Tjodhildes kirke på Brattalid

En mand kommer ind på museet med en pakke under armen og forkynder, at det er Erik den Rødes hoved. Du er en Skalk! Vanemæssigt lader den prøvede museumsmand tanken forme ordene, mens tænderne bider dem over i et smil, der afspejler interesse for sagen.

Af Jørgen Meldgaard

Kontorchef N. O. Christensen fra Grønlandsministeriet bragte sin pakke ind den 30. august. Præsentationen af Erik på lyserødt silkepapir var effektfuld. Den følgende fundberetning nøgtern og kortfattet, men dog lang nok til at museumsmandens smil nåede at blive lagt om i ægte folder.

Et skolehjem skulle bygges for børn fra de spredte fåreholderhjem i bunden af Tunugdliarfik fjorden i Sydgrønland. Ved Qagssiarssuk udpegede kateket Lars Motzfeldt en velegnet byggeplads, nær skolekapellet og med udsyn over fjord og fjælde, og et par danske håndværkere begyndte grundudgravningen. Spaden bragte samme dag et mørnet kranium op af grøften. Det endte i jordbunken: En fåreskal vel sagtens, der løber jo 6000 får rundt i fjældene her ved fjorden. Senere endnu et kranium, og kateket Motzfeldt kommer ud af skolekapellet med sin viden om anatomi og historie og udtaler sin dom: Det er snarere Erik den Røde! Kateketen lader bud gå over fjorden til Narssarssuaq, tidligere amerikansk base, nu bl.a. dansk flyvestation, og et hold med flyverchefen i spidsen drager til fundstedet; deriblandt N. O. Christensen, som næste dag skal til København.

Dermed er Erik Røde på Nationalmuseet, hvor spekulationerne begynder. Thi det kan være ham. Oagssiarssuk-bopladsen blev i 1932 efter Poul Nørlunds udgravninger identificeret som Brattalid, Erik den Rødes høvdingesæde. Den nyfundne lokalitet undslap dengang arkæologernes graveskeer, af den naturlige årsag, at intet var at se på jordens overflade.

Første spørgsmål var nu: Eskimo eller nordbo? Eskimoiske grave fra hedensk tid er talrige i området. Vor førende anthropolog, dr. Balslev-Jørgensen, besigtiger knoglerne: Nordbo! ! Andet punkt: Kan byggeriet af skolehjemmet på Qagssiarssuk standses, og kan vi i en fart få yderligere oplysninger om fundstedet? Ministeriet for Grønland går i gang med at undersøge mulighederne for at flytte byggeriet, og »Grønlands Geologiske Undersøgelse« rækker en hjælpende hånd og lader et hold geologer sejle til Qagssiarssuk fra deres hovedlejr længere ude i fjorden.

Fundet rummer to muligheder, hver for sig spændende og berettigende til at sætte et større maskineri igang. Brattalid midt i nordboernes gamle Østerbygd var ikke blot stedet, hvor Erik Røde byggede gård i 985 (eller 986) efter at have ført 3-400 frihedselskende og eventyrlystne islændinge til det nyfundne og lokkende »Grønland«. Brattalid blev i løbet af nogle år centret for en blomstrende bygd, først behersket af gamle vikingesæder, landnamsmændene svor til den hedenske tro som Erik selv, snart dog præget af den nye tro med dåb og præstemænd, som Eriks søn Leif. Men uændret efter tro- og årtusindskifte var vikingeåndens kendemærker: Trang til mindeværdig stordåd udenfor stue og stald. Og Brattalid var stedet, hvor Thor brødes med Krist, og hvor hedninge og kristne gik lige dådrige og agtede i gravene.

Endnu var det ikke lykkedes at opspore landnamsmændenes hedenske grave. Men heller ikke den første kristne kirke og gravplads var fundet. En af disse to parter havde nu røbet sig.

Om kristendommens indførelse og den første kirke beretter sagaerne. Leif Eriksøn vender i år 1000 hjem fra et besøg i Norge, hvor han ved kong Olaf Tryggvasøns hof i Trondheim har ladet sig døbe og overtale til at forkynde kristendommen i Grønland. Han får en præst og andre gejstlige med sig. Ifølge Erik den Rødes saga (Hauksbók) er rejsen fuld af begivenheder. Skibet stormslås og han finder Vinland og ved Grønlands kyst redder han skibbrudne på et skær; han får navnet Leif den Lykkelige. På Brattalid modtages han af faderen Erik og moderen Tjodhilde. I Hauksbók hedder det videre: »Han forkyndte snart kristendommen og den almindelige (katolske) tro i landet, og foredrog for folket kong Olaf Tryggvasøns ordsending, og forklarede dem, hvor megen herlighed og glans, der var ved denne tro. Erik var langsom til at tage nogen bestemmelse om at forlade sin tro, men Tjodhilde lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en kirke ikke ganske nær ved husene; dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke. Der holdt hun og de andre, der antog kristendommen, deres bønner. Tjodhilde ville ikke, fra den tid hun havde antaget troen, dele seng med Erik; og dette var ham meget imod.«

I Olaf Tryggvasøns saga høres Eriks kommentar til sønnens bedrifter og det nye tilnavn: »Men hans fader Erik sagde så, at det ene kunne gå lige op mod det andet; det at han havde reddet et skibs mandskab i havsnød, og det at han havde ført skademanden til Grønland, hvormed han mente præsten.«

Sagaens skildring af »Tjodhildes kirke« lod vægten synke til fordel for den »kristne« tolkning af det nye fund på Brattalid. Dertil kom nu geologernes rapport med konstatering af flere grave og af bygningsrester. Og vejen var klar for en større prøvegravning. Ministeriet havde standset og flyttet skolehjemsbyggeriet.

Kateket Motzfeldt tog imod på Brattalid den 13. sept. Oppe på en græsgroet terrasse viste han stedet: »Her var det meningen, at skolehjemmet skulle rejses, med udsyn, og så det kunne ses fra fjorden. Men andre havde altså haft lignende tanker for længe siden....«

Nedad mod fjorden sænker dalen sig i trappeformede terrasser, strandbredden ligger knap 200 meter fra fundstedet, men den skjules bag et par terrasserygge. Det samme gælder ruinerne af Erik Rødes gård, der ligger nær stranden under dalens sydvendte skråning. »Tjodhilde lod bygge en kirke ikke ganske nær husene«, for ikke at Erik skulle vredes ved synet, hver gang han slog døren op i sin høvdingehal.

Umiddelbart foran den oprindelige hal og de senere tilbygninger ligger ruinerne af en stenbygget monumental kirke. Den er udgravet af Poul Nørlund, og kan dateres til det 13. årh. Under den er spor af en endnu ældre stenbygget kirke, rejst som skik var ved hovedgårdens bolig, men først engang efter at kristendommen var ophørt med at være en torn i øjet på betydende folk.

Oppe hvor de nye skeletfund var gjort, tegnede skyggerne i det lave sollys svage og udjævnede konturer af en U-formet højning. Prøvegrøfter blev gravet, og efter 14 dage stod bygningen nogenlunde klart på papiret: En bygning orienteret i øst-vest, og med sammenskredne tørvemure mod nord, syd og øst. I 5-6 meters afstand derfra angav enkelte fundamentsten resterne af et dige, og indenfor dette var der i de få prøvegrøfter dukket ialt 16 grave frem, smukt orienteret i øst-vest. »Dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke«!

Sagaskriveren, eller rettere hans kilde, har ikke været imponeret af kirken som arkitektonisk bygningsværk. Tjodhildes kirke har da også, efter den foreløbige undersøgelse at dømme, været et såre beskedent hus. Indvendigt har dens bredde blot været 2,9 m (muligvis 3,3 m) og længden har ikke overskredet 6 meter.

Det har været en græstørvskirke. De hidtil kendte 17 kirkeruiner i de grønlandske nordbobygder angiver gedigne stenkirker; men ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være bygget før 1100-tallet.

En bygning af græstørv, kombineret med noget træværk og enkelte sten, vil efter 9 århundreder ikke vise sig ved tydelige spor i terrænet. Derfor er tomten naturligt nok blevet overset af alle, og den har unddraget sig endog de skarpe arkæologøjne, der har spejdet efter kirken »ikke ganske nær husene«.

Kirkens østgavl ser dog ud til at have haft en del sten i muren. Større og mere imponerende sten er her taget i anvendelse og lagt som fundament, og nogle sten i den sammensunkne og udskredne tørvejord har formentlig oprindelig været lagt som skifter i murens inder- og ydervæg vekslende med lag af græstørv. Både østgavl og langmurene har været 1,3 meter tykke. Vestgavlen kunne overhovedet ikke spores ved prøvegravningen. Den har utvivlsomt bestået af træ. Kun langmurenes afslutning og en flisebelægning på gulvet angiver murens omtrentlige placering.

Det billede af Tjodhildes kirke, der kan tegnes efter blot 14 dages foreløbige undersøgelser, må blive løst og skitsemæssigt. Vi må lade fantasien få et rigeligt spillerum og så iøvrigt trække nogle linier op efter de islandske tørvekirker, omend disse kun findes bevaret fra 1800-tallet.

For folk der stævnede fjorden ind, og for de der færdedes ved deres daglige dont omkring Brattalids huse og stalde, har kirken rejst sig prunkløs i sin græsgroede klædning (Fig. 1.). For den kirkesøgende, der kom op vestenom bygningen, har der vel været mere at se (Fig. 2.). Trægavlen dér, med indgangsdøren, har åbnet mulighed for indskårne og malede prydelser; det samme gælder de krydslagte vindskeder (Fig. 3.). Et trækors har nok markeret husets art, og en lille kirkeklokke er rimeligvis kommet til inden længe, dog snarest ophængt inde i kirken. Vi går ind af døren. Mørkt og snavset, med lidt lys fra åbninger i gavlene, og måske fra en lyre i taget. Trods et gulvareal på blot 12-15 m2 brænder en åben varmende ild på et par store stenfliser nær rummets midte. En 30-40 mennesker kan stuves sammen herinde. Væggene er antagelig bræddeklædte, og tørvemurene er lunende. Atmosfæren har været tæt, »præstemanden« og hans tjenere, der klumper sig sammen henne ved østgavlens alter, lider med anstand i deres missionerende gerning »ved verdens ende«, bedre vant fra kong Olaf Tryggvasøns hof.

Billede

Fig. 1. Erik den Rødes »høvdingehal« på Brattalid, ni meter lang og med lune metertykke tørvevægge. Vand er indlagt: Et kildevæld er ledet ind midt gennem rummet. Udgravet 1932.

Billede

Fig. 2. Skitseret plan over kirketomten med udgravningsfelter, tørvemure og grave indtegnet. Herunder: Tværsnit gennem den sammensunkne tørvemur. Herover: Murtværsnittet rekonstrueret.

I de gennemskårne langmure iagttoges mange tynde sorte striber i området nær ydervæggen. Indad mod husrummet er der tykkere og mere sandede lag.

Vi sammenholder iagttagelserne med gammel byggeskik på Island. Man skærer græstørv på forskellig vis. Bedst er de blot 5 cm tykke flager af den egentlige græstørv med sammenfiltret rodnet. Disse flager, der gøres 20 cm brede og 1 m lange, kaldes »Strengur« og stables yderst i væggen. Men for at spare på græsarealet skæres også 15 cm tykke blokke på ca 20 x 30 cm. Disse mere jord- og sandfyldte tørv kaldes »Klömbruhnaus«, og de sættes skråtstillede i murens indre partier, afvekslende med tynde lag af »Strengur«, der går på tværs gennem muren og binder denne sammen.

Mure af denne art indgik bl.a. i de islandske tørvekirker i forrige århundrede.

Billede

Fig. 3. Brattalid med Tjodhildes kirke omkring år 1001. I baggrunden til venstre Erik den Rødes gård. (Gendigtning af den grønlandske tegner Jens Rosing).

»Der holdt Tjodhilde og de andre, der antog kristendommen, deres bønner.« Vi lytter: Tjodhilde beder for Eriks hedenske sjæl, og Leif takker for vel overstået Vinlandsfærd. En og anden beder for en større kirke....

Sagaberetterne giver ikke ren besked om Erik Rødes død; gik han i graven som hedning eller som kristen? Hedningedøden er den almindelige antagelse blandt nutidens forskere. Det ville måske passe bedre ind i billedet af Erik og hans stædige gemyt med en højsættelse på gammel vis. Men Hauksbók åbner dog for den anden mulighed: »Erik var langsom til at tage nogen bestemmelse om at forlade sin tro, men Tjodhilde o.s.v.«. Det vil være rimeligt at forestille sig, at Erik på et vist tidspunkt er gået med til at lade sig primsigne, d.v.s. foreløbigt indvie ved korsets tegn. Dette var langt fra usædvanligt på Island i årene omkring kristendommens antagelse ved årtusindskiftet. Primsigningen havde den virkning, at man i lige grad kunne omgås kristne og hedninge uden at opgive sin gamle tro, hvilket for Erik ville gøre ende på hans bekendte ærgrelse over, at Tjodhilde efter sin dåb nægtede at dele seng med ham.

Men den første vinter (år 1000-1001) efter Leifs hjemvenden som døbt og med præst i følge har i alle tilfælde været hård for Erik Røde. De foregående to somre har han fra Island uden tvivl hørt, hvorledes høvdinge dér så på slige sager. I 996 fór Stefne Torgilsson med vold og brand frem mod islandske templer og gudebilleder. Han var blevet kristnet i Danmark. Men den følgende sommer blev det lovtaget på Altinget, at hver den, der ville angribe guderne eller bruge hånsord om dem, skulle dømmes til fredløshed og sagsøges af sine egne fjernere slægtninge for gudsbespottelse. Thi kristendommen måtte betragtes som frændeskam, en plet på ættens ære.

Stefne var udsendt af Olaf Tryggvasøn - som Leif et par år senere.

På Altinget i 999 kunne den ansete og nydøbte høvding Hjalte Skæggeson dog fra selve lovbjerget udslynge disse rimede hånsord om guderne:

Gæk for Guder må bæve
Grant ligner Freja en Tæve.

Og først efter megen strid og rådslagning lykkedes det at få Hjalte dømt fredløs.

På tinget i år 1000 var kristne og hedninge omtrent jævnstærke. Den 23. juni var de to partier efter megen rådslagning endnu så fjernt fra hinanden, at der blev tale om at forkynde to love og at danne to stater i landet.

Torgejr Godes store tale fra lovbjerget den følgende dag skabte forliget: »Thi det vil vise sig, at søndrer vi loven, så søndrer vi også freden«. Og Torgejr forkyndte da den lov, at alle skulle være kristne. Men angående børneudsættelse og hestekødspisning, da skulle de gamle hedenske love stå ved magt. At foretage hemmelige ofringer til guderne skulle være tilladt - men straffes med landsforvisning, dersom det kunne bevises ved vidner. Og alle hedninge på tinget blev primsignet, og mange døbte. Men nord- og østlændingene modsatte sig at blive døbt i koldt vand, og mange blev derfor først døbt på hjemvejen i forskellige varme kilder....

Disse nyheder må være nået frem til Brattalid i sommeren 1001. Og da har Erik vel så småt vænnet sig til lyden af præstemandens messe deroppe fra Tjodhildes nyrejste hus.

Erik den Røde kan ligge i sin kristne grav her ved Tjodhildes kirke. Men det åbne spørgsmål er, om vi ved næste sommers udgravninger får en mulighed for at identificere ham. Hauksbók siger et sted, da Erik skal ud på Vinlandsfærd med sønnen Torstein, at han på vej til skibet »faldt af hesten og brækkede ribbenene i siden, og forslog armen i skulderleddet«. Men et skelet med brækkede ribben vil næppe overbevise verden om Erik Rødes grav. Vi må håbe på andre vidnesbyrd.

Hvem må ellers forventes at hvile på kirkegården? Tjodhilde selv, naturligvis. Formentlig Erikssønnerne, Leif, Thorvald, Thorstein; samt datteren Freydis. Desuden en række andre navnkundige folk. Dog er det først nødvendigt at spekulere lidt over, hvor længe Tjodhildes kirke var i brug. Kirken er på et vist tidspunkt flyttet ned til gården, hvor den store stensatte kirkeruin nu ligger. Poul Nørlunds udgravninger i 1932 viste, at der under den ret velbevarede rektangulære tomt af en kirke fra 1200-tallet lå fundamentsten af en ældre kirke, som ikke sikkert kan dateres. Adskillige har ment, at dette var Tjodhildes kirke, men nu kan der næppe være tvivl om, at det er afløseren af Tjodhildes græstørvskirke.

I værste fald kunne man tænke sig, at Tjodhildes kirkegård var tom! Ifølge islandsk lov var der strenge regler for opgravning af de døde, dersom kirken måtte flyttes. I Grågås hedder det: De skulle begynde gravningen i kirkegårdens yderste dele og lede efter ben på samme måde, som de ville lede efter penge! Men skeletterne i det i sommer afdækkede område viser, at det heldigvis ikke blev praktiseret her. Bestemmelserne i Grågås er da formentlig også fra en senere tid.

Der ligger på den lille kirkegård nok henimod hundrede gravlagte nordboere, efter fundtætheden i prøvegrøfterne at dømme. Den har været i anvendelse i adskillige år. På den anden side rummer den næppe meget mere end en generations døde; senest 25-30 år efter kirkens rejsning må alle bygdefolk være kristne, befolkningstallet er vel nu ialt på et par tusinde, og hovedsædet Brattalid har krævet en større og mere statelig kirkebygning - på en mere passende plads.

Leif den Lykkelige er død før 1025. Dette år berettes i anden forbindelse, at hans søn Torkel, »en mægtig mand rig på gods og venner, og en god ven af den hellige kong Olaf«, sidder som høvding på Brattalid. Det vil være en rimelig gisning, om vi lader Torkel stå som bygherre for stenkirken, der afløste bedstemoderens historiske tørvehus. Men den gamle bygning var mere end et historisk sted for de følgende generationer; det var indviet jord, og den rummede den mindeværdige generation af landnamsfolk. Gennem nogen tid er bygningen holdt vedlige, og kirkegårdsdiget bevaret for de løsgående husdyrs skyld. Dog, et tørvehus er skrøbeligt: i et gunstigt, tørt klima som på Nordisland, der kan jævnføres med Eriksfjorden, er livslængden for et tørvehus blot 50 år; hvis det er særlig velbygget og jævnligt repareres, da 100 år. Så må det rejses fra grunden på ny. Uden vedligeholdelse er bygningen skredet sammen efter 20 års forløb. Da de sidste grønlandske nordboer gik i gravene henimod 500 år efter at Tjodhildes kirke var bygget, lå tomten forlængst som en græsgroet højning (Fig. 4.).

Billede

Fig. 4. KØLNÆS. Nedenstående udtog af Erik den Rødes saga omhandler begivenheder, som fandt sted i året 1003. I denne og en række lignende skildringer rummes vor viden om Vinland.

I Brattalid begyndte folk at tale meget om, at man skulle opsøge Vinland det Gode; og det sagdes, at en rejse derhen ville være særdeles fordelagtig på grund af landets frugtbarhed. Og det kom så vidt, at Karlsevne og Snorre beredte deres skib for om våren at opsøge landet. Med dem drog Eriks søn Thorvald, og Thorhal med tilnavn Jæger, som længe havde været hos Erik, og tjent ham som jæger om sommeren og som husfoged om vinteren. Han var stor og stærk, sortladen og lig en jætte, tavs, og gav ondt fra sig, i hvad han talte, og tilskyndte bestandig Erik til det værste; han var en slet kristen --.

De havde ialt 160 mand, da de sejlede til Vesterbygden, og derfra til Bjarnø. Derfra sejlede de to dage i sønder; da så de et land, og udskød båden, og undersøgte landet. De fandt dér store heller (flade sten), hvoraf mange vare tolv alen brede; der var en stor mængde ræve. De gav landet navn, og kaldte det Helluland.

Derfra sejlede de to dage, og drejede af fra sønden mod sydøst, og fandt et land bevokset med skov, og mange dyr på det. De kaldte landet Markland. Derfra sejlede de længe sønderpå langs med landet, og kom til et næs. Landet lå på skibets højre side. Der var lange og sandige strande. De roede i land og fandt dér på næsset kølen af et skib, og kaldte det Kølnæs. De gik ud på skibet, og dernæst sejlede de videre. Derpå blev landet fjordskåren, og de sejlede ind i en fjord, hvor der lå en ø udenfor, om hvilken der var stærke strømme. Derfor kaldte de den Strømø. Der var så mange edderfugle på øen, at man næppe kunne gå der for æg. De kaldte det sted Strømfjord.

De bar dér ladningerne fra deres skibe, og beredte sig på at blive der. De havde alskens kvæg med sig. Egnen dér var meget skøn....

Under Jørgen Meldgaards rejse i 1956 for Nationalmuseet, hvor Vinland med sandsynlighed blev stedfæstet til det nordligste Newfoundland, var Kølnæs (Kjalarnæs) nøglen og udgangspunktet.

Sagaskriverens forklaring på navnet (historien om skibskølen) er næppe rigtig. Navnet Kølnæs kendes i flere tilfælde fra Island, og her er det landskabets form, som er navngivende (Kølnæs: det kølformede næs). Kølnæs blev fundet som et stort, markant forbjerg, Cape Porcupine (se billedet). Det skyder ud fra milelange sandstrande på Labradors østkyst, syd for Hamilton Inlet.

På Brattalid vil man i sommeren 1962 se et større hold arkæologer gå i gang med skeer og pensler. Kirketomten skal afdækkes helt, de sparsomme spor af tørvemure og stenlægninger må formentlig alene vidne om bygningens konstruktion. Trævægge kan måske påvises indirekte. Kirkegulvet skal gennemgraves, her er muligheder for fund af genstande, og udelukket er det ikke, at et par betydningsfulde personer er gravlagte herinde.

Kirkegården vil blive gennemgravet af en arkæolog og en anthropolog, og de vil lede efter ben »på samme måde, som de ville lede efter penge.« På de hidtil udgravede kirkegårde i nordbobygderne har det været vanskeligt at datere gravene, kun de sen-middelalderlige har kunnet identificeres i større antal. Til gengæld har nogle af disse været særdeles oplysende, som f. eks. de berømte fund fra Poul Nørlunds udgravning af Herjolfsnæs. På Tjodhildes kirkegård er der nu mulighed for at samle et videnskabeligt set meget værdifuldt skeletmateriale fra en kortvarig periode, og bevaringstilstanden ser ud til at være nogenlunde god.

Er det for dristigt at håbe på nogle enkelte grave med berømmelige navne ristede i runer på ligstenen? Læses der f.eks. på en: »Torstein Eriksson«, da er den ikke lagt over den mest navnkundige mand, og dog stiger der hele sagasider frem til levendegørelse af ham. Søn af Erik Røde, Vinlandsfarer, bryllup med Gudrid, bonde på Sandnæs i Vesterbygden. Her sker der trolddom og gengangeri, pesten hærger og mange dør, deriblandt Torstein selv. Hans sidste ord er en bøn om, at han må blive »ført til kirken«. »Det er en uskik, som har fundet sted her i Grønland, siden kristendommen er blevet indført, at begrave folk i uviet jord og kun synge lidt over dem.«

Sagaskriveren slutter beroligende: »Torstein og de andres lig blev førte til kirken i Eriksfjord på Brattalid, og der blev sunget over dem af præsterne«. Det var i året 1002.