Tilbage til Ådalen

Et af halvtredsernes rigeste arkæologiske fund blev gjort i Illerup ådal ved Skanderborg. Udgravningen, der stod på gennem syv somre, bragte våben og anden hærudrustning for dagen i næsten overvældende mængder, mere end 1200 oldsager kunne bringes hjem til museet. Ikke skrøbelige eller nedbrudte oldsager, men genstande, der stort set var som den dag, de blev smidt i oldtidssøen – den som senere blev til mose og eng. Våbnene ville i mange tilfælde kunne anvendes igen med grusomt resultat.

Af Jørgen Ilkjær

Illerup-fundet er fra jernalderen og hører til i en velkendt række af store krigsbytteofre; nøjagtigt tilsvarende pladser blev udgravet i forrige århundrede i sønderjyske og fynske moser. Det nye funds særlige betydning lå netop i, at det var nyt. Vor tids opmålings- og afbildningsteknik kendte de gamle arkæologer af gode grunde ikke.

Det fremgik tydeligt af sagernes fordeling, at der var tale om flere ofringer, flere vifteformede udkastninger fra forskellige punkter i den daværende søbred. To kunne med sikkerhed påvises, og en tredje, midt imellem, anedes. I 1956 måtte udgravningen af forskellige årsager indstilles. Det stod da klart for undersøgeren Harald Andersen, nuværende redaktør af et kendt kulturhistorisk tidsskrift, at fundet langt fra var færdiggravet. Grænserne for de forskellige pladser var ikke nået, og man havde end ikke overblik over, hvor mange ofringer der var foretaget.