Tempel eller grav

Blandt oldtidens mange former for grave hører jættestuerne til de største og mest dramatiske. De rummelige og undertiden mandshøje stenkamre, der ikke uden grund benævnes stuer, var bestemt til at bruges gang efter gang. Nye døde lagdes ind til dem, der var gået forud, og der var plads til mange i kammeret. I den del af stenalderen, som jættestuerne tilhører, gik man altså i bogstaveligste forstand til sine fædre.

Når en jættestue åbnes, vil det i reglen vise sig, at kammeret er delvis fyldt med jord, som i årenes løb er trængt ind mellem stenene. Det var ikke tilfældet i Jordhøj; kammeret havde henligget hermetisk tillukket og ganske urørt siden stenalderen. På gulvet i gravstuen, kun dækket af et tyndt lag gulligt støv, lå svære tilhugne planker og grene, og mellem dem sås lerkar og dolke af flint. I et hjørne mellem to vægsten var indrettet en lille niche, og i denne, 60 centimeter over gulvet, var fastgjort en stenplade som en slags hylde. Mellemrummene mellem bærestenene var iøvrigt udfyldt med murværk af flade stenplader, mellem hvilke var indlagt flager af birkebark, endnu ganske friske. (Fig. 1.)

Ved udgravningen i 1890 blev kun selve stenbygningen undersøgt. Højen omkring den blev ladt forholdsvis urørt tilbage, skønt de velbevarede fund i kammeret nok kunne friste til også at gå igang med den. Når Forhistorisk Museum sidste sommer tog opgaven op, var det i håb om derved at belyse nogle af de problemer, som endnu knytter sig til jættestuerne. Vigtigst blandt disse er vel spørgsmålet om anvendelsen, for ganske vist er ingen i tvivl om, at disse anlæg er grave for stenalderens bønder; men det er ikke så sikkert, at det har været deres eneste funktion. Både ældre og nyere undersøgelser giver grund til at formode, at der er foregået et eller andet på pladsen foran gangens munding. Her finder man ofte store mængder af oldsager, navnlig skår, som, når de samles, bliver til lerkar i et antal, som ofte langt overgår, hvad der findes inde i kammeret. Da det samtidig har vist sig, at lerkarrene uden for højen tit er af ældre typer end dem inde i den, er det spørgsmål blevet stillet, om ikke jættestuerne fra første færd er rejst som en slags templer og først senere er blevet benyttet til grave. Heroverfor står imidlertid en anden nok så jordbunden opfattelse, ifølge hvilken oldsagerne uden for højen oprindelig skulle have ligget inde i gravstuen, idet man tænker sig, at jættestuefolkene på et vist tidspunkt har ryddet ud af det overfyldte kammer for at skaffe plads til nye generationer af døde. Denne meget rimelige forklaring har dog ikke helt formået at tage livet af offerteorien, som iøvrigt er blevet bestyrket gennem nyere fund. I Jordhøj syntes der at være alle betingelser for at komme spørgsmålets løsning nærmere. De grave, som blev fundet i kammeret ved udgravningen i 1890, måtte efter gravgodset at dømme være ca 500 år yngre end selve gravbygningen. Hvordan har stuen da været brugt i det første halve årtusinde, efter at den blev bygget? Svaret på spørgsmålet måtte søges ude i højfoden. (Fig. 2)

Hvad bevaringstilstanden angår, svarede højen til forventningerne. Det viste sig nemlig, at den på et vist tidspunkt - i slutningen af stenalder eller senest i ældre bronzealder - var bygget større, ved at et lag jord var lagt ud over højsiderne, så at de oprindelige meterhøje randsten og området foran dem var kommet til at ligge indkapslet og sikret mod forstyrrelse. Omkring den således udvidede høj har man lagt en kreds af små sten - en fodkrans, men af en type, som er jættestuehøjen fremmed. Efterhånden, som udgravningen skred frem, og det tilførte jordlag blev fjernet, sås det, at der foran gangens munding bredte sig et mørkt, fedtet lag (blåt på ovenstående tegning). Det var iblandet en del sten og ildskørnet flint samt adskillige flintøkser, pilespidser, ravsmykker og lerkarskår. Da det var fjernet, og da det nedenunder liggende lag af grus, sten og flint ligeledes var bortgravet, kom der nye fund, og først nu blev mængden virkelig betydelig. Til begge sider for gangen, foran de oprindelige, høje randsten, lå bunker af lerkarskår direkte på undergrunden, (rødt på tegningen). Trods stærk knusning var det tydeligt, at hver bunke udgjorde rester af et enkelt eller et par lerkar, som var gået i stykker på stedet. Alt ialt synes der at foreligge skår af 40-50 kar, men det nøjagtige antal kan ikke opgives, før sammensætningen af skårene er afsluttet. Mellem skårdynger og randsten fandtes svære tilhuggede stenplader, nogle hældende eller stående næsten lodret op ad randstenene.

Sammenholder man resultaterne af de to udgravninger, den gamle og den nye, får man gode holdepunkter for at klarlægge jættestuens historie, fra den blev bygget, til den ca 500 år senere blev lukket og overladt til vind, vejr og glemsel gennem de næste 4000 år.

Først opførtes selve stenkammeret på den udvalgte plads. For at forhindre vand og jord i at trænge ind i kammeret blev overliggerne dækket med flade stenfliser lagt som tagstenene på et hus, og dette arrangement har, som det fremgår af ovenstående, fuldtud virket efter hensigten. Da også gangen var bygget, blev det hele dækket med en jordhøj, som igen blev omsat med de omtalte meterhøje sten. Oven på randstenene lagde man flade, tilhugne sten som en slags hylde hele højen rundt. Inden for dem blev udstrøet et lag af knust, hvidbrændt flint; det rakte et stykke op ad højsiden og dannede et bredt bælte, der ligeledes nåede hele højen rundt. Resten af højoverfladen blev brolagt med marksten. Højen var færdig, klar til at benyttes efter sit formål. (Fig. 3)

Og hvad var da dette formål? Som man vil huske, var der tre oldsagslag, nemlig et lag inde i kammeret og to lag ude i højfoden. Af de sidstnævnte må det højtliggende lag foran indgangen ifølge sagens natur være det yngste, mens det dybereliggende skårlag langs med randstenene er ældst. Hvordan det forholder sig med dette sidstnævnte, kan der ikke være tvivl om; lerkarrene har oprindelig stået på den vandrette hylde oven pa randstenene, hvor de må være anbragt som led i en offerceremoni. Stenskred oppe fra højsiden har fejet dem ned, og stenpladerne er fulgt efter, da selve randstenene begyndte at skride ud. Det er denne forfaldsproces, som er anskueliggjort pa de to første af ovenstående tegninger. (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6) - Det øvre oldsagslag er af en helt anden art. Alt tyder på, at de genstande, som det indeholder, oprindelig har ligget inde i kammeret, og at de er blevet ryddet ud af de folk, som sidst tog gravstuen i besiddelse, og som ønskede at skaffe plads til deres egne grave.

Men vi kan komme endnu et skridt videre ved at studere de fundne oldsager, som for flertallets vedkommende er af typer, vi kender fra mange andre fund, og hvis indbyrdes alder vi ved ganske god besked med. Om de 40-50 offerkar kan siges, at de næppe er henstillet samtidig, men at de dog ikke synes at repræsentere mere end to til tre forskellige ofringer. Om der er direkte forbindelse mellem offer og gravlægning, kan ikke fastslås med sikkerhed; men dengang, da ofrene fandt sted, har kammeret i hvert fald været i brug, for imellem gravgodset fra de ældste begravelser, som findes i laget uden for indgangen, er der lerkar af ganske samme typer som offerkarrene. Dog er der også yngre ting, som viser, at der er foretaget enkelte begravelser på et lidt senere tidspunkt, da ofringerne var hørt op, men hele anlægget endnu stod omtrent, som da det blev bygget. Derefter må kammeret være blevet lukket, og i henved et par hundrede år har forfaldet kunnet foregå uhindret.

Først da, lidt efter år 2000 før Kristus, er der kommet nye folk til egnen. De har genåbnet gangen, og det er dem, som har foretaget den omtalte udrensning, der giver sig til kende gennem det ofte omtalte lag foran indgangen. Deres egne døde rykkede nu ind i kammeret med gravgods af dolke og lerkar. De planker og grene, som fandtes ved udgravningen i 1890, kan have dannet et beskyttende dække over ligene, hvis det da ikke ligefrem er rester af kister. Men den dag kom, da også tilflytterne opgav gravkammeret. Måske er de søgt andetsteds hen; i hvert fald lukkede de gangen med en stendør - den samme, som deres forgængere havde benyttet - og fyldte op udenfor med lyngtørv. Sandsynligvis er det også dem, der har rettet højens sider af med det omtalte jordlag og lagt en ny fodkrans af små sten for derved at gøre højen til deres. I hvert fald er der ikke ved nogen af de to udgravninger fundet spor af yngre grave, som kunne tænkes at have foranlediget ombygningen. (Fig. 7)

Det er langtfra ualmindeligt at finde skårdynger uden for jættestuerne; men det er nyt og overraskende at træffe to skårlag, der så tydeligt adskiller sig fra hinanden og samtidig så klart åbenbarer deres natur. Randstensætningens belægning med flade overliggere er også et nyt træk, som føjer sig værdifuldt ind i billedet af offerceremonien. Overskriftens enten-eller må da besvares med et både-og. Jættestuerne er både templer og grave. Det er nærliggende at sammenligne dem med vor tids gudshus, kirken, hvor religion og gravskik også går hånd i hand. (Fig. 8)