Tordenguden

Denne oversete side af Thorskikkelsen kan belyses gennem et nyt fund fra vikingetid, gjort sidste år på Hesselbjerg ved Odder - en lokalitet, der tidligere har været behandlet her i bladet (1970:1). På den lave langstrakte bakkes østhæld ligger grave i lange rækker. De har tilbehør af forskellig art, således smykker med forgyldning og præg af tidens store stilarter, men udstyrsmæssigt kan Hesselbjerggravene ikke måle sig med dem i det berømte Lejre. De gravlagte østjyder er næppe stormænd, snarere landsbyernes bønder. Antagelsen modsiges ikke af det nye fund, der netop synes at repræsentere kræfter, som enhver god bonde måtte ønske sig velvilligt stemt.

Graven, hvor fundet blev gjort, kan ikke dateres skarpt, men lå i et afsnit af gravpladsen, som synes at være blevet til omkring år 900. Af den døde selv var der intet tilbage, men i jorden tegnede sig svagt omridset af en lang, smal bræddekiste. Midt i denne lå en jernkniv, og omtrent hvor ligets brystparti må have været, fandtes den omtalte genstand, der antagelig har været båret i en snor om halsen: en jernring, hvori hænger tre småsager, ligeledes af jern.

Det er om disse tre ting, interessen samler sig. Det er redskaber - ikke rigtigt, brugeligt værktøj, men småbitte efterligninger af sådant: le, ildstål og hammer. Miniaturgenstande som disse kan bedst forklares som amuletter, bærere af magiske kræfter og altså direkte udtryk for hedenske trosforestillinger. De tre småting har ikke blot ydet deres ejer beskyttelse, mens han levede, helt ind i døden strakte deres kraft. Lad os betragte dem enkeltvis.

Det lille leblad har som forbillede et velkendt høstværktøj af karakteristisk hængenæset form. Det kaldes i arkæologien en kortle og menes at være et udpræget høbjærgningsredskab.

Ildstålet er en usædvanlig tro kopi af det rigtige, store ildslagningsstål i dets mest almindelige udformning (Fig. 1, Fig. 2). De tilbagebøjede, oprullede ender danner håndtaget, og midtpå har det en trekantet udvidelse, der er meget karakteristisk for dette instrument. At et redskab, der kunne kalde ilden frem, blev betragtet med ærefrygt og anvendt som amulet, kan egentlig ikke undre. Også i tidens smykker finder man dets form efterlignet.

Det, som især bestyrker amuletteorien, er dog det tredje redskab, hammeren. Miniaturhamre er ikke sjældne i vikingetid. De optræder, som her, i jern, men ofte er de af sølv - små raffinerede smykker ikke ulig de kristnes hængekors og muligt udformet under indflydelse fra dem. Hamrene kan - som Hesselbjerghammeren - være velproportionerede, men almindeligvis er skaftet kort, ja påfaldende kort, og derved hjælpes vi til identificeringen: Den lille hammer er Mjølner, »knuseren«, Thors mest kendetegnende attribut, gengivet i tidens billedkunst på en måde, så at enhver tvivl om bestemmelsens rigtighed udelukkes. Mjølner var, fortæller sagnet, forfærdiget af dværge, og det korte skaft skyldtes en smedningsfejl opstået ved, at en flue satte sig i øjet på den dværg, der trak blæsebælgen. I Thors hånd var hammeren et kastevåben, men selv om den er et fantasiprodukt (nordiske krigere benyttede ikke våben af denne art), så savner de små hammerbilleder ikke virkelighedspræg. Det er tidens smedehammer med den karakteristiske fremskudte forkant, som har været forbilledet.

Den sikre bestemmelse af hammeren giver anledning til overvejelser om betydningen af de to andre genstande. Skulle de på tilsvarende måde være symboler på skikkelser i hedenskabets gudevrimmel? Spørgsmålet lader sig ikke uden videre besvare, for vi ved intet om, at leen og ildstålet skulle have haft en sådan tilknytning. Løsningen kan imidlertid søges ad et andet spor, men før det betrædes, bliver det nødvendigt at betragte en række tilsvarende amuletfund. Sådanne er, bortset fra hamrene, sjældne i Danmark, men forekommer iøvrigt over hele Norden, dog i særdeleshed i Mellemsverige, som er et af nordisk hedenskabs klassiske landskaber.

Amuletterne findes ikke blot i grave, men også på bopladser, så den mulighed kan formentlig lades ude af betragtning, at de skulle være lavet alene for de døde. De simple jernminiaturer synes udelukkende til magisk brug, mens de elegante bronze- og sølvamuletter utvivlsomt har en sidefunktion som smykker (Fig. 3). Iøvrigt svarer parallelfundene ganske til Hesselbjergstykket; de samme tre genstandstyper forekommer, og dertil føjer sig en række andre: sværd, spyd, skjold, spade samt nogle mærkelige småstave af uvis betydning. Også større former som stol og hest optræder i småbitte afbildninger.

Hamrene findes ofte to eller flere sammen; i norske og svenske fund forekommer helt op til ni og tolv hamre på samme ring. Et hammerpar af sølv hænger ved siden af små sølvstave. Det symbolske ildstål kan, som allerede bemærket, optræde enkeltvis som smykke, men kan også findes som vedhæng sammen med andre amuletter - eller bæreringen kan simpelthen være ildstålet, som det undertiden ses i de mellemsvenske fund. Netop i de ildstålsformede ringe har man flere gange fundet lebladet - en gang sammen med genstande, der er tolket som spade og spyd, en anden gang tredobbelt.

På en gotlandsk runesten findes et billede, hvor nogle mænd ses frembære genstande, våben og redskaber, for en siddende værdigt udseende person. Scenen er med sandsynlighed tolket som en fremstilling af Odinsdyrkelsen, og genstandene - der minder iøjnefaldende om vore miniaturer - kan da opfattes som tilbedelsestegn. Spyddet, der så klart er fremhævet, kan med føje antages at være »Gungner«, Odins særlige attribut, svarende til Thors Mjølner. Hvor spyddet optræder i ringene er det ofte sammen med andre våben, og det er nærliggende, at disse krigsprægede amuletter kan være båret som tegn på tilbedelse af den højeste høvding Odin. Stolen, som også forekommer i en af dem, kan symbolisere herskersædet.

Det har været foreslået, at leen - høstredskabet - skulle være Frøys særlige kendetegn i hans egenskab af central frugtbarhedsgud, men denne antagelse har ikke kunnet underbygges gennem den oldnordiske overlevering. løvrigt er det vel langtfra givet, at alle smågenstandene er gudeattributter; de kan være tilbedelsestegn, der mere almindeligt antyder de guddommelige funktioner. Desværre letter denne antagelse ikke bestemmelsen af tingenes tilhørsforhold. De enkelte guder synes at have haft meget vidtgående beføjelser.

Vi er tilbøjelige til at opfatte vor oldtids gudeskikkelser som en slags himmelske ministre hver med sit skarpt afgrænsede virkefelt: krig, kærlighed, skjaldskab o.s.v., men det er en altfor håndfast udlægning af situationen. En vis arbejdsdeling gør sig ganske vist gældende guderne imellem, hver har sine specialer, men embedsområderne er særdeles omfattende og griber langt ind over hinanden. Hovedguderne Thor og Odin udmærker sig ved særlig alsidighed. Der er ikke mange af livets og dødens anliggender, de ikke er kyndige i.

Hesselbjergamuletten med dens bemærkelsesværdige kombination af hammer, le og ildstål er i én henseende klar i sit udsagn: den opretter, takket være hammeren, en utvetydig forbindelse til Thorsskikkelsen, og man kan så - på baggrund af »Odinsamuletterne« - spørge, om ikke det hele skal ses som en enhed, således forstået, at de to andre genstande har skullet supplere og forstærke virkningen af hammertegnet. Afgørende for besvarelsen må det være, om ildstålet og leen, ildens og afgrødens symboler, kan tænkes at have noget at gøre med Thor (Fig. 4).

Thors væsen er i myterne skildret som simpelt i modsætning til Odins mørke og farlige sind. Han tillægges kæmpekræfter, men ikke den kløgt, man kunne vente at finde hos en så fremtrædende guddom. Hans helterolle i gudeverdenen har et indtagende anstrøg af komik; gang på gang tages han ved næsen - af jætterne, af Loke eller af den vise Odin selv. Om rangfølgen mellem Odin og Thor er der ikke ganske enighed, men noget tyder på, at Odin har været aristokratiets foretrukne guddom, mens den ukomplicerede Thor af den jævne befolkning blev anset for hovedgud. Han var Midgårds, menneskeverdenens, beskytter og i stadig kamp med jætteverdenens kaosmagter. Ægteskabet hørte under ham, og ifølge overleveringen har man gjort hans hammertegn over blotøllet - hvis man da ikke ligefrem signede drikken ved at ridse hammerbilledet ind i bægeret, som man kender det fra et sjællandsk fund (Fig. 5). Blandt hans forskellige tilnavne mærker man sig Ving-Thor; benævnelsen er afledt af et ord, der betyder »gå i zigzag«, en hentydning til lynet.

Og hermed er vi nået til det i denne forbindelse væsentlige. Thor var først og fremmest tordengud. Han »hersker i luften og råder for torden og lyn, storm og regn, godt vejr og afgrøde«, fortæller Adam af Bremen og giver dermed forklaringen på, hvordan kraftkarlen blandt aserne kunne blive landbrugets skytsånd - nemlig gennem den grødegivende regn, som følger med tordenen. Thor blev bøndernes yndlingsgud, som hen mod oldtidens slutning stillede alle de gamle agerbrugsguder i skyggen, og som det ved kristendommens indførelse var svært at slippe, hvad man da heller ikke uden videre gjorde; han blev fremdeles påkaldt, men nu som »gamle oldefar« eller med andre omskrivende benævnelser, som man fandt det nødvendigt at hylle den forbudte dyrkelse i. Med sin bekendte styrke greb Thor dybt ind i vikingebøndernes mest afgørende livsbehov. Vi ved intet om, at leen skulle have været hans symbol, men det er ingenlunde usandsynligt. Det samme kan - og med endnu større ret - siges om ildstålet. Skulle lynets behersker ikke have brug for det?

At denne livsnære guddom tillige var dødsgud, kan forekomme mærkeligt, men må tages til efterretning. På runestenene, hvor man mindes de store afdøde, er det altid Thor, der påkaldes - i ord eller ved indhugget hammertegn - og de små Thorshamre, som de døde fik med sig, peger jo i samme retning. En grav på Als indeholdt hele fire hamre, af jern, anbragt parvis ved den dødes hoved og fødder, som om man har villet sikre, at hele personen fik del i den guddommelige kraft. I Hesselbjergamuletten møder vi Thor symboliseret i tre af hans hovedfunktioner: som kampgud, lynildsmand og afgrødens beskytter. Den østjyske bonde har skaffet sig en stor og alsidig forbundsfælle (Fig. 6).

Lit: Olrik og Ellekilde: Nordens Gudeverden. 1951. - M. B. Mackeprang: Thors Hammer. Tilskueren 1938. - B. Arrhenius: Vikingatida miniatyrer. Tor 1961.