Toner fra Wittenberg
I Rynkeby kirke på Fyn har man gjort et storartet fund af kalkmalerier. De viser, at engle - ikke blot blæser på trompet, men også håndterer mange andre instrumenter, som her på jorden for længst er gået af mode, men som musikhistorikerne gerne ville vide mere om. De strømmer derfor nu til det idylliske fynske sogn, hvor Hardenberg'ernes røde herresæde over parkens store, gamle træer hilser den hvidkalkede sognekirke. Det er i en tilbygning, et stort nordkapel, englene er kommet frem. Kapellet røber ikke i sit ydre noget særligt, og indvendig var det indtil nylig hvidkalket både på vægge og hvælv, men forberedelserne til en nykalkning afslørede, at der bag talrige lag af kalk skjulte sig 400 år gamle malerier. Forsigtigt bankede Nationalmuseets konservator G. M. Lind hvidtekalken af, heldigvis løsnede den sig helt frivilligt og afslørede en englekoncert, som ikke høres (eller rettere ses) magen til hverken her i Danmark eller i vore nabolande. En forestilling om dette forbavsende sceneri vil man få ved et blik på bladets midtersider.
Af Otto Norn
Nu stillede det første spørgsmål sig straks: Hvorfor opføres denne himmelske musik i Rynkeby kirke? Svaret gav dekorationen set under eet. Musikken er et akkompagnement til det, som skildres på kapellets østvæg og hvælvingskappen lige ovenover. Her, omgivet af en mængde små skikkelser i skyerne, træder Christus frem tronende på regnbuen og med Jordens klode under sine fødder; armene er udstrakt næsten somom han dirigerer koncerten på himmelhvælvet. Nedenunder på væggen viser Christus sig atter, her som den pinte og korsfæstede. Desværre var østvæggens nederste del næsten helt ødelagt, men man kunne ane omridsene af nogle knælende skikkelser. På nordvæggen lige overfor den brede åbning mellem kapellet og selve kirken er fremstillet 32 aldrig udfyldte våbenskjolde. Det er tydeligt for enhver, at kapellets udsmykning forestiller Christi genkomst på den yderste dag, hvorom Frelseren selv har udtalt: I skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen (Johs. 1,52).
Desværre er nodebladene blanke, så ingen ved, hvad englene spiller, men at de behandler deres instrumenter helt korrekt kan tydeligt ses. Blandt de 32 forskellige instrumenter er mange nu lidet kendte, f. eks. hakkebrættet, en flad lydkasse med stålstrenge, som blev anslået med hamre, en slags primitiv forløber for klaveret; betegnelsen anvendes i vore dage spøgefuldt om gamle og udslidte eksemplarer af arten. Vi ser også langeleiken, der i Norge endnu i forholdsvis ny tid kendes som folkeinstrument, og som er i slægt med det islandske langspil, langt, som navnet siger, og benyttet med strygebue. Også nøjlefejlen, kendt fra Uppland, er repræsenteret, den er ligesom liren forsynet med klaviatur, men sættes i klang ved en bue, der føres skråt hen over strengene. Også blæseinstrumenter af stor ælde er trofast gengivet på Rynkeby-billederne, således f.eks. zinken, sækkepiben og positivet, ikke færre end to store orgler svæver midt i engleskaren. Man forstår, at musikhistorikeren virkelig ser Himlen åbne sig i Rynkeby, men også den som dyrker almindelig kulturhistorie har grund til at føle sig salig her; og da billedmotivet nu er tolket, må man stille sig spørgsmålene: Når er kapellet dekoreret og af hvem?
Maleriernes stil peger på den tidlige renaissance, som her tillands falder sammen med tiden efter reformationen, adelsskjoldene på nordvæggen røber, skønt tomme, at billedernes bestiller bør søges i de højeste samfundslag. Efterforskningen efter »manden bag Rynkeby-kapellets udsmykning« fører os derfor ganske naturligt til den nære herregård Skovsbo, som i 1562 blev erhvervet af en af tidens mægtigste mænd, rigshofmesteren Ejler Hardenberg (død 1565). Både Ejler og hans søn Erik Hardenberg (gift med den fromme, tungsindige Anne Rønnow fra Hvidkilde) var grebet af reformationens ideer og tanker. Rigshofmesteren skrev salmer, og sønnen tilbragte halvandet år med studier i Wittenberg, hvor han boede i huset hos selveste Melanchton.
Ser vi Rynkeby-billederne lidt nøjere efter, afslører de utvetydige, vigtige træk af Luthers nye lære, som kun kan være formidlet gennem bestilleren, enten Ejler eller Erik Hardenberg, sandsynligvis den førstnævnte, som modgang og sygdom fik til at grunde over livets forkrænkelighed, døden og håbet om opstandelse på den yderste dag. I den katolske billedkunst var fremstillingen af Christi genkomst en rettergangsscene: Christus indtager dommersædet, de dømmende sværd udgår fra hans mund, Sankt Michael vejer sjælens gode gerninger, Gudsmoder og Johannes Døber optræder som den indklagedes forsvarere, og aldrig mangler en instruktiv skildring af de dømte og fortabte sjæles helvedspinsler (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Forskellene mellem Romerkirkens højdramatiske og strenge dommedagsbillede og den på een gang festlige og ophøjede skildring af Christi genkomst i Rynkeby er iøjnefaldende. Borte er sværdene, advokaterne, sjælevejeren og de fordømte, i stedet henvises udelukkende til den lidende og korsfæstede. Christi korsfæstelse var for Luther straffen for vore synder. Mennesket kan kun gøre eet: Tro herpå og på nåden. Al henvisning til gode gerninger er omsonst.
Fig. 1. Rynkeby kirke. Tilbygningen til højre er Hardenberg’ernes kapel, hvor de nyfundne kalkmalerier befinder sig.
Fig. 2. DEN HIMMELSKE MUSIK. Uhørlige toner strømmer mod den besøgende, som træder ind i Rynkeby kirkes »Skovsbokapel«. Det nye fynske kalkmalerifund fra midten af 1500-årene viser Kristus omgivet af engle, som hver håndterer sit specielle instrument. I billedgengivelsen her er enkelthederne omgrupperet, men kompositionen beholdt. Instrumentnavne er vedføjet.
Fig. 3. Da Luther ikke ville vide af paven og hans kleresi, kom han i nød for en autoritet. Hvem skulle for eksempel udøve kirketugten, når menighederne ikke formåede at holde selvjustits? Tvunget af disse omstændigheder henvendte han sig til sit lands højeste verdslige myndighed, fyrsten, og bad ham overtage omsorgen for de gejstlige og kontrollere, at evangeliet blev prædiket rent. Ved udarbejdelsen af den nye ordning var Luthers ven og medarbejder Filip Melanchton medvirkende, og 1526 fik fyrsten ret til at ordne de kirkelige forhold i sit land efter eget forgodtbefindende, fra nu af var han ikke blot statens herre, men også kirkens øverste biskop. - Lignende kirkeordninger blev senere indført i andre lande, således i Danmark 1537. Dette er grunden til, at den danske konge ifølge grundlovens § 5 skal tilhøre Den evangelisk-lutherske Kirke.
Fra nu af var universitetet i Wittenberg, hvor den klassisk dannede Filip Melanchton virkede, målet for den studerende ungdom i de evangeliske lande. Det hedder om Erik Hardenberg: »Siden sendte hans forældre ham til Wittenberg, til højlærd og gudfrygtig Filip Melanchton, var hos ham halvandet år«. Det var o. 1553. Kurfyrsten havde ladet bygge et fornemt hus til den berømte lærer, og her fik den adelige student fra Fyn sit studerekammer. Erik Hardenberg glemte næppe nogensinde, hvad han lærte i Wittenberg; kalkmalerierne i Rynkeby kirkes Skovsbokapel er helt præget af reformatorernes tanker og ideer. Billederne må være malet o. 1565, da var Melanchton en mild og mager gamling, således som han er skildret af maleren Lucas Cranach den Yngre på reformationsalteret i slotskirken i Dessau.
Englene blæser ikke på dommedagsbasuner i Rynkeby, men opfører en himmelsk koncert til Guds ære. At de betjener sig af mangeartede og sjældne instrumenter er musikhistorisk interessant, end mere interessant er det, at vi har fået en evangelisk-luthersk version af et af den kristne kunsts hovedmotiver, og at udsmykningen kan sættes ind i en ganske bestemt historisk sammenhæng. Der er ikke langt fra Rynkeby til Birkende, hvor Hans Tausen er født, og der var - viser det sig - heller ikke så langt fra Rynkeby til reformationens Wittenberg.
