Trællen

Sangen om Rigs vandring er bevaret i et islandsk håndskrift fra 1300-årene. Digtet, der nedenfor gengives (forkortet) i Martin Larsens oversættelse, har muligvis Norge som hjemsted. Tilblivelsestiden er usikker; men antagelig ligger der lange tiders mundtlig overlevering forud for nedskrivningen.

Af Harald Herdal

Graa saa man vandre
— grøn laa stien —
karsk og kraftig,
klog as-kæmpe;
rask gik og rørig
Rig utrættet, han gik mange mil
midt paa vejen.

Han saa en hytte,
halvt slutted døren,
ind gik gæsten,
ild var paa gulvet,
der sad et par,
pjaltet klædte,
Oldefar, Oldemor,
udslidt begge. - -

Da tog Oldemor
urent brød,
klumpet, klistret,
klægt af avner,
bar saa maden ind
midt paa skiven,
søbe i skaalen
satte hun frem,
med kogt kalv
kræsed hun.

Rig gav dem
raad med vid i,
rejste sig op
rede at sove,
mellem dem laa han
midt paa lejet
og paa hver side
vært og husmor.

Der holdt han til
i tre nætter,
gik saa mange mil
midt paa vejen.

Fra de nætter gik der
ni maaneder,
søn fik konen,
sort var huden,
han blev vandøst,
hed saa Træl.

Han skød i vejret,
og vækst fik han,
der sad paa haanden
hornet skind,
krumpne knoer,
knortet negl,
stumpe fingre,
stygt hans fjæs,
ludet ryg,
lange hæle.

Han lagde kræfter i,
knægten ased,
brændsel bar han,
bastet sammen
og gav ilden kvas
den udslagne dag.

Du kom til gaarden
Grovskanke,
snavs var paa saalen,
solskoldet armen, næsen hang ned,
hun nævntes Tøs.

Mødig sad hun
midt paa bænken
og hos hende
husets søn; de hvisked og tisked,
hvilen delte
Træl og Tøs
tunge døgn.

Børn avled de,
bar deres skæbne, de hed, tror jeg,
Hæs og Fjøse,
Klods og Klumre,
Klammer, Stygge,
Dumpe, Diger,
Dvask og Graamand,
Halt, Hulrygget;
de hegned marken,
gøded jorden,
grise gav de,
vogted geder,
graved tørv.
Døtre avled de,
Drunte og Klunte,
Uro, Ordrig
og Asketud,
Kluntlæg, Kævle
og Knævretøs,
Trævleskørt
og Traneben.
Derfra kan man tælle
Trælles ætter.

Og digtet fortsætter:

Saa drog Rig af sted
ret ad vejen,
kom til en hal,
her var der lukket,
ind gik gæsten,
ild var paa gulvet,
der saa han ungt
ægtepar sysle

Rask tog kvinden
rok og spandt,
maalte tvunden
traad og væved.
Fald smykked haaret,
fæste smykked brystet,
linned dækked halsen,
lukker paa skulderen.
Bedstefars og Bedstes
bo det var. –

Der holdt han til
i tre nætter,
gik saa mange mil
midt paa vejen.

Fra de nætter gik der
ni maaneder.
Dreng fik Bedste,
han døbtes i vand;
han kaldtes Bonde,
hun bandt svøbet,
hans kind gløded,
kvikt spilled øjet.

Han skød i vejret,
og vækst fik han,
studen han tæmmed,
stelled til pløjning,
tømred bolig
og bygged lade,
gjorde sig vogne
og vendte sin plov.

Hid kørte de
Hængenøgle,
den gedeklædte
glut fik Bonde;
Sønnekone sad
smykket af linet,
de satte bo,
bredte lagen,
fik gode dage
og gav andre.

Børn avled de,
bar deres skæbne,
de hed Fri og Kriger,
Frejdig, Knøs og Smed
Bred, Bomand,
Bundenskægge,
Bo og Bodde,
Bratskæg og Kæk.

End gav de dem
andre navne:
Kvik, Brud, Kone,
Kvinde, Væver,
Pryd, Blu og Viv,
Pige, Ferm.
Fra de børn tælles
bønders ætter.

Saa drog Rig af sted
ret ad vejen,
han kom til en sal
med sydvendt dør,
dens port stænget,
prydet med ring.
Her gik han ind,
halm laa paa gulvet,
Far saa Mor
frit i øjet,
og deres fine
fingre spøgte. - -

Frem satte hun
fyldte skaale
sølvomvundne,
satte saa frem
flæsk og kødmad
og fugle stegte,
vin var i kanden,
vægtige sølvkrus,
de drak og talte,
til dagen hælded. - -

Der holdt han til
i tre nætter,
gik saa mange mil
midt paa vejen.

Fra de nætter gik der
ni maaneder, søn fik Mor,
i silke han svøbtes,
østes med vand,
Jarl hed drengen;
hans lød var hvid,
lyst var haaret,
hans øjne hvasse
som ung slanges.

Jarl voksed op
hjemme paa gaarden,
han rysted skjoldet,
skød med bue,
skæfted pile,
prøved buen,
frankerspydets
flugt han styred,
tumled heste
og hund paa jagten - -

Vogne kørte
vaade stier,
de kom til hallen,
hvor Herse var;
lyslødet datter
lo smalfingret,
høj og kløgtig,
hun hed Erna.

Hjem blev hun aget
til Jarls bolig,
brudelinet
bar hun som frue,
liv gaves dem
og lykke sammen,
de øged slægten
med sønners mængde.

Byrd var den ældste,
og Barn fulgte,
Ung og Adel,
Arving, Dreng,
Æt og Ætling,
— idræt kunne de —
Søn og Svend
— svømning og tavl —
Kund hed en,
Kon var den yngste.

Digtet fortsætter med at berette om Kon den Unge, der er runekyndig og forstår fuglenes sprog. Fortællingen ender brat; slutningen af håndskriftet mangler.

Det er bekendt at der i de homeriske sange, beregnet for hofferne, en besyngelse af høvdingefærd og krigsbedrifter, ikke ofres meget på skildringen af det fattige, besiddelsesløse menneske, for ikke at tale om trællene, slaverne: en Tertites, der taler de rige imod, skildres som pukkelrygget, ondskabsfuld, helt igennem uheldig. Det meste af den gamle oldnordiske poesi og sagaerne er også fortrinsvis overklassedigtning til overklassens forherligelse. Blandt gudesangene i den ældre Edda findes imidlertid en skildring af trællen og trællens kår, gjort med stor og sikker kunst, meget plastisk. Den indgår som det ene led i et tredelt digt, der fortæller om tre samfundsklassers opståen, de meget rige, herrene, høvdingene, de velhavende, storbønderne, og trællene, de besiddelsesløse, jordløse, der bare træller for de andre. Det er »Sangen om Rig«.

Rig er guden Hejmdal der drog ud på en vandring, længe fulgte en havbred, kom til et bo og kaldte sig Rig. »Grå så man vandre - grøn lå stien - karsk og kraftig, klog as-kæmpe; rask gik og rørig Rig utrættet, han gik mange mil midt på vejen.« Man ser ham for sig, stor, hyllet i en kappe vel, gående midt i det gamle landskab der endnu er næsten bevaret her og der i landet.

Som i alle gamle æventyr sker der noget tre gange. Rig besøger tre steder, tre forskellige husstande, tre samfundsklasser, alle tre særtegnede i det ypperlige digt, så man aldrig glemmer det, menneskene, deres omgivelser, hvordan de bor, hvordan de lever, maden, - og det skønt digtet er knapt i formen, kortfattet, et hundrede verslinjer i det hele. - Har man haft det held at læse det i sin ungdom har man aldrig stået rådvild overfor resterne af en gammel boplads, måske fra de tider, men ved digtets hjælp været i stand til i sin fantasi at befolke stedet, gøre det levende.

Hvert sted bliver guden tre nætter, og hvert sted føder kvinden et barn ni måneder efter.

Det første sted Rig kommer til (og de andre skal ikke omtales her) er en hytte, »... halvt slutted døren, ind gik gæsten, ild var på gulvet, der sad et par, pjaltet klædte, Oldefar, Oldemor, udslidt begge.« Så kort - og dog så synlig og levende er skildringen af parret, deres fattigdom, deres alder, deres slid! Rig sætter sig mellem dem, midt på bænken. Oldemor beværter ham - med hvad huset har, som de lever, »urent brød, klumpet, klistret, klægt af avner … søbe i skålen satte hun frem, med kogt kalv kræsed hun.«

Der berettes at Rig gav dem råd med vid i, siden sov han midt mellem dem på lejet. Og blev der altså tre nætter før han gik videre »mange mil midt på vejen.«

Mere er der gjort med skildringen af det barn der fødes og dets væxt, dets skæbne, født, som det var til at være træl og bare forplante trælleslægten.

Det er en stor digter der har skabt dette portræt, dette billede:

»Fra de nætter gik der ni måneder, søn fik konen, sort var huden, han blev vandøst, hed så Træl.«

Han voxer hurtigt, blir stor, må tidligt arbejde » … der sad på hånden hornet skind, krumpne knoer, knortet negl, stumpe fingre, stygt var hans fjæs, ludet ryg, lange hæle.«

Hvilket billede!

»Han lagde kræfter i, knægten ased, brændsel bar han bastet sammen og gav ilden kvas den udslagne dag.«

Ser man ham ikke, flittig, med godt håndelag, tidligt mærket af sit arbejde? Grim at se på (men måske har han haft hurtige øjne, med noget hastigt i blikket, noget klogt, selvom han vel til dagligt skulede?), ung, men allerede misdannet.

Ikke mere om ham.

Digteren har ikke mere at sige om ham, hans skildring af ham er færdig … kunne den gøres bedre? … man næsten føler at den der skabte disse vers, denne skildring, selv har tænkt: dette er nok, dér står han.

Og uden overgang fortælles så … hvad der dog er begivenheden i den unge træls liv: »Da kom til garden Grovskanke, snavs var på sålen, solskoldet armen, næsen hang ned, hun nævntes Tøs.«

Men altså også Grovskanke. Og hade gået langt, i al slags vær, var skoldet af solen, og grim, grim næse.

»Mødig sad hun midt på bænken og hos hende husets søn; de hvisked og tisked, hvilen delte Træl og Tøs tunge døgn.«

Så kort er beretningen om deres kærlighed - og liv, »de tunge døgn« langt ud i fremtiden.

Den nordiske oldtidsdigtning savner ellers ikke smukke og rige kærlighedsskildringer, fulde af varme, længsel, kærlighed mellem frie kvinder og mænd. Man huske det dejlige vers fra Skirners Færd (hvor der ellers øves vel megen trolddom og magi); »Lang er en nat, længere to, kan jeg tøve tre? For mig synes en måned kort mod en halv nat uden hende.«

Træl og Tøs sidder bare dér på bænken, bruger vel ikke mange ord …

Men »børn avled de, bar deres skæbne« - kan det siges kortere, selvom vi måske lægger mere bitterhed i strofen end dens digter, mere medlidenhed.

Børnene hed - »tror jeg« siger digteren, for hvem tog det så nøje med hvad den slags børn hed? Og så følger en remse af særtegnede navne på de tolv drengebørn. Træl og Tøs satte til verden - mens »de bar deres skæbne.« Hæs og Fjøse, Klods og Klumre, Klammer og Stygge, Dumpe og Diger, Dvask og Gråmand, Halt og Hulrygget. Ikke bare grimme børn, men misdannede også - som deres far og mor.

Men disse børn »hegned marken, gøded jorden, grise gav de, vogted geder, graved tørv.« Med andre ord de arbejdede, de dyrkede jorden, de sled i det - de udslagne dage. Hvad fik de for det, samme skæbne som deres forældre, trællenes skæbne.

Til de tolv sønner ti døtre. Toogtyve børn. De fattige var altid rige på børn! De hed Drunte og Klunte, Uro, Ordrig, Asketud, Kluntlæg, Kævle, Knævretøs, Trævleskørt og Traneben. Også navne der levendegør ikke bare udseendet, men også sindet, deres væsen.

»Derfra kan man tælle Trælles ætter.«

Digtet har sin tendens, det er nådeløst i skildringen af trællene og trællenes liv. Den der digtede det har næppe villet, at vi skulle opfyldes af medlidenhed, blive rystede. Men digteren har kunnet sin kunst og han skildrer sandt hvad han skildrer. Det er nok ikke med digterens vilje at disse vers bliver tragiske læste i dag. Han ville vel næppe forstå det.

Men hvad han har villet og ikke villet, tænkt og ikke tænkt, han har ydet den store kunst - med få ord - og sådan at den taler til os den dag i dag. Han har givet et billede af sin tid der lever. Vi har ikke så mange af dem... når vi står ved de rester og levninger der er tilbage fra vore forfædres tid og søger at forstå dem og det liv der levedes da.

Den gamle digtning hjælper os.