Til sandet lagde mig øde

Bekendtgørelsen, der blev udsendt til alle landsdelens præster, herredsfogeder og birkefogeder, giver et stærkt indtryk af, at der virkelig dengang i Vendsyssel forelå en situation, som nærmede sig naturkatastrofen, men viser tillige, at man havde våben til at bekæmpe den. Endnu den dag idag har vi mangfoldige minder om sandflugtens ødelæggelser, nogle fremtrædende og kendt af enhver turist, andre kun synlige for øvede øjne. Også i dette blads spalter har sandflugten flere gange sat sig spor, således i omtalen af det store vikingeanlæg på Lindholm Høje (1958:3) og i beretningen om landsbyen Hunetorps undergang (1958:4). I Tranum ved Fjerritslev vil en tilsandet gårdtomt blive undersøgt af Ålborg Museum nu i sommer, og det forlyder, at Skagenboerne har planer om at udgrave deres tilsandede kirke. Endnu et sandflugtsoffer, Rubjerg kirketomt, er for tiden under restaurering – et arbejde, som denne artikel skylder sin tilblivelse.

Sandflugt er ikke et lokalt vendsysselsk anliggende. Til skiftende tider har den raseret mange egne af landet, men først og fremmest kystegnene og i særdeleshed Vestkysten, hvor der ved havets evindelige nedbrydning frigøres umådelige sandmængder, der samler sig til klitter, den velkendte bræmme ned langs Jyllands ryg. I oldtiden og den tidlige middelalder synes sandflugten ikke at have været det helt store problem. Først op mod 1500-årene hører man om store ødelæggende sandstorme, og gennem de følgende århundreder pisker sandet, ødelægger marker, begraver gårde og huse, ja hele landsbyer, til ulykke for mange mennesker. Årsagen til al denne elendighed, som i særlig grad rammer landet nord for Limfjorden, må søges i et samspil af forskellige omstændigheder. Den igangsættende kraft er jo blæsten, men den har huseret til alle tider, og der må være særlige grunde til dens pludselige aggressivitet. Forklaringen er sikkert, at menneskene selv i deres uforstand har ødelagt den vegetation, som holder på sandet og forhindrer det i at fyge. Klitstrækningerne henlå dengang som fælleseje, og græssende får og kvæg har taget for sig af retterne, mens deres ejere sorgløst har forsynet sig af klittens vækster til brændsel, tagtækning og forskellige lokale håndværk som løbbinding og flettearbejde. Samtidig blev der gjort drabeligt indhug i de store lægivende skove inde i landet; de måtte levere gavntræ til byggeforetagender og enorme brændselsmængder til opvarmning og til forskellige industriforetagender såsom saltudvinding, glasfremstilling og brænding af teglsten. Mange ryddede skovområder kom under plov, og ret hurtigt skete der en udpining af muldlaget, som kunne få sandede marker til at fyge selv uden strandklitternes medvirken. (Fig. 2)