Tilskæring
Om vore ældste forfædres påklædning ved vi såre lidt, men det er nærliggende at forestille sig, at de jægerfolk, der befolkede Danmark i ældre stenalders lange tidsrum, har iført sig skindene af de dyr, som de nedlagde for at skaffe sig føden. Det er imidlertid gætteværk, for ingen fund bevidner det, og de menneskebilleder, som nu og da findes indridset på sager af ben og tak, er så primitive, at de er uden værdi i denne forbindelse. Går vi til yngre stenalders agerbrugere, bliver vi ikke umiddelbart klogere, men vi mærker os, at fåret var blandt husdyrene, at der i lerkarrene er indtryk af spunden tråd, og - ikke mindst - at der et par gange er fundet rester af vævet stof. Det er sandsynligt, at den tids mennesker havde tøj, der i hvert fald fremstillingsmæssigt lignede det, vi klæder os i.
Af Karen-Hanne Nielsen
Først i bronzealderen tændes lyset. Egekisterne med deres mirakuløst bevarede indhold lader folkene træde frem fuldt påklædte - mænd og kvinder i kofter og kjoler, med huer og hårnet. Vi følger dem gennem at par hundrede år, så ændres gravskikken, og flokken forsvinder i et mørke næsten lige så uigennemtrængeligt som før.
Egekistedragterne har ofte været omtalt i litteraturen, men det er dog hovedsageligt gennem dr. Margrethe Halds indtrængende studier, vi har fået kendskab til det særegne materiale. Så omfattende er denne behandling, at der ikke synes meget at gøre for efterfølgere. Alligevel - et så rigt stof lader stadig muligheder åbne for den, der vil gå på opdagelse.
Lad os betragte mandsdragten. Den består af en hue med eller uden påsyet flos-lag, en nærmest nyreformet kappe, der ligeledes kan have påsyet flos, og et lændeklæde eller en kofte. Den sidste - koften - er egentlig ikke andet end et forlænget lændeklæde, det firkantede tøjstykke har været lagt løst om kroppen, men foroven har det et par udskydende snipper, der må have tjent som fæste for seler af en eller anden art. Disse snipper er sammen med floslaget taget til indtægt for en teori om, at bronzealderklædningen skulle have den primitive skinddragt som forbillede. Snipperne antages at være en efterligning af dyrehudens for- og bagben og det påsyede flos en erstatning for hårlaget. Det sidste kan uden videre tiltrædes. Hvad det første - snipperne - angår, må man stille sig mere tvivlende. Ved nærmere eftersyn opdager man nemlig, at der kan anvises en anden og nok så jordbunden forklaring.
Først lidt om kappen. Den var dragtens hoveddel og fremstilledes så vidt muligt af ét stort sammenhængende tøjstykke (Fig. 1) (fig. 2).
Fig. 1: Kopi af bronzealderdragten fra Muldbjerg. Dominerende er den folderige kappe, der bæres med forkanten bøjet, så at den danner krave og revers. Koften er i al enkelhed et firkantet tøjstykke, svøbt om kroppen og holdt sammen af bæltet. En hjørnesnip forlænget med en læderrem er som en sele ført over højre skulder (ved siden af sværdremmen). En tilsvarende snip i kofte stykkets anden side befinder sig på ryggen.
Fig. 2: Skematisk aftegning af de to i artiklen omtalte bronzealderdragter med angivelse af alle sammensyninger. De med tværstreger fremhævede sømme er lukkede vævekanter fra de tøjstykker, som dragterne er skaret af. Dobbeltpilene viser trendens retning; hvor den store pil peger, er der spor af en afrevet snip.
- Efter M. Hald.
Her er der i hvert fald ikke meget, som minder om dyreskindet, for der, hvor benene skulle stritte ud, er man netop gået til den modsatte yderlighed og har rundet kanterne af. Det er naturligt nok, for det vævede stof har helt andre egenskaber end skind, det har evnen til at danne smukke folder, og det kunne næppe undgå at påvirke formgivningen. Nu giver tilskæring efter buede linjer erfaringsvis et stort materialespild, så derfor er det alligevel mærkeligt at se metoden anvendt her. Primitive mennesker plejer at være særdeles nøjeregnende med det vævede stof, som det har kostet så megen møje at fremstille.
'
Det indtryk af ødselhed, som kapperne efterlader, fortoner sig ganske ved betragtning af kofterne, der er flikket sammen, så at de nærmest ligner kludetæpper. Det hele ser temmelig tilfældigt ud, men sammenligner man de to foreliggende, nogenlunde velbevarede kofteeksemplarer - fra Muldbjerg i Vestjylland og Trindhøj på Koldingegnen - opdager man, at der trods alt er system i kompositionen; sømmenes forløb i de to dragtstykker er næsten det samme, og »kludene« er af nogenlunde ensartet størrelse og form (fig. 3) (fig. 4). Igen er det dragternes tilskæring, opmærksomheden må rettes imod - den giver forklaringen, som samtidig er forklaring på fremkomsten af de omtalte snipper. Vi vil prøve at forestille os arbejdsgangen.
Fig. 3: De vigtigste helstykker i de to dragter, sammenlagt til figurer, der i store træk viser formen af de tøjstykker, som dragterne er skåret af.
Fig. 4: Den teoretiske tilblivelse af bronzealderdragten. I praksis forløb processen vel ikke helt så regelret, og kniven har sikkert været mere i brug end antydet.
Det vævede tøjstykke, som leverede materialet, måtte af fremstillingsmæssige grunde være firkantet; bredden satte væven grænsen for; hvad længden angår, var man derimod frit stillet, og her blev det afgørende, at man ønskede at fremstille kappen hel og udelt. Dette krævende klædningsstykke blev af samme grund skåret først ud, og da den ene side i den nyreformede figur er ret, faldt det helt naturligt at lægge udskæringen ved en af firkantens langsider. Tilbage efter denne operation var to hjørneklude og et stort tøjstykke med to snipper - i virkeligheden af koftens form, blot alt for langt og smalt. Det var der imidlertid råd for; stykket blev delt i to og - efter en let tilretning, der afkastede endnu en hjørneklud - syet sammen igen, det ene stykke over det andet. De afskårne hjørner blev indsyet i spredt fægtning mellem snipperne, sådan at koften fik en nogenlunde acceptabel overkant. Elegant er dette eksempel på oldtidens skrædderkunst ikke, men man opnåede, hvad man ville, nemlig at få kappen udelt og samtidig at udnytte det firkantede vævestykke til sidste trævl. Koftens skuldersnipper med deres åbenbare praktiske funktion fik man i tilgift. De opstod i et heldigt formmæssigt samspil mellem kofte og kappe, og det kan skinddragten næppe have haft nogen indflydelse på.
Helt stemmer praksis ikke med den ovenfor udviklede teori. I Muldbjerg-koften er der indsyet fremmede klude, og Trindhøj-kappen har ved den ene ende en øgning, som - hvis den da ikke skyldes en reparation - må betyde, at det oprindelige tøjstykke ikke har strakt til. Men stort set passer puslespillet, som det vil fremgå af de her viste tegninger, hvor dragterne ses opløst i deres bestanddele og hovedelementerne atter samlet, således som det må antages, at de har siddet i de oprindelige tøjstykker. Man bemærker, at trendens retning passer sammen, og at alle lukkede vævekanter, som er bevaret på de enkelte »lapper«, placerer sig, som de skal, nemlig i randen af de sammenlagte figurer. For teoriens gyldighed leverer disse figurer beviset. Ved bedømmelsen må der naturligvis tages hensyn til de beskadigelser og forstrækninger, som skyldes brugen og årtusinders ophold i jorden.
Til det fremførte kunne der nok føjes mere, men stedet er ikke hertil. Tilbage er blot at bemærke, at en kappe og en kofte skåret af samme tøjstykke vel ikke dannede et uadskilleligt par, som nødvendigvis måtte følge en fælles ejer lige til graven. Et dragtstykke kunne blive slidt op og udskiftet, og der kan tænkes mange andre grunde til, at ombytning har fundet sted. Trindhøj-dragtens kappe og kofte er vistnok et sammenbragt sæt, men så ensartede er disse klædningsstykker, at brikkerne alligevel passer.
Teorien om dyreskindet som forbillede for bronzealderdragten kan vel ikke helt afvises - endnu er der floslaget tilbage at bygge den på - men det lille tilskærerkursus, vi netop har gennemgået, har alligevel vakt til eftertanke. For fremtiden bør man nok søge oprindelsen til bronzealderens påklædning - mindre i fortidens dyb, mere ude i det Europa, som man netop i denne tid havde etableret så rig en forbindelse med.
