Tiden er kommet – men manden er ikke kommet!

Det skete, at åmanden gav sig tid, at der gik år uden ulykker, således engang seks år i træk. Men det syvende år kørte en vogn med syv mennesker galt, og alle omkom. Åmanden havde fået, hvad der tilkom ham – på efterbetaling.

Det er ikke mange, der husker disse tildragelser længere. De få har hørt om hændelserne af deres forældre, som igen har dem fra deres forældre. Gamle Ajs Amorsen kan fortælle om to molboer – vistnok mand og kone. De ligger på Lime kirkegård, hvorhen deres lig blev ført efter ulykken ved overgangsstedet, på hjemvejen fra marked i Randers.

I dag er landevejen ved Sjellebro bred og sikker, og åmanden er vist død, men om fortids færdsel på dette sted vidner ikke alene sagnene, men også fundene, som er fremgravet af engen nedenfor Sjellebro kro, lidt vest for den nuværende Randers -Æbeltoftvej.

Det som førte på sporet var en stor sten, som i mands minde har ligget i engen ved åen. Man vidste, at der var hugget nogle streger på den. Først i 1951 blev stenen kendt uden for lokalbefolkningen. Magister Harald Langberg fra Nationalmuseet, tilkaldt af engens ejer gdr. Åge Sørensen, rettede sine billygter mod stenen. Rigtigt indstillet afslørede de stenens hemmelighed. Indhugget stod et mandshoved, en maske af grotesk virkning: spids hage, store, runde, tomme øjne, kluntet, U-formet næse, flettet skæg. Et skræmmebillede, en trold. - Åmanden? (fig. 1).

Da den tunge sten blev rejst, præsenterede den sig, som billedet på forsiden viser. På et punkt beredte den Langberg en skuffelse. Der var ingen runer på stenen, hvad man ellers kunne vente. For lignende masker kendes fra andre sten (danske og svenske) og altid i selskab med runer. Den kendteste og smukkeste af alle maskestenene, Århus-stenen fortæller således: GUNULV OG ØGOT OG ASLAK OG ROLF REJSTE DENNE STEN EFTER DERES FÆLLE FUL. HAN FANDT DØDEN … DA KONGER KÆMPEDE.

Maskestenene hører til i den sene vikingetid, tidsrummet ca. 900-1050, og Sjellebrostenen må nok placeres sent i selskabet, rimeligvis lige i begyndelsen af vort årtusinde.

Naturligvis måtte stenfundet afføde en udgravning. Det blev Forhistorisk Museum, der kom til at foretage denne undersøgelse - det museum, der, selv fører troldemasken i sit skjold. Professor P. V. Glob blev den første, der satte spaden i jorden. Han begyndte, som naturligt er, at grave omkring stenen. Knapt en halv meter nede fandt han tilhugget tømmer. En spirende formodning fik ham til at forlægge gravningen til et nyt sted, en lav højderyg, som strakte sig op over engen tæt forbi stenen. Også her fandtes tømmer, svære egeplanker med rektangulære huller, sandsynligvis rester af vej eller bro.

Globs udgravning var dog kun begyndelsen, prøvegravningen, som altid må til, for at man kan få at vide, hvor kræfterne skal sættes ind. Året efter - i 1953 - blev den egentlige undersøgelse iværksat, ledet af magister T. G. Bibby; arbejdet er fortsat i dette år af forfatteren til denne meddelelse. Mere følger forhåbentlig.

Det må retfærdigvis siges, at Bibbys udgravning gav mest. Som Glob tog også han fat på at gennemskære den føromtalte højning, men højere oppe - nærmere kroen! Her lå vejen, utvetydigt, planke ved planke. Vi vidste jo, at den sene oldtid havde dygtige ingeniører. Den plankevej som her blev afdækket, bekræfter kendsgerningen og øger vor respekt.

På et sted, hvor vejen var dårligt bevaret, blev der lejlighed til at gå i dybden. Her mødte der udgraveren en af de overraskelser, som hører det arkæologiske håndværk til. Under vejen lå endnu en vej, meget lig den første, men knapt så kunstfærdigt bygget og ringere bevaret. Højst sandsynligt har man ribbet den gamle vej for tømmer, da den nye blev bygget.

Overraskelsen har nok ikke været mindre, da vej nr. 3 dukkede frem under nr. 2. Men det er tænkeligt, at vej nr. 4, der kom under nr. 3, er blevet modtaget en smule køligere og mere professionelt. De sidste to veje var ikke af træ som de øverste, men stenhyggede.

De fire veje har naturligvis ikke været i brug samtidig. Vej har afløst vej. Den øverste er tillige den yngste. Sandsynligvis har engen stået under vand om vinteren. Slam har lejret sig over vejene. Når en vej var helt begravet, har man bygget en ny, og den kom naturligt nok til at ligge højere end sin forgænger.

Et blik på tegningen viser vejenes konstruktion. Først trævejene: Kørebanens planker hvilede på længdetømmer, som igen hvilede på tværtømmer. Til yderligere understøtning var nedrammet eller nedgravet stolper - hver enkelt forsvarligt afstivet for ikke at skride ud. Stolperne stod tre og tre med jævne mellemrum, og mærkeligt nok har de ikke, som man kunne vente, støttet vejens tømmerfundament, men derimod selve vejbanens planker. Stenvejene, der hvilede på lag af tømmer og grene, var kantet med tunge marksten.

Stenen med skræmmebilledet må antagelig høre sammen med den øverste vej. Opstillet ved vejkanten har den bragt sit budskab til de vejfarende, hvordan det så end har lydt. For os er det vigtigt, at vi gennem stenen får vejens alder at vide. Den må være fra omkring år 1000, Svend Tveskægs tid. Kedeligt nok har de andre veje ingen troldehoveder, der kan fortælle deres alder. Her må vi ty til det gammelkendte kneb at sammenligne med andre lignende anlæg. For vej nr. 2’s vedkommende er dette nemt gjort, for denne vej ligner vej nr. 1 i en sådan grad, at de to veje må have kendt hinanden. Vej 1 har sikkert afløst vej 2, der altså ikke kan være voldsomt meget ældre. Når vi kommer til stenvejene, er vi straks dårligere stillet, for denne vejtype har holdt sig gennem meget lange tidsrum. Man gætter på tiden omkring og lidt efter Kristi fødsel. Med større bestemthed vil man kunne udtale sig, når de træprøver, som er udtaget af vejene, er blevet undersøgt på dateringslaboratoriet.

Med udmærket kendskab til de fire veje kunne vi i år tage fat på nye problemer, der jo altid opstår af dem, man løser. Uden for vejene var der fundet træ og nedrammede pæle; hvad betød det? Og hvordan var vejene ført over åen? Til besvarelse af disse spørgsmål blev gravet en lang og bred grøft tværs over vejene, nedenfor troldestenen. Det var ikke med udelt glæde, vi snart blev klar over, at vi var kommet ned i et gammelt åleje; den evigt arbejdende strøm har i tidens løb fået åen til at skifte plads. Hvad åen har efterladt, var som en stor losseplads. Alt flød med tømmer og træ. Planker fra vejene, huggespåner og affald fra tømmerets tildannelse, mange sære og ubestemmelige stykker, runde, flade, ovale, med tapper og huller og hak i kanterne. Et stykke havde ydre lighed med en fløjte, et andet med en kagerulle, et tredje ... nej, se hellere billederne, som her er vedføjet. Hvad alt dette er for noget, ved vi desværre ikke. Oplivende var det - ind imellem alt det ubestemmelige - at finde en halv vognaksel (fig. 2).

Det kan man da forstå. Også en lang, enægget jernkniv vakte glæde. Den er foreløbig udgravningens eneste metal fund.

Af plankevejen stod pælene tilbage; dem har strømmen ikke fået bugt med. Og her mødte os noget interessant: Stolperne - vistnok dem der hørte til øverste vej - var forsynet med huller, og gennem disse huller gik tømmer på langs eller tværs af vejbanen. Hvordan konstruktionen har været blev ikke klarlagt i detailler; men meget tyder på, at her har været en virkelig bro. Men sådan en bro er en sjældenhed i dansk oldtid - og i middelalderen med. I almindelighed passerede man ikke et vandløb uden at få våde fødder, og sådan har det vist også været her på stenvejenes tid; hvad vi fandt af dem havde i hvert fald vadestedets karakter. Det er først med anlæggelsen af plankevejene, at broen er kommet til. Hvis teorien er rigtig, er det en vigtig ting, som understreger stedets betydning.

Årets udgravning gav endnu en vigtig oplysning, der vender op og ned på de forestillinger, som var opstået under de tidligere undersøgelser. De fire veje var ikke de eneste. Det nærmest vrimlede med veje - plankeveje, af hvilke kun stolperne stod tilbage, og en enkelt stenvej. Hvor mange der egentlig var, er svært at fastslå her i ålejet - en udgravning nærmere land må kunne klare spørgsmålet - men antagelig drejer det sig om mindst fem. De lå side om side eller ind over hinanden. De fire først fundne veje glider naturligt ind i selskabet.

Og nu ser vi mening og sammenhæng i fundene. Gennem årtusinder har der været vej ved Sjellebro. Når en vej forfaldt, byggede man en ny, der hvor øjeblikkets naturforhold indbød til det. Teknikken skiftede, vad blev til bro. Vi rykker frem mod vor tid. I 1860erne lå vejen endnu mellem troldestenen og den nuværende landevej, nærmest ved sidstnævnte. Den havde bro af egetømmer. Først i 1928 forsvandt de sidste rester af denne vej som nok mindst går tilbage til Christian d. IV’s tid; et skilt med hans navnetræk blev fundet ved vejens opbrydning. I dag er landevejen asfalteret, broen af granit og beton. Bilerne suser forbi. Folk drejer hovedet og ser ud over den smukke ådal; men få sætter farten ned.

Hvorfor skulle man det? Man bemærker jo knapt broen. Men det er ikke længere siden, end at det endnu er i mands minde, at passagen her var vanskelig - ja farefuld. Dengang var Sjellebro et sted, hvor mennesker stoppede op og mødtes. Kroen ligger her endnu med Ejnar Ditlev og hans kone som de hyggelige værtsfolk, et solidt, jysk par. Men det er en stille kro. Ind mellem serveringerne er der tid til at snakke med gæsterne og til - sammen med karlen Jens - at passe et 35 tdr. land stort landbrug. Landbruget har før været på 90 tdr., og til kroen hørte købmandshandel i den store stil. Om bagning til mere end husbehov vidner de to bageovne, som fandtes i bryggerset i en nu nedrevet længe, der desuden indeholdt rejsestald, pigekamre og bissekammer. Langt tilbage i tiden går markederne ved Sjellebro, der indtil først i tyverne blev holdt i februar, april, maj og oktober. Da stimlede folk til. Man handlede med heste, kvæg, grise og især får. Der var gøgl. Til februarmarkedet hørte pibehandel. Handelen foregik for en stor del under åben himmel, men til de mange tilrejsende var der rejst tre telte og et skur. Efterhånden ebbede markederne ud; men endnu i tyverne kunne der på markedsdage sælges kaffe for 500 kr. á 70 øre.

Kroen og handelslivet ved Sjellebro har gamle aner; hvem ved, maske går det helt tilbage til vikingetiden. I dag er stedet roligt. Som en svag afglans af fordums handel står foran kroen benzintanken af den gammeldags høje facon med vrikkepumpe. Nu og da melder en kunde sig med et dyt.