Til hest
Oldtidsjern, nyopgravet af jorden, er ofte ukendeligt af rust, så at det må renses og behandles for at genvinde form og førlighed. Det er en kompliceret og temmelig kostbar proces, der ikke altid er blevet gennemført helt som den burde - til irritation, men også til glæde og overraskelse for os, der færdes mellem de gamle sager. Som nu undertegnede, der en dag i Nationalmuseets magasiner syslede med et fund fra 1899, et usædvanlig righoldigt våbenudstyr fra en jernalderbrandgrav i Tudvad sydvest for Vejle. Konserveringen var i dette tilfælde mindre vellykket, og mellem sagerne lå flere rustklumper, som ikke kunne nærmere bestemmes. En af dem, af udgraveren beskrevet som »et ukjendeligt krumt stykke jern«, forekom mistænkelig. Sagen måtte opklares, det skete på laboratoriet, hvor klumpen under konservator Dorthe Ørsnes' kyndige hænder blev til en spore. Den ældste spore, som kendes fra Danmark (fig. 1).
Af Erik Jørgensen
Fig. 1. Sporen fra Tudvad-graven i fotografi og tegning.
ledes ganske beviser. I bronzealderen, hvor helleristningernes overdådige billedreportage kommer os til hjælp, møder vi den som trækdyr, men næsten altid for vogn, sjældent for plov; det var oksernes sag. I solvognens berømte fremstilling ser man hesten drage den store lysgiver over himlen, og ikke mindst det viser vel dens særstilling. Blot nogle få scener fra den alleryngste bronzealder viser mennesker på hesteryg, dog stående, altså ikke ryttere i egentlig forstand.
Men i jernalderen stiger danskerne til hest. Kelterne, som har givet navn til periodens første afsnit - keltertid - dyrkede ridekunsten i deres vest- og sydeuropæiske hjemlande, og derfra kan impulsen være kommet. På det store sølvkar fra Gundestrup, der anses for keltisk arbejde fra århundredet før Kristi fødsel, optræder ryttere med sporer på hælene (fig. 2). Der kunne man se, hvordan det gik til. Et vendsysselsk lerkar fra samme tid viser en rytter - og formodentlig en dansk rytter - i primitiv priktegning (fig. 3). Han har pisk i hånden, men sporer ses ikke af den simple grund, at benene mangler på tegningen. Til dette kommer så Tudvad-fundet med sit bidrag. Også det stammer fra tiden kort før Kristi fødsel, og her fremgår det jo med sikkerhed, både at vi havde ryttere, og at de brugte sporer. Der var kun et af de krumme hæljern i graven og har næppe været flere. Senere i jernalderen, da ryttergrave bliver mere almindelige, plejer sporer at danne par, men det er karakteristisk - også uden for Danmark - at de fra begyndelsen optræder enkeltvis. Strengt taget var én spore vel også tilstrækkeligt til at drive hesten frem.
Fig. 2. Rytter med spore, fra Gundestrupkedlen.
Fig. 3. Ældste danske rytterbillede.
Vor rytter var efter alt at dømme kriger, i hvert fald har han fået sværd, spyd og skjold med sig i graven. At rytteri gav militær overlegenhed var man næppe længe om at opdage, og et fremskridt som sporen skal måske netop ses i lyset af krigskunsten. Da kimbrerne henved år 100 før Kristus drog mod Rom, benyttede de ifølge den græske historieskriver Plutark (50-120 e.Kr.) følgende slagorden: Forrest formeredes en primitiv firkant, ofte med de første rækker lænket sammen for ikke at splittes. Bagved samledes kvinder, børn og tros i en vognborg. Til denne tungere opstilling føjede sig rytterafdelinger, som dels arbejdede alene, dels sammen med let bevæbnede løbere. Deres våben var sværd, spyd og skjold; for de fornemmeres vedkommende også hjelm.
Efter manges mening kom disse mænd fra Jylland.
