Tjodhildes kirke på Brattalid

Kontorchef N. O. Christensen fra Grønlandsministeriet bragte sin pakke ind den 30. august. Præsentationen af Erik på lyserødt silkepapir var effektfuld. Den følgende fundberetning nøgtern og kortfattet, men dog lang nok til at museumsmandens smil nåede at blive lagt om i ægte folder.

Et skolehjem skulle bygges for børn fra de spredte fåreholderhjem i bunden af Tunugdliarfik fjorden i Sydgrønland. Ved Qagssiarssuk udpegede kateket Lars Motzfeldt en velegnet byggeplads, nær skolekapellet og med udsyn over fjord og fjælde, og et par danske håndværkere begyndte grundudgravningen. Spaden bragte samme dag et mørnet kranium op af grøften. Det endte i jordbunken: En fåreskal vel sagtens, der løber jo 6000 får rundt i fjældene her ved fjorden. Senere endnu et kranium, og kateket Motzfeldt kommer ud af skolekapellet med sin viden om anatomi og historie og udtaler sin dom: Det er snarere Erik den Røde! Kateketen lader bud gå over fjorden til Narssarssuaq, tidligere amerikansk base, nu bl.a. dansk flyvestation, og et hold med flyverchefen i spidsen drager til fundstedet; deriblandt N. O. Christensen, som næste dag skal til København.

Dermed er Erik Røde på Nationalmuseet, hvor spekulationerne begynder. Thi det kan være ham. Oagssiarssuk-bopladsen blev i 1932 efter Poul Nørlunds udgravninger identificeret som Brattalid, Erik den Rødes høvdingesæde. Den nyfundne lokalitet undslap dengang arkæologernes graveskeer, af den naturlige årsag, at intet var at se på jordens overflade.

Første spørgsmål var nu: Eskimo eller nordbo? Eskimoiske grave fra hedensk tid er talrige i området. Vor førende anthropolog, dr. Balslev-Jørgensen, besigtiger knoglerne: Nordbo! ! Andet punkt: Kan byggeriet af skolehjemmet på Qagssiarssuk standses, og kan vi i en fart få yderligere oplysninger om fundstedet? Ministeriet for Grønland går i gang med at undersøge mulighederne for at flytte byggeriet, og »Grønlands Geologiske Undersøgelse« rækker en hjælpende hånd og lader et hold geologer sejle til Qagssiarssuk fra deres hovedlejr længere ude i fjorden.

Fundet rummer to muligheder, hver for sig spændende og berettigende til at sætte et større maskineri igang. Brattalid midt i nordboernes gamle Østerbygd var ikke blot stedet, hvor Erik Røde byggede gård i 985 (eller 986) efter at have ført 3-400 frihedselskende og eventyrlystne islændinge til det nyfundne og lokkende »Grønland«. Brattalid blev i løbet af nogle år centret for en blomstrende bygd, først behersket af gamle vikingesæder, landnamsmændene svor til den hedenske tro som Erik selv, snart dog præget af den nye tro med dåb og præstemænd, som Eriks søn Leif. Men uændret efter tro- og årtusindskifte var vikingeåndens kendemærker: Trang til mindeværdig stordåd udenfor stue og stald. Og Brattalid var stedet, hvor Thor brødes med Krist, og hvor hedninge og kristne gik lige dådrige og agtede i gravene.

Endnu var det ikke lykkedes at opspore landnamsmændenes hedenske grave. Men heller ikke den første kristne kirke og gravplads var fundet. En af disse to parter havde nu røbet sig.

Om kristendommens indførelse og den første kirke beretter sagaerne. Leif Eriksøn vender i år 1000 hjem fra et besøg i Norge, hvor han ved kong Olaf Tryggvasøns hof i Trondheim har ladet sig døbe og overtale til at forkynde kristendommen i Grønland. Han får en præst og andre gejstlige med sig. Ifølge Erik den Rødes saga (Hauksbók) er rejsen fuld af begivenheder. Skibet stormslås og han finder Vinland og ved Grønlands kyst redder han skibbrudne på et skær; han får navnet Leif den Lykkelige. På Brattalid modtages han af faderen Erik og moderen Tjodhilde. I Hauksbók hedder det videre: »Han forkyndte snart kristendommen og den almindelige (katolske) tro i landet, og foredrog for folket kong Olaf Tryggvasøns ordsending, og forklarede dem, hvor megen herlighed og glans, der var ved denne tro. Erik var langsom til at tage nogen bestemmelse om at forlade sin tro, men Tjodhilde lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en kirke ikke ganske nær ved husene; dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke. Der holdt hun og de andre, der antog kristendommen, deres bønner. Tjodhilde ville ikke, fra den tid hun havde antaget troen, dele seng med Erik; og dette var ham meget imod.«

I Olaf Tryggvasøns saga høres Eriks kommentar til sønnens bedrifter og det nye tilnavn: »Men hans fader Erik sagde så, at det ene kunne gå lige op mod det andet; det at han havde reddet et skibs mandskab i havsnød, og det at han havde ført skademanden til Grønland, hvormed han mente præsten.«

Sagaens skildring af »Tjodhildes kirke« lod vægten synke til fordel for den »kristne« tolkning af det nye fund på Brattalid. Dertil kom nu geologernes rapport med konstatering af flere grave og af bygningsrester. Og vejen var klar for en større prøvegravning. Ministeriet havde standset og flyttet skolehjemsbyggeriet.

Kateket Motzfeldt tog imod på Brattalid den 13. sept. Oppe på en græsgroet terrasse viste han stedet: »Her var det meningen, at skolehjemmet skulle rejses, med udsyn, og så det kunne ses fra fjorden. Men andre havde altså haft lignende tanker for længe siden….«

Nedad mod fjorden sænker dalen sig i trappeformede terrasser, strandbredden ligger knap 200 meter fra fundstedet, men den skjules bag et par terrasserygge. Det samme gælder ruinerne af Erik Rødes gård, der ligger nær stranden under dalens sydvendte skråning. »Tjodhilde lod bygge en kirke ikke ganske nær husene«, for ikke at Erik skulle vredes ved synet, hver gang han slog døren op i sin høvdingehal.

Umiddelbart foran den oprindelige hal og de senere tilbygninger ligger ruinerne af en stenbygget monumental kirke. Den er udgravet af Poul Nørlund, og kan dateres til det 13. årh. Under den er spor af en endnu ældre stenbygget kirke, rejst som skik var ved hovedgårdens bolig, men først engang efter at kristendommen var ophørt med at være en torn i øjet på betydende folk.

Oppe hvor de nye skeletfund var gjort, tegnede skyggerne i det lave sollys svage og udjævnede konturer af en U-formet højning. Prøvegrøfter blev gravet, og efter 14 dage stod bygningen nogenlunde klart på papiret: En bygning orienteret i øst-vest, og med sammenskredne tørvemure mod nord, syd og øst. I 5-6 meters afstand derfra angav enkelte fundamentsten resterne af et dige, og indenfor dette var der i de få prøvegrøfter dukket ialt 16 grave frem, smukt orienteret i øst-vest. »Dette hus blev kaldt Tjodhildes kirke«!

Sagaskriveren, eller rettere hans kilde, har ikke været imponeret af kirken som arkitektonisk bygningsværk. Tjodhildes kirke har da også, efter den foreløbige undersøgelse at dømme, været et såre beskedent hus. Indvendigt har dens bredde blot været 2,9 m (muligvis 3,3 m) og længden har ikke overskredet 6 meter.

Det har været en græstørvskirke. De hidtil kendte 17 kirkeruiner i de grønlandske nordbobygder angiver gedigne stenkirker; men ingen af disse kan dog med sikkerhed siges at være bygget før 1100-tallet.

En bygning af græstørv, kombineret med noget træværk og enkelte sten, vil efter 9 århundreder ikke vise sig ved tydelige spor i terrænet. Derfor er tomten naturligt nok blevet overset af alle, og den har unddraget sig endog de skarpe arkæologøjne, der har spejdet efter kirken »ikke ganske nær husene«.

Kirkens østgavl ser dog ud til at have haft en del sten i muren. Større og mere imponerende sten er her taget i anvendelse og lagt som fundament, og nogle sten i den sammensunkne og udskredne tørvejord har formentlig oprindelig været lagt som skifter i murens inder- og ydervæg vekslende med lag af græstørv. Både østgavl og langmurene har været 1,3 meter tykke. Vestgavlen kunne overhovedet ikke spores ved prøvegravningen. Den har utvivlsomt bestået af træ. Kun langmurenes afslutning og en flisebelægning på gulvet angiver murens omtrentlige placering.

Det billede af Tjodhildes kirke, der kan tegnes efter blot 14 dages foreløbige undersøgelser, må blive løst og skitsemæssigt. Vi må lade fantasien få et rigeligt spillerum og så iøvrigt trække nogle linier op efter de islandske tørvekirker, omend disse kun findes bevaret fra 1800-tallet.

For folk der stævnede fjorden ind, og for de der færdedes ved deres daglige dont omkring Brattalids huse og stalde, har kirken rejst sig prunkløs i sin græsgroede klædning (Fig. 1.). For den kirkesøgende, der kom op vestenom bygningen, har der vel været mere at se (Fig. 2.). Trægavlen dér, med indgangsdøren, har åbnet mulighed for indskårne og malede prydelser; det samme gælder de krydslagte vindskeder (Fig. 3.). Et trækors har nok markeret husets art, og en lille kirkeklokke er rimeligvis kommet til inden længe, dog snarest ophængt inde i kirken. Vi går ind af døren. Mørkt og snavset, med lidt lys fra åbninger i gavlene, og måske fra en lyre i taget. Trods et gulvareal på blot 12-15 m2 brænder en åben varmende ild på et par store stenfliser nær rummets midte. En 30-40 mennesker kan stuves sammen herinde. Væggene er antagelig bræddeklædte, og tørvemurene er lunende. Atmosfæren har været tæt, »præstemanden« og hans tjenere, der klumper sig sammen henne ved østgavlens alter, lider med anstand i deres missionerende gerning »ved verdens ende«, bedre vant fra kong Olaf Tryggvasøns hof.