Til hest

Oldtidsjern, nyopgravet af jorden, er ofte ukendeligt af rust, så at det må renses og behandles for at genvinde form og førlighed. Det er en kompliceret og temmelig kostbar proces, der ikke altid er blevet gennemført helt som den burde - til irritation, men også til glæde og overraskelse for os, der færdes mellem de gamle sager. Som nu undertegnede, der en dag i Nationalmuseets magasiner syslede med et fund fra 1899, et usædvanlig righoldigt våbenudstyr fra en jernalderbrandgrav i Tudvad sydvest for Vejle. Konserveringen var i dette tilfælde mindre vellykket, og mellem sagerne lå flere rustklumper, som ikke kunne nærmere bestemmes. En af dem, af udgraveren beskrevet som »et ukjendeligt krumt stykke jern«, forekom mistænkelig. Sagen måtte opklares, det skete på laboratoriet, hvor klumpen under konservator Dorthe Ørsnes' kyndige hænder blev til en spore. Den ældste spore, som kendes fra Danmark (fig. 1).

Af Erik Jørgensen