Til sandet lagde mig øde

»Som Kongens lov, der så alvorlig og strengelig forbyder at opslå, oprykke eller i nogen måde ødelægge marehalm, hvideris, sener, klittag, hjelme eller de på strandbakken og i klitten mod Vesterhavet groende torne, er nu en tid lang desværre meget lidet bleven holden og iagttagen --«. Således begynder en kundgørelse udstedt september 1726 af amtmanden Christian Reitzer i Ålborg. Han indskærper lovens bud: De nævnte vækster må ikke fjernes, da sandet derved løsnes, og den skadelige sandflugt tager overhånd, så at hele kirkesogne fordærves, »ja, det må befrygtes, at det ganske Vendsyssel omsider vorder af samme sand oversvømmet og i grund lagt øde«. (Fig. 1)

Af Palle Friis