Tidlig ten
På jernalderens bopladser optræder ofte en lille skiveformet genstand af ler eller sten med hul i midten. Det er tenvægten, svinghjulet, der holdt datidens spinderedskab i gang og lod det snurre lystigt. En drejning med fingrene startede bevægelsen og dermed snoningen af ulden, eller hvad det nu var, man havde under behandling. Med hånden regulerede man tilførslen, så at tråden blev jævn (se Skalk 1974:4). Hvor meget håndtenen har betydet for jernalderkvinderne, fremgår af, at man ofte har givet dem redskabet med i gravene.
Af Ebbe Lomborg
Fra perioderne før jernalderen mangler disse fund, og det kan man godt undres over, når man ved, at spin- ding og vævning ingenlunde var ukendt. Af bronzealderens egekister er fremdraget hele dragter, og selv om tilsvarende savnes fra stenalderen, kan vi dog fremvise en enkelt tøjstump viklet om greb enden af en holstensk flintdolk, for at dens træhåndtag skulle sidde bedre fast. Den er fra sen bondestenalder, men allerede tidligt i denne periode har vi vidnesbyrd om spunden tråd gennem aftryk i lerkar, anbragt for at pynte. Mange af mønstrene er iøvrigt af en form, så man med fuld ret må formode, at de efterligner syning eller lignende tråd arbejde.
Fra Mellemeuropa kendes tenvægten talrigt, også i bondestenalderens kulturer, men her i landet må vi altså savne den. Dog, det er ikke helt sandt, nu er den nemlig dukket op, omend kun i et enkelt, tilmed beskadiget, eksemplar. Det er af ler, syv centimeter bredt og med Linseformet tværsnit. På kanten ses tydelige slidspor efter brug.
Stykket, der har nærliggende paralleller mellem de omtalte udenlandske
tenvægte, er fundet i en bopladsgrube ved Slotsbjergby nær Slagelse. Lige ved bopladsen ligger jættestuen Rævehøj, der må være blevet til samtidig med vor tenvægt; det viser blandt andet de stempelindtryk, som man har ornamenteret lerskiven med. På den tid, da Slotsbjergbytenen blev lavet, havde vi ret omfattende forbindelser med udlandet, og det forekommer sandsynligt, at fremstilleren kan være en hjemvendt rejsende, som har set tilsvarende stykker og prøvet at tage ideen op. Tilsyneladende er den ikke slået an.
Når en oldsagsform først er dukket op, kommer den sjældent til at stå alene; en afsøgning af magasiner og samlinger plejer at bære frugt, men har ikke gjort det i dette tilfælde. De danske tenvægte kan have været af træ eller andet forgængeligt stof - eller måske har man kun undtagelsesvis brugt håndtenen, som nok kunne erstattes af andre redskaber, omend ikke særlig effektivt. Slotsbjergby-tenvægten må vi opfatte som en gæst - en meget sjælden gæst. Tak for besøget. (Fig. 1)
Fig 1: Fot: P. Dehlholm
