Til evig tid

Disse Danmarkshistoriens anonyme skarer nød netop på dette tidspunkt særlig bevågenhed. Pietismens barmhjertighedsbud var blevet hørt så længe, at de kom til at virke i praksis: rundt om i landet byggedes hospitaler til fattige, gamle og syge - gerne finansieret af den lokale godsejer. En sådan bygning er Sørup Hospital, der ligger øst for kirken i den lille landsby Vetterslev syd for Ringsted. Det blev indviet 1721 - året for det kongelige bryllup - af greve Adam Christoffer Knuth. Han havde haft den sorg at miste sin unge hustru, og det var et løfte afgivet ved hendes dødsleje, han nu opfyldte ved at oprette en stiftelse for sognets fattige. Fundatsen hertil blev oplæst på Sjællands Landsting, fik kongelig konfirmation og blev i tre enslydende, underskrevne og forseglede eksemplarer opbevaret henholdsvis på Sørup Gods, hos provsten i Ringsted samt i Roskilde Domkirke som en tredobbelt garanti for, at »de fattige i dette hospital kan være til evig tid forsikrede at nyde, hvad jeg dem i denne fundation haver tillagt«.

Sørup Hospital og de åndelige rørelser, som det repræsenterer, ligger tidsmæssigt som en ø mellem middelalderens religiøse og vor tids politiske socialforsorg. (Fig. 2). Det er derfor et godt udgangspunkt, hvis man vil se emnet under en større synsvinkel - skitsere historien om samfundets dårligst stillede.

Fra oldtiden ved vi, at uønskede børn blev »sat ud«, men vi ved også, at man ydede hjælp til syge og sårede. Kirurgien kendes siden stenalderen, og sygeplejen er sikkert dokumenteret fra jernalderen, hvor romeren Tacitus år 98 beretter, at de sårede germanere på slagmarken får plejet deres sår af kvinder. Det har til alle tider været kvindens lod at hjælpe andre; lægekunstens gud var i nordisk mytologi en kvinde: Eir. I beretningen om slaget ved Stiklestad omtales ligeledes en kvinde, der vasker de sårede og giver dem kogte urter.

Kristendommen ændrede langsomt det gamle system. På Island blev den nye tro vedtaget ved lov, men for at gøre overgangen lempelig bestemte Altinget, at det fortsat skulle være tilladt at spise hestekød samt at sætte uønskede børn ud. Med andre ord: man havde ikke noget imod at kaldes kristen, hvis blot man stadig fik lov at leve som hedning. I Danmark gik det også trægt - trældommen blev først afskaffet 300 år efter kristendommens indførelse!

Valdemar Sejrs Jyske Lov af 1241 bebuder den nye tids barmhjertighedsgerninger: »Det er kongens og høvdingens embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest vold«. I hovedsagen var det dog kun tomme ord; selv kirketiendeordningen unddrog sig direkte sociale forpligtelser. De arme måtte sætte deres lid til medmenneskers barmhjertighed, hvilket lettest lod sig gøre ved at trække i en munkekutte og leve som kirkeligt organiserede betlere, dominikanere eller franciskanere. Disse tiggermunke nøjedes dog ikke med at modtage hjælp; de ydede selv støtte til andre. Frans af Assisi var specielt de fattiges velgører. (Fig. 3). Da han havde foræret sin faders rigdomme bort og stod afklædt til skindet, sluttede han sig til tiggernes barbenede skare, og herfra udgik så hans gråbrødreorden, der kun seks år efter hans død byggede kloster i Danmark. (Fig. 4). Hans hovedtese var: »vi stjæler fra den store almissegiver i Himmelen, hvis vi ikke giver noget til dem, der er mere trængende end vi, - ingen, som dine øjne har set, må gå bort uden at have mødt barmhjertighed - selv om han har syndet så forfærdeligt, som han på nogen måde kunne!«

I forbindelse med mange klostre indrettede man helligåndshuse for syge og gamle, og korsbrødreklostrene var veritable alderdomshjem; men regulær lægehjælp kunne faktisk kun johannittermunkene yde. De gav skånekost til særlig svage og redte op med rent sengetøj til hver patient, foruden at de havde uddannede læger. Deres filosofi var: »Vore herrer, de fattige, hvis tjenere vi er, kommer nøgne til os, og det er en skam, at tjenerne er stolte, når deres herre er ydmyg«.

Helt uden for samfundet stod de spedalske. Intet kunne helbrede dem, og de var henvist til en skyggetilværelse i Skt. Jørgensgårdene, der gerne lå nord for byen, nær galgebakken. Her levede og døde de i deres hospitaler og kaldtes derfor de »hospitalske« (de spedalske).

Feudaltidens klassesamfund knirkede gevaldigt hele middelalderen igennem. De tidligere frie bønder tog ikke godvilligt den nye overklasses åg på sine skuldre. (Fig. 5). Allerede ved vikingetidens slutning myrdedes både kong Knud af Danmark og Olav af Norge af oprørske bønder, og i 1100-tallet var der opstand i Skåne, fordi man ikke ville betale tiende til de omfattende kirkebyggerier; men især efter vornedskabets indførelse i begyndelsen af 1400-tallet meldte utilfredsheden sig: »Den blinde menighed i vort rige har optændt en ondskabens og selvfordærvelsens ild«, sagde bisperne, men bønderne svarede som John Ball: »Hvorfor skulle herremændene holde os i trældom? Er vi ikke alle kommet af de samme forældre, Adam og Eva?« - »På grund af Adams synd skal hans efterkommere arbejde i deres ansigts sved«, formanede præsterne; men bønderne tilføjede: »Da Adam graved og Eva spandt, hvor fandt man da en adelsmand?« Da de tyske bønder i 1525 forsøgte af skaffe sig lempeligere vilkår, blev de skarpt imødegået af Martin Luthers spidse pen: »Hvis bonden er i åbent oprør, da er han uden for Guds lov, for oprør er ikke blot mord, det er som en stor ild, der angriber og lægger et helt land øde. Derfor stik, hug til, dræb, hvo der kan, hemmeligt eller åbenlyst, idet han kommer i hu, at intet er mere giftigt, skadeligt eller djævelsk end en oprører«. Bønderne blev slået, og det samme skete her i landet gang på gang.

(Fig. 6).

Reformationen kom. Den betød stor økonomisk gevinst for den verdslige magt. Inddragelsen af bispegodset tredoblede kronens årlige indtægter, og også klostergodset blev konfiskeret, men de velgørende funktioner, som kirken havde påtaget sig, følte staten sig ikke i samme grad kaldet til at overtage. Skt. Jørgensgårdene omdannedes til almindelige hospitaler, mens helligåndshusene vedblev at fungere som syge- og alderdomshjem. (Fig. 7). Driftsomkostningerne til disse måtte man hovedsagelig hente i kirkebøsserne, og Peder Palladius, Sjællands første protestantiske biskop, opfordrede da også indtrængende folk til at give deres skærv: »Nu hopper munkene jo ikke mere omkring og får folk til at vende det hvide ud af øjnene af bar offervillighed. Det er forbi med at proppe deres tiggerpose fuld. Ingen anede, hvad de blev brugt til. Men vil du vide, hvad dine gaver går til, så gå ind i helligåndshuset, når du en dag kommer til København… så skal du se, hvor mange mishandlede mennesker der er. De kommer fra hele Sjælland med øjne og næse og mund ædt op af kræft og kønssygdomme. Arme og ben rådner væk, og de har ingen chancer for at blive helbredt«. Hvad almissen også blev brugt til fremgår af Christiern Pedersens ord om, at lægerne »ikke vil sige fattige kvindfolk noget råd i deres sygdomme, uden at de kan give dem store penninge«. De organiserede barmhjertighedsgerningers tid var forbi.

»Der findes så mange stoddere og tryglere at løbe heromkring udi riget og bede Guds almisse, og somme af dem er karske og føre og er dog kommet udi den vane, at de ikke vil arbejde og fortjene deres brød«, hedder det sig året efter reformationen. (Fig. 8). Tiggermunkeordnerne var opløst og munkene degraderet til uorganiserede betlere, og blandt andet for at komme dem til livs forsøgte man nu ad lovgivningens vej at sætte visse grænser for tiggeriet. Man begyndte at skelne mellem værdigt trængende og uværdigt trængende - de førstnævnte var uarbejdsdygtige på grund af sygdom eller alder, og de blev anbragt i fattighuse samt udstyret med et tiggertegn, som berettigede dem til at tigge i det pågældende sogn eller herred; en morgenstjernebevæbnet stodderkonge skulle føre tilsyn med dem samt sørge for, at fremmede betlere uden tiggertegn blev jaget over bygrænsen. (Fig. 9). De såkaldt »uværdigt trængende«, der ikke kunne få tiggertegn, var ikke blot de forhenværende munke, men også afskedigede soldater, enker, fattige studenter, tatere, bortrømte ægtemænd samt kvinder, »som med en ægtemand imod det sjette bud havde syndet«.

De uværdigt trængende kaldte man »stakkelsrejsende«; de var dømt til at flakke om og dø på landevejen, og var de ikke forbrydere i forvejen, kunne de hurtigt blive det, da tiggeri jo var dem forbudt. Af kirkebøgerne, som man begyndte at føre efter 1645, fremgår det, at de stakkelsrejsende på Sjælland udgjorde ikke mindre end en tiendedel af befolkningen! De spredte beretninger om disse vandringsmænd er ret enslydende og ligner denne: »en fattig fremmed mand blev fundet død udi Porsmosen og var frosset ihjel«.

Når tiggeriforbudet bliver indskærpet i love af 1587 og 1615, så er det naturligvis, fordi det ikke blev overholdt. Statens strenge synspunkt deltes ikke ubetinget af menigmand. På privat basis søgte mange at hjælpe de stakkelsrejsende, således indførte man flere steder »stakkelsfjælen« eller »bettelpinden« - en fyrrepind med et indskåret B-P. Den gik på omgang i landsbyen, og den, der havde den skulle huse og bespise stodderne for dernæst at køre dem videre til naboen eller til den næste by.

I almindelighed var dog uviljen mod stodderne stor, specielt da der var så mange, og denne opfattelse deltes på højeste sted. I 1605 oprettede Christian IV et tugthus ved Helligåndskirken i København, for at have et sted at indsætte dem, som blev grebet i tiggeri. Kvinderne kom i spindehuset og mændene i raspehuset, hvor de raspede blåtræ til farvepulver. Til denne fabrik knyttedes i 1621 et børnehus for omstrejfende og forbryderiske børn, der her fik en læreplads. Efter fire års læretid skulle drengene arbejde endnu tre år som svende, inden de kunne rejse, mens pigerne var der seks år i det hele. Arbejdsdagen var på ti timer, men deraf var der også afsat tid »til at gå og røre sig udi« samt til undervisning i læsning, skrivning, regning og katekismus - »dog at de fra deres arbejde ikke over en halv time eller deromtrent opholdes«. Skjorter og sengeklæder blev skiftet en gang om ugen, men sundhedstilstanden var alligevel meget ringe - under epidemien i 1637 døde halvdelen af børnehusets 5-600 lemmer! I 1649 lukkede hele fabrikken for dog at genopstå i 1662 som en senere meget berygtet anstalt på Christianshavn.

(Fig. 10)

Præsten Philipp Jacob Spener fra Halle var ikke nogen pågående reformator, som Luther havde været det; men alligevel greb hans lære, pietismen, om sig og prægede Europas kultur i en periode fra slutningen af 1600-tallet og godt ind i 1700-tallet. (Fig. 11). Det var den tids socialisme, udsprunget af kristen filantropi, hvor alt byggede på følelserne. Borgerhuse i København fik nu pludselig navne som »Det martrede Hjerte«, og bondegårde forsynedes med indskrifter som: »Vågn op og bed, tiden går, døden kommer, du ved ej hvornår«. Døden var i sandhed også folket for øje: den nordiske krig samt pesten i København rasede. »Besmittelsen og dødstilfældene vil tage til over al måde tillige med vanskeligheden eller umuligheden af at få de døde begravet«, skrev sundhedskommissionen i 1711. Man måtte hele tiden være parat til at møde døden, og derfor måtte man gøre velgerninger. Da kunne man som Hans Egede citere Esajas: »min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud«.

I praksis var motiverne vel ikke alle lige ædle, men det er dog en kendsgerning, at pietismen byggede bro mellem samfundslagene, og det blev anledningen til Danmarks første socialreform, 1708. Den gik først og fremmest ud på at komme betleriplagen til livs, for man kunne jo ikke bare i det uendelige jage tiggerne over bygrænsen - så hellere støtte dem økonomisk, så man slap for deres plagerier. Men for at gøre dette måtte man inddrive skatter; og nu var det så balancekunsten, at dette nye onde ikke skulle blive større end det, man ville til livs. Man indførte omsætningsafgifter, grundskatter og forlystelsesskatter, og i landkommunerne lavede man simpelthen et overslag over, hvad de fattige behøvede og opkrævede derefter pengene hos bønderne med ligning efter indkomst. Desuden blev der opstillet bøsser på alle kaffehuse og udskænkningssteder, hvori gæsterne skulle lægge penge, hver gang de bandede eller fortalte sjofle historier, eller hvis de vandt i kortspil. Pengene skulle så tilfalde blinde og krøblinge, enker og forældreløse børn samt »dem, som formedelst slet helbred, mange småbørn eller andre lovlige årsager ikke kan fortjene det, hvoraf de kan substituere«. Hvis ikke man hørte ind under disse kategorier og alligevel drev rundt, skulle man indsættes i militsen, tugthuset, raspehuset, spindehuset eller børnehuset til tvangsarbejde.

Disse anstalter blev på dette tidspunkt suppleret med endnu en: »Det kongelige Vajsenhus« - hvor forældreløse børn kunne anbringes fra de var fem år til de var fjorten, hvorefter de blev overladt til en arbejdsgiver, som de skille tjene til de var 24. I Vajsenhuset modtog drengene skoleundervisning samt uddannelse inden for tekstilbranchen; det hele financieredes af et nyoprettet lotteri - det nuværende klasselotteri.

Frederik IV, hvis noget pludselige ægteskab med Anna Sofie Reventlow vi berørte i indledningen, var stærkt grebet af pietismen. Skønt han havde truffet Anna Sofie på et maskebal, forbød han selv - i 1724 - alle maskerader! 1757 oprettede han »Kongelig Frederiks Hospital«, der blev et af de største i Europa; men da var der allerede flere steder i landet blevet bygget mindre hospitaler som det omtalte Sørup Hospital i Vetterslev fra 1721. (Fig. 12). De nærmere retningslinjer for denne milde stiftelse fastlagde grev Knuth i en fundats, hvor det blandt andet hedder:

»I hospitalet bør de allerfattigste og mest nødlidende lemmer indtages, som intet haver at hjælpe dem selv med. (Fig. 13) (Fig. 14). Men så længe der er højst nødlidende fattige født på Sørup-gårds gods, optages de frem for nogen anden… Tvende lemmer skal være i hvert kammer, men det bør tages i agt, at mandfolk indlægges i kammer for sig selv og kvindfolk for dem selv…, Skulle een eller flere af de fattige forholde sig usømmeligen med drukkenskab, klammeri, skælden og banden og deslige laster, da skulle sådanne straks udvises af hospitalet som uværdige dér at nyde almisse. … Når nogen af de fattige i hospitalet bortdør, da skal hans eller hendes lig af Sørup-gårds bønder bortbæres uden betaling og undes fri begravelsessted på Vetterslev kirkegård, og kirkens tjenere gives intet for sådanne fattiglemmers jordefærd. Efterlader den døde sig noget, da tages først deraf, hvad til en tarvelig fyrre-lig-kistes bekostning udkræves, det øvrige, hvis der er noget til overs, må da ej udføres af hospitalet, men deles mellem de andre fattige«.

(Fig. 15).

I fundatsen understreges utvetydigt, at denne forpligtelse »skal hæfte på Sørup-gårds gods til evig tid som en uryggelig og uigenkaldelig årlig jordskyld, hvilken Sørup-gårds ejere aldrig skal tillades at købe sig fra, under hvad påskud det være kunne. … Skulle det og hænde sig, som Gud i nåde afvende, at hospitalet ved en eller anden ulykke afbrænde eller forfaldt, da skal jeg, og Sørup-gårds ejere efter mig, være forpligtet til hospitalet inden to års forløb igen at lade opbygge«. Som garanti for at disse bestemmelser blev overholdt, pålægger grev Knuth »biskoppen i Sjællands stift og provsterne i Ringsted herred dermed føre således tilsyn, som de samtlige for Gud almægtigste på den yderste dommedag ville være ansvarlig«. På en marmorplade, der indtil for et par år siden hang over hospitalets indgangsdør, stod der skrevet: (Fig. 16). (Herre hvor Med skal Jeg betalle Alle Dinne velgierninger)

Jo Sørup Hospital var oprettet »af en kristelig og velment intention«; men det er svært at pålægge eftertiden et ansvar, hvor dybt man end selv føler dette. Nye sociale foranstaltninger skulle med tiden afløse de gamle.

Struenses reformer foregreb mange af ideerne bag den franske revolution, og stavnsbåndets ophævelse var unægtelig et stort skridt fremad - trods Guldbergs påstand om, at »bondestandens åg ikke kan afkastes, uden at staten i alle sine grundvolde skal bæve«. Jordskælvet udeblev.

Danmarks andet store fremstød i sociallovgivningen kom omkring år 1800. De nye paragraffer påbød, at fattige gamle og syge skulle kunne nyde almisse, arbejdsføre fattige gives arbejde, syge helbredes og unge undervises, og selv den fattigste tigger tilkom en kiste. I næsten ethvert sogn opførtes et fattighus, og i København oprettedes det berygtede »Pjaltenborg«, hvor indehaversken Madam Granberg endte i spjældet for grov åger.

Selve det at modtage fattighjælp var vanærende: man mistede sin stemmeret og risikerede ydermere at blive sendt til tvangsarbejde på fattiggården eller ladegården. For at bedre på forholdene indførtes forskellige former for folkeforsikring: sparekasser, sygekasser og fagforeninger. I Danmarks tredie socialreform, 1891-92, blev der lagt stor vægt på, at det ikke blev nogen »skam for en mand, der ikke kan ernære sig og sin familie på en tålelig måde, at modtage hjælp gennem det offentlige fattigvæsen«. Man indførte en ølskat og brugte pengene til alderdomsunderstøttelse, og derved overflødiggjordes flere af fattiggårdene; sygekasserne fik statstilskud som hjælp til selvhjælp, og de uværdigt trængendes skare indskrænkedes efterhånden til blot at omfatte dem, der ikke stod i sygekasse.

I 1921 kom man så i tanker om en invalideforsikringsordning, og samtidig pålagdes arbejdsgiverne en arbejdsforsikring. Det hele afrundedes i Steinckes socialreform af 1933, der egentlig ikke var nogen reform, men snarere en ordning af de tidligere bestemmelser. (Fig. 17). Én ny ting var der dog: man ophørte med at udstede flere bevillinger til lirekassespillere. I dag er der kun to tilbage.

(Fig. 18).

Tiden ændrer sig - også den evige - og det fik Sørup Hospital at mærke. Ved salg af Sørup Gods i 1949 blev den nye ejer ikke gjort opmærksom på hospitalet og den forpligtelse, der påhvilede godset overfor dette. Bygningen, som havde stået tom i nogle år, var gået i forfald, og nedrivning kom på tale. Da dukkede fundatsdokumentet pludselig op, og for at få en ende på sagen én gang for alle ansøgte man 1962 kirkeministeriet om tilladelse til, mod et afløsningsvederlag, at slippe for denne byrde. Man begrundede ansøgningen med, at hospitalet ikke anvendtes mere, efter at byen havde fået et nyt alderdomshjem. Men så let lader evigheden sig ikke omsætte i menneskelige alen. Den vanskelige sag blev overdraget kammeradvokaten, som efter nogle år kom til følgende resultat: hospitalet kunne afløses mod en sum af 20.000 kroner, der tilligemed pengene fra et eventuelt salg af grunden skulle anvendes til et legat for værdigt trængende i sognet. Det blev første gang uddelt julen 1967. Tilbage står så bygningen - måske bliver den revet ned i morgen, ingen vil holde hånden over den. Som bygning betragtet er den ikke så værdifuld, at der er basis for fredning eller for en flytning til Frilandsmuseet. Måske er det kun rent kulturhistorisk, den har værdi. Kunne man så endda enes om at vente, til vi her i landet ikke mere har brug for sådanne bygninger. I så fald ville den vel virkelig komme til at stå til evig tid.