Trækisten i stenkisten

Før graven blev åbnet, havde man haft lejlighed til at kigge ind i den gennem et hul ved den sydlige ende, og allerede dengang stod det klart, at det var i kammerets fjerneste del, fundene skulle gøres. Det indtryk blev bestyrket, da hullet blev udvidet og graven betrådt. I den forreste halvdel af den fire meter lange kiste var bunden dækket af et fint og let støvlag, hvori der hverken sås spor af træ eller oldsager. Men længst inde, hvor kammeret videde sig noget ud, var al plads optaget af en opdækning, hvis indhold ikke uden videre lod sig overskue; det var dog klart, at hovedindholdet var træ, og da det er et materiale, som kun yderst sjældent er bevaret i stenaldergrave, fik fundet alene derved en interesse langt ud over det sædvanlige. Hvad man så, var kort beskrevet følgende:

Forrest lå et par planker med retning på tværs af kisten. På dem stod, frit og udækket, to bægre af birkebark; det ene, der var ca 15 cm højt, var tilsyneladende tomt, mens det andet noget lavere bæger indeholdt en gullig substans. Det store kar var lidt forvredet, og bunden havde løsnet sig, men iøvrigt var begge bægre velbevarede. Længere tilbage i kammeret stod et fad af træ, desværre noget defekt på grund af dårlige bevaringsforhold langs stenvæggene. Fadet stod på et trælag lige som bægrene, men i et lidt højere niveau. En del utildannede pinde og strå lå spredt over området, men det, som dominerede billedet, var et mærkeligt gullighvidt, skumlignende lag, der lige som voksede op fra underlaget i tuer, og som i nogen grad slørede overblikket over graven – at vi stod over for en sådan, var der ingen rimelig grund til at tvivle på.

Det oldtidsminde, vi her har ofret vor opmærksomhed, er helt og holdent enkeltgravsfolkets værk. Disse fremmede, som på et tidspunkt i yngre stenalder vandrede op i Jylland sydfra, havde ellers for skik at begrave deres døde i simple plankekister anbragt direkte i jorden i eller under lave høje. I Nordjylland udviklede de imidlertid lokale gravformer, deriblandt de store stenkister, som Helstrupgårdgraven er et eksempel på. Disse kister minder om, men må ikke forveksles med, de dysser og jættestuer, som landets gamle befolkning havde bygget og brugt i tidligere århundreder. Det var altså enkeltgravsfolkets gravskik, det nye fund lovede ny og vigtig viden om.

At undersøge et oldtidsfund, der ligger så frit og tilgængeligt som dette, skulle man ikke på forhånd tro var nogen særlig krævende opgave. Helt enkelt var det dog ikke. Ved et så sjældent og velbevaret fortidslevn gælder det mere end ellers om at få alt med, intet må gå tabt, ingen mulighed for at gøre nye iagttagelser må lades uforsøgt, og det ansvar, der således er pålagt udgraveren, kan gøre arbejdet en smule enerverende. Mørkt var der i gravkammeret, men det blev der rådet bod på med en gaslygte og en pandelampe. Det var vanskeligt at bevæge sig i det snævre rum, hvor loftshøjden var 1,25 meter og bredden tilsvarende. Dertil kom, at hele den inderste del af kammeret var opfyldt af træ og trægenstande, som helst skulle blive liggende på plads, til alt var afrenset, tegnet og fotograferet – en fordring, der stillede ikke ringe krav til udgraverens akrobatiske evner. Træet så ganske vist næsten friskt ud, men var i virkeligheden støv omgivet af en papirtynd skal, som enhver berøring – selv med den blødeste mårhårspensel – kunne få til at falde sammen. At fjerne det gullige, skumlignende stof, der klæbede til overfladen, var under de omstændigheder en yderst vanskelig opgave, der kun kunne løses ved, at man, efterhånden som arbejdet skred frem, forstærkede de skøre genstande med hærdende konserveringsvædsker. I en endnu ringere forfatning end træsagerne var de skeletdele, som efterhånden dukkede op. Kun enkelte knogler havde bevaret antydning af form, resten var en gullig, udflydende masse, som ikke tillod nogen helt sikker bestemmelse af ligets stilling. Det er dog muligt, at den anthropologiske undersøgelse af de hjembragte knoglerester vil kunne fortælle et og andet. I det hele taget forestår der et stort arbejde på laboratorierne, før denne undersøgelse kan siges at være ført til ende. Nogen endelig redegørelse for arbejdets resultater vil det derfor ikke være muligt at give, men nok en foreløbig oversigt. (Fig. 2)