Trækisten i stenkisten

Før graven blev åbnet, havde man haft lejlighed til at kigge ind i den gennem et hul ved den sydlige ende, og allerede dengang stod det klart, at det var i kammerets fjerneste del, fundene skulle gøres. Det indtryk blev bestyrket, da hullet blev udvidet og graven betrådt. I den forreste halvdel af den fire meter lange kiste var bunden dækket af et fint og let støvlag, hvori der hverken sås spor af træ eller oldsager. Men længst inde, hvor kammeret videde sig noget ud, var al plads optaget af en opdækning, hvis indhold ikke uden videre lod sig overskue; det var dog klart, at hovedindholdet var træ, og da det er et materiale, som kun yderst sjældent er bevaret i stenaldergrave, fik fundet alene derved en interesse langt ud over det sædvanlige. Hvad man så, var kort beskrevet følgende:

Forrest lå et par planker med retning på tværs af kisten. På dem stod, frit og udækket, to bægre af birkebark; det ene, der var ca 15 cm højt, var tilsyneladende tomt, mens det andet noget lavere bæger indeholdt en gullig substans. Det store kar var lidt forvredet, og bunden havde løsnet sig, men iøvrigt var begge bægre velbevarede. Længere tilbage i kammeret stod et fad af træ, desværre noget defekt på grund af dårlige bevaringsforhold langs stenvæggene. Fadet stod på et trælag lige som bægrene, men i et lidt højere niveau. En del utildannede pinde og strå lå spredt over området, men det, som dominerede billedet, var et mærkeligt gullighvidt, skumlignende lag, der lige som voksede op fra underlaget i tuer, og som i nogen grad slørede overblikket over graven - at vi stod over for en sådan, var der ingen rimelig grund til at tvivle på.

Det oldtidsminde, vi her har ofret vor opmærksomhed, er helt og holdent enkeltgravsfolkets værk. Disse fremmede, som på et tidspunkt i yngre stenalder vandrede op i Jylland sydfra, havde ellers for skik at begrave deres døde i simple plankekister anbragt direkte i jorden i eller under lave høje. I Nordjylland udviklede de imidlertid lokale gravformer, deriblandt de store stenkister, som Helstrupgårdgraven er et eksempel på. Disse kister minder om, men må ikke forveksles med, de dysser og jættestuer, som landets gamle befolkning havde bygget og brugt i tidligere århundreder. Det var altså enkeltgravsfolkets gravskik, det nye fund lovede ny og vigtig viden om.

At undersøge et oldtidsfund, der ligger så frit og tilgængeligt som dette, skulle man ikke på forhånd tro var nogen særlig krævende opgave. Helt enkelt var det dog ikke. Ved et så sjældent og velbevaret fortidslevn gælder det mere end ellers om at få alt med, intet må gå tabt, ingen mulighed for at gøre nye iagttagelser må lades uforsøgt, og det ansvar, der således er pålagt udgraveren, kan gøre arbejdet en smule enerverende. Mørkt var der i gravkammeret, men det blev der rådet bod på med en gaslygte og en pandelampe. Det var vanskeligt at bevæge sig i det snævre rum, hvor loftshøjden var 1,25 meter og bredden tilsvarende. Dertil kom, at hele den inderste del af kammeret var opfyldt af træ og trægenstande, som helst skulle blive liggende på plads, til alt var afrenset, tegnet og fotograferet - en fordring, der stillede ikke ringe krav til udgraverens akrobatiske evner. Træet så ganske vist næsten friskt ud, men var i virkeligheden støv omgivet af en papirtynd skal, som enhver berøring - selv med den blødeste mårhårspensel - kunne få til at falde sammen. At fjerne det gullige, skumlignende stof, der klæbede til overfladen, var under de omstændigheder en yderst vanskelig opgave, der kun kunne løses ved, at man, efterhånden som arbejdet skred frem, forstærkede de skøre genstande med hærdende konserveringsvædsker. I en endnu ringere forfatning end træsagerne var de skeletdele, som efterhånden dukkede op. Kun enkelte knogler havde bevaret antydning af form, resten var en gullig, udflydende masse, som ikke tillod nogen helt sikker bestemmelse af ligets stilling. Det er dog muligt, at den anthropologiske undersøgelse af de hjembragte knoglerester vil kunne fortælle et og andet. I det hele taget forestår der et stort arbejde på laboratorierne, før denne undersøgelse kan siges at være ført til ende. Nogen endelig redegørelse for arbejdets resultater vil det derfor ikke være muligt at give, men nok en foreløbig oversigt. (Fig. 2)

Træet - i hvert fald det meste af det - må være rester af en plankekiste, hvori den døde har været lagt. De førnævnte brædder, hvor barkbægrene stod, har hørt til kistebunden, som for restens vedkommende var mindre velbevaret, men som dog tydeligt kunne følges. Da alt træ var fuldstændig bortrådnet i et bælte langs stenkistens vægge, var det ikke muligt nøje at bestemme bundens - og dermed kistens - bredde, men dette spørgsmål lod sig løse ad anden vej. På begge sider og for den ene (inderste) ende var trækisten nemlig afgrænset af sten, kantstillede fliser af ca 20 centimeters højde, hvis funktion åbenbart har været at støtte de lodrette sidefjæle, som på denne måde blev holdt i stilling i forhold til hinanden uden hjælp af nagler eller bindemidler. Kisten må altså være bygget på stedet, og den er da også for stor til, at den i samlet tilstand har kunnet transporteres gennem den snævre indgang. Det er den selvsamme kistekonstruktion, som vi kender fra enkeltgravsfolkets jordgrave, hvoraf nogle ligefrem betegnes rammegrave efter den ramme af støttesten, der ofte er ene om at vise, hvor kisten har været. Takket være stenene i Helstrupgårdkammeret kunne vi fastslå, at trækisten har været 1,30 meter lang og knap 1 meter bred. Af sidefjælene var der intet tilbage, men så meget kan siges, at højden ikke kan have oversteget 30 cm, det forbyder stenkammerets indadludende endesten, og denne kistehøjde stemmer også meget godt med det, som vi mener at vide om kisterne i jordgravene. Af kistelåget fandtes kun små brudstykker suppleret med større partier af helt opløst træmasse. Disse rester blev kun iagttaget over den inderste del af kisten, hvor liget lå; det ser altså ud til, at kistens forreste del med barkkarrene har stået åben. Træfadet har antagelig været anbragt oven på låget. På et træstykke, som må have hørt til låg eller sidefjæl, fandtes en udskåret knop, ca 5 cm i diameter. Det er vort første lille møde med enkeltgravsfolkets træskærerkunst. (Fig. 3, fig. 4)

Ligets stilling kunne, som allerede nævnt, ikke iagttages med sikkerhed, men det fremgik, at den døde må have ligget på tværs i kisten, i retningen øst-vest, og pladsforholdene betinger, at han må have ligget temmelig stærkt sammenbøjet, hvilket også stemmer med enkeltgravsfolkets skik. Over de sparsomme skeletrester fandtes et mosagtigt lag, der synes at indeholde strå og dyrehår; det sidste leder tanken hen på bronzealderens egekistegrave, hvor ligene plejer at ligge indsvøbt i en dyrehud. Af gravgaver fandtes, foruden barkbægrene og fadet, en stridsøske, en arbejdsøkse af flint samt en del perler og hængesmykker af rav. Almindeligvis finder man i enkeltgravene stridsøksen placeret foran den dødes ansigt og på en sådan måde, at man må antage, at det nu forsvundne skaft har ligget parallelt med kroppen. Vor økse var imidlertid lagt direkte oven på liget, sandsynligvis ved midjen. At skaftet også her manglede, var unægtelig en streg i regningen for udgraveren; en skæftet stridsøkse ville ikke blot have været en sjældenhed, men et unikum, og alle betingelser for at gøre fundet var jo tilstede. Formuldet kan skaftet ikke være, lidt brunligt pulver i skafthullet ville i så fald have røbet det. Øksen må være blevet demonteret før nedlæggelsen, hvad så grunden kan have været. - Også arbejdsøksen manglede skaft, men i dette tilfælde kan det ikke udelukkes, at træet er rådnet bort. Denne økse har sandsynligvis ligget foran den dødes ansigt, der hvor stridsøksen efter reglerne burde befinde sig. De ca 50 ravperler og tre lidt klumpede ravhænge- smykker, som fandtes i graven, synes ikke at have udgjort noget samlet smykke. De lå spredt i området omkring skelettet, så hvis de ikke har været drysset planløst ud over den døde, må man nærmest forestille sig dem syet på tøjet.

Gravgodset er stort set det samme, som vi kender fra enkeltgravsfolkets jordgrave, blot er, som vi har set, placeringen lidt usædvanlig, og sammensætningen afviger også fra det almindelige, idet økserne er typiske mandssager, mens ravperler i større mængde plejer at være forbeholdt kvinderne. Når beholdere af bark og træ er så sjældne i datidens grave, skyldes det sikkert materialets forgængelighed. Helt ene om at vise os enkeltgravsfolkets trækar er Helstrupgårdfundet dog ikke; i en stenkiste fra Himmerland var der rester af en træskål, og en tysk enkeltgrav indeholdt flere skåle af lindetræ.

Helstrupgårdgravens store nyhed er trækisten i stenkisten. Selve formen af plankekisten er som sagt kendt, den er påvist mange gange, men altid nedgravet, aldrig som her opstillet frit på gulvet i et gravkammer. En fritstående kiste er imidlertid langt mere udsat for at forsvinde sporløst end en jorddækket, så for den sags skyld kan det nye fund godt være udtryk for almindelig skik og brug. I jættestuerne, der ofte blev overtaget af enkeltgravsfolket, har man et par gange fundet trærester, som kan være fra sådanne kister, og det vil ikke forbavse, om der, nu da opmærksomheden er vakt, skulle dukke flere lignende fund op. En gennemgang af gamle udgravningsberetninger vil måske vise sig lønnende; om ikke på anden måde må kisterne kunne spores gennem deres støttesten, som jo blev tilbage, hvor træet forsvandt.

Egentlig er stenkisten ved Helstrupgård altså slet ikke en kiste; man må snarere betegne den krypt. Antagelig vil fremtiden vise, at det er den rette tolkning af enkeltgravsfolkets store, nordjyske stengrave. (Fig. 5, fig. 6)

Som ovenfor antydet er der endnu lang vej frem, før denne undersøgelse er ført til ende. Det gullighvide stof, træmaterialet fra graven, det mulige indhold af barkbægre og fad må undersøges og bestemmes, og med spænding venter man på kulstof 14-dateringen; det er første gang, man har lejlighed til at tidsbestemme en dansk enkeltgrav ad denne vej. Selve udgravningsarbejdet er heller ikke afsluttet. Den ydre del af kammeret kan endnu vise sig at rumme grave, adgangsforholdene til kisten må efterforskes og jordhøjen omkring kisten underkastes en nærmere undersøgelse.

Denne jordhøj har engang været af ret betydelig størrelse og ligget omgivet af andre høje, hvis udjævnede rester man nu møder rundt om på marken. I en årrække henlå højen som ruin, fredningen var ophævet, og gårdejer Niels Jensen var i sin gode ret, da han i efteråret påbegyndte den udjævning, som førte til fundet. Det viste sig, at højen var bygget af lyngtørv, og da der i marken er opbrudt kraftige allag, er det sandsynligt, at stenkisten har været hermetisk tillukket under et panser af al. Sådanne al-kapper er velkendte i arkæologien, og vi skylder dem meget. Det er dem, vi kan takke for vore velbevarede og vidtberømte egekistefund, som Helstrupgårdfundet i sjældenhed godt kan måle sig med.