Tammes

Nu er museumsfolk af naturen skeptiske, og en vis mistanke til fundet vågnede hurtigt. Økserne var lidt slankere, end den slags plejer at være, og en materialeanalyse viste et påfaldende stort indhold af zink. De kunne være ægte, men var de det? For ganske nylig har sagen fået en slags opklaring. Den kom, da vi undersøgte grundens ejerforhold og her stødte på navnet Thomas Christensen.

Thomas Christensen virkede omkring århundredskiftet som handelsmand, han rejste rundt i landet og købte op, hvad folk ville af med, for siden på forskellig måde at gøre det i penge. Oldsagsfund, han på den måde kom i besiddelse af, kunne for eksempel afsættes til museerne. Denne forretningsform var tidligere ret almindelig, og mange af dens udøvere var sikkert hæderlige folk, men der er brådne kar i alle lande. Man opdagede hurtigt, at prisen på oldsager steg betydeligt, når der fulgte gode fundoplysninger med, og fantasien blomstrede. Nationalmuseets frygtindgydende direktør Sophus Müller fandt sig på et tidspunkt foranlediget til ligefrem at forbyde landets museer at handle med en bestemt opkøber. På Randers Museum tog man »hr direktørens behagelige skrivelse« ret unådigt op. »Hr direktøren er i Deres forhold til os ikke stillet over for et Dem underordnet museumspersonale«, hed det, og man bad om »fritagelse for at inddrages i Samlingen uvedkommende kontroverser«.

Det var ikke Thomas Christensen, Sophus Müller ved den lejlighed var ude efter, men det kunne godt have været ham, for han var af samme surdej. Snyde Tammes, som han kaldtes i museumskredse, var ellers en respektabel fyr (»han snød aldrig, undtagen når han handlede«), og med sit udmærkede kendskab til oldsager har han forskaffet museumsfolkene mange gode genstande - når man altså ser bort fra de historier, han samtidig bandt dem på ærmet. Om hans største bedrift har tandlægen og museumsmanden Holger Friis, Hjørring fortalt (i Knud Bidstrups bog fra 1975). For at hævne sig på Sophus Müller, som ved forskellige lejligheder havde generet ham, lod han fremstille et enormt flintspyd, så godt eftergjort, at man, som det lå i sin æske, slet ikke kunne se, det var af træ. Det blev fremvist på rette sted med en bemærkning om, at det skulle sælges til udlandet. Sophus Müller, som rygtet snart nåede, var ved at gå ud af sit gode skind. Sammenhængen blev hurtigt opklaret, men ved Nationalmuseets hundredeårsfest 1907 modtog direktøren en jubilæumshilsen fra Tammes: det billede, som her er gengivet. (Fig. 1)

Sagerne fra Randershaven er altså antagelig forfalskninger, måske udlagt til patinering i en kompostbunke og af en eller anden grund ikke hentet ind igen. Spørgsmålet er så, om denne produktion har fundet sted i større stil. Thomas Christensen havde mange aftagere blandt de jyske museer. En gennemgang af hans leveringer var måske ulejligheden værd. (Fig. 2)