Tempel eller grav

Blandt oldtidens mange former for grave hører jættestuerne til de største og mest dramatiske. De rummelige og undertiden mandshøje stenkamre, der ikke uden grund benævnes stuer, var bestemt til at bruges gang efter gang. Nye døde lagdes ind til dem, der var gået forud, og der var plads til mange i kammeret. I den del af stenalderen, som jættestuerne tilhører, gik man altså i bogstaveligste forstand til sine fædre.

Når en jættestue åbnes, vil det i reglen vise sig, at kammeret er delvis fyldt med jord, som i årenes løb er trængt ind mellem stenene. Det var ikke tilfældet i Jordhøj; kammeret havde henligget hermetisk tillukket og ganske urørt siden stenalderen. På gulvet i gravstuen, kun dækket af et tyndt lag gulligt støv, lå svære tilhugne planker og grene, og mellem dem sås lerkar og dolke af flint. I et hjørne mellem to vægsten var indrettet en lille niche, og i denne, 60 centimeter over gulvet, var fastgjort en stenplade som en slags hylde. Mellemrummene mellem bærestenene var iøvrigt udfyldt med murværk af flade stenplader, mellem hvilke var indlagt flager af birkebark, endnu ganske friske. (Fig. 1.)