Tilbage til Ådalen

Illerup-fundet er fra jernalderen og hører til i en velkendt række af store krigsbytteofre; nøjagtigt tilsvarende pladser blev udgravet i forrige århundrede i sønderjyske og fynske moser. Det nye funds særlige betydning lå netop i, at det var nyt. Vor tids opmålings- og afbildningsteknik kendte de gamle arkæologer af gode grunde ikke.

Det fremgik tydeligt af sagernes fordeling, at der var tale om flere ofringer, flere vifteformede udkastninger fra forskellige punkter i den daværende søbred. To kunne med sikkerhed påvises, og en tredje, midt imellem, anedes. I 1956 måtte udgravningen af forskellige årsager indstilles. Det stod da klart for undersøgeren Harald Andersen, nuværende redaktør af et kendt kulturhistorisk tidsskrift, at fundet langt fra var færdiggravet. Grænserne for de forskellige pladser var ikke nået, og man havde end ikke overblik over, hvor mange ofringer der var foretaget.

Det var alene på dette grundlag indlysende, at arbejdet ved lejlighed måtte genoptages, og ønsket bestyrkedes gennem de analyser, der senere blev foretaget af det opgravede materiale. Ved på udgravningsplanerne at undersøge fordelingen af de forskellige oldsagstyper blev det klart, at plads 3 - den noget svævende midterplads - måtte have en langt større udstrækning, end man havde kunnet forestille sig. Yderst på plads 1, den yngste af de tre, der må være fra omkring 400 efter Kristus, konstateredes nemlig et indslag af ældre sager, sager som dem, der var fundet på pladserne 2 og 3. Fra 2 kunne de næppe stamme, afstanden var simpelthen for stor selv for en øvet kaster. Tilbage var plads 3 med al dens usikkerhed.

Konsekvensen heraf måtte være, at plads 3 bredte sig som en tredje vifte i det ikke-udgravede område mellem de to yderpladser. For at efterprøve denne formodning indledtes et samarbejde med Århus-universitetets geofysiske institut, der stillede et protonmagnetometer til rådighed. Jern i jorden kan med et sådant instrument registreres ved magnetiske afvigelser. Området i engen blev afprøvet og med det ventede resultat.

Med sådanne løfter i baghånden måtte udgravningen naturligvis genoptages. Fra ejerinstitutionens side - Forsøgsgården Godthåb - stillede man sig yderst imødekommende, og sidste sommer udlagdes så et prøvefelt, der hvor målingen lovede mest. Resultater udeblev ikke: sværd, skjoldbuler, spyd, pile, knive og beslagdele formeligt væltede frem. Fornemme stykker var imellem, navnlig blandt sværdene, der kunne have bevarede fæster i ben og bronze eller romerske mesterstempler - EGO FE (jeg har gjort sværdet) stod der på et, ACRISSIMMA (ved Acrissims hånd) på et andet. For første gang i ådalen udgravedes et spyd med fuldt bevaret stage, et kastevåben på henved tre meter. Et andet, som måske også er helt, gik uden for udgravningen og måtte foreløbig efterlades i mosen.

De nye fund svarer formmæssigt nøje til, hvad der tidligere er fremdraget på plads 3, og i flere henseender også til materialet fra plads 2. Tidsforskellen mellem 2 og 3 er øjensynlig ikke stor, hvis der overhovedet er nogen. Et af målene for de kommende udgravninger må være at afgøre, om de to udkastninger har fundet sted med få års mellemrum, eller om de simpelthen er samtidige. Lidt malurt flød der også i bægeret. En prøvegravning nærmere land viste, at der endnu her er oldsager, men at de har lidt skade; dræning har sænket grundvandspejlet, så at de øvre jordlag er tørret ud, træ er skrumpet og sprængt og jernet forvandlet til uformelige rustklumper. Noget er tabt, andet vil ved hurtig indsats endnu kunne reddes.

Ude i den dybe del af mosen eksisterer disse problemer ikke, og til den sætter vi vor lid. Der graves nu for alvor, og står det til os, standser vi ikke, før sidste oldsag er bragt i museets sikre havn.

Lit: Kuml 1951 og -56. Skalk 1959:3.