
Tiden er kommet – men manden er ikke kommet!
Sådan lød åmandens røst, og når det skete, vidste man besked. Åen – Allingå – krævede sit årlige menneskeoffer. Da gjaldt det at tage sig i vare ved Sjellebro.
Af Georg Kunwald

Det skete, at åmanden gav sig tid, at der gik år uden ulykker, således engang seks år i træk. Men det syvende år kørte en vogn med syv mennesker galt, og alle omkom. Åmanden havde fået, hvad der tilkom ham – på efterbetaling.
Det er ikke mange, der husker disse tildragelser længere. De få har hørt om hændelserne af deres forældre, som igen har dem fra deres forældre. Gamle Ajs Amorsen kan fortælle om to molboer – vistnok mand og kone. De ligger på Lime kirkegård, hvorhen deres lig blev ført efter ulykken ved overgangsstedet, på hjemvejen fra marked i Randers.
I dag er landevejen ved Sjellebro bred og sikker, og åmanden er vist død, men om fortids færdsel på dette sted vidner ikke alene sagnene, men også fundene, som er fremgravet af engen nedenfor Sjellebro kro, lidt vest for den nuværende Randers -Æbeltoftvej.
Det som førte på sporet var en stor sten, som i mands minde har ligget i engen ved åen. Man vidste, at der var hugget nogle streger på den. Først i 1951 blev stenen kendt uden for lokalbefolkningen. Magister Harald Langberg fra Nationalmuseet, tilkaldt af engens ejer gdr. Åge Sørensen, rettede sine billygter mod stenen. Rigtigt indstillet afslørede de stenens hemmelighed. Indhugget stod et mandshoved, en maske af grotesk virkning: spids hage, store, runde, tomme øjne, kluntet, U-formet næse, flettet skæg. Et skræmmebillede, en trold. – Åmanden? (fig. 1).
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1957:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





