Til den lune stues pris

Lad os, mens blikket glider hen over valpladsen, se lidt pa det, som den repræsenterer, nemlig hjemmevar- mens historie i Danmark, specielt i de sidste 200 år. Den lune stue, der i så høj grad bidrager til det daglige velvære, omfattes med venlige følelser af de fleste, men påkalder vel sjældent historisk interesse. Hvad om vi for en gangs skyld betragtede den under netop denne synsvinkel - vi der lever i de evigt åbne varmeapparaters land.

I oldtiden samledes man om arnen, som lå midt i rummet. Her blussede ilden, mens røgen søgte mod tagets lyrehul. Senere flyttede man ildstedet ind til væggen og overbyggede det, så at det blev til en kamin eller ovn. En skorsten til at lede røgen væk forbedrede yderligere konstruktionen, og lidt efter lidt opstod kakkelovnen, som ganske vist endnu ikke smykkede sig med dette navn. (Fig 2) En kakkelovn er jo, som navnet siger, en ovn bygget op af kakler (en slags mursten af brændt ler, hule med åbningen vendende ind i ovnen). Kendskabet til fremstilling af sådanne »rigtige« kakkelovne bredte sig i 1500-tallet fra Tyskland og Svejts ud over Europa og nåede også til Danmark. Omtrent samtidig dukkede jernovnene op i fornemme danske hjem. (Fig. 1) Jern-kakkelovne kaldte man dem til at begynde med, men snart overtog de frimodigt navnet kakkelovn, skønt de intet har med kakler at gøre. I de følgende århundreder dominerede jernovnene, som det dog ikke lykkedes helt at fortrænge de rigtige kakkelovne, der levede videre for endelig i forrige århundrede at opleve en blomstring, der satte dem i stand til at tage konkurrencen op.

I fornemme repræsentationsrum benyttedes efter udenlandsk forbillede kaminer, men ellers var det ovnene, der lunede stuerne for rige såvel som for fattige. Disse sidstnævnte var dog ikke altid ejere, men ofte kun lejere af ovnene. 1793 omtales et bo i Kolding, der havde ikke mindre end nitten jernovne udlejede, og først 1782 fik Nyboder i København jernovne, tidligere havde man lejet dem.

De første ovne, som kom til landet, var af tysk fabrikat, og for lerovnenes vedkommende vedblev Tyskland at være hovedleverandøren. Derimod fik Norge, som jo indtil 1813 havde konge fælles med Danmark, snart monopol på levering af jernovne. De smukt dekorerede norske ovne er idag efterspurgte antikviteter, fine eksempler på støbejernsskulptur.

Først omkring år 1800 begynder man for alvor at fremstille ovne i Danmark, men så tager udviklingen også fart, og 1800-tallet er den danske ovnfabrikations store tid. Produktionen af jernovnene, som vi først vil rette blikket imod, kom igang 1811, og det blev naturligvis ikke til skade for den, at Kielerfreden allerede to år senere gjorde det af med det norske jerns privilegerede stilling på det danske marked. Norge blev afstået til Sverige, og efterhånden satte den indenlandske konkurrence og tolden ganske en stopper for importen.

Manden bag det danske initiativ var Henrik Meldahl, der på Vesterbro i København oprettede det første private jernstøberi af betydning. Af uddannelse var han murer - et erhverv han forøvrigt har tilfælles med hærværksmanden, men hermed hører også enhver lighed op. Under et ophold i Norge kom han i forbindelse med lederen af Næs jernværk, og her virkede han en tid som ovnkonstruktør. Han fik også lejlighed til at studere jernstøbning i Tyskland, hvor faget netop havde en blomstrings - tid. Tiderne var gunstige, støbejern var modemateriale, og for den nystartede danske virksomhed var det ikke mindst af betydning, at den kom til at hvile på de bedste norske traditioner. Meldahl får det vidnesbyrd, at han var den første herhjemme, der vidste, hvordan jernstøbning bør være. Hans fine ovne berettiger ham til navn af ovnkunstner, sin tids danske mester i jernskulptur. Åbenbart har han også selv været klar over sit værd. Han ville således ikke støbe for hvem som helst, men selv se sine folk an.

Både i hovedstaden og i provinsen oprettedes der efterhånden jernstøberier, af hvilke nogle med tiden skulle blive betydelige virksomheder. Jernkakkelovne blev produceret i stort tal efter skiftende tiders smag og under stadig forbedring. Det tekniske fremskridt tog sin begyndelse allerede i 1700-tallet, da forhugningen af skovene gjorde en bedre udnyttelse af brændslet aktuel. (Fig. 4) Kul og koks kom i stigende grad til at afløse brænde; det nødvendiggjorde en omhyggeligere konstruktion af ovnene, og opfindelse af nye ovntyper medførte en bedre udnyttelse og lettede i høj grad pasningen.

Som allerede berørt fik de »rigtige« kakkelovne - ovnene af brændt ler - i 1800-tallet en opblomstring, så at de blev istand til at tage konkurrencen op med jernovnene. Under navn af porcelænsovne pranger de endnu i mange lidt ældre by lejligheder, hvor man har lagt mere vægt på det pralende end på det praktiske.

Da den danske produktion af lerovne kom igang, byggede også den på udenlandsk tradition, men denne gang var det ikke fra Norge, at impulserne udgik. En nærliggende inspirationskilde fandt man i de nordtyske ovne, kendetegnet ved navne som Stettiner- og berlinerovne; de havde vundet indpas på det danske marked, hvorfra de - som det skulle vise sig - ikke sådan lod sig fordrive. Også Sverige kom til at præge vor hjemlige produktion. J.A. Lehmann, der tidligere havde fabrikeret kakkelovne i Stockholm, anlagde 1787 en fabrik på Vesterbro i København, altså i samme kvarter, hvor senere Meldahls virksomhed kom til at ligge. Fabrikken, der skal have nået en årlig produktion på 4-500 ovne, blev ødelagt, da englænderne i 1807 bombarderede hovedstaden.

Rigtig sving i den danske produktion kom der først, da Joachim Kähler i 1839 etablerede sig som pottemager i Næstved. Han havde arbejdet i Eutin i Holsten og var tydeligt påvirket derfra. På de store udstillinger i København i midten og slutningen af forrige århundrede høstede Kählerfamilien megen hæder for deres ovne, hvis kvalitet da også var udviklet gennem interessante eksperimenter med ornamentik og glasurer; på den måde blev man istand til at tage konkurrencen op med de store udenlandske virksomheder, hvis indflydelse på det danske marked kom til at koste andre danske kakkelovnsfabrikker livet.

Indtil nu har vi udsat omtalen af fabrikken i den lille sønderjyske by Christiansfeld, skønt den hører til de ældste af de »rigtige« kakkelovnsfabrikker og tillige udmærker sig både ved kvalitetsarbejde og lang levetid. Da fabrikken anlagdes, var byen endnu ikke fyldt sit tiende år. Christiansfeld blev grundlagt 1771 af herrnhuterne, et pietistisk trossamfund af bøhmisk oprindelse. Brødre- menigheden, som sekten også kaldte sig, forenede kristelig inderlighed med praktisk dygtighed - det sidste til foruroligelse for de nærliggende købstæder. Kakkelovnsfremstillingen tog sin begyndelse, da Abraham Goil fra Zürich i slutningen af 1770'erne slog sig ned i byen, og den fortsatte i fabrikken i Lindegade til ca. 1900. Endnu kan man i mange af Christiansfelds store, smukke huse finde karakteristiske ovne derfra. De bekræfter det ry for kvalitet, som stedets produkter havde. »Det er gjort så godt, som var det lavet i Christiansfeld«, sagde man, og det var ikke bare byens berømte honningkager, man tænkte på. 1803 udtaler rejse- beskriveren L. M. Wedel: »Dens fajance-kakkelovne er de skønneste, jeg har set«. Kaklerne er ofte gule med marmorering i grønt eller violet. Man finder dem spredt vidt om i Jylland.

Endnu efter århundredeskiftet har man foretrukket at udstyre københavnske lejligheder med upraktiske og pralende »porcelænsovne«, hvor man kunne have installeret fornuftige ovne og indlagt WC og badeværelse for de samme penge. Nu gik ellers kakkelovnenes storhedstid pa hæld, og andre former for opvarmning begyndte at vinde frem. Så tidligt som i 1846 havde et fransk firma erholdt fem års eneret til at forfærdige centralvarmeanlæg, og også i Danmark synes denne ret at være blevet udnyttet, omend ved overdragelse til andre. En installation fra 1860'erne kan man se i Zoologisk Museum, Krystalgade i København; man bemærker, at apparaterne endnu ikke har kunnet løsrive sig fra jernovnenes tromleform. Da frøken Zahle i 1870' erne byggede sin skole for københavnske borgeres døtre, udarbejdede brygger J. C. Jacobsen personligt tegningerne til noget så moderne som et centralvarmeanlæg til bygningen. Et sidste opsving fik jernovnene under besættelsen, da små nødkogeovne med rør ud ad vinduet, som pindeovnen »Rapido«, blev konstrueret. I dag fremstiller kun tre støberier jernovne, hvor for ti år siden endnu en halv snes gav sig af med det, og af håndværkere, der både er pottemagere og ovnsættere, findes kun to.

Den ødslen med varme, som nu er den naturligste ting af verden, var i sidste århundrede noget ganske u- kendt, ja egentlig upassende. Den hørte sig ikke til i en tid, hvor nøjsomhed endnu var en dyd og iskolde spisestuer og uopvarmede soveværelser en selvfølge. De moderne varmeapparater har deres åbenbare fortrin, men ikke alt er gevinst. For mange ældre er de gamle ovne nøje forbundet med erindringen om mørkningsstunder, før lampen blev tændt. Det huskes, når man selv engang - som børnene på Constantin Hansens billede - har siddet foran den åbne ovnlåge og stirret ind i ilden, hvis røde skær lagde sig ulmende over den lune stue.
(Fig. 7)