besøg ved de danske kyster blev ikke af lang varighed - nogle få hundrede år - men sælerne holdt stand, omend efterhånden i noget svindende antal, og de har sikkert været anholterne til nytte også i det lange tidsrum, vi savner oplysning om. Oldtidsfolkets fangstmetoder kender vi ikke meget til, men harpun har sikkert været brugt, måske også bue og pil og højst sandsynligt kølle. Den primitive nedslagning, som benyttedes endnu omkring år 1800, kan meget vel have årtusinder bag sig. Det hænder, at der går lange linjer gennem kulturhistorien.

Lit: Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1950 (om den grubekeramiske kultur). - Kuml 1970 (om fangstdyr ved danske strande). - Peter Linde: Anholt. Kbh. 1948. Fra sidstnævnte bog er artiklens slutvignet hentet.