Til en ræde vorde den

"Ræde” og "ælter" er i dag glemte ord i dansken. Men alligevel, fynboen Sote, som for tusinde år siden mejslede runerne ind på Glavendrupstenens sider, har formet indskriftens slutord med så stor sproglig kraft, at også vi helt fornemmer den truende tone isat en ætsende klang af foragt. - Stenen står der endnu. Besværgelsen har holdt sin kraft. Men det var nær gået galt! Hør blot, hvad Vedel Simonsen, den ensomme forsker og samler på Elvedgård, i 1806 skrev til sprogforskeren Rasmus Rask:

"I maj 1806 besøgte jeg under mit ophold i Fyn de mange og skønne alderdommens levninger af stendysser, offersteder, tingkredse osv., som i så stor mængde findes på Dallund gods. Godsets brave og oplyste forvalter, hr. Strøbech, gjorde mig blandt andet opmærksom på en høj hinside landsbyen Thorup, i hvilken efter hans sigende en stor sten lå nedsunken, som ved sandgravning i højen efter udskiftningen alt mere og mere kom for lyset. I 14 år havde man vidst, at denne sten lå der. Da han imidlertid selv engang havde været på højen, havde han med møje afskrevet enkelte af de karakterer, han forefandt på den del af stenen, der ej som det øvrige var tildækket af jord og sand. Han viste mig denne sin afskrift, og uagtet runerne kun var få og ufuldkomne, forundrede det mig dog, at en sten, som man almindelig vidste at indeholde en indskrift, kunde henligge der i 14 år, uden at nogen af landets egne lærde eller rejsende værdigede den deres opmærksomhed; så meget mere som jeg med ængstelighed hørte, at bonden, på hvis grund den lå, oftere var buddet penge for stenen, som altså stod i fare som snarest at gå mindesmærkers sædvanlige gang, at blive sprængt til stengærde, eller kløves til ledpæle. På min indstændige bøn tillod hr. Strøbech, at stenen måtte udgraves af højen."

Og videre fortæller Vedel Simonsen, i den samme fine gamle stiltone, hvordan tyve karle arbejdede med stenen, fik den stillet op på den ubeskrevne langside, så han kunne aftegne runestavene så nøjagtigt, det var ham muligt.

Det er altså den fynske forskers ungdomsdåd, vi kan takke for stenens "genopdagelse" og sikkert også for dens redning. Stenen blev nu inddraget i den videnskabelige diskussion. Rasmus Rask besøgte stedet i 1826 og var den første, der i hovedsagen læste indskriften rigtigt (fig. 1).

Så lå den igen længe hen, uden at nogen ænsede den. De Glavendrup bymænd blev ved med at grave sand, og stenen sank atter ned i sit hul. Her lå den til 1864, da professor G. Stephens kom til Glavendrup for at aftegne den til sit store runeværk. Med sig havde han den glimrende arkæologiske tegner, Magnus Petersen. Stephens blev rystet over den tilstand, hvori mindesmærket fandtes. Det gjaldt ikke blot runestenen, men også to rækker svære sten, som Vedel Simonsen naturligvis har bemærket, men blot ikke ofret omtale i brevet, da runestenen for ham var hovedsagen. Stenene lå væltede, i to buede rækker udgående fra en lille lav oldtidshøj i øst, og omsluttede i vest runestenen på begge sider som to arme - for så vidt de da ikke var splintrede af lokale stenkløvere. Man ser det af den her gengivne plantegning, som Magnus Petersen nu optog af hele mindesmærket. Stephens formåede samtidig bymændene til at indgå på en lovformelig fredning. Men den kom kun til at omfatte runestenen, som han lod rejse på en lille kastet høj i sandgraven. Derimod ikke bautastenene.

Trist nok. For bønderne blev ved med at grave sand! Og da Magnus Petersen ti år senere, denne gang i følge med professor Ludvig Wimmer, igen kom til Glavendrup, var mange af stenene forsvundne. Ved denne lejlighed optog Petersen en perspektivisk skitse af rune- og bautasten. Lykkeligvis.

Begge tegninger er nemlig af den største interesse for forståelsen af mindesmærkets oprindelige udseende. Sammenligner man dem for eksempel med fotografiet, som blev taget efter den store restaurering, som Nationalmuseet lod foretage 1892 - 94 ved Vilhelm Boye, ser man nemt, at istandsættelsen ikke er rigtig. Boye har rykket sydrækkens fem, seks vestligste sten ind i en skæv "stævn", som lukker runestenen ude, og desuden har han hævet runestenshøjen for meget over omgivelserne. Grunden til denne mærkelige rekonstruktion af stensætningen er sikkert den simple, at bortkørsel af sandgravens fyld har tvunget ham til at sætte stenene inde på plan, urørt grund (fig. 2).

Men ellers er Boyes tanke, at stenrækkerne skal opfattes som et gravskibs sidebord og stævne, rigtig. I øst mødtes jo de to stenbuer på siden af den lille lave høj. Det viser altså, at det store vikingemonument med vilje er anlagt op til et ældre fortidsminde. Åbenbart for at mindesmærket kunne vinde i monumentalitet. Det er det samme, vi kender fra det tilsvarende anlæg ved landsbyen Bække i Jylland, I Glavendrup mødtes de to stenrækker nær højens top, i en skibsstavn svungen som havhestens spændte halsbue, stævnen i en søgående kampsnekke.

Så skete der i mange år ikke noget. Men vikingetidens store stensætninger kom i søgelyset, og lysten til at få også dette anlæg nøjere undersøgt vågnede. Kunne vi være så heldige - her som f.eks. i Lejre - at finde grave mellem stenrækkerne? Graven for høvdingen Alle, ham for hvem runestenen og kumlerne - efter hvad runerne fortæller - er rejst? Eller måske andre grave? Kunne vi, når vi gravede al overjorden bort, måske finde ud af, hvor i rækkerne de forsvundne bautasten har stået, og således vinde støtte for en ny restaurering? Heldigvis kom de fornødne penge, og arbejdet blev nu gennemført af Fyns Stiftsmuseum i efteråret 1958.

Vi svarer straks på det vigtigste spørgsmål: "Blev Alle fundet?" Ak, svaret bliver et hjerte- og glansløst: "Nej!" Hvorledes der blev søgt, ser man på det her gengivne udgravningsfotografi. Det 45 - 46 meter lange rum mellem stenrækkerne, fra østhøjen til runestenshøjens fod, var indtil 12 meter bredt. Vi lagde en linje gennem længdeaksen og afgravede hver halvdel til undergrunden i 4m brede bænke (fig. 3).

Strengt taget siges det heller ikke, at Alle er jordet i selve mindesmærket. På de tre af stenens sider læser vi uden større besvær de 110 runetegn, der udgør Danmarks længste runeindskrift fra vikingetiden. Vi eftergår teksten i Jacobsen og Moltkes tolkning:

"Ragnhild satte denne sten efter Alle den blege (?), viernes gode, hirdens højværdige thegn (dvs. høvding i hirden). Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Til en ræde vorde den, som ælter (øver vold mod?) denne sten eller slæber den bort til minde over en anden".

Med god grund kunne vi vente, at den ansete høvdings grav, om den var der, ville fremtræde som en jordfæstegrav, ligesom i Lejre kendetegnet ved en større nedgravning i undergrunden, hvori den jordede og det gravgods, han havde fået med, vilde være let at spore. Vi kender jo ikke så få grave af denne art fra vikingetiden. Men også brandgravene er almindelige i denne tid.

Alligevel vægrer man sig ved at tro, at Alles grav skal søges mellem de ni små brandpletter, som vi fandt i skibssætningens østlige halvdel. De tegnede sig som små mørke, runde pletter i undergrunden med lidt sortfarvet bålaske og svage smuler af de dødes brændte ben. Der var ingen oldsager i dem, og de kan derfor ikke dateres ud fra indholdet. Men netop ved manglen på oldsager skiller de sig tydeligt ud fra den ældre jernalders brandpletter, der er såre almindelige på Fyn og i de fleste tilfælde rummer mange potteskår og rester af den dødes udstyr. Ud fra deres fattige indhold røber da brandpletterne i Glavendrup sig som sene, og vi går neppe meget forkert, når vi formoder, at i de små uanselige grave har Alles samtidige og efterlevende slægt fundet hvile, i værn af den mægtige præstehøvdings mindevi.

Men måske kunne graven ligge i den lille østhøj ved stævnen? Her havde Boye gravet et par vinkelsnit og ved højmidten fundet en lille stenkiste, som kun indeholdt brændte ben. Længere ude i østsiden fandt han imidlertid en urnegrav, på hvis brændte ben der lå en lille bronzesyl. I sig selv et vigtigt fund, fordi højen dermed var dateret til den yngre bronzealder.

Vi afgravede nu højen fuldstændig til undergrunden. Den sydlige halvdel var for længe siden sløjfet, men i nord stod halvdelen af stenkredsen, der var opsat om højfoden, endnu fint, så omridset og størrelsen (13 m) kunne nøje fastslås. Lidt inden for stenkredsen i nord fandt vi to urørte grave, små stenkister omgivet med en samling marksten. Den vestligste indeholdt kun brændte ben, den østligste desuden en fin armring af bronze. Ringen er fra slutningen af den ældre bronzealder (periode III), og dermed rykkes højens alder nogle århundreder længere tilbage, til tiden o. 1000 før tidsregningen. Men der fandtes ingen spor efter jernaldergrave (fig. 4).

Hermed var mulighederne udtømte. For alle tilfældes skyld blev arealet foran runestenshøjen og en del af denne, så nær vi turde gå stenen, fuldstændig afgravet - overalt var der kun mærker i undergrunden af den gamle gravning efter sand.

Vi samlede dernæst kræfterne om monumentets restaurering. I fortsættelse af afgravningen inden for stenrækkerne blev grøfterne ført uden for den nordre række. Derved lykkedes det os at finde fem muldhuller i undergrunden, hvor skaller og stumper af sten i muldfylden alt for tydeligt viste stenkløvernes velsignelsesrige virksomhed. Hullerne angiver, at nordrækkens sten i det hele står korrekt, og de tre vestligste af disse muldgruber viser tillige, at stenrækken bøjer jævnt mod syd i retning mod den nu imaginære vestre skibsstavn, som har ligget bag ved, og vest for, runestenens nuværende plads.

Da den nordlige stenrækkes hue må svare til den sydliges, var det deraf muligt nogenlunde at slutte sig til den oprindelige placering af de seks sten, som Boye havde sat på "fast grund", tvunget af det dybe smig i terrænfladen efter de ulyksalige sandgravninger. Nu var der i tidens løb sket en delvis udjævning, og da vi fra afgravningen fik lidt jord tilovers, kunne hullet foran højen og i den sydlige stenrækkes flugt udfyldes så meget, at de fem af stenene lod sig føre tilbage i sydrækkens linje. Den vestligste, Boyes famøse "veststavn", flyttede vi over som den vestligste sten i nordrækken, hvor et muldhul viste, at der engang havde stået en havtasten.

Så lemlæstet end det gamle mindesmærke var blevet gennem tiden, er det dog virkelig forbavsende at se, hvor meget den nye istandsættelse har hjulpet og har skabt klarhed. Man ser det på den tegnede grundplan og på fotografier, men allerbedst, hvis man ulejliger sig op i et af "Glavendruplundens" høje træer og nyder synet i fugleperspektiv. Prøv det engang! Han fornemmer monumentets karakter af en skibssætning, og runestenen står i et smukt rumligt perspektiv, langt anseligere end før.

Den står bare ikke rigtigt. Vistnok burde den rejses en halv snes meter mod vest, at dømme efter stenrækkernes bue. Stenen er jo i tidens løb flyttet flere gange, først af Vedel Simonsen, siden af Stephens, endelig af Boye, og nok derved er den rykket de 10-20 meter mod øst. Også nu blev den flyttet, denne gang mod vest, men kun halvanden meter. Højen, den står på, er jo anbragt midt i en dyb eftergroet sandgrav. Fyld kunde ikke skaffes. Vi nøjedes da med at grave de øverste 70 centimeter af keglestubben for dernæst med et taljeværk at sænke stenen tilsvarende. Vi skælvede, mens den hang i rebene. Også denne afskæring af højen, og at stenen er kommet lavere ned, må betegnes som en gevinst.

Har runestenen mon oprindelig stået på en gravhøj, som man jo almindelig antager det? Jeg tror det egentlig ikke. Læser man Vedel Simonsens beskrivelse opmærksomt igennem, siger han ikke udtrykkeligt, at højen var kastet. Han får snarere indtryk af det modsatte. I virkeligheden ligger monumentet på en naturlig højning, nok lav, men alligevel iøjnefaldende, når man ser den fra syd og sydvest, fra Dallundsiden. Fra den retning er jo Vedel Simonsen kommet vandrende op mod den. Ordet høj er da i tidens løb kritikløst blevet ændret til gravhøj i betydning. Mindesmærket er i oldtiden anlagt på den lave bakkeryg, i øst i forbindelse med den lille bronzealderhøj, mens runestenen har stået på naturlig mark, vel 60 meter længere mod vest som slutsten i skibssætningens veststavn.

Men ikke engang for Vedel Simonsen var billedet vel helt klart, da han for 153 år siden kom vandrende op til bakkekronen. For denne mand, hvis hjerte dybt bevægedes af følelsen for sit lands gamle minder, gjaldt det kun at sikre den kostelige sten ud i fremtiden. Det er nu 101 år siden, hans betydningsfulde virke standsede. Vilde han, om han i dag stod i Glavendruplunden, kunne genkende stedet? Vi ved det ikke helt, men han ville nok erkende, at arbejdet er udført i hans ånd (fig. 5).