Terningerne er kastet

Den ædle giver af museets Daldøs-spil var en tidligere ejer af »Færgegård« (eller »Færgeborg«, som den også kaldes), en gammel gård beliggende i Vang sogn nær klit og Vesterhav. I. P. Jacobsen var som bekendt fra Thisted. Ude i Vang havde han en onkel, Thomas Overgaard, hos ham tilbragte familien ofte deres søndage, og tit og mange gange skete det, at man sidst på eftermiddagen faldt ind hos naboen, proprietær Madsen på Færgegård. Her stod Daldøs-spillet frit fremme til afbenyttelse i folkestuen, og her kan den vordende forfatter have set og prøvet det. Hans kendskab til spillet stammer da højst sandsynligt fra det selvsamme eksemplar, som nu er på museet.

Om dette eksemplar vides, at det er skåret af en gammel mand, Lars Kaldal, der omkring midten af forrige århundrede passede får i det vidtstrakte klitareal, som dengang hørte til Færgegård. Han var en fortrinlig hosebinder, og med sin kniv forarbejdede han brugsgenstande af – ofte eksotisk – træ, som han fandt ved havet. Det forklarer, at spillet er af »fine« træsorter som mahogni og teak.

Daldøs-spillet er et langstrakt bræt på lave fødder, afrundet i den ene ende og med huller ordnede i tre rækker. Til yderrækkerne, som hver har seksten huller, hører tilskårne pinde i to sæt af lidt forskellig udførelse. Endelig er der to terninger af usædvanlig form, langstrakte og med pyramidedannede ender, så at de kun kan ligge på de fire sider. Disse er mærket A (som kaldes »dallen« og tæller for 1), II, III og IIII. Ifølge spillereglerne, som heldigvis er fulgt med til museet, spilles Daldøs af to personer, som med brikkerne bekriger hinanden. Man skiftes til at slå, og terningerne bestemmer, hvor mange pladser man må rykke frem. Fra udgangspositionen i siderækken vandrer brikkerne over brættets runde ende ind i midterrækken, hvor de møder modstanderens brikker, som de efter bedste evne prøver at nedlægge. Når enden af midterrækken er nået, går de videre ind i fjendens række, hvor gevinstchancerne naturligvis er store, men risikoen for selv at blive fældet tilsvarende betydelig. Slipper de levende fra dette, tages turen én gang til – først ad midterrækken, dernæst gennem fjendens land. Forskellige særregler øger spændingen, lumske baghold kan lægges, men efterhånden tynder det ud i brikkerne, og spillet ender i en sidste afgørende jagt.

Om Daldøsspillets historie og udbredelse må vi bekende at være temmelig uvidende, men spil af samme type (med bræt, brikker og terninger) har været kendt i Danmark siden vor tidsregnings begyndelse. Den romerske forfatter Tacitus (1. århundrede efter Kristus) bebrejder vore forfædre deres spillelidenskab, men da uvanen vist er overtaget fra hans landsmænd, må vi finde hans anmærkning lidt malplaceret. Af nutidens brætspil kan Tavl (Mølle) følges tilbage til vikingetid, Skak og Dam til den tidlige middelalder, men der har selvsagt været mange andre, som vi nu kun har overfladisk – eller måske slet intet – kendskab til. Daldøs kan for den sags skyld godt have dybe og vidt forgrenede rødder, men de har altså ikke umiddelbart kunnet spores. Så meget kan siges, at spillet næppe er en thylandsk specialitet, eftersom navnet også forekommer i andre landsdele; dets betydning er iøvrigt ukendt, måske er der tale om et forvansket fremmedord. Måtte nærværende artikel sætte andre igang og dermed bidrage til disse spørgsmåls opklaring.

Om Thisted Museums Daldøs-spil har overretssagfører H. Billeskov Jansen
i Danske Studier 1927 skrevet en lille artikel, som vi sluttelig vil citere, fordi den på udmærket måde giver legens særlige stemning. »Jeg kan«, siger han, »bevidne, at spillet er fuldt af spænding, overraskelser, sejre og skuffelser. Den gamle frue (på Færgegård), der endnu er en mester i at spille Daldøs, var så elskværdig at demonstrere spillet for os en dag i mit hjem. Efter adskillige sejre over forskellige af familiens medlemmer lykkedes det en af drengene at holde »mandefaldet« på fruens side på højde med sit eget, i den grad, at hver af dem tilsidst kun havde én pind tilbage. Nu gik det over stok og sten på jagt efter hinanden, og terningerne raslede på bordet som ustandselige smeld fra armbrøste. Tilsidst endte det med, at fruens »kriger« måtte springe over drengens og kom til at stå inden for skudvidde, og det lykkedes ham at slå det spærrende antal og dræbe fruens kriger. Da var der flere gange forgæves kaldt til aftensbordet, og den gamle dame tørrede sit ansigt og sagde: Puh ha! Han løb mig ganske svedt!«

Inspireret af Billeskov Jansens fremstilling og tilskyndet af artiklens forfatter har Skalk påtaget sig at genskabe det gamle spil for således at lade det opstå fra de døde. Som materiale har fremstillerne – Laurits Schøler og Leo Thomassen – anvendt eg, men derudover svarer kopien nøje til originalen. Daldøs-spillet med tilhørende spilleregler kan altså nu erhverves hos Skalk. Pris 95 kr.

(Fig. 1)