
Tordenguden
De tider er længst forbi, da kendskab til nordisk mytologi hørte med til almindelig dannelse. Svigtet af skolen er de gamle asaguder for alvor trængt ud i mørket, hvor de er blevet til skabeloner – hårdttegnede forenklinger af en vag og usikker overlevering. Thor, for eksempel, har vi svært ved at forestille os som andet end en hammersvingende muskelmand, der i sin bukketrukne kærre jager rumlende over himlen. At den støjende kraftkarl også var noget andet og langt mere betydningsfuldt, er lykkeligt glemt.
Af H. Hellmuth Andersen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Denne oversete side af Thorskikkelsen kan belyses gennem et nyt fund fra vikingetid, gjort sidste år på Hesselbjerg ved Odder – en lokalitet, der tidligere har været behandlet her i bladet (1970:1). På den lave langstrakte bakkes østhæld ligger grave i lange rækker. De har tilbehør af forskellig art, således smykker med forgyldning og præg af tidens store stilarter, men udstyrsmæssigt kan Hesselbjerggravene ikke måle sig med dem i det berømte Lejre. De gravlagte østjyder er næppe stormænd, snarere landsbyernes bønder. Antagelsen modsiges ikke af det nye fund, der netop synes at repræsentere kræfter, som enhver god bonde måtte ønske sig velvilligt stemt.
Graven, hvor fundet blev gjort, kan ikke dateres skarpt, men lå i et afsnit af gravpladsen, som synes at være blevet til omkring år 900. Af den døde selv var der intet tilbage, men i jorden tegnede sig svagt omridset af en lang, smal bræddekiste. Midt i denne lå en jernkniv, og omtrent hvor ligets brystparti må have været, fandtes den omtalte genstand, der antagelig har været båret i en snor om halsen: en jernring, hvori hænger tre småsager, ligeledes af jern.
Det er om disse tre ting, interessen samler sig. Det er redskaber – ikke rigtigt, brugeligt værktøj, men småbitte efterligninger af sådant: le, ildstål og hammer. Miniaturgenstande som disse kan bedst forklares som amuletter, bærere af magiske kræfter og altså direkte udtryk for hedenske trosforestillinger. De tre småting har ikke blot ydet deres ejer beskyttelse, mens han levede, helt ind i døden strakte deres kraft. Lad os betragte dem enkeltvis.
Det lille leblad har som forbillede et velkendt høstværktøj af karakteristisk hængenæset form. Det kaldes i arkæologien en kortle og menes at være et udpræget høbjærgningsredskab.
Ildstålet er en usædvanlig tro kopi af det rigtige, store ildslagningsstål i dets mest almindelige udformning (Fig. 1, Fig. 2). De tilbagebøjede, oprullede ender danner håndtaget, og midtpå har det en trekantet udvidelse, der er meget karakteristisk for dette instrument. At et redskab, der kunne kalde ilden frem, blev betragtet med ærefrygt og anvendt som amulet, kan egentlig ikke undre. Også i tidens smykker finder man dets form efterlignet.
Udgave: Skalk 1971:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
