Tordensten

»Paa Bogø har man brugt at indmure »Tordenkiler«, dvs. gamle Flintøkser, i Væggene i et nyt Hus. Saa er Huset beskyttet mod Lynilden. Eller ogsaa brugte man at lægge en Tordenkile under Sengen. Dette brugtes ogsaa i Vestsjælland, vel af samme Grund krøb i ældre Tid i Vestsjælland mange i Sengen, naar det var Tordenvejr. Her troede man sig da særligt beskyttet. Undertiden gjemte Manden i Huset ogsaa en saadan Tordenkile paa et afsides Sted, f.Eks. i Straataget«.

Det her meddelte kan suppleres på forskellig måde. Tordenstenstroen, der har levet helt op til nutiden, var ikke forbeholdt enkelte egne; den var udbredt over hele landet og langt ud over Danmarks grænser. Rollen som tordensten var heller ikke begrænset til flintøkserne alene. Navnet og troen er også knyttet til andre slags flintværktøj og til forskellige arter af forsteninger, som man hyppigt finder i jorden - f.eks. forstenede søpindsvin og de såkaldte vættelys, som hidrører fra en uddød blæksprutteart. Om grunden til den særlige magt, som man tillagde tordenstenene, giver de talrige foreliggende optegnelser også god besked: Man troede, at dér, hvor man fandt en tordensten, var lynet engang slået ned - at selve stenen var faldet ned med lynet.

Tordenstenene beskyttede ikke blot mod lynnedslag, selv om det var deres vigtigste funktion, de holdt tillige trolde og andre onde væsener borte fra huset, og de værnede mod uheld af forskellig art. Vættelyset blev lagt i vuggen til barnet for at beskytte det mod onde øjne, og for at troldene ikke skulle tage det og lægge en skifting i stedet, og det forstenede søpindsvin (sepedejestenen, som det også kaldtes) blev lagt på mælkehylden for at forhindre mælken i at blive sur. (Fig. 3). Der er eksempler på, at tordenstenen ligefrem er anvendt som lægemiddel. En præsteindberetning fra 1811 fortæller om en kone, der gav sin mand knust flintøkse som middel mod kolik – i øvrigt med udmærket resultat. I begyndelsen af dette århundrede henvendte en kone sig på museet i Liverpool og bad om at låne en flintøkse. Hun skulle bruge den til at kurere sit syge barn.

Nu er det jo ikke givet, at overtroiske forestillinger knyttet til disse sten altid er af tordenmagisk art. Hvordan det nu end forholder sig, så er det i hvert fald en kendsgerning, at helt tilbage i oldtiden har de sten, som senere fik navn af tordensten, været genstand for særlig interesse. I en 4000 år gammel grav fra Forum i Sydvestjylland blev fundet et forstenet søpindsvin sammen med det mere normale gravgods, en økse og smukke lerkar til mad og drikke, og i en anden jysk grav - denne gang fra ældre bronzealder - var et søpindsvin lagt ned oven på kisten. I Kraghede i Vendsyssel er fundet levninger af en landsby, som i begyndelsen af jernalderen gik til grunde ved brand. I et af husene fandtes to søpindsvin liggende i det tykke brandlag, som viste sig at være rester af taget. Fra Brejninge på Lolland stammer et forstenet søpindsvin, indfattet i smalle bronzebånd og beregnet til at bære i en kæde om halsen. Også det er fra jernalderen.

I tiden kort efter Kristi fødsel blev en kvinde begravet i Blideng på Fyn. Med sig i graven fik hun en samling sælsomme sager, der oser af hekseri og trolddom. Blandt de mange mærkværdige ejendele, hvoraf vi i flæng nævner småpinde, tre frø af blærenød og et kogleskæl af pinje, som vi fra folketroen ved er knyttet til frugtbarhedsmagi, var også et forstenet søpindsvin, et stykke af en flintdolk og nakkeenden af en stridsøkse, der, da den kom i jorden for anden gang, havde den ærværdige alder af et par tusinde år.

Trods den uklarhed, der altid vil herske med hensyn til tolkningen af sådanne fund, kan der alligevel siges væsentlige ting om tordenstenstroens oprindelse – et spørgsmål, som er behandlet indgående af Chr. Blinkenberg i bogen »Tordenvåbenet«. Tordenstenstro forekommer almindeligt over store dele af Europa, Asien og Afrika. Den knytter sig til mange forskellige former af stenredskaber, forsteninger og natursten, og også genstande af metal kan nu og da overtage rollen. De evner og egenskaber, man tillægger »stenene«, er stort set dem vi kender. Fra Vestafrika og Indien er der eksempler på, at tordensten opstilles på altre og dyrkes som guder.

(Fig. 5).

De forestillinger, som ligger bag tordenstenstroen, er åbenbart opstået ved en simpel tydning af naturfænomenet. Lynet kan kløve et træ eller dræbe et levende væsen. Sligt gøres med våben, altså må der i lynet være et sådant. Herfra er vejen kort til forestillingen om en vred himmelgud, der kaster sten mod jorden. Våbenet må rumme noget af guddommens kraft - måske så meget, at det selv er gud. Det er vistnok i egnene omkring det østlige Middelhav, at disse tanker først tog form, hvilket formentlig er sket allerede i stenalderen, som jo dernede i de gamle kulturlande falder noget tidligere end her. Øksen blev tordengudens særlige symbol; den gjordes til genstand for dyrkelse, og den fulgte med, da troen spredtes ud over Europa. Et fund fra stenalderlandsbyen på Troldebjerg, Langeland synes at vise, at Danmark var underlagt gudens herredømme så tidligt som 2000 år før Kristi fødsel. I lergulvet til et af husene var der lavet en lille fordybning, og her var en flintøkse nedstukket, lodret med æggen opad; ved siden af den var stillet et lerkar. Det hele arrangement kan næppe være andet end et primitivt alter.

Senere i oldtiden dukker tordenguden op igen; men nu er øksen blevet til en hammer. Det er sandsynligt, at troen på de fra himlen nedfaldne tordensten har levet sit mere eller mindre stilfærdige liv fra stenalderen og indtil vore dage, som den stadig lever over store dele af verden. I et folks kulturudvikling er tusinde år blot som en krusning på oceanets overflade. Herhjemme forsvandt denne sidste rest af stenaldermandens åndelige arvegods vel i begyndelsen af dette århundrede.

(Fig. 6).

Tegninger: Jens Bech.