Theoderik biskop af Estland

Et par af de personer, som var til stede, fortjener dog at reddes fra glemselen, og det ville være værdifuldt, om man kunne stimulere en eller anden forsker til at skrive om dem. Den slaviske fyrst Witzlaw fra Rügen, som deltog i korstoget på dansk side, øvede en afgørende indsats under kampen. Efter at esterne den foregående aften havde meddelt, at de ville underkaste sig kong Valdemar og antage den kristne tro, besluttede man at fejre dagen med taksigelse og et festmåltid, men af gode grunde anså ledelsen det for hensigtsmæssigt, at Witzlaws mandskab blev forlagt til en anden lejr under kalaset, og hans krigere var derfor sandsynligvis noget mindre drukne end danskerne, da det estiske opbud pludselig overfaldt hovedstyrkens lejr. De samtidige beretninger er ganske tydelige, og det står klart, at det var kong Valdemars vasal fra Rügen, som afgjorde slaget til danskernes fordel. Witzlaw levede siden længe – og formodentlig så lykkeligt, som tidens ondskab tillod. Hans efterfølger i stillingen som dansk vasalfyrste over Rügen var Jaromar; han spillede ofte en stor rolle i dansk indenrigspolitik, og endnu i dag bander Københavns taxa-chauffører over Jarmers tårn, en ruin, som vanskeliggør trafikken ved Nørrevold.

Da danskerne fik uventede middagsgæster af stridslystne estere, spredtes der stor forvirring i lejren. En skare estere trængte ind i et af de fornemste telte og fandt der en ældre mand i stateligt skrud. I den tro, at det var den danske konge, nedhuggede de ham øjeblikkeligt, men desværre var det den hæderværdige biskop af Estland, Theoderik, som blev deres offer.

Kong Valdemars tilnavn »Sejr« er givet ham af en efterverden, som må have glemt hans senere historie, men ved den tid, der her er tale om, kunne han nok have båret det med rette. Det arbejde hans far, Valdemar den Store, påbegyndte gennem undertvingelsen af venderne, havde han fortsat, og en stor blok af nordtyske lande var nu under dansk overhøjhed. Hans Østersørige var imidlertid ikke færdigt, han drømte om fuld besiddelse af landene hele ringen rundt, og nu havde han til afveksling vendt blikket mod øst, mod Estland og Livland – det vil sige mod vejen til de rige russiske handelsbyer som for eksempel Novgorod, hvor nordboerne siden vikingetiden havde haft gode forbindelser. Et kærkomment påskud fandt han i den omstændighed, at disse landes beboere endnu var hedninger; man var midt i korstogstiden, og en stræbsom middelalderfyrste kunne indlægge sig fortjeneste på nemmere måde end ved at drage til Jerusalem og kæmpe med de vantro dér.

Ideen til en dansk Østersømission var dog ikke undfanget af kong Valdemar, men snarere af hans tipoldefar Svend Estridsen, der gjorde den beskedne begyndelse, som senere blev videreført af det nystiftede ærkebispe- sæde i Lund, under hvis embedsområde arbejdet naturligt hørte hjemme. Missionsmarken strakte sig fra Rügen, over Preussen og de baltiske lande til Finland i nord, men det blev hovedsagelig venderne og esterne, som fik kærligheden at føle. Den mærkelige blanding af ægte missionsiver og højst verdslige interesser, som kendetegner denne virksomhed, kom aldrig tydeligere til udtryk end i Estlandsmissionen, der blev startet fredsommeligt og vistnok uden bagtanker af Absalons forgænger ærkebisp Eskil, men videreført på drastisk vis og med tydeligt politisk sigte af efterfølgeren Anders Sunesen i Valdemar Sejrs første regeringsår. Den danske ærke- bispestols missionsiver burde egentlig have glædet dens moderinstitution, ærkebispesædet i Bremen, der selv i sin tid havde stået for Danmarks kristning, men dernedefra så man ikke med særlig velvilje på det nordiske initiativ, der opfattedes som utidig indblanding i et område, man mente at have eneret på. Anders Sunesens Estlandsforetagender vakte i særlig grad den tyske gejstligheds modvilje, for i de egne havde Bremerkirken selv et omfattende missionsarbejde i gang. (Fig. 1, fig. 2)