To kilo guld

(Fig. 1) Tissø i Vestsjælland og dens nærmeste omgivelser hører arkæologisk til de mest spændende landsdele; i hvert fald har den påfaldende ofte gjort sig bemærket med gode og sjældne fund. Derfor spidsede man øren på Nationalmuseet, da en anmeldelse indløb 13. april, skønt den i sig selv ikke lød særligt ophidsende. En gårdejer fra egnen havde på sin mark fundet en besynderlig metalting, »en slags nål eller kabel af flettet tyk tråd«. Det oplystes, at genstanden var forgyldt, og det gjorde naturligvis ikke interessen mindre.

Af Steen Wulff Andersen

Billede

Fig. 1: Fot: Lennart Larsen

Besigtigelsen to dage senere afslørede fundet som en sensation. Genstanden var ikke blot forgyldt, den var af purt guld: en vægtig halsring fra vikingetiden, men rigtignok noget skamferet ved at være slæbt med under harvningen, og ved at finderen havde viklet den af harven (hvad man naturligvis ikke kan bebrejde ham, at han gjorde). Det mest forbavsende var næsten størrelsen: i sin udrettede tilstand var guldstangen op mod én meter lang. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Ingen billedtekst.

Ringen er lavet af otte guldtråde, som først er snoet sammen parvis og derefter til et samlet bundt; en af parsnoningerne er brudt af midtvejs, som et par strittende trådender viser. Tykkelsen er størst ved midten, aftagende mod enderne. En lille, næsten kugleformet muffe med dekoration på siderne har lukket ringen. Det var tydeligt, at der foruden den afbrudte snoning manglede et mindre stykke; bruddene gik ikke sammen. Det blev der nu hurtigt rådet bod på af gårdejeren, som et par dage senere, på stedet hvor han havde standset harven, fandt den savnede ende, hvorved længden forøgedes med otte centimeter. De ialt 1830 gram guld af højeste lødighed har indbragt sin finder en mindre formue i danefægodtgørelse.

I sin oprindelige skikkelse har ringen målt ca 30 cm i diameter og vejet lidt over 2 kg. En tung byrde at lægge om halsen, men ejeren har sikkert gerne taget den på sig. At fundet selv i en avisfattig tid vakte opsigt er naturligt. Der er tale om et af de fornemmeste vikingetidssmykker, der kendes. Ikke siden det korte guldhorn kom for dagen ved Møgeltønder 1734, er der herhjemme fundet så vægtig en genstand af dette metal. Den vil nu, så vidt muligt, blive gengivet sin oprindelige form.

Er størrelsen og vægten i særklasse, så er selve formen til gengæld velkendt; snoede ringe til hals eller arm er fundet talrigt over hele Norden, hvor de især var på mode i 900- og begyndelsen af 1000-årene. I simpleste form er det blot to tråde, der er viklet sammen, men hyppigere træffes ringe, der ligesom den aktuelle består af flere dobbeltsnoninger. Det er dog yderst sjældent, de er af guld, langt oftere af sølv, vikingetidens gængse ædelmetal. Den nyfundne ring adskiller sig fra de fleste andre halsringe ved, at den ikke har kunnet åbnes, men det har nu sin meget naturlige forklaring, det var nemlig ikke nødvendigt. Med sine 30 centimeter i diameter har den kunnet gå ned over ethvert hoved.

Udsmykningen på samlestykket giver os mulighed for en lidt mere præcis datering. På siderne af den lille knop er der et to- eller tredelt båndslyng med små indridsede tværstreger, der skal efterligne filigrandekoration - alt i en udformning karakteristisk for 900-tallet. Båndene løber imidlertid ud i to stærkt stiliserede blade, og de er mere usædvanlige. Plantemotivet, der kom til Norden i løbet af 800-årene med importerede frankiske smykker og beslag, blev efterlignet på hjemlige frembringelser, men slog aldrig rigtigt igennem. Måske var det vikingerne for blødagtigt. Dyreornamentikken med dens groteske fremtoninger stod deres hjerter nærmere.

Det er betegnende, at halsringe aldrig træffes i grave, åbenbart var de for kostbare til det brug. Når man finder dem, er det enten enkeltvis - som her - eller sammen med andre værdigenstande i en slags depoter, formodentlig skatte skjult i ufredstider og bestemt til at hentes frem igen. Heldigt for os, at der undertiden kom noget i vejen.

(Fig. 3)

Billede

Fig. 3: Fot: Lennart Larsen

Det interessanteste ved sagen er næsten de perspektiver, der åbner sig gennem findestedet med dets mærkelige koncentration af fund. For halvandet år siden fremkom på en nærliggende mark et dyreornamenteret hængesmykke af forgyldt bronze og en lille knap, begge fra 900-tallet, samt en arabisk sølvmønt præget i tidsrummet 775-785. Ligeledes i nærheden er fundet et vikingetidsbeslag og resterne af et træskrin med indhold af smederedskaber: hammer, tang, ambolt m.m. En egentlig boplads er her også, den ligger på skrænten ud mod søen og omfatter resterne af en nedgravet hytte, et ildsted og af genstande: vævevægt, kam, jernkniv og potteskår. Ikke meget, men større anlæg kan skjule sig i nærheden. At vikingerne har boet her, er i hvert fald sikkert nok.

Ved søbredden neden for bopladsen ligger den mærkelige offerplads, som flere gange har været omtalt i Skalk (1957:2 og 1970:3). De lejlighedsvis opfiskede genstande spænder i tid fra yngre bronzealder til lidt ind i ældre middelalder, en 2000-årig periode, hvor hovedvægten dog falder på sidste del. Vikingetiden er repræsenteret med, blandt andet, smykkespænder, sværd og spydspidser. Hvad der ligger bag dette, er vanskeligt at sige. Måske er der virkelig - som foreslået - tale om ofringer til guden Tir (Tyr), der menes at have lagt navn til Tissø.

Vor halsring er en guddom værdig og kan for den sags skyld godt være en offergave, men den anden mulighed - skattefund - må dog stadig tages i betragtning. I begge tilfælde er det en nærliggende tanke, at der kan være mere, hvor den kom fra. Ja, hvor kom den egentlig fra? Det er svært at sige, harven har slæbt den med sig, og det er måske ikke første gang, markredskaberne har haft fat i den. Det kan blive særdeles vanskeligt at lokalisere det oprindelige nedlæggelsessted, men forsøget må i hvert fald gøres. Efter høst vil Nationalmuseet prøve at gøre finderen kunsten efter.