Tilskæring

Først i bronzealderen tændes lyset. Egekisterne med deres mirakuløst bevarede indhold lader folkene træde frem fuldt påklædte – mænd og kvinder i kofter og kjoler, med huer og hårnet. Vi følger dem gennem at par hundrede år, så ændres gravskikken, og flokken forsvinder i et mørke næsten lige så uigennemtrængeligt som før.

Egekistedragterne har ofte været omtalt i litteraturen, men det er dog hovedsageligt gennem dr. Margrethe Halds indtrængende studier, vi har fået kendskab til det særegne materiale. Så omfattende er denne behandling, at der ikke synes meget at gøre for efterfølgere. Alligevel – et så rigt stof lader stadig muligheder åbne for den, der vil gå på opdagelse.

Lad os betragte mandsdragten. Den består af en hue med eller uden påsyet flos-lag, en nærmest nyreformet kappe, der ligeledes kan have påsyet flos, og et lændeklæde eller en kofte. Den sidste – koften – er egentlig ikke andet end et forlænget lændeklæde, det firkantede tøjstykke har været lagt løst om kroppen, men foroven har det et par udskydende snipper, der må have tjent som fæste for seler af en eller anden art. Disse snipper er sammen med floslaget taget til indtægt for en teori om, at bronzealderklædningen skulle have den primitive skinddragt som forbillede. Snipperne antages at være en efterligning af dyrehudens for- og bagben og det påsyede flos en erstatning for hårlaget. Det sidste kan uden videre tiltrædes. Hvad det første – snipperne – angår, må man stille sig mere tvivlende. Ved nærmere eftersyn opdager man nemlig, at der kan anvises en anden og nok så jordbunden forklaring.

Først lidt om kappen. Den var dragtens hoveddel og fremstilledes så vidt muligt af ét stort sammenhængende tøjstykke (Fig. 1) (fig. 2).