Til en ræde vorde den

“Ræde” og “ælter” er i dag glemte ord i dansken. Men alligevel, fynboen Sote, som for tusinde år siden mejslede runerne ind på Glavendrupstenens sider, har formet indskriftens slutord med så stor sproglig kraft, at også vi helt fornemmer den truende tone isat en ætsende klang af foragt. – Stenen står der endnu. Besværgelsen har holdt sin kraft. Men det var nær gået galt! Hør blot, hvad Vedel Simonsen, den ensomme forsker og samler på Elvedgård, i 1806 skrev til sprogforskeren Rasmus Rask:

“I maj 1806 besøgte jeg under mit ophold i Fyn de mange og skønne alderdommens levninger af stendysser, offersteder, tingkredse osv., som i så stor mængde findes på Dallund gods. Godsets brave og oplyste forvalter, hr. Strøbech, gjorde mig blandt andet opmærksom på en høj hinside landsbyen Thorup, i hvilken efter hans sigende en stor sten lå nedsunken, som ved sandgravning i højen efter udskiftningen alt mere og mere kom for lyset. I 14 år havde man vidst, at denne sten lå der. Da han imidlertid selv engang havde været på højen, havde han med møje afskrevet enkelte af de karakterer, han forefandt på den del af stenen, der ej som det øvrige var tildækket af jord og sand. Han viste mig denne sin afskrift, og uagtet runerne kun var få og ufuldkomne, forundrede det mig dog, at en sten, som man almindelig vidste at indeholde en indskrift, kunde henligge der i 14 år, uden at nogen af landets egne lærde eller rejsende værdigede den deres opmærksomhed; så meget mere som jeg med ængstelighed hørte, at bonden, på hvis grund den lå, oftere var buddet penge for stenen, som altså stod i fare som snarest at gå mindesmærkers sædvanlige gang, at blive sprængt til stengærde, eller kløves til ledpæle. På min indstændige bøn tillod hr. Strøbech, at stenen måtte udgraves af højen.”

Og videre fortæller Vedel Simonsen, i den samme fine gamle stiltone, hvordan tyve karle arbejdede med stenen, fik den stillet op på den ubeskrevne langside, så han kunne aftegne runestavene så nøjagtigt, det var ham muligt.

Det er altså den fynske forskers ungdomsdåd, vi kan takke for stenens “genopdagelse” og sikkert også for dens redning. Stenen blev nu inddraget i den videnskabelige diskussion. Rasmus Rask besøgte stedet i 1826 og var den første, der i hovedsagen læste indskriften rigtigt (fig. 1).