Tiggernes slot

Til franciskanerordenens hastige udbredelse i Danmark bidrog adskillige indflydelsesrige velgørere, blandt dem den sjællandske stormand Jakob Sunesens datter Ingerd, gift med grev Konrad af Regenstein. Ordenens historieskriver, gråbroderen Peder Olsen, berømmer hende for at have stiftet hele 5 klostre: Roskilde, København, Kalundborg og Næstved samt det til ordenen hørende Sct. Clare nonnekloster i Roskilde. Gråbroderklosteret i Kalundborg, hvorom der skal berettes her, må være grundlagt omkring 1240, og grevindens indsats har sikkert bestået i at skænke brødrene en grund, måske med nogen bebyggelse, der kunne tjene som en foreløbig ramme om klosterlivet, indtil man fandt udvej for at bygge af nyt.

Om dette kloster har man hidtil ikke vidst megen besked. Dog beretter Peder Olsen, at dets kirke blev indviet af Roskildebispen i 1279, og ganske interessant er det, at Valdemar Atterdag i 1361 fik pavens tilladelse til at flytte klosteret med den begrundelse, at det lå for nær ved slottet, som ville kunne trues, såfremt en angriber satte sig fast i klosteret. At denne tanke kunne opstå, skyldes klosterets beliggenhed uden for den befæstede del af byen, kun med stadsgraven mellem sig og slottets ydre ringmur. Indtil nu har man dog kun omtrentligt kendt placeringen af klosteret. Dette blev efter reformationen anvendt som ladegård for slottet og måtte have ligget omtrent på samme sted som dens efterfølger, den i nyeste tid for størstedelen nedrevne Kalundborg Ladegård.

Takket være en betydelig økonomisk støtte fra Kalundborg kommune (et eksempel til efterfølgelse!) har Nationalmuseet i samarbejde med Kalundborg Museum haft mulighed for at foretage en undersøgelse af pladsen, forinden en planlagt bebyggelse og regulering helt udelukker arkæologisk virksomhed på stedet. Alligevel kom vi en postgang for sent, eftersom et par i 1949 anlagte gader forhindrede undersøgelse på steder af væsentlig betydning. Klosteret viste sig at have ligget under den senere ladegårds gårdsplads. Ved nedbrydningen havde man sparet kampestensfundamenterne og på enkelte steder nogle skifter af de røde munkestensmure. Bygningsresterne havde i nogen grad lidt under den kontinuerlige bebyggelse på stedet, men heldet var dog så meget med os, at den bedst bevarede del af ruinen just var klosterkirkens kor, som i højere grad end konventsbygningerne åbner mulighed for en nærmere datering. I middelalderligt kirkebyggeri er man næsten altid begyndt med koret, og der synes her heller ingen tvivl om, at koret udgjorde en selvstændig byggeperiode, og at det lidt bredere skib var en senere tilføjelse, omend en nyere dræningsgrøft med intuitiv sikkerhed var placeret akkurat i sammenstødet mellem kor og skib, hvor beviset skulle findes. Koret har været en meget velbygget munkestensbygning med en karakteristisk arkitektur, som straks henleder tanken på en anden gråbrødrekirke som den nærmeste danske parallel: franciskanernes kirke i Viborg, nu nedbrudt, men kendt gennem N. L. Høyens skitser. Denne kirke, som tilhører overgangen mellem romansk stil og gotik, har man villet datere til o. 1270, og med dette som baggrund kan der næppe rejses tvivl om, at den kirkeindvielse, som biskop Stig foretog i Kalundborg 1279, gjaldt koret.

Koret var under gudstjenesten forbeholdt munkene. Hvorledes de havde indrettet sig, lades vi ikke helt uvidende om. Gulvet var lagt af gule og røde teglstensfliser. I korrundingen, der var hævet et trin over resten af koret, fandtes højalteret, en massiv, smukt muret blok af munkesten, hvoraf de to nederste skifter var i behold. Langs nord- og sydvæggen stod korstolene på række. Vel var de udskårne egetræsstole ikke bevaret, men en »fodrem« af mursten i gulvet angav endnu tydeligt deres udstrækning. Gulvet var som altid benyttet til begravelser. Klosteret gjorde sig en god indtægt ved at sælge lejersteder til fornemme folk, hvis sjæle til gengæld takket være munkenes fromme messesang nød behagelig lindring af skærsildens pine. Over en grav midt for højalteret lå ligstenen endnu på plads, en flad, trapezformet helle af gotlandsk kalksten, beklageligvis uden indskrift. Fra kirkens første tid stammer en muret teglstensgrav af senromansk type, som fandtes lige uden for nordmuren; liget var i dette tilfælde omgivet af en stærkt opløst substans, efter al sandsynlighed et læderhylster som det bl.a. kendes fra Valdemar den Stores grav i Ringsted. Opløsning er i det hele taget et ord, som karakteriserer gravene; selv knoglerne var i vid udstrækning gået til – vistnok fortæret af fosforsyren fra ladegårdens store mødding, som lidet pietetsfuldt var blevet anlagt lige oven over. Gravgods syntes der slet ikke at være noget af, og det var nærmest i desperation over de udeblevne fund, at man på udgravningens sidste dag, efter almindelig fyraften besluttede at åbne endnu en grav i koret. Og atter stod lykken os bi, for den standsperson, som havde fundet sit sidste hvilested her, havde fået sit adelsmærke, slagsværdet, med sig i graven. Det smukke våben, der tilhører den senmiddelalderlige tohåndstype, beviser iøvrigt, hvad man hidtil kun har formodet: at Valdemar Atterdag aldrig fik udnyttet tilladelsen til at flytte klosteret.

Karakteristisk for tiggerordenernes kirker er, at de meget ofte har en usymmetrisk grundplan, fremkommet ved at skibet er udvidet med eet sideskib, ikke blot af hensyn til en voksende menighed, men også, og det er nok hovedårsagen, for at skaffe plads til de mange begravelser og de for sjælemesserne nødvendige altre. Om dette også gælder for Kalundborg-kirken, henstår fremdeles i det uvisse. Et sideskib måtte i givet fald findes på kirkens sydside, men en undersøgelse her forhindredes af Lindegades moderne forlængelse, som kun tillod os at stifte bekendtskab med det nordøstlige hjørne af hovedskibet.

Selve klosteret har muligvis oprindelig bestået af fire sammenbyggede fløje omkring en åben gård; men kun østfløjen lå inden for det for undersøgelsen tilgængelige område. Denne fløj har indeholdt klosterets vigtigste lokaler, bl.a. kapitelsalen. Langs de fundne bygninger, ind mod den centrale klostergård, sås rester af en »korsgang«, som bl.a. har tjent til at skabe bekvem forbindelse mellem alle rum i klosteret.

Deres fattigdom til trods har gråbrødrene i Kalundborg kunnet glæde sig over et kloster, som deres frænder andetsteds ikke har haft grund til at pege fingre ad. Glæden endte brat, da kirkereformationen nærmede sig. Næsten alle vegne var gråbrødrene blandt de første ofre for omvæltningen – at gejle stemningen op mod disse tiggere, som tillod sig at bo i et palads, var ikke svært – og allerede 1532 måtte munkene i Kalundborg forlade deres kloster. At deres overhoved, gardianen, ikke tabte hovedet, men siden blev luthersk sognepræst og provst, er en helt anden historie.